Mål: South Carolina

Fortællingen om mine tre dage fra Kentucky og til, såvel som I, South Carolina og Florida.

Dag 1: Vi længes efter Firenze

I regn på vej mod syd ad I-75 gennem Tennessee.

Så var dagen kommet, hvor jeg skulle forlade Lexington. Min plan havde hjemmefra været at køre til byen Florence i South Carolina, hvor min gode veninde April bor med sine børn. Desværre havde hun været nødt til midlertidigt at forflytte sig til Oklahoma med sin kæreste. Det skulle have været sket EFTER, at jeg havde besøgt hende, men nu havde vi i stedet passeret hinanden, mens jeg og far kørte fra Texas og Oklahoma  og hun kørte til staten. Ok, jeg siger passeret men faktisk havde vi kørt hver sin rute, så det var ikke sådan, at vi kunne have vinket til hinanden præcist som skibe der mødtes i natten. Midt inde i landet. På en motorvej.

Ok, jeg tror jeg opgiver den metafor før vi ender op et sted hvor jeg ikke rigtigt kan bunde. På en motorvej. Fakta var at April var i Oklahoma og ikke i Florence, så i stedet ville jeg bruge et par dage hos min veninde Lexie i Florida, men først ville jeg nu alligevel tage et par dage i Florence. For det første er det godt sted at stoppe for på vej mod Floridas østkyst, da I-95 går lige forbi byen, og for det andet skulle jeg dagen efter besøge en anden ven, Vanessa, ude ved Wilmington i North Carolina, og Florence lå strategisk godt for sådant et besøg.

Det var så en rimelig lang omvej før jeg overhovedet var kommet af sted, men i hvert fald stod jeg op allerede ved sekstiden, så jeg kunne få pakket det sidste og komme ud af døren så hurtigt som muligt. Det betød at jeg var ude af hotellet før 8 og efter en tur gennem morgentrafikken var jeg på I-75 i sydgående retning. Den skulle jeg blive på de første par hundrede miles til Knoxville i Tennessee. Den første time gik også helt fint; jeg kørte op i de bjerge der adskiller der østlige Tennessees floddal fra Kentuckys fladland og det gik som smurt med smuk udsigt og sjove op og nedkørsler.

Ved den lille by Jellicoe ramte jeg så Tennessee og tog en kort pause for at lade vandet gå og få lidt morgenmad; men så holdt tingene ellers op med at køre som smurt i olie. Tennessee er i gang med at forbedre og udvide I-75 ned gennem bjergene så det betød indsnævrede vejbaner, lukkede vejbaner og køkørsel. Turen ned mod Knoxville var nok turens værste og mest omstændelige køretur, og en rute der skulle have taget lidt over en time endte med at tage næsten toenhalv. Ikke desto mindre havde jeg jo stadig god tid, og jeg nåede da også godt frem til min og min faders yndlings motorvej. I-40. Så åbnede himlen sig i en af de klassiske USA regnstorme, og så var trafikken lige så langsom for at undgå uheld rundt om Knoxville som den havde været ned gennem bjergene.

Ikke desto mindre lykkedes det mig, med nogen forsinkelse, at nå frem til der hvor I-40 drejer sydpå igen op i Blue-Ridge mountains. Regnen holdt ikke op, men stilnede noget af og kom nu mest i byger, hvilket gjorde at jeg kunne sætte farten lidt op. Samtidig betød det også at vejgrebet og udsynet var noget bedre på en motorvejsstrækning der, som min far tidligere har beskrevet, er en af de mest snoede og farlige i USA. Der skete nu så ikke noget, og jeg nåede sikkert frem til Asheville i North Carolina hvor jeg skiftede til I-26 mod South Carolina’s hovedstad, Columbia.

Jeg nød at være i velkendt territorium det sidste stykke ned gennem bjergene, før jeg ramte piedmont-området ved Spartanburg og fortsatte sydøst på. Så snart jeg var på flad vej forsvandt alle regnskyerne igen, og temperaturen steg hurtigt til omkring 40 grader, som jeg ville forvente på dette område, og resten af turen er der ikke meget at sige om. Ved Columbia skiftede jeg til I-20, som vi normalt eller i hvert fald som oftest har kørt på meget længere mod vest i Texas, men nu fulgte jeg den til Florence, hvor jeg ankom ved 6 tiden om aftenen. Noget senere end planlagt men ikke slemt. Jeg fandt et hotel og kørte ud for at tage billeder fra byen hvor jeg ikke havde været i tre år og sendte nogle af dem til April, så jeg kunne bevise at jeg faktisk var der selvom hun havde foretrukket eksil frem for mit selskab J.

Hen ad 19.30 tiden havde jeg set og taget billeder af det meste af byen og fandt et Walmart for at proviantere, hvorefter jeg kørte tilbage til hotellet og vandrede over gaden til en nærliggende Ruby Tuesday for at få noget aftensmad, der som sædvanligt var glimrende. Efter det gik jeg tilbage til mit værelse og slappede af et par timer efter den lange tur (550 miles), før jeg gik i seng så jeg kunne være klar til besøget hos Vanessa dagen efter.

Dag 2: Medusaen på fortet.

Fort Fisher State Historic Site nær Wilmington, North Carolina

Også denne dag stod jeg op tidligt og gjorde mig klar. Vanessa bor syd for Wilmington, North Carolina på Cape Fear halvøen, og der var godt tre timers kørsel derud, så jeg var igen på vejen før otte. Jeg tog I-95 nordpå til den ramte US Route74 og blev så ellers på den gennem skov og småbyer de næste 2 timer til udkanten af Wilmington. Da jeg ankom der var klokken hen ad 10.30 så man skulle ikke tro at der var meget trafik rundt om byen og sydpå mod turistbyerne ved Cape Fear-stranden hvor Vanessa bor. Men hvis man troede det, tog man fejl. Midt I juli var der en masse-exodus af badegæster fra byen til stranden, så de planlagte sidste 15 minutter endte med at tage 45. Ikke desto mindre nåede jeg sikkert frem og hilste på Vanessa såvel som på hende forlovede Andrew og hendes hund Derp.

Vanessa er kunstner (jeg har købt en del af hende gennem tiden, hun er virkelig fremragende), youtuber (Under navnet Modern Medusa - https://www.youtube.com/channel/UCdlL_r8F3Q0p07vhXwkah9w), model og ligestillingsaktivist ved siden af det dagligdags job, hun den gang havde i en dyrehandel og kennel; vi har talt online i årevis, men ligesom det var tilfældet med Shannon et par dage tidligere, havde jeg aldrig mødt hende før, så det var en dejlig oplevelse. Jeg var blevet småsulten, så efter at have løbet et par ærinder kørte vi til en lokal thai restaurant for frokost og hyggede os der et par timer. Jeg havde aldrig mødt Andrew før, heller ikke online, men i modsætning til Shannons George var han udadvendt og talende, og da jeg kan være det samme kom vi fantastisk ud af det sammen og man kunne knapt nok føle, det var første gang nogensinde, at vi havde snakket sammen. Til sidst kørte vi tilbage til deres hus, hvor vi sludrede videre i sådan en grad, at vi nær var ved at glemme, at han faktisk skulle på arbejde (han arbejder i samme dyrehandel som Vanessa), men vi fik ham da kørt derned til tiden.

Eftersom klokken stadig kun omkring to, og jeg først skulle køre ”hjemad” ved firetiden, besluttede Vanessa og jeg os for, at vi ville køre ud til spidsen af Cape Fear, hvor der, foruden en fremragende strand, også ligger resterne af Fort Fisher. Et fort fra den amerikanske borgerkrig, der var scene for et af de mere berømte slag mod slutningen af krigen. Nordstaterne havde blokeret alle sydstaternes havne, og kun Wilmington var stadig åben for smuglere. Fort Fisher var bygget for at beskytte Wilmington, og Nordstaterne ville indtage fortet for at lukke konføderationens sidste havn. Første angreb under General Butler gik grueligt galt, og han blev fyret. Butler var imidlertid også medlem af kongressen, så han tog til Washington for at brokke sig, og han var faktisk i gang med sit vidneudsagn foran kongressens udvalg om krigsførelsen, hvor han forklarede, at fortet var uindtageligt, da der kom besked om at hans afløser, General Terry, havde erobret det. Da der ligger en park ved fortet, hvor Derp kunne gå en tur, var det et perfekt udflugtsmål, og vi gik rundt dernede en god time, så på fortet og lod hunden gøre, hvad der skulle gøres. Derefter tog vi ned til strandpromenaden og fik noget at drikke (det var en varm dag), og jeg købte lidt souvenirs og tog nogle billeder. Klokken var nu blevet noget over min oprindelige tag-hjem-tid, men vi havde hygget os så meget, at jeg ville have ønsket jeg kunne have haft en dag til. Ikke desto mindre skulle Vanessa nu selv på arbejde, og jeg havde 3 timer hjem før endnu en lang køredag, så vi sagde farvel efter jeg havde kørt hende tilbage til huset.

Det havde været en ekstrem god dag og jeg håber, at jeg kan komme over og se både hende og Andrew igen meget snart. En tur op ad østkysten KUN for at besøge venner må være på sin plads. Turen tilbage til Florence gik let og smertefrit, og tilbage i byen fandt jeg en Subway hvor jeg købte et par sandwiches med kødboller og marinade, som jeg tog tilbage til hotellet og spiste, før jeg gik i seng.

Dag 3: LexieKron vender tilbage.

Lexi looks innocent at Zaxby's

Jeg havde som tidligere nævnt valgt at køre til Florida et par dage, eftersom April havde valgt at flygte (J), for at besøge min bedste ven, Alexandra. Jeg havde ikke set hende i et år, så jeg var noget ivrig efter at komme derned denne dag, så igen stod jeg tidligt op og forlod hotellet, så hurtigt som pakning og bad ville tillade mig det. Jeg var som sagt lige ved I-95, og da den går direkte til Flaggler Beach, hvor hun bor, var det ret en simpel køreplan, jeg havde foran mig: Ud på motorvejen og bliv der en 5-6 timer. Der er så heller ikke meget at sige om turen derned, indtil jeg ramte Florida. Trafikken var ikke slem og bortset fra en morsom skiltereklame for et hotel ved den lille by Hardeeville nord for Savannah i Georgia, husker jeg meget lidt spændende fra den.

Da jeg ramte Florida, kom så problemerne tilbage med renter. Først var I-95 lukket i tre dage i sydlig retning (netop en af dem jeg var der) rundt om Jacksonville grundet vejarbejde, så vi måtte ud på en større omvej østpå rundt om byen på mindre veje. Det gjorde ikke gode ting ved trafikken. På det tidspunkt begyndte min blære at tale til mig, men jeg tænkte, at trods alt sagde min GPS, at jeg ville være tilbage på I-95 syd for byen ti minutter senere. Det kunne jeg sagtens holde ud, men jeg havde glemt hvor jeg var. Som altid når vi kører forbi Jacksonville, brød en massive tordenstorm løs, nærmest ud at det blå. Der kom så meget regn, at jeg faktisk ikke altid kunne se bilen lige foran i den kø, der naturligvis nu havde dannet sig. Så det tog ikke 10 minutter, som GPS'en havde lovet. Det tog næsten en time at komme resten af vejen rundt om byen.

Ok. Regnen drev ud over Atlanten, og alt hvad jeg skulle var at komme 10 miles frem til den nærmeste rasteplads. Irriterende, men intet mod hvad jeg havde oplevet i Ohio. Så begyndte min GPS at hæve tiden, til jeg skulle være i Flaggler. Fra ca. 30 minutter var den pludseligt over 5 timer. Det lød forkert, men jeg så pludselige en blodrød linje på GPS'ens oversigtskort, og ganske rigtigt var der da også et MASSIVT trafikuheld længere fremme... før den pågældende rasteplads. Heldigvis var jeg nu omkring Saint Augustine, så imodsætning til mange biler der sikkert kørte uden GPS, nåede jeg at køre fra motorvejen og tage ruten ind gennem udkanten af min floridianske favoritby for så at ramme I-95 længere mod syd på den anden side af uheldet. Det viste sig at være en god ide, da jeg senere hørte, at alle sydgående baner endte med at være lukkede i over 4 timer. Så det kunne have været en skidt udvikling, hvis jeg var blevet på motorvejen. Nå, omvejen tog yderligere en time, og fordi det var tæt trafik af andre, der forsøgte at slippe uden om uheldet, kunne jeg ikke finde et sted at trække ind til siden og tisse, så da jeg endeligt nåede tilbage til motorvejen og fandt en rasteplads, var det med noget større hast end normalt, at jeg stormede ind på et, gudskelov og tak, meget mere sanitært toilet end det på tankstationen 3 dage før.

Efter det var det en hurtig tur det sidste stykke før jeg ankom til Lexies families hus I Flaggler. Min far har tidligere skrevet om hende i artiklen fra 2018 kaldet Pingvinpigen, så I vil forstå, at foruden hende skulle der hilses på alle legetøjsdyrene..., og jeg havde faktisk bragt et par stykker med fra Danmark, netop så de kunne hilse på deres amerikanske pendanter J.

Hendes forældre, som hun bor hos (jeg boede også i huset i de 4 dage), var ude af huset, da jeg kom, så til de kom hjem sludrede og hyggede vi os bare, hvorefter det fortsatte med Lord Steven og Lady Dianne, da familien var samlet igen. Efter det kørte Lexie og jeg ud for at proviantere gods og få noget aftensmad. Vi valgte en Zaxbys, ligesom Skye og jeg havde gjort en uge tidligere in Kentucky, eftersom hun ikke havde prøvet sådan en i næsten 10 år og savnede det og ville prøve deres stegte svampe og en krydret fransk ret, de havde. Så naturligvis, som den gentleman jeg er, tog jeg hende dertil... hvilket hun fejrede med at starte med at smide sin cola ned over såvel min mad som gulvet. Igen som en gentleman fandt jeg noget papir til at tørre det op med, og da jeg kom tilbage, havde hun flyttet bord og så meget uskyldig ud. Vi tørrede så meget op, som vi kunne, da hun tidligere har arbejdet i fastfoodbranchen og hader at give personalet ekstra arbejde, men til sidst måtte vi opgive og give jobbet videre til de professionelle. Jeg fik mine sædvanlige bbq-marinerede kyllinger, og hun som sagt en noget andet. Selv ekstra marineret i Coca-Cola, var det fremragende som altid J.

Efter det var ellers bare hjem og slappe af og hygge os til det var sengetid, da vi ville få besøg af en fælles ven dagen efter, og vi ville gerne være udhvilede.