Museumsdag og besøg af sønnen

Whippoorwill Academy and Village, set fra luften.

Det lille frilandsmuseum, Whippoorwil Academy and Village i Ferguson, North Carolina har desværre kun åbent den tredje lørdag i hver af månederne april til og med oktober og kun mellem 13 og 17. Når det er tilfældet skyldes det at museet drives udelukkende ved hjælp af frivillige, og finansieres alene af donationer. Det er i øvrigt ikke helt sandt - det ,med åbningstiderne, for ud over de faste lørdage, afholder museet også diverse event, så som i foråret James Larkin Peason Poetry Competition, en poesikonkurrence for Middle and High School elever from amterne Wilkes and Caldwell. Dette event er opkaldt efter James Larkin Pearson, som var North Carolinas anden såkaldte "Poet Laureate" fra 1953 til 1981. Dommer i konkurrencen er typisk en tidligere eller nuværende Poet Laureate. Årewts konkurrence blev bedømt af Joseph Bashanti, den 7. Poet Laureate. Den nuværende er Jaki Shelton Green. Om efteråret afholdes event på Veterans Day og op mod jul afholdes "Annual Scottish Christmas Evening".  Ud over disse faste events, er der andre, der afholdes uden en fast plan, fx "Edith’s Barn Groundbreaking Ceremony" i juni 2024, Memorial Day i maj 2025 osv. Museet blev grundlagt i 1980'erne af Edith Ferguson Carter, og nu nærmer vi os årsagen til denne indledning.  Edith boede på en gård, "Ferguson Farm", som ligger lige bag museet, og som nu kan lejes (delvist) gennem Airbnb, og det har jeg gjort flere gange, og altså også i 2025.

Tim på Whippoorwill Academy and Village. Bygningen bag Tim, er en af museets bygninger, The Smokehouse Gallery, hvor der udstilles kunst fra lokale kunstnere.

Den 18. oktober var netop den 3. lørdag i oktober og dermed den sidste "almindelige" åbningsdag for museet i 2025. Det skulle jeg selvfølgelig besøge, både fordi jeg synes om stedet, men også fordi det nu drives videre af mine venner, Margaret Ferguson Carter Martine (Ediths datter) og hendes mand, Dick. Da klokken  kun var lidt over otte, skulle jeg imidlertid fordrive tiden indtil åbningstid, så jeg satte mig ud på terrassen med en kop kaffe og min tablet. Tim, min søn, var på sit eget roadtrip rundt i USA, hvor han havde besøgt flere af sine venner i Florida, Texas og Oklahoma. Nu var han på vej tilbage til Florida, hvor hans tur var startet, og vi havde aftalt, at han skulle komme forbi Ferguson, mandag den 20. oktober, og så skulle vi spise sammen. Han havde imidlertid ændret sine planer undervejs, så han i stedet kom lørdag og så blev  området til tirsdag morgen. Han havde bestilt værelse på et hotel i Wilkesboro. Da vi havde boet på samme hotel nogle år tidligere, var det et Days Inn, men i mellemtiden var det blevet et Quality Inn - og ifølge Tim et OK sted - og lige overfor Walmart og andre butikker og restauranter.

I løbet af formiddagen kom han ud til mig, og vi sludrede en times tid. Derefter fulgtes vi op til museet, hvor han mødte Margaret og Dick, som var ved at gøre klar til at åbne. Tim havde mødt dem før, så det var et gensyn. Vi slog os ned ved et bord, mens de åbnede de forskellige bygninger og i øvrigt gjorde klar. Det viste sig et være en god dag for museet med en del gæster, så Margaret kunne ikke blive sammen med os, men var nødt til at passe sit "job", som rundviser. Vi måtte derfor nøjes med sporadisk kontakt med hende. Dick var mere til stede, men også han havde opgaver. der skulle løses, men hyggeligt var det nu alligevel. Ved 15 tiden sagde Tim farvel for at køre tilbage til sit hotel for at slappe af nogle timer. Så ville han komme tilbage, så vi kunne køre ud for at spise aftensmad sammen. Jeg forsatte min snak med Dick og Margaret, da hun var færdig med rundvisningen, og omkring klokken 16 gik jeg tilbage til "farmen", så jeg også kunne slappe lidt af inden aftensmaden.

Ved 17.30 tiden var Tim tilbage, og så satte vi kursen mod Lenoir, hvor vi ville spise på Highway 55, en burgerestaurant, som ejes af nogle af mine bekendte. Mens vi var på vej derud, begyndte det at regne, og da vi nåede frem, stod det ned i stænger. Da vi stod ud af bilen og var på vej mod indgangen, blev sidedøren åbnet og vi fik lov at gå ind den vej. Damen, der åbnede, var April Dennis, og hun havde ikke genkendt mig, men det gjorde hun, da jeg sagde "hej April", og så var der gensynsglæde. Desværre var hendes mand, Neil, ikke stede, men vi bestilte alligevel mad, og så satte April sig ved vores borg og sludrede, mens vi spiste. Da vi var færdige, ville jeg betale, men det fik jeg ikke lov til. Det var på "huset", så i stedet gav jeg serveringsdamen $20 i drikkepenge. Vi sagde farvel til April, og jeg lovede at komme tilbage en anden dag, hvor Neil ville være der. Tim kørte mig tilbage til farmen, og så aftalte vi at mødes igen søndag - hvor det dog skulle være en afslapningsdag.