Stædighed betaler sig ikke!

Efter mit møde med Charlotte Frye den foregående dag, havde jeg ikke flere møder på programmetpå turen, så selv om jeg skulle komme til at møde møde flere mennesker, var disse møder ikke programsatte. Jeg havde to programpunkter planlagt for dagen, Laurel Gray og Hiddenite.

Laurel Gray Vineyards skulle jeg tilbage til for at "klage" over, at jeg havde betalt dobbelt op dagen før, fordi den transaktion, der tilsyneladende blev afvist, alligevel var gået igennem. Jeg satte derfor kursen øst på ad US 421, så jeg ville være på stedet nogenlunde omkring åbningstid, og jeg var der da også kl. 10.15 (de åbner kl. 10.00). Damen, der havde betjent mig dagen før, var gået hjem og i stedet var det en herre, som passede smageriet. Han kendte naturligvis ikke til problemet fra dagen før, men da jeg kunne vise ham, at mit bankudtog havde det samme beløb to gange, og i øvrigt havde forklaret ham problemet, kunne han godt se, at det var en fejl. Han vidste bare ikke, hvad han skulle gøre ved det. Han ringede derfor til stedets ejer, Kim, og fik instrukser, og efter ca. 45 minutter fik vi da også klaret sagen med at tilbageføre beløbet til mit kreditkort, som jeg havde betalt med. Allerede da jeg nåede hotellet samme eftermiddag stod der da også et kreditbeløb og ventede, samtidigt med at også betalingen ventede. Her stod de længe, så jeg hverken betalte eller fik penge retur, men omkring en uge efter, at jeg var kommer hjem, forsvandt begge beløb, så jeg endte med kun at betale mine indkøb en enkelt gang.

Skilt, der advarer mod en hastighedsnedsættelse inden for de næste 100 til 200 m.

I artiklen Mod dumhed kæmper... fortalte jeg, at jeg havde valgt at udsætte et besøg i Emerald Hollow Mine i den lille bebyggelse Hiddenite til senere, og senere skulle så være denne dag, så efter at have fået mine penge, satte jeg kursen mod netop Hiddenite. Det var en tur på omkring 45 minutter, så lige omkring kl. 12.00 var jeg ved ædelstensminen, hvor jeg ligesom året før, ville prøve at vaske ædelsten. Da jeg kom, var der besøg af noget, som ved første øjekast lignede et par skoleklasser, og det var det måske også, men i så fald må det have været "summer school", da det jo var midt i juli. Det vil sige, at der var lidt ventetid for jeg kunne få plads ved vaskerenden og få udleveret min spand med grus. Jeg havde faktisk overvejet at købe adgang til selve bækken, hvor man selv graver gruset ud af bunden, men havde opgivet. Efterhånden blev det dog min tur, og jeg fik en plads, som jeg i øvrigt blev forvist fra senere, for at give plads til en familie med fem. Det betød at jeg skulle rykke et par pladser på bænken og det gjorde jeg så. Flytningen betød, at herren ved siden af mig kom til at skubbe mit kamera ned i mudderet, men heldigvis skete der ikke noget med det - selv om det stadig har spor af mudder. Spanden, som jeg havde fået udleveret, eller rettere gruset i den, var noget mere givtigt end året før. Dels fandt jeg nogle lidt større stykke halvædelsten af forskellige art, og dels fandt jeg faktisk tre sten med smaragder, der var synlige i modsætning til den fra det foregående besøg, der var på størrelse med et knappenålshoved. De var dog stadig for små til at kunne slibes, så jeg tog dem med hjem som de var. Efter hjemkomsten forærede jeg Dorte og Tina en hver, og beholdt selv den sidste. Den ligger nu til skue sammen med de andre sten, jeg fandt. Mens jeg vaskede kom endnu et hold børn, og modsætning til de to første hold, var disse noget ældre - og mere støjende, så da spanden var tom, fyldte jeg mine fund i to plasticposer, og forlod stedet igen.

Eftermiddagen var fortsat ung, så mit næste mål blev Granite Falls, endnu en lille by syd for Lenoir. Her ville jeg se faldene, som havde givet navn til byen, men sådan skulle det ikke gå, mest fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulle lede, og de var ikke afsat på mit kort. På vej til Granite Falls passerede jeg gennem Taylorsville, endnu et amtssæde, denne gang i Alexander County. Her fik jeg taget nogle billeder, mest for at bekræfte, at jeg faktisk havde været i byen. For en sikkerheds skyld tog jeg et billede at den bygning, der huser den lokale avis, The Taylorsville Times. Så kunne det ikke blive bedre bevis. I Granite Falls kørte jeg omkring for at finde faldene, men som nævnt uden held. Det skyldtes primært, at jeg troede der var taler om vandfald på Catawba River, som løber gennem byen, men efter at være kommer tilbage til moderlandet, opdagede jeg, at dette ingenlunde er tilfældet. Det er faktisk nogle strømfald på en mindre bæk, der løber ud i floden, så nu ved jeg det til mit næste besøg, hvor jeg så må se, om jeg kan finde dem - hvis jeg altså kommer tilbage til byen igen. Til gengæld fik jeg set og fotograferet en lille dæmning på Catawba River, som åbenbart leveret strøm til byen. Lige inden jeg kørte ind i byen fik jeg i øvrigt taget et billede af et skilt. Noget jeg synes kunne være relevant at indføre i Danmark. Det er et skilt af en type, som advarer om en snarlig hastighedsnedsættelse. Et sådant skilt står mellem 100 og 200 m før hastigheden faktisk nedsættes, så man har tid til at bremse ned. Den slags skilte forekommer overalt i USA, men nu blev et af dem altså foreviget.

Udsigt til en lille ø i Lake James

Da jeg ikke ville bruge mere tid på at lede efter vandfald var klokken blevet hen ad 14, men det var stadig alt for tidligt at sætte kursen mod hotellet. I stedet stævnede jeg mod Lenoir, men da jeg nåede hertil besluttede jeg mig for at gøre endnu et forsøg på at finde Frankie Silvers grav, se artiklen En forgæves eftersøgning. Jeg kørte derfor mod syd til Morganton og fandt igen ud på North Carolina Road 126, som graven jo skulle ligge ved. Denne gang nøjedes jeg ikke med at se på kilometertælleren, men satte gps'en til at vise afstand, og så drog jeg af sted. Da jeg nærmede mig den afstand, som jeg mente var den rigtige, satte jeg farten meget ned, og nærmest sneglede mig af sted mens jeg holdt øje til begge sider. Desværre så jeg stadig ikke noget, der bare mindede om en grav, og da jeg havde kørt otte miles længere end det sted, hvor graven burde ligge, vendte jeg om og kørte lige så langsom samme vej tilbage, men stadig uden nogen form for held. Da jeg var ved den afstand fra Morganton, hvor graven skulle være vendte jeg om igen og to endnu to ture på omkring 2 par miles hver vej, men grav så jeg ikke noget af. Jeg besluttede derfor at opgive, og sætte kursen tilbage mod Morganton. Så endnu en gang havde jeg spildt min tid på at lede efter denne "usynlige" grav. Efter at være returneret til Danmark fandt jeg ud af, at jeg var blevet snydt. Eller rettere at den forklaring på, hvor graven lå, jeg havde fundet på nettet var forkert eller i hvert fald meget upræcis. Det viste sig nemlig at graven lå kun ca. 7 miles ude ad 126, ikke 12 miles som jeg havde læst. Til gengæld lå den 3-4 miles nede ad en sidevej, efterfulgt af en spadseretur gennem skovklædte bakker på yderligere omkring en mile. Så de 12 miles passede sådan set godt nok, de var bare ikke alle lige ud ad hovedvejen.

Undervejs tilbage til Morganton gjorde jeg et kort stop ved Lake James, som er en køn lille opdæmmet sø på Catawba River lige nordvest for byen. (Søen er dog kun lille efter USA målestok. I Danmark ville den være landets næststørste sø, kun overgået i areal af Arresø.) Her fik jeg taget et par billeder, og på vej gennem Morganton, blev det også til et par billeder af byens naturlige vartegn, bjerget Table Rock i det fjerne men et godt udsyn til bjerget fik jeg ikke. Helt spildt var udflugten ad NC 126 altså ikke, selv om jeg ikke fandt, det jeg ledte efter.

Fra Morganton kørte jeg tilbage til Lenoir og videre til Wilkesboro, hvor jeg slappede af på hotellet en times tid. Aftensmaden blev indtaget på Dooley's Grill and Tavern inde i centrum af Wilkesboro, hvor Tim og jeg også havde spist i 2016, og den var også denne gang glimrende. Resten af aftenen slappede jeg af på hotellet med internettet og en bog.