Der er koldt på toppen - selv om foråret

Denne, den første "rigtige" feriedag, havde jeg afsat til sightseeing, Det var ikke planen, at jeg skulle se meget nyt, men der var en  del kendte steder, som jeg gerne ville gense. Desuden skulle jeg have planlagt og lavet aftaler for de kommende dages aktiviteter. Jeg startede dagen med at spise morgenmad på mit B&B, og den var som sædvanlig fremragende. Den dag, var jeg alene på stedet - eller rettere - alene til morgenmaden, for det par, der havde boet i et af de andre værelser, var allerede taget af sted, da jeg kom ned til morgenmad, som jeg havde bestilt til kl. 8. Efter morgenmaden tog jeg så af sted. Det eneste konkrete mål jeg havde for dagen var, at jeg skulle besøge en Barnes & Noble boghandler i Hickory for at købe et par bøger, som Dorte have bestilt.

Rådyr i vejsiden ved Blue Ridge Parkway

I første omgang satte jeg kursen mod Morganton. Ikke fordi jeg havde noget ærinde der, men derfra kan man komme mod nord ad NC Highway 181, og det var min plan. Fra Lenoir til Morganton kører mand ad US Highway 64, og det er ikke specielt spændende, selv om man passerer gennem nogle små bebyggelser, der faktisk hører til henholdsvis Lenoir og Morganton. Amerikanske byer i dette område har det med at brede sig over store områder, hvor der indgår temmelig meget ubebygget land og så en mindre bebyggelse og så fremdeles. Fra Morganton tog jeg så som planlagt NC 181 mod nordvest forbi byens naturlige vartegn, Table Rock, men det er kun et enkelt sted undervejs, at man kan se klippen i den vinkel, hvor den forekommer flad, og som har givet den dens navn. Jeg fortsatte op gennem bjergene mod Linville og selv om jeg undervejs passerede Brown Moutain Overlook, som jeg har omtalt i flere artikler fra tidligere år, stoppede jeg ikke her, men kørte igennem til Linville. Her skiftede jeg så til Blue Ridge Parkway, som jeg mener at man altid bør tage en - kortere eller længere - tur på, når man er i det vestlige North Carolina. På vej op ad NC 181 havde jeg holdt øje med mit benzinforbrug, og det var interessant at konstatere, at hvor det hele vejen fra Washington til Lenoir havde ligget på omkring 38 miles per gallon, røg det nu helt ned på 17 miles per gallon, når det gik opad. Her skal motoren altså arbejde en del mere.

Her, på toppen af Blue Ridge Mountains, var der ikke meget forår at spore; her var stort set ingenting sprunget ud, bortset fra nogle få blomster i vejsiden. Til gengæld måtte jeg stoppe for en flok rådyr, som stod i vejsiden og så ud som om de gerne ville krydse vejen, hvilket de da også gjorde, men så benyttede jeg ventetiden til at fotografere dem. I Linville havde jeg besøgt en tankstation og købt en kop kaffe, og den skulle jeg nu have tår af, men jeg havde åbenbart ikke fået sat låget ordentligt på bægeret, for det lykkedes for mig at hælde det meste ned af min skjorte. Det var godt, at kaffen havde nået at afkøle lidt, men varm var den stadig, kunne jeg mærke, og den lysegule skjorte så ikke godt ud. Da jeg kom til Cone Manor, som tidligere var sommerhus for en velhavende familie fra New York, og som nu fungerer som Visitor Center, hvor der bl.a. findes en lille souvenirbutik, kørte jeg herind og besøgte butikken. Her købte jeg  en T-shirt som midlertidig erstatning for skjorten. Undervejs faldt jeg i snak med damen bag disken og vi talte om, at det faktisk var ganske koldt. Termometeret i min bil stod på 20 grader Farenheit, og det svarer til -6 grader Celsius, og damen kunne fortælle, at da hun var mødt på arbejde nogle timer tidligere, havde det faktisk sneet. Det lå dog ingen sne, da jeg nåede frem, så det kan ikke have været meget. På trods af kulden skiftede jeg til den nyindkøbte T-shirt på parkeringspladsen, og så kunne jeg fortsætte.

Jeg fulgte BRP til jeg nåede det sted (eller rettere et af de to steder) hvor den passerer US Highway 421 i nærheden af Boone. jeg tog så denne hovedvej i retning mod Wilkesboro, og undervejs gjorde jeg et ophold på endnu  en tankstation, for at genforsyne med kaffe, som jeg jo altså ikke havde fået tidligere, fordi jeg havde hældt den ned af mig selv. Denne gang sørgede jeg for at låget sad fast, og mens jeg sad og drak kaffen, ringede jeg til Charlotte og Bill (mine venner fra Matthews) og fik lavet aftaler med dem om, at vi skulle mødes onsdag i Statesville og så torsdag i Davidson, hvor vi skulle til koncert med Rob McHale og venner. Efter telefonsamtalen og kaffen fortsatte til Wilkesboro, eller rettere, jeg blev på hovedvejen, som fører uden om byen, da jeg ikke havde noget ærinde her; i hvert fald ikke den dag. I stedet tog jeg den lille North Carolina Road 115. Vejen er også kendt som Stateville Road - måske fordi den fører til Statesville. I den anden ende kaldes vejen Wilkesboro Highway, niok fordi den herfra fører til Wilkesboro!. Heller ikke i Statesville gjorde jeg nogen stop, for da jeg nåede frem til Interstate Highway 40, se artiklen Ture på vores Mother Road, tog jeg denne og satte kursen mod Hickory.

Nede i lavlandet var foråret kommet

Da jeg efterhånden kom ned i lavlandet, steg temperaturen betragteligt, og her lidt over middag, var den oppe på 24 grader C, og  samtidigt var foråsfarverne kommet. De havde nok været der hele tiden, men jeg havde bare ikke været i området :-). Efter at have krydset Catawba River, omkring byen Claremont, kørte jeg fra motorvejen på den eneste rasteplads mellem Statesville og Hickory, dels for at "komme af med noget", dels for netop at nyde naturen, med lysegrønne blade og lyserøde blomster på træer, der omgav rastepladsen, og hvide blomster på de tydeligvis plantede buske omkring bygningen. Mens jeg holdt her, ringede jeg til endnu en af mine bekendte, Margaret Martine, og vi aftalte, at hun, hendes mand og jeg skulle spise aftensmad samme aften på en restaurant ved navn 1841 Cafe i Lenoir. Efter samtalen fortsatte jeg så til Hickory, hvor jeg fik købt de bøger, jeg havde planlagt - og tog en kort tur rundt i butikken for at se, om der var noget, jeg slet ikke kunne undvære, men det var ikke tilfældet, så jeg kunne forlade boghandleren med ro i sindet.

Fra Hickory kørte jeg tilbage til mit B&B i Lenoir, og efter en meget kort snak med Rose, gik jeg ud på turens første "motionstur". Jeg havde på nettet set, at der i byen fandtes noget, der blev kaldt T. H. Broyhil Walking Park, og da det lød som et sted, hvor man kunne gå... T. H. Broyhill var en af de mange velhavende møbelfabrikanter, der tidligere holdt til i Lenoir, som engang blev regnet som centrum for USA's møbelproduktion, men i dag er der ikke mange møbelfabrikker tilbage. Broyhill havde finansieret anlæggelsen af parken, deraf navnet. Da det viste sig, at der kun var godt 3 km fra mit B&B ned til parken, valgte jeg er gå frem og tilbage, og det var nok meget godt, for turen rundt i selve parken, er ikke særlig lang, kun omkring 700 m, så selv om jeg havde gået den to gange, var det ikke blevet til meget motion. Parken viste sig at være nydelig, med fine træer og buske, og en lille sø med såvel ændrer som skildpadder, der svømmede omkring. Efter at have gået rundt om søen og set, hvad der var at se i parken, gik jeg så tilbage til The Irish Rose. Vel tilbage kunne jeg konstatere, at det noget mere kuperede terræn end det jeg går i herhjemme, havde betydet, at at jeg ikke holdt mit sædvanlige tempo, men det var OK. Temperaturen spillede måske også en rolle, da den på dette tidspunkt  lå omkring 29 grader - altså en stigning på 35 grader siden den var koldest om morgenen.

Vel tilbage, slappede jeg af på værelset et par timer, inden jeg tog et bad og begav mig ned til centrum (igen til fods) for at møde Margaret og Dick, og de kom faktisk kørende netop som jeg nåede frem. Desværre viste det sig, at restauranten havde lukket - det har mange amerikanske restauranter (bortset fra kæderestauranterne) faktisk om mandagen. Da jeg var til fods, tog vi Margaret og Dicks bil og kørte ud til en mexicansk restaurant noget væk fra centrum, og det viste sig at maden her var fremragende - hvis man altså kan lide mexicansk mad, hvilket jeg bestemt kan. Mens vi spiste, snakkede vi hyggeligt, og jeg fik givet Margaret nogle eksemplarer af min bog, hvor hun (og hendes søster) jo havde givet tilladelse til, at jeg brugte et af hendes mors malerier som forsideillustration. Desuden havde jeg lavet en bog med "gamle" billeder fra 10 års fotokalendere, som hun også fik. Da vi havde spist færdigt, havde vi også aftalt at vi skulle mødes igen senere på ugen, og i hvert fald lørdag, hvor Whippoorwill Academy and Village, frilandsmuseet som Margaret driver videre efter hendes mors død, havde åbent.

På trods af, at jeg faktisk havde kørt godt 30 miles på motorvej mellem Statesville og Hickory, og det var en helt almindelig hverdag, nåede jeg kun at se en eneste af de lastbiler, vi tæller, nemlig en Schneider, og det var ikke engang på motorvejen.