Togtur og ondt i r....

Så var det blevet tid til at forlade Gatlinburg og køre til mit yndlingsområde, det vestlige North Carolina. Her skulle vi blive resten af ferien, borftset fra en forlægning op til Washington Dulles, når vi skulle flyve hjem. Vi havde bestilt fire dages overnatning i The Old Ferguson Farm, et Airbnb i Ferguson, som ejes af mine gode venner Margaret og Dick. Oprindeligt skulle vi have kørt fra Ferguson til Roanoke i Virginia for at have besøgt en bekendt der, Catherine, men undervejs havde det vist sig, at hun faktisk ville være på kursus i North Carolina (et violinspillekursus). Kurset foregik på et kursuscenter i en meget lille by ved navn Valle Crucis, ikke så langt fra Ferguson, så i stedet havde vi aftalt, at vi skulle møde hende der en af dagene. Det betød, at vi ikke behøvede overnatningen i Roanoke, og i stedet ville vi tage den i Wilkesboro i netop North Carolina og så køre direkte derfra de 590 km til lufthavnen. For at kunne besøge kursuscentret, hvor hun opholdt sig, skulle de imidlertid se bevis for, at vi var vaccinerede mod covid19, og vi skulle bære mundbind indendørs (hvilket vi i øvrigt aldrig kom), så jeg tog billeder af vore medbragte vaccinationsattester (som vi også havde skullet fremvise for at komme ombord i flyet fra Kastrup), og sendte til Catherine, så hun kunne forelægge dem for ledelsen af stedet. Men det besøg lå nogle dage ude i fremtiden. Først skulle vi altså til Ferguson. Men undervejs havde vi lige en enkelt aktivitet, der skulle overstås.

Great Smoky Mountains Railroad med Steam Engine 1702  før afgang fra Bryson City.

Vi forlod hotellet i Gatlinburg forholdsvis tidligt. For første gang på turen havde vi sat vækkeur, og det ringede allerede klokken 6. Hjemmefra havde vi bestilt en tur med Great Snoky Mountains Railroad, som jeg havde kørt med to gange tidligere, men som Tim også gerne ville opleve. Toget kører fra Bryson City kl. 10.30 og vi skulle være der en time før, altså 9.30. Turen fra Gatlinburg til Bryson Citgy er kun omkring 90 km, men størstedelen af den går ad US 441 gennem Great Smoky Mountains National Park, og her går det ikke nødvendigvis stærkt - derfor var klokken kun omkring 7.45, da vi kørte fra hotellet. Og ganske rigtigt. På vej gennem nationalparken kom vi til at ligge bag en meget langsomt kørende bil (nogle biler foran os), som trak en campingvogn, og kørte omkring 15 miles under hastighedsgrænsen, og hele vejen gennem nationalparken er overhaling forbudt. På trods af adskillige pull outs og skilte, der fortalte at langsomt kørende skulle bruge disse til at give plads til bagvedkørende, rokkede han sig ikke en tomme. Først på vej ned, hvor han faktisk satte farten op til hastighedsgrænsen, valgte han at trække ind til siden, men da var vi allerede to tredjedel af turen. På den anden side af nationalparken ligger Cherokee, som vi har besøgt flere gange, hvilket man kan læse om i flere tidligere artikler, fx Vakse vaskegutter og Tilbage til fortiden, begge fra 2016, men også andre steder her på rejsesiden. Fra Cherokee er der ca. 15 km til Bryson City og denne sidste del af turen gik forholdsvis hurtigt. Vi nåede da også frem i god tid, og fik parkeret på den dertil indrettede parkeringsplads. I byen  er der normalt to-timers parkering overalt på gader og pladser men på denne plads, som tilhører jernbaneselskabet, kan man parkere så længe man vil - mod betaling. Vi havde betalt formuen på $6 hjemmefra, og skulle bare vise vores "billet", som vi havde printet ud hjemmefra og fundet frem fra bagagen under et kort ophold i Cherokee. Selve turen kostede $110 pr. snude i den vogn, vi havde valgt (prisen afhænger dels af vogntypen og dels af, om toget trækkes af diesel- eller damplokomotiv).  Da vi havde parkeret bilen, gik vi til stationen medbringende vores kameraer og hatte. På mine tidligere ture skulle man bytte sin udprintede billet i billetkontoret, men det skulle vi ikke denne gang, så vi parkerede os selv i nærheden af den vogn, vi skulle med, hvilket var den første passagervogn efter lokomotiv og tender. Fra Bryson City udgår to turistruter. Den ene går mod øst langs Tuckasegee River til den lille by Dillsboro med et ophold på halvanden time i denne by, mens den anden går øst på langs Tuckasegee River, Fontana Lake og Nantahala River til kløften Nantahala Gorge, hvorfra toget returnerer til Bryson City. På tilbagevejen er der et ophold på ca. en time ved Nantahala Outdoor Center. Det var sidstnævnte tur, vi havde valgt, ligesom jeg har gjort de første to gange, jeg var med toget. Når vi valgte denne tur, er det mest fordi, jeg har besøgt Dillsboro med bil ved flere lejligheder, og jeg kan simpelthen ikke se, hvad man skal tilbringe halvanden time med i byen.

Klokken 10 kunne vi gå ombord. Den vogn, vi havde valgt, var en såkaldt "Open Air Gondola". Her sidder man på langs af vognen, så man ser ud gennem åbningerne i sidevæggene. Der er ingen vinduer, deraf navnet "open air", så man har godt udsyn og mulighed for at læne sig ud. Det vil sige at halvdelen af passagerne ser ud til den ene side og halvdelen til den anden, og når man kører tilbage, bytter man plads, så alle får set udsigten til begge sider af toget. En billet til denne vogn omfatter frokost, som man vælger på forhånd, og vi havde begge valgt en kyllingeting. For at komme med i vognen skal man være fyldt 21 (altså ingen børn), da der udskænkes spiritus (hvis man altså vil). Ellers omfatter billetten foruden en mulepose og et termokrus også kaffe, ice tea og softdrinks ad libitum c(øl, vin og spiritus skal betales kontant), alt udskænket af den person, i dette tilfælde Steve, der også er guide i vognen og fortæller om det, man kører forbi - og i øvrigt underholder med anekdoter om alt mellem himmel og jord - mest om turen. Som han sagde, kunne vi stole på ca. 50 % af, hvad han fortalte. Når han var i vognen ved siden af (også kun for voksne), kunne man kun stole på 20 %, for her blev der serveret (legal) moonshine i store mængder, så passagerne ville alligevel ikke kunne huske det næste dag :-). Han var i det hele taget underholdende og på et tidspunkt måtte han også påtage sig rollen som blikkenslager, da vognes toilet til irritation for nogle af passagerne, var gået i stykker, men det fik han fikset, og så var alle glade igen. Turen var lige så god som den havde været ved mine tidligere besøg og også Tim syntes af den var de 700 kroner værd, som vi havde betalt.

Kajaksejlads ved Nantahala Outdoor Center - der er godt med strøm i floden.

Undervejs blev der så serveret frokost, og der var mulighed for at købe øl til maden, men det gjorde nu hverken Tim eller jeg. Da vi havde nået målet, Nantahala Gorge, skulle vi tilbage, og da toget ikke kan vende i kløften, er der i "bagenden" to diesellokomotiver, som trækker toget tilbage til Bryson City, hvor der findes en drejekive, hvor lokomotivet kan vendes. Faktisk kan man få lov til at være med til denne opgave, som løses med håndkraft. Faktisk kan to mand vende det 160 ton tunge lokomotiv, men her inviterer de altså publikum med. Men først skulle toget altså tilbage. Ved Nantahala Outdoor Center, var der som nævnt en times stop. Der kan man besøge butikker, deltage i vandaktiviteter som rafting, wildwater kajajk, kajakslalom, tubing mm alt i ca. 9 grader varmt eller snarere koldt vand. Der er også restaurant med mere, og man kan faktisk også overnatte på stedet. Ved en tidligere lejlighed gik jeg en kortere tur på USA's længste vandresti, den 3.500 km lange Appalachian Trail, som krydser Nantahala River netop her, men denne gang gjorde vi ikke meget andet end gå en tur ned til floden, hvor vi slog os ned i et par stole og så på alle de, der var ude på vandet. Solen skinnede , mens vi sad der, og det havde været pænt vejr hele dagen. Ikke alt for megen sol, vindstille og omkring 36 grader C, da det var varmest, men noget fugtigt, som det ofte er i den del af landet. Da tiden var inde, gik vi tilbage til vores togvogn, og fortsatte turen tilbage til Bryson City (da der altså var afgang). På vej tilbage hørte vi flere historier, blandt andet om mord, indianerkrig, amtets ældste hus og ældste (tidligere) bordel og meget andet. Vi var tilbage omkring kl. 15.30, og vi deltog ikke i lokomotivvendingen og besøgte heller ikke det lokale futtogmuseum, som vores billet ellers gav adgang til. I stedet gik vi direkte tilbage til bilen, for vi havde stadig omkring 250 km at køre.

Da vi forlod Bryson City tog vi US Route 74, der er en forholdsvis stor vej med fire spor på denne strækning. V i kunne have valgt US Route 19, som her er tospors og temmelig snoet (men begge veje er kønne), men vi ville gerne hurtigt afsted, så vi tog altså den større vej. Ved den lille by, Clyde, møder US 74 Interstate Highway 40 (vores Mother Road, se artiklen om denne vej), som vi så blev på de næste 130 km til Morganton. Undervejs blev det tåge og støvregn, og mens det var værst kom en fyr (i en bil) farende ud fra en udkørsel (mens vi stadig var på hovedvejen), uden at se sig for, bremse eller andet, så Tim, der var chauffør på det tidspunkt, måtte klodse bremsen, men heldigvis (tak Ford) virkede vores bremser og ABS, så vi undgik uheldet med nød og næppe. Undervejs gjorde vi et stop for at fylde benzin på bilen og is på køleboksen, men ellers kørte vi igennem til Morganton. Da vi kunne se, at vi ført ville være ret sent fremme, besluttede vi at spise aftensmad på vejen. På tidligere ture har vi ofte spist på Denny's, men ikke en eneste gang på denne tur. Der er ikke mange Denny's i denne del af staten, men der ligger en i netop Morganton, hvilket jeg vidste i forvejen, og vi blev derfor enige om at spise der - så kæden blev inddraget også på denne ferie. Maden var som altid på Denny's spiselig, men ikke gourmet, men vi blev mætte uden at blive ruinerede. Mens vi apiste, fulgte vi med på nettet i en fundraiser, som "pigerne i Texas" lavde for at skaffe penge til afdrag på et lån, som Addies bedstemor havde optaget. Det var ganske underholdende, da det gik ud på at "ydmyge" Shaggi med spørgsmål fra spillet Cards Against Humanities, som vi havde spillet et par gange under vores besøg, se artiklen Weekend i Texas. Spørgsmålene fra spillet, var så suppleret med nogle hjemmelavede spørgsmål ,der var endnu værre. Det lykkedes at få indsamlet det beløb, de havde sat sig som mål - og lidt til og også Tim og jeg donerede.

"Underholdningen" betød at vi lidt længere på Dennys end normalt, når vi spister aftensmad, men da såvel fundraiser som aftensmad var overstået, tog vi US Route 64 til Lenoir, en by jeg har besøgt adskillige gange. Herfra var der kun godt 30 km tilbage til vores lejede hus. Jeg skal lige nævne, at vi i udkanten af Lenoir besøgte en Food Lion for at proviantere morgenmad til næste dag - nu var vi jo på egen kost, som vi selv skulle sørge for. I hvert fald hvis vi ikke ville køre 20 km til den nærmeste restaurant, der serverer morgenmad. Lige inden vi kom til Morganton, var det begyndt at regne, og det blev ikke mindre mens vi spiste, og da vi nåede ud til huset, var det nærmest en syndflod, men heldigvis kunne vi parkere forholdsvis tæt på døren (ca. 8 meter). Det var dog tilstrækkeligt til, at vi blev ret våde - ikke mindst Tim, som skulle bære både sine egne og mine mest nødvendige ting fra bilen og ind i huset. Resten ville vi så hente næste dag, når vejret forhåbentligt var bedre. Når Tim skulle fragte min ting ind også, var det fordi at da jeg stod ud af bilen (jeg havde været chauffør siden Morganton), gjorde det voldsomt ondt i min ene balle og ned i låret, noget jeg faktisk stadig trækkes med ind i mellem - især når jeg skal gå op ad bakke. Jeg humpede derfor op ad den lille bakke (ca 1½ meter høj) fra bilen til huset, og mens Tim bar ind, åbnede jeg nøgleboksen (med kode), og lukkede os ind. Derefter lagde jeg mig på en seng og håbede at det ville gå over, hvilket det gjorde så længe jeg lå ned, men hvis jeg prøvede at rejse mig, fx for at gå på toilettet, gjorde det ondt igen.

Jeg blev derfor på sengen resten af aftenen (med min tablet) og krydsede fingre for, at det ville være overstået næste dag, hvilket det altså desværre ikke var.