Damen med den lyserøde parasol

Et af de steder, som Dorte gerne ville se i New Orleans, var Garden District. Det er den ældste amerikanske del af byen, og er præget af ret store huse, flere nærmest palæer. Da USA købte Louisiana-territoriet fra Frankrig i 1803, flyttede nogle få amerikanere til New Orleans, men de var ikke særlig populære blandt franskmændene og spanierne, som var de dominerende befolkningsgrupper i byen, så disse grupper ville ikke tillade dem at bosætte sig i French Quarter, som den gang udgjorde stort set hele byen. Mange amerikanere slog sig derfor ned på tidligere plantagejord vest for byen, og det var dette område, der senere skulle blive til Garden District.

Da vi dagen før kørte ud på vores sumptur, havde vi i 'terminalen' set, at man kunne købe en guidet spadseretur i Garden District. Men denne gang lod vi os ikke "narre" til at betale en bus fra hotellet til 'terminalen'. Vi kørte selv og parkerede bilen på en af ​​de store parkeringspladser, og købte billet i billetkontoret i 'terminalen'. Herfra blev vi - som dagen før - transporteret med bus til vores destination på St. Charles Avenue, hvor spadsereturen skulle begynde. Vi var omkring 12 personer med på turen, og da vi steg af bussen, blev vi mødt af vores guide. Hun var en dame på omkring 60 - 65 år klædt i et pink outfit, og bevæbnet med en parasol i næsten samme farve. Hun præsenterede sig som "Miss Katie", og Dorte og jeg var overbeviste om, at hun var pensioneret børnehavelærer, ikke mindst fordi hun hele tiden tiltalte hele selskabet som "børn". "Kom så børn" og "Hør nu godt efter børn" var to af hendes foretrukne udtryk.

Miss Katie startede turen med at præsentere programmet for turen. Først skulle vi besøge et ret stort palæ hvor det var muligt at komme inden for. Derefter skulle vi besøge en lille butik/café, hvor vi kunne få noget at drikke, og hvor vi, især nok kvinderne, mente Miss Katie, kunne bruge "the little potty room", som hun udtrykte det. Når dette var overstået skulle vi så fortsætte rundt til nogle andre udvalgte huse, som kun kunne beses udefra, og der ville også være et besøg på en af ​​New Orleans' interessante kirkegårde, før vi vendte tilbage til bussen.

Hus med "skørtetrappe" (petticoat staircase)

Med Miss Katie og hendes oprejste parasol i spidsen som en bedre Spiesguide på en rundtur i Palma de Mallorca skyndte vi os ned ad gaden til Elms Mansion, det første hus på listen, som altså blev beset både ude og inde. Huset var oprindeligt opført af en mand ved navn Watson van Benthuysen, en yankee, som - da han var beslægtet med Sydstaternes præsident, Jefferson Davis, gennem sit ægteskab -  alligevel var gået ind i Sydstatshæren.  Han blev efter krigen forretningsmand og altså meget velhavende. Efter hans død i 1901 blev huset solgt og i perioden fra 1931 til 1941 husede bygningen det tyske generalkonsulat. Herfra informerede generalkonsul Adolf Karl Georg Edgar Baron Spiegel von und zu Peckelsheim (fantastisk navn), som var tidligere ubådskaptajn, tyske ubåde om, hvornår allierede skibe afgik fra byens havn. Senere blev huset købt at en John Elms, og i dag er det altså kendt som Elms Mansion. Det var en lang historie om husets historie, men jeg ville lige have generalkonsulens navn med. Da alle havde set nok til huset, gik vi videre til den lille butik/café, hvor der faktisk viste sig at være borde og stole. Her blev vi beordret til at sætte os ned efter at have haft mulighed for at købe drikkevarer, og besøge "the little potty room". Så beordrede Miss Katie: "Stille børn", og så begyndte hun at fortælle os om byen, ikke mindst selvfølgelig Garden District. Som så mange andre guider, vi har mødt i forskellige byer, var der ingen tvivl om, at hun elskede sin by.

Efter "historie- og geografitimen" fortsatte vi gennem Garden District og så mange smukke huse, blandt andet det ældste stadigt eksisterende hus i bydelen, bygget i 1834. Vi så også flere huse udstyret med såkaldte "skørtetrapper". En skørtetrappe (petticoat staircase) var en dobbelttrappe, hvor mændene kunne gå op langs den ene side, mens kvinderne kunne bruge den anden. På denne måde sikrede man sig, at mændene ikke tilfældigvis skulle få et glimt af kvindernes ankler, hvilket ville have givet anledning til store problemer for dem, som fx en duel med en vred ægtemand eller eller en lige så vred far eller måske endda et tvunget ægteskab, hvis kvinden var ugift.

Et af de andre huse, vi så, blev bygget på af en rig købmand på nabogrunden til hans egen grund. Huset var en gave til hans datter, da hun blev gift. Ved at bygge på nabogrunden, kunne han dels holde øje med svigersønnen, som han ikke stolede på ville være datteren tro, og dels for at sikre sig, at hun havde noget at bo i, da lejligheder ikke hang på træerne dengang. Dette faktum gav anledning til en ret morsom samtale mellem os, der var med på turen. En af de mandlige deltagere forklarede, at det ikke var meget anderledes i dag, hvor man også kunne se forældre finansiere deres børns boligkøb. Vi forklarede, at der selv i Danmark var mange forældre, der købte bolig til deres børn, så de kunne få noget at bo i. Det fik en af ​​de kvindelige turgæster, en dame sidst i 30'erne, der åbenbart var på ferie med teenagesøn og mor, til at udbryde, at hun ikke forstod hvorfor, det skulle være nødvendigt. Hun var sikker på, at alle mennesker i Europa havde hele familien boende sammen i et enkelt rum. Vi forsøgte at overbevise hende om noget andet, men hun havde meget svært ved at tro på, at vi kun var to mennesker i vores hus, og at vores børn var flyttet hjemmefra og havde egne lejligheder.

Nå, vi fortsatte turen og passerede den forfærdelige turkisfarvede bygning, der huser den verdensberømte Commander's Palace restaurant (faktisk er farven ikke turkis, men lyseblå i en nuance, der af en eller anden grund kaldes "commander's blue), hvor mange berømte kokke, heriblandt Paul Prudhomme og Emeril Lagase er uddannede. Stedet havde i 2002 været på listen over verdens fem bedste restauranter de seneste 10 år i træk, og der var flere måneders ventetid på at få bord til aftensmad - frokost var det noget nemmere at få bord til. Stedet er berømt for - ud over madens kvalitet - sin mere end 100 sider lange vinliste og sin skildpaddesuppe. Frøken Katie fortalte en anekdote om hvordan en gang, da der var brand i bygningen, var det første, der blev reddet af brandmændene, gryden med skildpaddesuppe.

Miss Katie fremviser en tom grav på Lafayette Cemetery # 1 i Garden District. Til højre for og til dels bag Miss Katie anes en af de lave grave.

Det sidste sted, vi besøgte på turen, var kirkegården Lafayette nr. I. Den ligger tæt på Garden Districts centrum og er typisk for New Orleans' kirkegårde. På Lafayette nr. I ser man fire typer grave, der alle er over jorden. Oprindeligt begravede man de døde i "almindelige" grave, men under de mange oversvømmelser, der hærgede New Orleans, når Mississippi gik over sine bredder, blev ligene skyllet ud af gravene og lå og flød rundt i gaderne, hvor de gav anledning til mange epidemier. Derfor begyndte man at lave ovenjordiske (ikke overjordiske) grave, og her fandtes altså fire slags. Først og fremmest høje grave med plads til to afdøde ad gangen, dernæst lave grave med plads til én og så et nogle meget store grave af mausoleumstypen. Har du set filmen Double Jeopardy med Ashley Judd og Tommy Lee Jones ved du, hvad jeg taler om. Kirkegårdsscenerne i denne film er netop optaget på Lafayette nr. 1, hvor Ashley Judd bliver spærret inde i et sådant mausoleum. Den sidste type er grave, placeret i muren omkring kirkegården. Gravene ejes af familier, og de kan handles som enhver anden fast ejendom og til overraskende høje priser. Mange i New Orleans er katolikker, og derfor er kremering forbudt, men temperaturen inde i gravene bliver så høj af solens varme, at der vil ske en naturlig kremering (hvilket er tilladt), og en grav kan genbruges et år og et døgn efter en begravelse. Ved "dørene" til gravene kan man se navnene på alle de, der gennem tiden er begravet i graven, og når en plade med navne er fyldt op, flyttes den til siden af ​​graven og en ny plade sættes i. På denne måde kan man følge gravens historie og se hvordan, den kan have skiftet ejerskab flere gange undervejs. Miss Katie fortalte os, at hendes mor lige havde købt en grav på netop denne kirkegård for den nette sum af 20.000 2002 dollars (svarende til $31.000 i 2022), og at hun havde aftalt med de tidligere ejere, at asken fra deres slægtninge ville blive efterladt i bunden af ​​graven. Alternativt kan man aftale at overføre asken til en grav i muren, men de fleste købere vil efterlade det i graven af ​​respekt for de, der har været begravet i graven, før de købte den. Gravene i muren bruges også, hvis et familiemedlem dør inden for et år og en dag efter den seneste begravelse i en given grav. Her kan de så afvente at graven igen må åbnes, så de kan blive flyttet til deres familiegravsted.

Efter at have besøgt kirkegården gik vi tilbage mod bussen. Undervejs passerede vi et meget stort hus med en meget stor bil udenfor. Huset tilhørte forfatteren Anne Rice, som døde i december 2021, og som boede i byen til 2004, hvorefter hun, efter sin mands død, flyttede til Californien. Rice er bedst kendt for sine romaner om vampyren Lestat, men hun har også skrevet andre gyserhistorier. Under pseudonymerne Anne Rampling og A. C. Roquelaure har hun også skrevet nogle ret kedelige erotiske romaner. Desværre boede Rice stadig i huset, das vi passerede det, og der var ikke adgang for offentligheden. Da turen nærmede sig sin afslutning, sagde Miss Katie, at hun ville have stor forståelse, hvis vi i vores feriebudget ikke havde afsat en sum til drikkepenge til guider, og at hun alligevel ville elske os alle sammen, men at de, der gav drikkepenge, ville hun elske endnu mere, og efter sådan en opfordring, fik hun selvfølgelig ikke bare drikkepenge, men også lidt flere end vi normalt ville have givet.

Da vi kom tilbage til French Quarter, gik vi endnu en gang en tur langs Mississippi. Her passerede vi flodbåden Cajun Queen, der var ved at skulle afgå. Vi besluttede derfor at tage en tur med den og se New Orleans fra flodsiden. Turen varede i ca. 1½ time, hvoraf 20 minutter gik med at sejle ned ad floden og resten til at sejle tilbage mod strømmen. En dejlig tur, hvor vi lærte endnu mere om New Orleans og byens historie. Da vi kom tilbage til byen igen efter sejlturen, var vi blevet lidt sultne, og på gaden Decatur fandt vi en fiskerestaurant, som så interessant ud. Dorte bestilte gumbo, en suppe af Cajun/kreolsk oprindelse, som kan indeholde næsten alt lige fra fisk over kylling til kød, ikke mindst andouillepølse – og også en masse grøntsager. Tjeneren advarede hende dog om, at deres gumbo ikke var for god den pågældende dag, da kokken ikke havde kunnet få de rigtige ingredienser på markedet, så der var tale om delvis "dåse-gumbo". Han anbefalede hende derfor at prøve noget andet. Jeg kan ikke huske, hvad hun fik, men det var noget med kylling, mens jeg valgte den grillede catfish (en art malle). Jeg tror, ​​vi blev glemt, da vi havde bestilt, for det varede næsten 30 minutter, før tjeneren vendte tilbage med vores drikkevarer, og yderligere 45 minutter, før vi fik vores frokost. Men da vi fik det, smagte det særdeles godt.

Efter frokost fortsatte vi ned af Decatur til Jackson Brewery, et tidligere bryggeri som navnet antyder, men nu et indkøbscenter, som ligner Riverwalk (som vi havde besøgt et par dage tidligere) med butikker, restauranter osv. På Jackson Square, som er den centrale plads i det franske kvarter, var der nogle vogne trukket af muldyr, som man kunne få en tur med :-). Endnu en gang besluttede vi os for at opføre os som rigtige turister, så vi tog en tur. Kusken fortalte os om kvarteret, "Le Vieux Carré", som franskmændene kalder det, og især om, hvordan man kunne spare penge i byen, så da turen var slut, argumenterede han for, at nogle af de penge, vi kunne spare, hvis vi tog imod hans råd, burde vi bruge på drikkepenge til ham, og det gjorde vi så.

Efter muldyrsturen gik vi tilbage til bilen, og kørte "hjem" til hotellet, hvor vi gik tidligt til køjs, da vi skulle tidligt af sted og køre ret langt næste dag.