Ingen alligatorer i vejsiden

Det var tydeligt, at det var søndag og i kirketiden, da vi forlod Natchez for at tage til New Orleans. De første 40 miles på US Route 84 mødte vi i alt fire biler, og de kørte alle i den modsatte retning, så vi var helt alene på vejen. I Brookhaven skiftede vi til I-55 South. Og selvfølgelig besøgte vi et velkomstcenter, da vi passerede grænsen til Louisiana. Fra grænsen fortsatte vi sydpå. Strækningen mellem Lake Maurepas og Lake Pontchartrain var især interessant, da vi kørte på en motorvej på pæle gennem sumpen (faktisk er der tale om en bro, Manchac Swamp Bridge, der med sine 36,7 km er USA's 3. længste bro), og vi fik det første indtryk af dette sumpområde. Lige uden for New Orleans skiftede vi til Interstate 10 East og forsøgte at finde det hotel (Hampton Inn), vi havde booket hjemmefra. Det var i den østlige side af byen, men det var ikke det, der bekymrede os. Adressen var på I-10 Service Road, og det var det, der kom til at forårsage problemer.

På det tidspunkt kendte vi ikke noget til fænomenet Service Roads, men selvom vi gør det nu, giver de os stadig problemer fra tid til anden. Vi forlod i hvert fald motorvejen ved den afkørsel, som vi troede var den rigtige (ifølge rutebeskrivelsen vi havde printet ud derhjemme - det var før vi fik GPS), og da det var frokosttid og vi først kunne få værelset senere, begyndte vi at se efter et sted at spise. Så da vi fik øje på en Shoney's lige på den anden side af vejen fra afkørslen, kørte vi bare derhen. I de år spiste vi meget på Shoney's, men jeg har faktisk ikke besøgt en af disse restauranter siden 2004. Efter frokost begyndte vi at lede efter hotellet. Vi kørte tilbage til vejen, hvor vi havde forladt motorvejen, og drejede til venstre i den retning, vi troede, hotellet skulle være. Dette bragte os til et meget flot og tilsyneladende ret nybygget villakvarter med mange store huse, men bestemt ingen hoteller. Vi blev enige om, at vi nok skulle have drejet til højre, da vi forlod Shoney's, så vi vendte tilbage og fortsatte i den retning, vi lige kom fra. Ved denne lejlighed gjorde vi også vores første bekendtskab med et amerikansk trafikfænomen, "4-way Fullstop". Modsat hvad man som dansker skulle tro, kører trafikken i sådan et kryds gnidningsfrit, måske fordi amerikanernes trafikvaner er mere hensynsfulde end de danske ditto.

Nå men da igen vi kom tilbage til det sted, hvor Shoney's lå, fortsatte vi nordpå, og denne gang endte vi ved bredden af ​​søen Lake Pontchartrain. Og stadig intet hotel. Vi aftalte derfor, at vi ville køre tilbage til motorvejen og starte forfra, men lige inden vi nåede frem, så vi et gadeskilt med "I-10 Service Road" på vores højre hånd, så vi drejede straks til højre. Her fandt vi masser af hoteller, supermarkeder osv., men desværre ingen Hampton Inn, som var det hotel, vi ledte efter, så vi vendte om igen. Vi kørte tilbage til den store vej, vi var kommet fra og fortsatte ligeud. På den måde opdagede vi, at 'servicevejen' fortsatte på den anden side af hovedvejen. Vi så nu heller ikke nogen Hampton Inn her, og efterhånden blev hoteller og butikker sparsomme, og området blev mere og mere domineret af industri. Så vendte vi om igen. Pludselig fik Dorte øje på hotellet, vi ledte efter. Desværre var det på den modsatte side af motorvejen! Da vi fandt et sted, hvor vi kunne krydse denne, opdagede vi, at der også var en Service Road på den anden side. En god viden til senere besøg :-). Til vores overraskelse var det den samme vej, hvor Shoney's lå. Det havde vi bare ikke været klar over, da vi spiste frokost der omkring en time tidligere!! Vi fik et værelse på anden sal, og da hotellet lå omkring 18 km fra centrum, troede vi, det ville være stille og fredeligt. Og det var det da også bortset fra, at der var en frygtelig larm fra cikaderne. Vi har hørt de små uhyrer mange steder, men her var de til stede i overdreven mængde, og støjen var meget høj.

Rue Toulouse i French Quarter, New Orleans.

Da vi havde slappet af på værelset en times tid efter anstrengelserne med at finde hotellet, besluttede vi at tage ind til New Orleans. Selve turen til centrum af byen var meget let, og som det viste sig, var der masser af parkeringsmuligheder både i og omkring French Quarter. Efter at have parkeret bilen gik vi en tur ned til Mississippi-floden. Her gik vi en tur ad den såkaldte "Moon Walk". På vores vej mod vest kom vi til en plads og på den anden side af denne lå Riverwalk, som fyren, vi mødte i Mississippi, havde omtalt. Det viste sig at være et indkøbscenter med omkring 100 butikker og 40-50 spisesteder af varierende karakter (I dag er tallet ca. 200 butikker og restauranter i alt.) De fleste butikker solgte dametøj og andre for kvinder nødvendige ting, som smykker, makeup og lignende, så Dorte nød virkelig stedet, som fyren i Mississippi jo også havde forudset. Det eneste, jeg købte, var dog mere hot sauce (vi havde allerede købt et par slags under vores besøgt i Gettysburg, se artiklen Tilbage til Washington og Gettysburg), og vi indtog en friskbagt pretzel med hvidløg for at holde sulten fra døren. Da vi var færdige ved Riverwalk, besluttede vi, at vi derefter ville gå en tur i French Quarter.

Vi gik ned til kvarteret og gik en tur ned ad Decatur Street til Toulouse Street og op ad denne spændende gade med de fine altaner til Bourbon Street. Dette er gaden i New Orleans. Her finder du musiketablissementer, barer, sexklubber, barer, restauranter, barer, voodoo butikker, barer, dansesale, barer og så videre. Alene i det franske kvarter er der omkring 400 barer, så man er ikke i fare for at dø af tørst.

Efter en tur på et par timer i kvarteret vendte vi tilbage til parkeringspladsen som lå på gaden N. Peters. Så kørte vi tilbage til hotellet uden flere stop. Om aftenen på hotellet overvejede vi, hvad vi skulle lave næste dag. Inden vi forlod Danmark, havde vi snakket om at tage på sejltur i sumpen i en airboat. Jeg gik derfor ned til receptionen, som beredvilligt hjalp med at bestille en sådan tur til næste dag. Vi ville blive hentet af en bus på hotellet næste morgen, kørt ind ti en 'terminal' i byen og derefter fordelt i busser, som skulle køre os til vores mål, og til sidst ville vi blive kørt hjem igen. Prisen for denne turistudskejelse ville være $65 pr. person eller ca. 900 kr. for os to til sammen.

Næste dag stod vi tidligt op, omkring kl. 6.30, fordi vi ville have morgenmad, inden bussen hentede os kl. 8. Da bussen kom, sad der allerede en del i den. Den kørte rundt til forskellige hoteller, og hentede folk, der skulle på diverseture, og nogle var altså allerede blevet hentet, og det skulle vise sig at vi var nogle af de sidste. Kun to eller tre hoteller blev besøgt, efter at vi var stået på. Da vi kom til 'terminalen', viste det sig, at den lå i lokaler, der tilhørte et spillested, kaldet Tipitina's (en aflægger af det meget berømte spillested af samme navn, som ligger i bydelen Uptown vest for French Quarter. NB! Denne aflægger er pt lukket, men originalen ekisterer stadig. Her opdagede vi, at 'terminalen' lå lige overfor ​​parkeringspladsen, hvor vi havde parkeret bilen dagen før, og da busturen til og fra hotellet havde kostet $20 pr. snude, kunne vi have sparet os den udgift, og det gjorde vi så dagen efter. Her i terminalen blev vi delt i grupper alt efter hvilken tur, vi skulle med på og fik at vide, hvor vores busser holdt parkeret. Vores holdt lige på den anden side af gaden, så den var nem at finde.

På turen ud til det sted, hvor vi skulle sejle fra, fortalte buschaufføren historier fra og om New Orleans, og han forsøgte blandt andet at lære os den lokale dialekt. Jeg har desværre glemt det meste, men jeg kan dog huske at "hickey", som normalt betyder "sugemærke", betyder en bule i panden på New Orleansk; "da show" er en biograf, og "pass by" betyder ikke "køre forbi", men tværtimod "at besøge", og endelig er "skeeta hawk" betegnelsen for "myg". Ud over sprogkurset, fortalte han os, at når det var rigtig varmt, kom alligatorer ud af sumpen og lå og solede sig i vejkanten. Da temperaturen her kl. 10 var omkring 40 grader, spurgte vi ham hvornår det blev "rigtigt" varmt og han fortalte os at det var i august og september, så desværre så vi ikke alligatorer i vejsiden ved den lejlighed, selv om vi faktisk har oplevet det senere, om end i Florida. Han fortalte også, at cajuns (de fransktalende beboere i den del af det sydlige Louisiana, som kaldes Acadienne) "æder alt, hvad der ikke æder dem først", som han sagde, og tilføjede: "Havde der været mere kød på regnorm, havde de sgu ædte dem også". Han forklarede, at han selv var gift med en kvinde, som var cajun, og at han derfor aldrig vidste, hvad der stod på bordet, når han kom hjem.

Sumpcypresser i vand til knæene i sumpen syd for New Orleans. De små stumper, som stikker op af vandet, er en del af træernes rodnet, og de kaldes "knæ".

Endelig nåede vi vores første stop. I bussen var både folk, der skulle på sumptur i en stor båd, og vi andre, der skulle med airboat. Ved Jean Lafitte Swamp Tours (opkaldt efter landsbyen Jean Lafitte, som er opkaldt efter smugleren og piraten Jean Lafitte) forlod den største del af selskabet, som skulle med den større og langsommere bod, bussen, mens vi andre blev kørt lidt længere til stedet, hvor vores tur skulle starte. Ved airboatdokken lå der to airboats, og vi blev gennet ombord i den første, hvor vi blev mødt af kaptajn Mike, som skulle være vores "pilot" (det kaldte han sig) på turen. Da vi alle var kommet ombord på luftbåden, fik vi udleveret høreværn, da motoren larmer ret meget, og så lettede vi. Hvis nogen ikke ved, hvad en airboat er, kan jeg fortælle, at det er en fladbundet båd, ofte fremstillet af let aluminium. Den er udstyret med en stor propel, som en flypropel, forbundet til en motor, ofte en bil- eller flymotor. Denne propel er bagudvendt, og skubber dermed båden fremad. Det byder på meget høje hastigheder, ofte over 90 km i timen, og den flade bund gør det muligt for båden at "flyve" eller rettere hoppe korte afstande hen over forhindringer. "Piloterne" bruger denne springteknik til at krydse fra en kanal til en anden, i stedet for at sejle rundt om digerne i åbent vand.

Kaptajn Mike sejlede os rundt i sumpene og kanalerne og stoppede af og til fartøjet, så vi kunne hvile ørerne, men også så vi fik tid til at nyde det fantastisk smukke landskab. Hver "pilot" har typisk sit eget område, som de af og til ejer, men ofte bare har tilladelse til at sejle i, så man er ret alene, selv om to eller flere "piloter" kan dele et område. men de aftaler så indbyrdes, hvem der sejler hvor hvornår, så man ikke mødes for tit. For mig var den største oplevelse da vi stoppede i en helt stille cypressump, hvor store sumpcypresser stod "i vand op til knæene", som Dorte sagde. Dette sted så endnu mere roligt ud på grund af andemad i vandet, der næsten ikke bevægede sig.

En anden stor oplevelse var, da vi så alligatorer, som der er ret mange af i området. På vej ud til sumpen havde buschaufføren forklaret os, hvordan man kan skelne en alligator fra en krokodille. Man skal bare stille sig foran den. Hvis man stadig står der 30 sekunder senere, er det en alligator. Hvis man er blevet ædt, var det en krokodille! Da turen var færdig, kørte bussen os tilbage til det 'terminalen' hvorfra en anden bus kørte os tilbage til hotellet.

Det var som nævnt meget varmt den dag (over 45 grader, da det var varmest) og strålende solskin, og Dorte havde reddet sig en alvorlig hovedpine. Så tilbage på hotellet slappede vi af resten af ​​eftermiddagen. Vi kørte på et tidspunkt til et nærliggende supermarked og købte noget brød og pålæg, som vi ville spise på vores værelse senere i stedet for at gå ud og spise. Omkring klokken 19 havde Dorte det så meget bedre, at vi gik i poolen et stykke tid, og ellers slappede vi bare af foran tv resten af ​​aftenen.