Regn, kø, mere kø og mere regn

Da Tim, som nævnt i foregående artikel, havde booket værelse på et hotel til "langtidsopbevaring", billigt men uden service, var der selvfølgelig heller ikke mulighed for at spise morgenmad, men der er der så mange andre steder, man kan. Jeg valgte dog helt at springe morgenmaden over, så efter at have sagt farvel og på gensyn til Tim, bar min kuffert ned til bilen og satte kursen mod I-75, som jeg skulle køre på de næste omkring 175 miles (280 km). Tim og jeg skulle først mødes igen mod slutningen af ferien, så fra nu af er der to separate beretninger, min egen og Tims, der handler om hans oplevelser i Kentucky og Ohio, The Carolinas og Florida, hvor han vist ikke oplevede meget andet end at sidde indendørs og gå i poolen hos Lexies forældre.

Det tog en rum tid at komme gennem Gatlinburg.

Der er ikke meget at sige om motorvejsturen, bortset fra at det begyndte at regne, tordne og lyne, da jeg kom op i bjergene og det holdt først op, da jeg nåede Knoxville, eller rettere kørte uden om Knoxville på I-40 (ingen ferie uden I-40). Det betød at turen syd på tog noget længere tid end forventet, da hastigheden ofte måtte nedsættes betragteligt. Kort efter at have skiftet motorvej forlod jeg denne og gjorde turens første ophold - på en tankstation. Dels for at komme af med noget, og dels for at få noget indenbords i igen i form af kaffe og en sandwich. Dagens første indtag af føde - jeg havde vand i bilen, så jeg dehydrerede ikke. I Cherokee, som var dagens egentlige mål, plejer jeg absolut ikke at have nogen telefonforbindelse, selv om de lokale har, så jeg benyttede stoppet til også at få ringet hjem, skrevet sms'er mm. Det viste sig i øvrigt at da jeg kom til Cherokee var der faktisk for første gang telefonforbindelse - ikke meget og kun når jeg var på mit hotel eller på restauranten lige ved siden af, men nu havde jeg altså været i kontakt.

Lige nord for Sevierville, Dolly Partons fødeby, hvor Tim og jeg overnattede for nogle år siden (se Lang dags rejse mod mad fra 2014), skiftede jeg til US Route 441, som skulle tage mig syd på gennem Great Smoky Mountains National Park. Først skulle jeg imidlertid igennem de ekstreme turistmagneter Pigeon Forge og Gatlinburg. Ikke mindst førstnævnte er nærmest én stor forlystelsespark og Dollywood ligger lige uden for byen, men også i Gatlinburg er der mange spændende ting at se og prøve for turister, der ønsker underholdning. Og det var der mange, der ønskede den dag. Fra Sevierville er der knap 7 miles (10 km) til Pigeon Forge og fra denne by til Gatlinburg er der yderligere 7 miles. Disse i alt 20 km på en firespors hovedvej brugte jeg omkring to timer på eller ikke meget mindre end jeg havde brugt på de første 300 km; så meget trafik var der. Til gengæld var der tid til at jeg kunne få taget nogle billeder ud af bilruden, når jeg alligevel holdt og ventede på at trafikken skulle komme videre.

Efterhånden kom jeg dog gennem begge byer, hvor især selve Gatlinburg var slem. Alligevel var klokken kun omkring 13.30, da jeg kørte ud af Gatlinburg i sydlig retning, så da jeg nåede til Great Smoky Mountains National Park, besluttede jeg mig for, at da jeg jo ikke havde travlt, ville jeg besøge Cades Cove, der skulle være det mest interessante område i Tennessee-delen af parken. Fra hovedvejen er der ca. 25 miles (40 km) ud til området ad en lille og snoet vej, der mange steder følger Little River. Det var her ved Little River at vi i 2000 var ved at tabe svigerfar i floden, da han ville beundre nogle sommerfugle. Den historie har jeg vist aldrig fortalt før, da min artikel om netop den dag er meget kort. Det tror jeg jeg vil lave om i fremtiden, så der kommer mere "gods" i artiklerne fra det år. Nå, men på vej ud mod Cades Cove gik det ikke stærkt, da der var 35 miles hastighedsbegrænsning hele vejen, men jeg nåede da der ud til sidst. Vejen endte ved en parkeringsplads, hvorfra man kunne fortsætte videre ad et 11 mile (18 km) langt loop gennem området som endte tilbage ved parkeringspladsen. Det besluttede jeg mig så for at tage, men det viste sig at være en dårlig beslutning.

Regn og lave skyer på vej ad US Route 441 gennem Great Smoky Mountains National Park.

Så snart vi var kommet ud på loopet gik al trafik ganske i stå, og jeg og alle de andre kom til at køre i kortege hele vejen rundt på loopet, hvor vejen var enkeltsporet og ensrettet. Først da vi var hele vejen rundt og tilbage på parkeringspladsen, hvor mange af de forankørende valgte at holde pause, kunne jeg se at det var en eller anden "skvaddermås" i en firhjulstrækker, der åbenbart ville nyde naturen med 5 miles i timen, som kørte forrest. Oven i købet havde han flere gange stoppet helt op, selv om skilte mindeligt bad om, at man lod være med netop det. Undervejs rundt passerede vi flere parkeringspladser ved diverse attraktioner, hvor man kunne stige ud og nyde natur og attraktion, men hverken jeg eller nogen anden i kortegen turde forlade denne af frygt for ikke at kunne komme ind i køen igen. Igen fik jeg dog taget nogle billeder når vi gik helt i stå. Blandt andet af nogle vilde kalkuner, og wapitier, men også af nogle af områdets bygninger og landskabet generelt, som faktisk er meget smukt - hvis man kan lide den slags. De 11 miles tog tre timer (og det var uden stop nogen steder), så da jeg var færdig med loopet, var klokken blev 17.15 - og så var der stadig 25 langsomme miles tilbage til hovedvejen. Jeg kunne i øvrigt konstatere at de 11 miles havde kostet mig en mængde benzin, der svarede til det, jeg normalt brugte på 40 miles på grund af alle de mange stop undervejs.

På vej tilbage begyndte det igen at regne, og da jeg nåede parkens Visitor Center (et af dem i hvert fald), som ligger hvor den lille vej, jeg kørte på (den hedder i øvrigt Little River Road af en eller anden grund), møder hovedvejen, regnede det særdeles kraftigt. Jeg gjorde dog et tiltrængt ophold her, og selv om jeg kun gik omkring 50 m fra bil til toilet, var jeg gennemblødt, da jeg var tilbage. Heldigvis var det varmt, så jeg tørrede hurtigt igen. Inden jeg fortsatte gennem nationalparken, vendte jeg tilbage til Gatlinburg for at tanke, da min erfaring er, at det er en dum ide at køre tør midt i bjergene i regnvejr. Jeg fortsatte derefter min færd gennem nationalparken, men hvor det ellers er en særdeles køn tur, var hele udsigten denne gang gemt bag regnen. Det blev dog til flere billeder af regn og lavthængende skyer.

Omkring kl. 19 og 35 miles senere nåede jeg Cherokee og mit "sædvanlige" hotel, som jeg alene eller sammen med Tim nu har boet på seks gange under to forskellige navne (altså det er hotellet, der har haft to forskellige navne, ikke mig). Ved mine to første besøg i byen i henholdsvis 2000 og 2002 boede vi på et andet hotel, lidt længere væk fra 'centrum'. Jeg fik mit værelse på 2. sal, bar mine ting op, og da jeg resten af ferien skulle bo på B&B på nær tre overnatninger i et privat hus langt ude på landet, benyttede jeg mig af lejligheden til at få vasket. Jeg valgte at spise aftensmad på den restaurant, der ligger lige ved siden af hotellet, Newfound Lodge Restaurant, men da det var lidt sent (20.30 og køkkenet lukkede kl. 21), kunne jeg ikke bestille fra menukortet, men måtte vælge deres buffet. Det var ikke verdens mest ophidsende buffet, men salatbaren er udmærket, så mad fik jeg da, og så havde de noget, som jeg aldrig nogensinde har set før(i USA - hjemme har jeg set og spist det ofte). Stegt flæsk (dog uden persillesovs)! Selv om det mest var spækket og sværen, var det faktisk glimrende, men næppe særligt sundt.

Så var det tilbage til værelset, hvor jeg altså kunne konstatere at jeg faktisk havde telefonforbindelse om end en svag en, der faldt ud med jævne mellemrum. 328 miles eller 528 km var dagens samlede distance, men jeg har tidligere kørt længere alene, blandt andet i 2018, så det var ikke slemt.