Endelig Boone og en hyggelig middag

Så var det blevet den sidste dag med udgangspunkt i Ferguson. Næste dag skulle jeg køre til Winston-Salem, hvor jeg skulle mødes med Tim et par dage senere. Men først skulle jeg se lidt mere til lokalområdet, og da det nu var blevet mandag, og jeg forventede at der ville færre mennesker, ville jeg forsøge mig med Boone endnu en gang. Morgenmad var ikke noget problem, da jeg dagen før havde købt både brød, pålæg og ikke mindst kaffe, så jeg lavede mig en slags bolle eller rundstykke, som jeg varmede på brødristeren, mens jeg lavede kaffen. Med kaffe i den ene hånd og rundstykket (på en tallerken) i den anden, bevægede jeg mig endnu engang op til terrassen uden for Matt's Store. Denne gang for at nyde morgenudsigten, som var fremragende, da der var solskin og undtagelsesvis ingen varmedis, selv om temperaturen allerede her kl. 8 var godt 23 grader. Efter morgenmaden satte jeg kursen mod Wilkesboro og en hæveautomat, da Margaret, som jeg skulle afregne husleje med senere på dagen, helst ville have check eller kontanter. Check kunne jeg ikke klare, men kontanter kan man altid skaffe i USA, da der stort set er hæveautomater (ATM) overalt i supermarkeder, på tankstationer og mange andre steder. Det blev da også på en tankstation, at jeg hævede penge, og samtidigt forsynede jeg min isboks med frisk is efter have tømt vandet fra den nu smeltede ud - og så glemte jeg den på stedet, men det opdagede jeg først meget senere.

Bigfoot in Boone

Fra tanken kørte jeg ind til centrum af Wilkesboro og besøgte Wilkes Heritage Museum, ikke for at se museet, for det har jeg allerede set flere gange, og så stort er det ikke, men for at se om der var nogen interessante bøger i stedets lille souvenirbutik. Det var der så ikke, men jeg fik en god sludder med damen, der passede butikken, om byen, mine besøg der og fælles bekendte. Jeg fik også købt et par smågaver til at tage med hjem. Efter besøget her satte jeg så kursen mod Boone endnu en gang. Denne gang regnede det ikke, og jeg havde ret i at byen ikke var så overrendt som dagen før, så jeg fandt nemt et sted at stille bilen, og så gik jeg en tur på hovedgaden på en times tid. Undervejs besøgte jeg dels en general store, Mast General Store, der sælger tøj og slik (det er i hvert fald det, der dominerer). Jeg købte ikke noget, men så bare på butikken, som åbenbart er en institution i byen. Derefter krydsede jeg gaden og gik ind i en lille arkade med butikker, og for enden af denne var en souvenirbutik. Her fik jeg øje på en figur af Bigfoot, og nogle T-shirt med påskriften "Bigfoot saw me, but nobody believes him"! Sådan en måtte jeg eje, så jeg pungede ud med de 20 dollars den kostede og så gik jeg ellers tilbage mod bilen, mens jeg overvejede, om jeg skulle gå ind et sted og spise frokost. Jeg opgav dog den tanke, og besluttede mig for at vente til senere - og så endte det med at jeg slet ikke fik frokost.

Fra Boone satte jeg kursen syd på af US 321 mod Blowing Rock. Her ligger der et af det vestlige North Carolinas få outlet centre med billige mærkevarer fra sidste år. Her stoppede jeg imidlertid ikke, for jeg ville besøge Mystery Hill, en slags forlystelsespark, hvor naturlovene tilsyneladende ophæves, så man skifter størrelse når man går hen ad en sti, tyngdekraften ophæves og meget andet godt - alt sammen selvfølgelig bare optiske illusioner, men de fleste er naturlige og skyldes hældningen på bjergsiden, hvor parken ligger. Men just som jeg nåede frem, kom den regn, jeg hidtil var blevet forskånet for - og i endnu større mængder end dagen før. Jeg kørte alligevel ind på parkeringspladsen og fandt et sted at holde, og der blev jeg så i knap en halv time, men da det ikke så ud til at vejret ville ændre sig - eller det gjorde det faktisk, men kun til det værre, opgav jeg tanken og satte i stedet kursen videre mod syd mod Lenoir. Da jeg nåede ned fra bjergene og nærmede mig Lenoir holdt det op med at regne, selv om det fortsat var overskyet. Jeg regnede jo med at Margaret ville kontakte mig, når hun var færdig med sin undervisning, så vi kunne spise sammen et sted i byen, så jeg besluttede mig for at fordrive tiden mens jeg ventede på at høre fra hende.

Jeg kørte derfor ud til et sted ved navn J. T. Broyhill Walking Park, som jeg også havde besøgt i april. Dengang så jeg bare på parken, men nu ville jeg tage navnet alvorligt og gå en motionstur. I centrum af parken er en lille sø og rundt om denne går en sti - genialt. Turen rundt om søen er knap en halv mile (0,45), og ved stiens begyndelse står et skilt, som fortæller hvor langt man når på en omgang, to omgange og så videre. Jeg besluttede mig for at prøve at gå de tyve omgange, som er det højeste, der står på skiltet (man må gerne gå flere, men så må man selv regne). Det ville svare til en tur på 9 miles i alt eller 14,5 km, nogenlunde det samme, som jeg gik på en langtur derhjemme. Forskellen var bare temperaturen, som var godt 30 og luftfugtigheden, som nærmede sig 100. Men ikke desto mindre gik jeg derudad, og der var også andre, der var på vej rundt om søen, de fleste dog til løbs, men jeg mødte og overhalede da et par fodgængere - et par af dem to gange, da jeg havde fart på, mens de ikke havde. En nåede jeg faktisk at overhale tre gange. Hun var stadig på sin første omgang, da jeg var ved at afslutte den tredje, og da jeg kom rundt for for fjerde gang, var hun væk, så hun nøjedes nok med en enkelt. Imidlertid skulle det alligevel ikke blive til 20 for mit vedkommende, for da jeg gik ud på sjette omgang begyndte det at tordne i det fjerne, og undervejs rundt kom det nærmere og nærmere. Jeg fortsatte dog ud på syvende omgang, da der stadig var andre der også var på vej rundt om søen, men da jeg var halvvejs på ottende omgang, var jeg ret alene, og nu var tordenen lige op over, og nabolaget af en sø omkranset af høje træer er nok ikke det bedste sted at befinde sig i tordenvejr. Inden jeg nåede helt rundt styrtede det da også ned, så jeg gik tilbage til bilen og ventede på, at det skulle gå over, så jeg kunne fortsætte min tur, men det gjorde det ikke, og til sidst opgav jeg også dette forehavende. Jeg er en tøsedreng, når jeg selv skal sige det, men jeg gider hverken være våd eller ramt af lyn. Det blev altså kun til knap 4 miles eller ca. 6 km.

Gæs på række i J. T. Broyhill Walking Park

Da jeg kørte fra parken kørte jeg op på en bakke for at se Googles serverfarm, som de har der i byen, men det eneste jeg kunne se var den lukkede indkørsel og et par bygninger. Stedet er ikke åbent for offentligheden, men nu har jeg da været der. Så satte jeg kursen tilbage i retning af Ferguson, men gjorde et stop på en tankstation i udkanten af Lenoir for at få en kop kaffe. Mens jeg drak den tjekkede jeg min mail på mobilen, da der nu var forbindelse. Jeg opdagede, at Margaret havde sendt mig en mail, hvor hun spurgte om jeg ville komme ud til dem og spise kl. 19 sammen med hendes datter og børnebørn. Mailen var ikke nået frem før, da jeg jo havde været ude i ødemarken, hvor telefondækningen er knap så fremragende. Jeg ringede så til hende og forklarede, hvorfor jeg ikke havde svaret før, og sagde at jeg meget gerne ville komme til middag. Da jeg var ret svedig og fugtig af regn efter spadsereturen, kørte jeg hjem til huset, hvor jeg lige kunne nå at få et bad og noget rent tøj, inden jeg kørte tilbage til det sted, hvor de bor - lige så langt ude på landet, som jeg selv befandt mig, men på den anden side af Yadkin River og nærmere Lenoir. Det var rigtigt hyggeligt som altid, når jeg er sammen med Margaret og Dick. Datteren Maggie havde jeg hilst på en enkelte gang i foråret, men de to børnebørn havde jeg ikke mødt før, men de var meget søde, selv om den yngste, en pige på omkring fire-fem år, ikke sagde så meget. Vi fik en fremragende slowcooked kylling med salat og ris og til dessert en slags is, lavet udelukkende af frugt uden hverken mælkeprodukter eller andre ting. Den var lavet på en såkaldt Yonanas maskine, og i dette tilfælde var den lavet af banan og jordbær (isen, ikke maskinen). Senere har jeg selv anskaffet en sådan maskine, men det fortæller jeg om om et par artikler.

Vi sludrede og hyggede os nogle timer. På et tidspunkt skulle datter og børnebørn hjem, så de kunne komme i seng, mens jeg sludrede med Margaret og Dick til godt 22. Inden jeg sagde farvel, fik jeg afregnet, og jeg havde fortalt, at jeg skulle møde Tim nogle dage senere, sagde de, at ham ville de da også gerne hilse på, så jeg foreslog at såfremt han var med på den, ville vi lige se forbi, inden vi satte kursen tilbage mod Danmark. Så kørte jeg stille og roligt i mørket ad den ret lille grusvej, som fører fra deres hjem på Tom Dula Road (jo, den er god nok) til NC 268 i Ferguson. Det var mørkt og da jeg vidste, at der var mange dyr i området, tog jeg den meget med ro og havde det lange lys tændt. Jeg så blandt andet et par rådyr og en enkelt prærieulv krydsede også vejen foran mig. Også opossummer, harer og egern fik jeg set, men det lykkedes mig at undgå at påkøre nogen af dem. Da jeg kom tilbage til huset, pakkede jeg mit habengut, bortset fra toiletsager og det tøj, jeg skulle have på næste dag, så jeg var klar til at tage af sted, når jeg havde fået morgenmad. Så var klokken blevet hen ad midnat, og det var på tide at gå i seng. Det var først, da jeg kom tilbage til huset, og ville have en kold vand med ind, at jeg opdagede, at jeg ikke havde min køleboks i bagagerummet. Jeg kom så i tanke om, at jeg måske havde glemt den på tankstationen, hvor jeg havde købt is, så jeg besluttede mig for at køre forbi næste dag, for at se om den stadig skulle være der.