Hjemme på godset og tur i lokalområdet

Afslapningsdag

Haigler House også kendt som Beech House fra 1830 (Margaret og Dicks hjem) set fra min forveranda (front porch).

Torsdag havde jeg ikke planlagt meget, da jeg regnede med at slappe af "hjemme på godset", det meste af dagen. Jeg skulle dog et smut til Lenoir for at handle i Food Lion, og jeg skulle også finde et sted til aftensmad, Men altså i første omgang tog jeg det stille og roligt, og lavede morgenmad og morgenkaffe, som jeg indtog på den nye (i forhold til 2022) veranda på bagsiden af huset. Her hyggede jeg mig et par timer. På det tidspunkt, omkring kl.10, var temperaturen stadig omkring 23° celsius og solen skinnede, så det gik fint med shorts og T-shirt. Senere på dagen skulle det blive overskyet og mere køligt, så da jeg kørte til Lenoir, måtte jeg har jakke på - dog stadig iført shorts.

Eftermiddagskaffe med blåbærmuffins på bagverandaen.

Efter morgenmaden gik jeg en tur rundt på området. Jeg gik op til de stole, hvorfra man kan nyde solnedgangen, men det var lige tidligt nok til det J, og jeg ville ikke gå ind i skoven, så i stedet gik jeg bare tilbage til klinikken. Her blev jeg så til omkring kl. 13, inden jeg satte kursen mod Lenoir og Food Lion. Turen tager ca. 30 minutter hver vej, hvis man ikke skynder sig, og da jeg havde handlet, kørte jeg næsten direkte tilbage til mit Airbnb. Her læste jeg og var på internettet resten af dagen. Eftermiddagskaffen med de sidste af de blåbærmuffins Margaret havde sat frem, blev også indtaget på verandaen. Da det blev henad tid til aftensmad, gik jeg op til bilen, og satte igen kursen mod Lenoir. Da jeg havde lovet April af komme tilbage til Highway 55 en dag, hvor Neil var til stede, havde jeg besluttet, at det skulle være torsdag. Da jeg nåede frem, var han der imidlertid ikke, men April fortalte, at hun lige havde talt med ham, og han havde sagt at han ville være der om en time, så hvis jeg ville vente? Og det ville jeg naturligvis gerne. Så mens jeg ventede, bestilte og spiste jeg min aftensmad og sludrede ind i mellem dels med April og dels med damen, der serverede maden. Hun var oprindeligt fra Ferguson, og der havde jeg jo netop boet, så vi havde lidt at tale om.

Da der var gået en time, kom Neil, og så fik jeg også hilst på ham. Vi sludrede en god times tid, og endnu engang fik jeg ikke lov til at betale, Men denne gang huskede jeg at give serveringsdamen drikkepenge, selv om jeg altså ikke skulle betale for maden. Jeg sagde farvel og tak for denne gang, og så satte jeg kursen tilbage mod tandlægeklinikken. Vel hjemme lavede jeg mig en kop kaffe, og da den var drukket, gik jeg op på første sal og læste/var på nettet til sengetid.

Udflugt med genbesøg af kendte steder

Tom Dula Road er en grusvej fra amtsgrænsen mellem Wilkes og Caldwell counties til den ender ved Grandin Road i Caldwell.

Så var det blevet fredag, og jeg havde afsat både fredag og lørdag til at gense kendte steder og shoppe lidt til at tage med hjem. Efter morgenmaden satte jeg kursen mod vest ad Tom Dula Road, hvor mit Airbnb ligger. Da jeg nåede Grandin Road, kørte jeg mod nord til NC Route 268, som jeg kørte et lille stykke ad videre mod vest, for at tage billeder af "ensomme skorstene". Dem er der nogle stykker af, hvor skorstenen, der er bygget af sten, står tilbage, mens huset, der var bygget af træ, er forsvundet, enten på grund af en brand eller ved simpelt forfald.

En af de "ensomme skorstene ved NC 268.

Da jeg havde set og fotograferet et par af disse skorstene, og taget et par billeder af et muldyr, som Clara havde været meget begejstret for året før, og som stadig græssede på samme mark, vendte jeg om og satte kursen mod øst. Da jeg nåede til W. Kerr Scott Reservoir kørte jeg en tur op på dæmingen og tog også nogle billeder her. Jeg ville have besøgt stedets visitorcenter, men her var der for mange mennesker, så jeg opgav, og kørte videre ad 268 til Wilkesboro. Her skiftede jeg til US Route 421 og fortsatte mod øst ca. 30 miles til Yadkinville. Her ville jeg køre en tur på "bussemandsvejen", Booger Swamp Road, hvor man sagde, at her holdt "bøhmanden" til i gamle dage, indtil sumpen blev drænet, og de, der så bøhmanden, hørte man aldrig fra igen, Jeg mødte ingen bøhmænd, men området er ganske kønt. Herfra fortsatte jeg til Shallow Ford, hvor det også siges at spøge, men heller ikke her, havde jeg heldet mig - ikke et eneste spøgelse, mødte jeg. Til sidst kørte jeg til Dobbins Mill Pond, hvor man både kan se mystiske lys svæve over søen og "mærke" en tilstedeværelse, måske af møller Dobbin, som blev myrdet lige efter Borgerkrigen, men heller ikke det lykkedes, så jeg opgav det overnaturlige, og besluttede mig for at vende tilbage til virkeligheden.

Det gjorde jeg ved at sætte kursen mod Hamptonville for at aflægge et besøg i den amish-drevne Shiloh General Store. Den har jeg besøgt flere gange før, og jeg synes den er hyggelig, og de har nogle spændende varer. Undervejs ville jeg spise frokost, og jeg startede derfor med at undersøge om den lille restaurant uden for Union Grove, hvor Dorte og jeg blev så vel modtaget tilbage i 2004 (se artiklen "Vi møder de indfødte" fra 2004), havde åbnet. Den har været lukket/åben on and off med forskellige navne ved mine senere besøg. I følge Internettet skulle den have åbent, nu under navnet Little Kitchen. Det havde den bare ikke øv bøv. Så frokosten blev udsat til senere og jeg fortsatte til Shiloh General Store. Ved restauranten står et vejskilt, der advarer om "hestekøretøjer" på vejen, da man nu kører ind i det lokale amishområde.

Skiltet der advarer om, at de næste fem miles kan man risikere at møde hestetrukne køretøjer.

Det har jeg nu aldrig oplevet på trods af adskillige besøg, og jeg mødte da heller ikke en enste hestevogn. Da jeg nåede butikken var der mange biler udenfor og mange mennesker indenfor, men jeg fik set mig omkring, og købt det jeg ville. På vej tilbage til hovedvejen, mødte jeg faktisk for første gang hestevogne på vejen. De kom ud fra en gård og kørte i den retning, jeg kom fra. Så jeg fandt aldrig ud af, hvor de var på vej hen. Men nu har jeg altså bevis på, at der faktisk kører hestevogne i området.

På vej tilbage til huset, kom jeg forbi en mark, hvor æsler græssede sammen med køer, så her måtte jeg stoppe for at tage et par billeder, som jeg havde lovet at sende til Tim, så han kunne vise dem til Lexie. Dagen før havde jeg købt mad, som jeg kunne lave i køkkenet, så jeg ikke skulle køre mere den dag. Da maden var spist, slappede jeg af med min tablet og en bog indtil sengetid.