Dorte fik en kurv, og vi vendte tilbage til Cherokee

Så kom kurven endeligt i hus

Dagen efter vores mislykkede forsøg på at få købt en sweetgrasskurv til Dorte ville vi besøge Fort Sumter, som ligger på en ø i Charlestons havn. I en brochure, vi fandt på hotellet, så vi, at der afgik en båd fra havnen kl. 10.30, og jeg mente, at det kunne være en god idé at være ved båden i god tid for at komme blandt de første i køen. Da vi ikke kendte til trafikforholdene i Charleston en søndag morgen, forlod vi hotellet i rigtig god tid - og da det viste sig, at der ikke var nogen trafik, var vi ved færgen allerede kl. 9.30. Vi fandt et sted at parkere bilen i nærheden og gik hen til billetkontoret – som viste sig at være lukket! Brochuren sagde, at man skulle være der kl. 10.00 for at komme med på turen kl. 10.30, så vi mente, at vi simpelthen var for tidligt på den. Men en halv time senere var der stadig ikke en sjæl i sigte. Vi kunne se båden ligge et stykke ude ved en mole, så vi besluttede at gå ud ad molen for at finde ud af, om der blev solgt billetter ombord. På vej ud langs molen mødte vi et par, der gik i den modsatte retning, og lige da vi var kommet forbi dem, spurgte manden os, om vi var fra Danmark. Han spurgte på dansk med en markant jysk accent, hvilket overraskede os noget, men det viste sig, at han selv oprindeligt var fra Danmark, men var flyttet til USA med sine forældre 60 år tidligere, da han var fire år gammel. Den jyske accent stammede fra hans hyppige besøg hos sine kusiner i Jylland, hvilket både forklarede accenten, men også at han stadig talte flydende dansk. Vi snakkede i nogen tid med ham (på dansk) og hans kone (på engelsk), og under samtalen fortalte han os, at alle færger til og fra Fort Sumter var aflyst på grund af kraftig vind i havnen.

Dorte ved siden af en af de store Rodman kanoner på Fort Moultrie - jo, de var virkeligt store. Selve kanonen vejer omkring 10 ton og med lavetten kommer vægten over 20 ton.

Vi besluttede derfor at aflægge endnu et besøg på Boone Hall Plantation, som vi havde gjort to år tidligere (se artiklen "Hvordan vi for vild - to gange" fra 2000, men i en af ​​vores efterhånden talrige brochurer læste vi, at de først åbnede kl. 13 om søndagen, og klokken var kun 10.45, så vi besluttede os for at tage en mindre omvej. Vi krydsede floden til Mount Pleasant-halvøen, hvor Boone Hall ligger, men i stedet for at køre direkte til plantagen drejede vi østpå til Patriots Point, hvor der er et slags maritimt museum. Her ligger en række krigsskibe fra Anden Verdenskrig fortøjet, blandt andet hangarskibet USS Yorktown, destroyeren USS Laffey, et kystvagtfartøj og ubåden USS Ingham Clamagore. Vi gik ikke ombord på nogen af ​​fartøjerne, men valgte at se på dem fra kysten. Da vi havde set nok, fortsatte vi øst på til Sullivan's Island. På denne lille ø blev omkring 40 % af de slaver, der kom til de engelske kolonier i Amerika, bragt i land. Mellem 4 og 8 millioner slaver ankom til Amerika via øen. Det var dog ikke grunden til, at vi tog dertil. Ideen var at besøge Fort Moultrie - en slags kompensation for det mistede besøg på Fort Sumter.

Da vi kom til fortet, viste det sig, at der - jeg vil næsten sige som på alle andre steder af samme og tilsvarende art - var et visitor center. Her kunne man se forskellige udstillinger om fortets rolle i de forskellige perioder af amerikansk historie. Vi, Carl Jørn, Dorte og jeg) købte en billet og krydsede gaden til fortet, mens Else besluttede sig for at vente i centret, som havde aircondition. Så kunne hun holde sig kølig, mens hun passede på sit knæ, som stadig voldte problemer. På fortet gik vi rundt på voldene, besøgte kontrolbunkeren fra Anden Verdenskrig og så det amerikanske flag anno 1809, som vajer over fortet. 15 striber og 15 stjerner havde det dengang, hvilket repræsenterede de 15 stater, der var i unionen, da flaget blev designet i 1795. Dette flag blev brugt indtil 1818, hvor det blev ændret til 20 stjerner og 13 striber, og siden da har det ændret mange gange, senest i 1969, hvor antallet af stjerner blev øget fra 49 til 50 efter Hawaiis optagelse i staten. Under flaget hænger fire signalflag, repræsenterende bogstaverne H, E, C og P. De repræsenterer fortets rolle under 2. Verdenskrig, nemlig som Harbor Entry Control Post. Udover flagene så vi på de forskellige våben, der var placeret rundt omkring. Ikke mindst de 20 tons tunge, og ret store Rodman-kanoner fra omkring 1870 var imponerende. De kunne skyde en 500 punds granat omkring 4 miles ud over havet, hvilket var en lang rækkevidde i 1870. Efter vores besøg på fortet gik vi tilbage til visitor centret, hvor vi hentede Else - og købte en is (hver); efter at have gået rundt i 1½ time i 45 graders varme og med en luftfugtighed på over 90 %, var det godt med noget køligt. Da isen var spist, fortsatte vi videre ud på Sullivans Island, forbi øens unikke, trekantede fyrtårn. Vi fortsatte videre til den næste ø, Isle of Palms. Farvandet mellem Sullivan's Island og Isle of Palms kaldes Breach Inlet, og det var herfra ubåden CSS Hunley sejlede af sted på sin første og eneste mission under Borgerkrigen. Ubåden sænkede et skib, men gik selv ned ved samme lejlighed, som jeg fortalte om i den foregående artikel, "Kvinderne var gået hjem". Fra Isle of Palms kørte vi tilbage til fastlandet. Vejen fører tværs over Little Goat Island og gennem et sumpet område, før den når fast grund.

Kurveflettende gullahkvinder i en bod ved US Route 17. Gullah er en betegnelse, som de efterkommere af slaver, som bor i  lavlandet nær Atlanterhavskysten i det nordlige Georgia og det sydlige South Carolina, bruger om sig selv.

Da vi kom tilbage til hovedvejen (US Route 17) drejede vi til højre og kørte nordpå mod Boone Hall, men næppe var vi kommet ud på Route 17, før vores tvivl på Carl Jørns ord fra dagen før blev gjort til skamme. Ved vejkanten var der et par små boder, og i den ene sad to kvinder og flettede kurve af sweetgrass! Jeg kastede bilen ind i siden, og alle andre end jeg selv steg ud. Jeg blev i bilen, da terrænet skrånede en del, og jeg ville ikke risikere, at bilen skulle glide ned af skråningen. Hvis det skulle ske, at den begyndte at glide, var jeg klar til at køære i sikkerhed i en fart. Men med vinduet nede kunne jeg høre, hvad der foregik. Først fandt Dorte den kurv, hun gerne ville have, og så begyndte hun at prutte om prisen, og damerne her var mere modtagelige for forhandlinger, end damen, vi havde mødt på Charlestons Visistor Center (se ovenstående artikel), var. Udgangspunktet for forhandlingerne var en pris på $120 (ca. DKK 1.000), hvilket svarede til cirka halvdelen af, hvad en tilsvarende kurv kostede på markedet inde i byen, og omkring 40 % af det damen havde forlangt. Men Dorte fortalte en rørende historie om vores kommende sølvbryllup, som gjorde mindst én af kvinderne blød om hjertet (hun skulle selv fejre sølvbryllup et par måneder senere). Prisen blev sat ned af et par omgange, og de gav håndslag ved $80 eller ca. 640 DKK med den tids kurs! En god pris, jeg havde nær sagt en nobel pris, for en brødkurv, som kan fås i ethvert supermarked i Danmark til 29.95 på en god dag :-( Vi opbevarede den låst inde i en bankboks, og tog den kun ud ved særligt højtidelige lejligheder, og kun under tilstedeværelse af bevæbnede vagter med maskinpistoler og hunde - eller sådan noget. Sweetgrass er en sjælden vandplante og det sammen med det faktum, at de er håndflettede, gør dem naturligvis meget dyre. I vores version er der indflettet et mørkt mønster. Det er lavet ved at flette nåle af en speciel fyrreart, hvis navn jeg har glemt, sammen med "græsset". Skikken med at flette kurve af sweetgrass kom til Amerika med slaver fra Vestafrika, og måske kom også det første sweetgrass samme vej, da planten ikke er oprindeligt hjemmehørende i Nordamerika. Fletteriet er en af ​​de få afrikanske skikke, der stadig opretholdes blandt efterkommerne af slaver i de sydlige USA.

PS! Kurven er så vidt jeg ved stadig i Dortes besiddelse.

Sølvbryllup

Det egentlige formål med turen i 2002, var at fejre vores sølvbryllup, og en del af fejringen bestod i, at vi så ikke var hjemme på dagen og dermed slap for at blive vækket på et ukristeligt tidspunkt af morgenen med truthornsmusik og familie og venner, der afsang "Sølvstænk i dit gyldne hår" og "De skal gå hånd i hånd" uden for vores vinduer, efterfulgt af et langvarigt morgenbord og en stor fest om aftenen, hvor jeg ville tvangsindlagt til at møde op i minimum jakkesæt og slips, måske endda smoking, noget jeg hader. Ved at være bortrejst på dagen undgik vi det. Stort set! For da vi kom hjem blev vi bestormet af velmenende slægtninge og venner, som mente at det ikke var godt nok, så vi endte med at at leje et telt, som blev stillet op i haven, og så inviterede vi hele flokken på brunch, men det var først i august, mere end en måned efter selve dagen, og så slap vi i hvert fald for morgensangen, og jeg slap for festtøjet.

Men nu var vi altså i USA, og dagen nærmede sig. Faktisk var det dagen efter besøget i Charleston, men den dag havde vi ikke bestilt hotel, og anede derfor ikke, hvor vi ville ende, og hvilke fejringsmuligheder, der ville være i nærheden; herunder om der ville være et passende spisested. Vi besluttede derfor at spise en præliminær sølvbryllupsmiddag samme aften. Altså samme aften, som vi havde besøgt Fort Moultrie og Boone Hall og havde købt kurv. Som nævnt i en tidligere artikel, omtalt ovenfor, lå vores hotel ved Ashley River. Faktisk lå det ved en lille vig, der strakte sig nogle hundrede meter ind i landet fra flodløbet. Denne vig fungerede som lystbådehavn, og på den anden side af vigen i forhold til hotellet, lå en fiskerestaurant, som vi udså som et passende sted at afholde vores før-tiden sølvbryllupsmiddag. Restauranten lå på første sal i en bygning med en fantastisk udsigt over flod og vig, og menuen bestod af fisk og anden seafood. Vi valgte en seafood buffet, hvor vi kunne forsyne os med lidt af hvert, og drak en god hvidvin til. Det var ikke billigt, men det var godt! Da vi var færdig med at spise, var vi enige om, at det havde været en god fejring, selv om vi altså havde gjort det på forhånd. Restauranten eksisterer ikke mere; selv bygningen, hvor den lå, er væk og erstattet af et hotel. Sic transit gloria mundi! Der ligger stadig en restaurant, som serverer fisk (men også alt muligt andet), men den ligger på samme side af vigen som hotellet, og den har vi altså ikke prøvet. Vores hotel eksisterer endnu, men for 20 år siden var det et Hampton Inn; nu er det et La Quinta.

Sølvbryllupsmiddag på Tony Roma's i Greenville, South Carolina

Næste dag skulle vi så videre nord på. Som nævnt vidste vi ikke, hvor vi ville ende, men det ville tiden vise. Morgenmaden blev indtaget på hotellets restaurant mod betaling, og ved den lejlighed gav jeg Dorte en ring, som jeg havde indkøbt hjemme, og som Else og Carl Jørn havde "smuglet med" for mig. Havde jeg vist på forhånd, hvad en brødkurv ville koste, havde det været sølvbryllupsgaven, og så ville jeg have brugt pengene til ringen på at nyt kamera til mig selv ;-). Efter morgenmaden tog vi af sted og satte kursen mod Columbia, South Carolinas statshovedstad. Vi tog den hurtigste rute, nemlig I-26. Ved Columbia kørte vi ikke ind i byen, men blev på motorvejen uden om denne. Jeg har senere taget revanche for denne "overspringshandling", se artiklen "Et lille rådhus, en park og en vild hund" fra 2016. Nord for Columbia forlod vi motorvejen for af køre ind i Sumter National Forest ad mindre veje. Denne skov skuffede i den grad Carl Jørn, som syntes at den slet ikke var "vild nok". Jeg ved ikke, hvad han havde forventet, men jeg syntes at skoven var nydelig. Vi ville spise frokost i den lille by Whitmire, men det viste sig at være umuligt, da byen dengang ikke havde et eneste spisested. I dag er der vist kommet et par stykker. I stedet kørte vi tilbage til motorvejen og fandt et Waffle House ved en frakørsel, hvor vi så indtog vores frokost - som ikke bestod af vafler. På turene i den periode, spiste vi frokost hver dag, hvad vi ikke gør længere. Efter frokost brugte vi vores indkøbte telefonkort til at ringe vi hjem til børn og mine forældre fra en telefonboks uden for restauranten. Det med telefonkortet var ret teknisk; noget med at man ringede til et gratisnummer og indtastede en kode med 24 cifre, hvorefter man så kunne ringe til et andet nummer, hvor man fik en klartone, som man så kunne bruge til at ringe op til Danmark, men det betød, at man ikke skulle bruge kontanter til at ringe for fra telefonbokse eller fik dyre regninger for at ringe fra hoteller. Læseren har sikkert allerede regnet ud, at dette foregik før, vi kunne bruge vores mobiltelefon i USA.

Efter frokost fortsatte vi nord på til byen Clinton, hvor vi skiftede til en anden motorvej, I-385 til Greenville. Fra Charleston via Whitmire til Greenville er der kun ca. 360 km, og det burde kunne være gjort på under fire timer. Godt nok var vi først kommet af sted fra Charleston omkring kl. 9 på grund af morgenmaden, men alligevel var klokken 15.30, da vi havde fundet et hotel uden for Greenville. Da bagagen var båret ind, kørte vi ind til centrum, for at lede efter en restaurant, hvor vi kunne fejre dagen. Selv om vi havde spist middag dagen før, ville vi gerne fejre den endnu engang med et godt måltid. Vi fandt nu ikke noget, der tiltalte os, og i det hele taget fandt vi byen kedelig, noget i stil med det, vi havde oplevet i Raleigh to år tidligere, se "En bro, flere kugler, nogle flagermus og en hule fra 2000. I stedet besluttede vi os for at spise på en Cracker Barrel Old Country Store kæderestaurant, som vi havde passeret, da vi forlod motorvejen for at finde et hotel. Cracker Barrel er en blanding af en restaurant og en "blandet landhandel", hvor man kan købe alt fra slik til gyngestole. På vej tilbage til hotellet kom vi imidlertid fobi et område med flere restauranter, hvoraf et par stykker også så OK ud, og de lå tættere på. Efter at have været tilbage på hotellet for at friske os lidt op og tage noget knap så svedigt tøj på, kørte vi til dette område, hvor vi valgte en Tony Roma's (eksisterer ikke længere i Greenville og har kun 20 restauranter tilbage i hele USA, men er repræsenteret mange andre steder i verden). Her reklamerede de med USA's bedste BBQ Ribs. Dagens tilbud viste sig at være "Danish Ribs", og det grinede vi lidt af. Viseospåpladseren/bordtildeleren eller hvad sådan en fisk nu kaldes, forklarede, at det skam var rigtigt nok. Ribbenene kom faktisk fra Danmark, og så kunne vi jo oplyse, at det gjorde vi også, hvilket hun syntes var ret spændende. Dorte valgte de danske ben, mens resten af selskabet fik en bøf. Carl Jørn og jeg drak rødvin, Dorte drak øl til sine ben og Else nøjedes med postevand. Alt i alt et glimrende måltid og sådan fik vi fejret vores sølvbryllup to gange (plus den fejring hjemme, som kom i august).

Tilbage til Cherokee

Næste dag skulle vi videre nord på, så vi fortsatte ad motorvejen (nu I-85) til Greenvilles naboby, Spartanburg, hvor vi igen mødte I-26, som vi tog mod nord til North Carolina,. Kort efter at have krydset statsgrænsen forlod vi igen motorvejen og fortsatte ad små landeveje mod byen og søen Lake Lure. Lake Lure (Lokkesøen) har fået sit navn, fordi hustruen til den oprindelige ejer af området, Dr. Lucius Morse, syntes at området var så smukt, at det havde lokket hende til at slå sig ned der, og sikkert også kunne lokke andre, som de så kunne tjene penge på :-). I dag er byen blevet en typisk turistby, og søen har en af de få, men små sandstrande, der findes i den vestlige del af North Carolina.

Toppen af monolitten Chimney Rock i Chimney Rock Park (nu Chimney Rock State Park).

Da vi var på de kanter to år tidligere (se endnu en gang artiklen om "Hvordan vi for vild...", besøgte Dorte, jeg og børnene den enkeltstående klippe (en såkaldt monolit) Chimney Rock, men da det var meget tåget, ville resten af selskabet ikke ofre penge på et besøg, så Else og Carl Jørn havde aldrig nået at se "skorstenen". Da vi kom i nærheden på turen nord på, besluttede vi derfor at råde bod på dette ved denne lejlighed.  Da vi kom til parkeringspladsen, havde Else stadig knæproblemer (det endte hun faktisk med at have resten af livet), så jeg kørte helt op til billetkontoret og satte familien af der, inden jeg fandt en parkeringsplads og gik tilbage. Mest på grund af Elses knæ, valgte vi at tage elevatoren til toppen af klippen. For at komme til elevatoren går man gennem en tunnel i bjerget. Elevatoren fører op til toppen bjerget, turen svarer til ca. 26 etager i et hus, og den tager 30 sekunder. I elevatoren er en elevatorfører, og hun/han (i vores tilfælde en ung dame) skal fortælle hele parkens historie på turen op, så hun talte meget hurtigt. Da vi kom op til toppen, gik vi gennem souvenirbutikken, hvor elevatoren ender og over den lille bro, der fører over til selve Chimney Rock, hvor vi stod og nød udsigten over dalen nedenunder. Denne gang var det ikke tåget, men der var en kraftig varmedis, så selv om de "lover", at man i klart vejr kan se bjerget Grandfather Mountain 120 km væk, kunne vi ikke. Til gengæld kunne vi se ned i dalen under klippen, og vi fik også set nogle rovfugle, blandt andre vandrefalke. Da vi havde set nok, tog vi elevatoren ned igen, hvorefter jeg hentede bilen og kørte den tilbage til billetkontoret, hvor familien ventede, så Else ikke skulle belaste sit knæ yderligere. Vi forlod Chimney Rock Park, der dengang var ejet af familien Morses efterkommere, men i dag er en statspark, og rummer meget andet end klippen, blandt andet en balancerende klippe kaldet Devil's Head og et vandfald, Hickory Nut Falls, som blev brugt som kulisse i filmen Den Sidste Mohikaner" med Daniel Day Lewis.

Vi fortsatte mod dagens mål, i Cherokee, hvor vi havde bestilt hotel hjemmefra. På vejen kom vi gennem Lake Junaluska, et populært udflugtsmål og dengang hjemsted for "World Methodist Council", som i 2021 solgte bygningerne til "Southeastern Jurisdiction of the United Methodist Church - Lake Junaluska Assembly". Selve søen og byen er opkaldt efter bjerget Mount Junaluska, som igen er opkaldt efter en cherokeehøvding fra begyndelsen af 1800-tallet, som slog sine folder omkring 100 km fra søen, men dog i North Carolina. Mellem Lake Junaluska og Cherokee passerede vi skisportsstedet (om vinteren), Maggie Valley, som ligger udkanten af Great Smoky Mountains National Park. Her i byen blev en berømt fremstiller af illegal spiritus, Marvin "Popcorn" Sutton født. Man kan finde film om denne "moonshiner" på YouTube, men vi så ham nu ikke, da vi kørte gennem byen. Det var også her i Maggie Valley, at massemorderen Peter Lundin begik sit første mord, da han kvalte sin mor i 1991. Fra Maggie Valley fortsatte vi af US Route 19 gennem Soco Valley til Cherokee. Da vi kom til byen, fandt vi nemt vores hotel, som var det samme, vi havde boet på to år tidligere, og efter udpakningen spadserede Carl Jørn, Dorte og jeg ind til byens centrum, mens Else valgte at blive på hotellet for at passe på sit knæ. Oprindeligt havde vi talt om at se udendørsdramaet "Unto These Hills", som fortæller stammens historie fra det første møde med europæere i 1540, indtil det meste af stammen blev deporteret til Oklahoma på det berømte, men tragiske "Trail of Tears" i 1838. Men da vi var temmelig trætte, opgav vi forestillingen og stillede os tilfredse med et besøg på Museum of the Cherokee Indian.

Byen er "delt" i to områder langs to hovedveje, som går gennem byen og mødes midt i denne. Et område nær byens kasino med mange butikker og restauranter og et par hoteller langs US Route 19, og så et andet på den anden side af Oconaluftee River, som løber gennem Cherokee, med flere hoteller, restauranter og ikke mindst souvenirbutikker langs US Route 441. I sidstnævnte del af byen, ligger såvel museet, som det hotel, vi boede på, og mellem hotel og museum er der kun ca. 2,5 km at gå (og selvfølgelig det samme tilbage). Udenfor museumsbygningen står en træskulptur af Sequoia, en anden af stammens kendte personer. Han er berømt, fordi han i 1821, uden selv at kunne læse og skrive, på egen hånd skabte et skriftsprog for stammen, baseret på hjemmelavede tegn, der hver i sær repræsenterede hele stavelser. Efter at han havde opfundet sproget og - sammen med sin datter - at have demonstreret, hvordan han kunne sende beskeder på afstand uden at tale, gik stammerådet med på ideen, og i løbet af få år lærte næsten hele stammen at læse og skrive, og i 1828 kunne stammmen åbne deres egen avis, skrevet på cherokee og engelsk. På museet er der forskellige udstillinger om stammen, dens historie, legender, stammemedicin og -religion, klaner, skikke osv., og museet bruger fx holografisk computerteknologi til at fortælle nogle af historierne.

Overfor museet ligger Qualla Arts & Crafts, en butik, der sælger originalt cherokesisk kunsthåndværk, men du har brug for den store pung, hvis du vil handle her, for det er forholdsvist dyrt. Vi købte ikke noget (vi havde brugt alle vores likvide midler på en brødkurv), men nøjedes med at beundre de mange spændende ting. Da vi var færdige med at kigge på dyrt kunsthåndværk, gik vi rundt og så lidt mere på selve byen, som egentlig ikke er specielt mere spændende end andre turistbyer i USA, men vi købte et par indianske krukker og et par drømmefangere i en af souvenirbutikkerne, som vi tog med hjem som gaver (indkøbene, ikke butikken). Så kørte vi tilbage til hotellet og sluttede os til Else igen. Hotellet var et af de få, vi boede på på vores tur, der havde restaurant. Det vidste vi fra vores første besøg, så vi havde allerede planlagt at spise der, og det gjorde vi.