Møde med venner og middag

Så var det blevet tirsdag og Tim var taget afsted om morgenen for at køre til Flagler Beach i Florida, hvor han skulle tilbringe resten af sin ferie hos sin veninde, Lexie. Selv havde jeg flere aftaler med venner samme dag, men først klokken 12. Her skulle jeg møde Steve Hill i Statesville Historical Collection, sjovt nok i Statesville i Iredell County. Siden jeg besøgte ham sidst i oktober 2024, var hans nye lokaler blevet færdige og hele udstillingen var nu blevet genåbnet. Udstillingen er flyttet fra 212 North Center Street til 117 South Center Street, som sjovt nok ligger på samme side af gaden! Tidligere kunne man holde uden for udstillingen i nærmest ubegrænset tid, selv om der officielt var totimers parkering, men nu har byen strammet op, så man kun kan holde to timer på hovedgaden. Jeg havde aftalt med Steve, at jeg ville komme mellem 12 og 13, så jeg tilbragte formiddagen med at drikke kaffe på terrassen, mens jeg lyttede til fuglesang. Jeg har allerede omtalt, hvilke fugle jeg så på hele turen (artiklen Fugle fra North Carolina), og dette viste sig at være en af de gode dage, med hele 7 forskellige fugle, fra Sangspurv over Hvidstrubet spurv til flere forskellige spætter og Blå Skovskade.

Cathy Cash studerer min kalender med tilhørende billedbeskrivelser.

Da klokken blev 11.30, pakkede jeg mit habengut sammen og tog afsted. Fra Ferguson til Statesville er der ca. en times kørsel, uanset hvad vej man tager, så jeg tog den sædvanlige. NC Route 268 til Wilkesboro og så NC Route 115 resten af vejen. Både North og South Center Street er 115's forlængelse gennem byen. Jeg brugte lidt tid til at finde en parkeringsplads, men omkring 12.45 trådte jeg ind i udstillingen, som så ud til at være ganske mennesketom, men jeg kunne høre stemmer fra et område, som jeg ikke kunne se fra indgangen, så jeg satte kursen i den retning. Her mødte jeg da også 4-5 mennesker, men ingen Steve, så jeg fortsatte forbi dem og videre ind i udstillingen, hvor jeg da også fandt Steve, sammen med en ældre mand, som Steve (efter at vi havde sagt behørigt goddag) præsenterede som doktor et eller andet; navnet har jeg glemt.

Det viste sig at manden med doktortitlen skulle fortælle om Tom Dooley-sagen, men det var nu så som så, hvad han vidste. Til gengæld var han ekspert i Zebulon Vance, North Carolinas guvernør under borgerkrigen, som blev Tom Dooleys forsvarer. Jeg blandede mig ikke i foredraget, selv når han sagde noget forkert med mindre jeg direkte blev spurgt. Steve havde foretalt om mit arbejde med Dooley-sagen, så det skete at nogen spurgte, men det var ikke tit. Da oplægget var færdigt og doktor og tilhørere havde sagt farvel, gik Steve og jeg ned mod indgangen, hvor der står et arbejdsbord og nogle stole, og hvor Steve og hans gæster plejer at sidde. Her havde jeg lagt den fotokalender (egne fotos), som jeg havde taget med som gave. Da vi kom derned sad en anden af mine bekendte allerede ved bordet. Det var Cathy Cash, som tidligere havde været leder af den lokale countryradiostation, og som nu arbejdede med folkemusik. Da jeg mødte hende i 2017, besøgte jeg radiostationen sammen med mine venner Charlotte og (nu afdøde) Bill Barnes, og her blev jeg interviewet i direkte radio i en pause i musikken. Året efter var hun leder af "The Tom Dooley Project", som skulle lave forskellige aktiviteter i forbindelse med 150-året for Toms henrettelse i netop Statesville, blandt andet skulle de opføre retssagsscenen fra Karen Reynolds skuespil, Tom Dooley - A Wilkes County Legend. Da jeg ikke kunne være der til selve forestillingen inviterede hun mig til at overvære prøverne, hvilket jeg så gjorde. Jeg sludrede med de to nogle timer, men til sidst skulle jeg afsted. Jeg havde en aftale med min gode ven, singer/songwriter Rob McHale på en restaurant i byen Troutman, syd for Statesville.

Rob McHale (til venstre) og undertegnede uden for Jullia's Talley House i Troutman

Rob er som nævnt singer/songwriter og tidligere luftkaptajn. Nu er han også forfatter, da han i 2025 udgav en bog med titlen "Outlaws Pyrates and other Adventurers. I denne beskriver han baggrunden for nogle af sine sange. En af disse er 'Julia's Talley House' (klik på linket for at høre sangen), Sangen handler om en restaurant; sjovt nok ved navn Julia's Talley House, som netop ligger i Troutman. Da jeg havde læst dette kapitel i bogen, blev jeg enig med mig selv om, at der ville jeg gerne spise, og  da jeg netop skulle møde Rob til middag i løbet af turen. havde jeg foreslået dette sted, hvilket han var enig i. Så nu satte jeg altså kursen syd på mod Troutman. Troutman ligger knap 10 km syd for Statesville, så turen tog ikke lang tid. Det tog lidt længere tid, at finde ud af, hvordan jeg kom ind til stedet, som lå ud til hovedvejen, her US Route 21, men herfra var der ingen indkørsel. Jeg drejede derfor til højre ad Talley Street, som jeg mente måtte have noget med det at gøre. Stadig ingen indkørsel, så til højre igen næste gang, og så var jeg tilbage på hovedvejen. Endnu et forsøg med samme resultat, men i tredje forsøg gik det op for mig, at jeg skulle ind ad en privat indkørsel, og så lykkedes det. Rob var ikke kommet endnu, så jeg slog mig ned i en gyngestol på verandaen, mens jeg ventede.

Da Rob kom, og vi havde hilst på hinanden, gik vi indenfor i restauranten. Den viste sig at være indrettet som de skole/militærkantiner, jeg har set i film, med en lang disk, bag hvilken, der stod mennesker og delte mad ud -  efter vores ønsker. Til sidst betalte man, efter hvad man havde valgt. Selv fik jeg kalkunbryst og kartoffelmos. Jeg prøvede endnu en gang at får lov til at betale, eftersom Rob havde betalt de seneste tre gange, vi havde været ude sammen, og jeg havde også været inviteret til middag hjemme hos ham - men igen var det forgæves. Da vi havde fået maden, satte vi os ind i et tilstødende rum, hvor der var borde og stole. En af de ansatte kom ind og gav sig til at folde servietter ved et af de andre borde. Rob kendte hende, så vi fik en sludder alle tre, og da hun gik igen, sludrede Rob og jeg videre - indtil alt blev mørkt. Det viste sig at strømmen var gået, men vi talte videre alligevel. Efter en halv times tid kom en af de ansatte, og forklarede, at strømmen var gået i hele området, og man vidste ikke, hvornår den kom igen, så de var nødt til at lukke. Så vi satte os ud på terrassen foran restauranten, hvor der i forvejen sad en anden gæst, som var ved at forklare en eller anden i telefonen, at denne ikke behøvede at komme, fordi stedet var lukket. Ham fik vi til at tage fotoet til venstre, og så slog vi os ned i hver sin gyngestol. Efter et par timer, var jeg nødt til at sige farvel. Jeg havde trods alt mere end en time hjem af mørke snoede veje.

Vel hjemme studerede jeg verdenssituationen på min tablet til sengetid, og så var den dag gået. Næste dag skulle jeg forholdsvis tidligt afsted og en tur til Tennessee.