Flyttedag med udflugt

Så var det blevet onsdag og jeg skulle forlade Ferguson farmen for at flytte til det Airbnb, som ligger på Margaret og Dicks egen grund, bag deres eget hus, hvor jeg skulle tilbringe resten af ferien. Imidlertid kunne jeg ikke flytte ind før kl. 15 (selv om jeg senere fik besked om, at jeg bare kunne komme, da rengøringen var færdig). Imidlertid havde jeg aftalt, at jeg skulle besøge Jenny Johnson, som er historiker på det kombinerede velkomstcenter og museum for Johnson County (ingen forbindelse) i Mountain City, hvilket jeg havde gjort ved flere tidligere lejligheder. Fra Ferguson til grænsen til Tennessee er der ca. 40 miles (65 km), og fra grænsen er der 10 miles eller 16 km til Moutain City. Hele turen kan gøres på godt en time. Jeg havde ikke aftalt noget tidspunkt med Jenny, men omkring 9.30 satte jeg kursen øst på (den forkerte retning), fordi jeg havde besluttet mig for at spise morgenmad på en restaurant i Wilkesboro, "The 50's". Den var berømmet for sin morgenmad, og trods adskillige besøg i byen, havde jeg endnu ikke prøvet den  - men nu skulle det altså være.

Det var på denne parkeringsplads ved Blood Creek Overlook ved W. Kerr-Scott Reservoir, at jeg lavede mit styrt stunt.

Først havde jeg imidlertid noget affald, jeg skulle af med. Der er ikke mange affaldscontainere ude ved farmen, og nok er det en stor affaldssæk i køkkenet, men også den kan blive fuld. Jeg havde derfor vænnet mig til at samle affald (i form af flasker, pap, papir mm) i de plastikposer man får i supermarkeder, og så tage det med og lægge det i affaldsspande på rastepladser eller benzintanke. Således også ved denne lejlighed. Jeg vidste, at der var en stor rasteplads med flere affaldsspande ved et sted, der kaldes Blood Creek Overlook mellem Ferguson og Wilkesboro så det blev mit første mål - og næsten også det sidste. Da jeg steg ud af bilen og gik om for at åbne bagagerummet, så jeg kunne få mit affald ud, snublede jeg over en gren, der var skjult under de visne blade. Det skete der ikke noget ved, bortset fra at jeg altså på jorden, men uden skader. Problemerne opstod først, da jeg ville rejse mig op. Jeg lå på en skråning, og hver gang jeg prøvede at rejse mig, fik jeg overbalance og væltede igen. Jeg prøvede fra flere forskellige udgangspunkter, men lige lidt hjalp det. Under disse forsøg fik jeg nogle hudafskrabninger af grene, der var gemt under bladene. Til sidst ringede jeg til Margaret for at få et godt råd. Her var det største problem, at få forklaret, hvor jeg befandt mig. Hun endte med at anbefale mig at ringe 911 (112), hvilket jeg gjorde, og jeg fik fat i en flink mand, som var helt rolig, da jeg forklarede, at jeg ikke fejlede noget, men bare ikke kunne komme op at stå, men han kendte stedet og lovede at sende hjælp.  Mens jeg ventede fik jeg mavet mig hen til bilen, og ved hjælp af at hive mig op i dørhåndtaget, lykkedes det for mig at komme op, og så var alt idel lykke igen. Jeg satte mig ind i bilen og ringede igen til 911, fik fat i den samme mand, som lovede at afbestille hjælpen. Affaldet opgav jeg at komme af med ved den lejlighed, men kunne i stedet fortsætte mod Wilkesboro, kun omkring 25 minutter forsinket.

Lokalhistoriker Jenny Johnson fra Johnson County Welcome Center and Museum i Mountain City og undertegnede (til højre J).

I Wilkesboro fandt jeg en parkeringsplads lige uden for restauranten, hvor jeg gik ind og delikaterede mig med en lidt sen morgenmad, da klokken nu var henad 10.30. Maden var glimrende og det samme var betjeningen. Jeg tror, at alle andre end jeg selv var lokale, og det plejer at borge for kvaliteten, når en restaurant opsøges af lokalbefolkningen. Morgenmaden, som jeg valgte bestod toast, spejlæg, bacon og pølse, foruden en bolle, som jeg hverken bestilte eller betalte for, men som jeg spiste med marmelade. Da jeg havde spist, kunne jeg så sætte kursen mod Montain City, som jeg nu var kommet noget længere fra. Jeg havde nu 60 miles at køre i stedet fra de 50, der var fra Ferguson. Til gengæld kunne jeg blive på US Route 421 hele vejen - da jeg altså først var kommet ud af Wilkesboro. Jeg nåede frem til Mountain City omkring 12.30 og fandt som forventet Jenny inde i bygningen. Også her blev jeg modtaget som den fortabte søn. Jeg udleverede den sidste af mine medbragte fotokalendere, som Jenny, ligesom de andre modtager, blev meget glad for. Vi slog os ned ved et arbejdsbord, hvor der i forvejen sad en dame, som jeg ikke kendte, men jeg blev behørigt præsenteret, og det viste sig hun var medlem af museets bestyrelse. På et tidspunkt forlod hun stedet, mens Jenny og jeg sludrede videre.

Nu er stedet jo både velkomstcenter og museum, så undervejs blev vi flere gange afbrudt af andre besøgende, som havde spørgsmål til amtet, byen eller lokalområdet i det hele taget. Et par på min egen alder, spurgte helt generelt, hvad Jenny ville anbefale, at de så i området. Hun forklarede om de mange vægmalerier i Mountain City, og dem ville de meget gerne se. Jeg tror, at jeg har set de fleste, og de er meget nydelige. Jenny forklarede også, at noget nord for byen kunne de se, den såkaldte Backbone Rock med verdens korteste tunnel, og forklarede dem, hvordan de skulle finde den.

Efterhånden blev det tid til at sige farvel til Jenny for denne gang, men inden jeg satte kursen tilbage mod North Carolina, var jeg også blevet lun på verdens korteste tunnel. Jeg indstillede derfor Google Maps på min telefon til at vise mig vej til stedet. Jeg skulle blive på 421 til jeg kom ud af byen og så skifte til Tennessee Road 91 - så det gjorde jeg. Det viste sig - som forventet - at vejen førte nord på. Efter et stykke tid på den forholdsvis snoede bivej, passerede jeg et skilt, der fortalte at jeg nu passerede statsgrænsen til Virginia. Det overraskede mig lidt, for jeg havde ikke tænkt over, hvor langt nord på, jeg var. Fra grænsen fortsatte jeg nogle få miles til Damascus. Ikke hovedstaden i Syrien, men en lille by i Virginia med omkring 800 indbyggere. Herfra skulle jeg så køre syd på igen ad en vej, der både havde navn og nummer. Nummeret var Tennesee Road T-716 og vejen hed Shady Avenue, hvilket lød lidt lusket. Shady kan udover "skyggefuld" også betyde "tvivlsom", "lyssky" og "fordægtig". Efter nogle få miles på denne vej, nåede jeg så Backbone Rock, hvor jeg fandt en parkeringsplads.

Verdens korteste sprængte tunnel. Den manuelt udhuggede del, der skulle gøre plads til lokomotivets skorsten, ses tydeligt i toppen af tunnellen.

Omkring 1900 skulle man anlægge en kort jernbane mellem Damascus i Virginia og Crandull i Tennessee, en strækning på kun omkring 15 km. Banen blev kaldt Beaver Dam Railroad, og formålet var, at den skulle transportere tømmer fra et savværk i Crandull til Damascus, hvorfra det så skulle fragtes videre med en anden jernbanelinje. Undervejs mellem de to byer skulle banen passerer en smal, men høj og stejl klippeformation, kendt som Backbone Rock. I 1901 besluttede man at sprænge sig vej gennem klippeformationen, og det blev til en tunnel på omkring 6,5 meters længde. Da tunnellen var sprængt og banen anlagt, kunne man sende det første tog afsted. Det vil sige, det kunne man ikke, for man havde glemt at tage for højden på lokomotivernes skorsten. For at løse dette problem, måtte man med hammer og mejsel lavce en "forhøjning" i tunnellens loft, så der blev plads til skorstenen. Allerede i 1918 begyndte man at nedlægge jernbanen igen, og i begyndelsen af 1920'erne, var den helt lukket. I stedet havde man allerede fra 1918 udvidet tunnellen i bredden, så der blev plads til en vej, og i dag går Tennessee Road 133 gennem denne. TN 133 følger i øvrigt stort set den rute, som den tidligere jernbane tog. Såvel vej som tunnel ligger i det beskyttede område, Cherokee National Forest.

Den gamle tandklinik fra omkring 1870, hvor jeg skulle bo resten af ferien. Det nye køkken og badeværelse er i sidebygningen til højre.

Og nu var jeg her altså, så jeg forlod bilen for at tage nogle billeder af tunnel og omgivelser, men det var forholdsvis hurtigt overstået. Så meget er der heller ikke at se. Jeg satte derfor kursen videre ad Shady Avenue mod Shady Valley, hvor jeg igen mødte US Route 421, som jeg så tog tilbage mod i første omgang Mountain City. Jeg har kørt mange gange ad     forskellige strækninger på denne vej, men aldrig et sted, hvor vejen er så snoet som mellem Shady Valley og Mountain City. Det gik derfor ikke stærkt, og da jeg nåede byen, fortsatte jeg uden stop til Boone, og herfra tog jeg US Route 321 mod syd, da jeg jo ikke skulle tilbage til farmen, men til mit nye logi, som er indrettet i North Carolinas ældste tandlægeklinik, som Margaret købte for mange år siden og med stort besvær fik flyttet til sin egen grund. Da jeg boede der første gang i foråret 2022, var der soveværelse på første sal og stue og toilet (ikke bad) i stueetagen. Her havde tandlægen i sin tid haft klinik, mens han boede på første sal. Siden dengang er der bygget til, så der nu er køkken med opvaskemaskine og komfur i stueetagen og rigtigt badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler på første sal, noget mere behageligt, især fordi trappen op til første sal har nogle dumme trin, så hvis jeg skulle op og på toilettet om natten ved mit første besøg, måtte jeg klamre mig til gelænderet for ikke at falde. Men nu var det fint. Man parkerer oppe ved Margarets og Dicks hus, så det gjorde jeg, og så kørte jeg min bagage (en stor sportstaske og en rygsæk ned til huset på en lille trækvogn. Da jeg havde indrettet mig, var klokken blevet hen ad 18.30, så jeg kørte jeg ind til Lenoir for at spise aftensmad - endnu engang på Ruby Tuesday.