De sidste dage

Tom Dula Road i Caldwell County i østlig retning fra mit Airbnb.

Den sidste udflugt

Så var det blevet lørdag, og jeg skulle ud på turens sidste sightseeing tur. Søndag var afsat til at vaske, pakke og slappe af, og mandag skulle jeg køre tilbage til Washington-Dulles og flyve hjem. Da jeg ikke havde noget særligt planlagt, tog jeg det roligt fra morgenstunden. Morgenmad på verandaen, hvor jeg samtidigt kunne tjekke verdenssituationen på min tablet, men verden var endnu ikke væltet på det tidspunkt. Efter maden tog jeg så afsted.

I første omgang satte jeg kursen øst på ad Tom Dula Road og videre mod øst af NC Route 268, da jeg kom så langt. Jeg fortsatte til Beaver Creek, hvor jeg kørte syd på ad Beaver Creek Road. Målet var at komme ned til til NC Route 18, som går mellem Lenoir og Wilkesboro. Den går faktisk længere, men det er de to byer, der interesserer mig, Da jeg nåede 18, tog jeg den videre mod øst til Moravian Falls, som blev mit første stop. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har set på dette lille vandfald, men det er altid interessant, selv om der ikke var meget vand i faldet ved denne lejlighed. Nær vandfaldet ligger en lille fiskesø, som jeg for første gang fik taget et billede af, bare for at have det, for så var søen heller ikke mere interessant.

Huset er klargjort til Halloween

Jeg fortsatte mod syd af NC Route 16 til Taylorsville, hvor jeg ikke stoppede ved denne lejlighed, men hørte videre ad US Route 64 til Lenoir. Her kørte jeg igen syd på ad US 321 til Granite Falls (hvor jeg dog ikke opsøgte faldene, som ligger lidt afsides). I stedet stoppede jeg på en tankstation, hvor jeg fik en kop kaffe og en sandwich. Mens jeg indtog dette måltid i bilen, kunne jeg underholde mig med at se på en kvinde. der steg ud af en sportsvogn. Hun var iført en efter min mening højst besynderlig påklædning bestående af nogle sorte (ikke alt for rene) bukser og en sort bluse uden ryg, så man tydeligt kunne se hendes røde BH. Hun gik flere gange frem og tilbage mellem sin bil og døren ind til butikken, men gik ikke ind mens jeg var der. Om hun gjorde, efter at jeg var kørt, skal jeg ikke kunne sige. Lige syd for Granite Falls ligger Rhodhiss (en mindre bebyggelse). Her stoppede jeg for at tage et billede af et hus pyntet op til Halloween med skeletter i overstørrelse. Desværre var min forrude ikke helt ren, hvilket kan ses på billedet.

Næste stop var ved Catawba River (også i Rhodhiss), for at tage et par billeder af den lokale dæmning, som faktisk ligger på grænsen mellem amterne Caldwell og Burke. Her i bebyggelsen fremstillede man det stof, som blev brugt til at sy det flag, som Neil Armstrong og Buzz Aldrin plantede på månen under Apollo 11 rejsen, men ellers er der ikke meget at sige om stedet, så jeg fortsatte mod syd til bebyggelsen Icard (en forstad til Hickory), hvor jeg mødte I-40. Denne interstate er interessant derved, at vi har kørt på den på alle vores

Table Rock, Morgantons naturlige vartegn, set fra byens udkant.

USA ture (se artiklen Ture på vores Mother Road), bortset fra i 2008, hvor vi kun besøgte New England, og jeg ville ikke gå glip af den på denne tur, selv om jeg kun kørte omkring 15 miles på den til Morganton, hvor jeg skiftede til NC Route 181 mod nord, til Brown Mountain Overlook. På vej mod nord, fik jeg for første gange taget et billede af Morgantons "naturlige" vartegn, Table Rock i den rigtige vinkel, hvor bjerget faktisk kan ligne et bord. Jeg fortsatte til Brown Mountain Overlook, hvorfra jeg tog et billede, som viste, at fra denne vinkel, er bjerget slet ikke bordagtigt.

Table Rock set fra Brown Mountain Overlook på NC Route 181.

Her fik jeg også taget billeder af Hawkbill Mountain, og det undseelige Brown Mountain, som faktisk er det mest berømte af bjergene, på grund af de mystiske lys, man kan se på og over bjerget ved sjældne lejligheder. Vil du vide mere om disse mystiske lys, kan du læse mere om dem i artiklen "Et 800 år gammelt mysterium" under Historie(r).

På vej tilbage til huset, fik jeg set de sidste "bjergefterårsfarver", altså efterårsfarver i bjergene, da det var sidste gang på denne tur, at jeg kom op i Blue Ridge Mountains. Også et par små vandfald, som der er så mange af i denne bjergkæde, blev foreviget og et sidste billede af nogle faldefærdige huse samt "mavebæltekøerne" ved NC 18, blev det også til. Jeg slappede af i huset nogle timer, og så kørte jeg ind til Wilkesboro for at spise aftensmad. Den blev indtaget på Dooley's Grill and Tavern, som jeg endnu ikke havde besøgt på denne tur. Her spiste jeg til en afveksling burger (den første på turen), hvor jeg ellers plejer at spise salat. Hjemme i huset slappede jeg af til sengetid.

Pakning og hjem

Jeg hygger mig med Margaret og Dick på Amalfi.

Søndag var vaske- og pakkedag. Jeg havde besluttet mig for at vaske inden jeg tog hjem, så jeg ikke skulle komme hjem med en taske fyldt med snavset tøj, så efter morgenmaden satte jeg den første maskine på, mens jeg drak endnu en kop kaffe. Da den var færdig og tøjet i tørretumbleren satte jeg den næste og sidste maskine på. Hele seancen tog ca. 3 timer (de nye maskiner i huset er ikke lige så hurtige, som de gamle i det andet hus), men færdigt blev det, og så kunne jeg gå i gang med at pakke. Det gik forholdsvis hurtigt, og så brugte jeg en times tid på oprydning, så der kunne gøres rent, når jeg var taget afsted.

Ved 18.30 tiden gik jeg op til parkeringspladsen. Jeg havde inviteret Margaret og Dick på middag på den italienske restaurant Amalfi, hvor vi også havde spist med Tina, Carsten og Clara i 2024. Da der ikke var grund til at køre i flere biler, kørte vi i Margarets, men inden vi tog afsted, fik de mit overskudslager af medbragte bøger, som de kunne  sælge i museets boghandel. Middagen var glimrende, og vi sludrede et par timer - et langt restaurationsbesøg efter amerikanske forhold, hvor det ofte gælder om at sluge maden så hurtigt som muligt og så ud igen. Da vi kom hjem til "godset", spurgte jeg, om det var i orden, at jeg kørte min bil ned til huset næste dag, når jeg skulle afsted, så jeg ikke skulle slæbe min bagage op ad bakken, og det var helt i orden. Så jeg sagde farvel og tak for denne gang, og gik tilbage til tandlægeklinikken og slappede af resten af aftenen.

Næste morgen, efter morgensmaden. pakkede jeg det sidste, fx oplader, ledninger mm til tablet og telefon. tog sengetøjet af og lagde det til vask, og så gik jeg op og hentede bilen. Jeg bar bagagen ud, og så tog jeg afsted. Turen til Dulles gik uden problemer. Jeg holdt et par pauser undervejs for at spise frokost og drikke kaffe, men allerede lidt før 16 kunne jeg aflevere bilen hos Avis. Jeg tog deres bus til afgangsterminalen, og fandt SAS skranken. Her var der dog ikke åbnet endnu, så jeg måtte vente et par timer. Den tid tilbragte jeg med at læse og sludre med en polsk dame, som var på vej hjem til Warzawa. Da skranken åbnede, gik det hurtigt med at blive tjekket ind, og så kørte min "kørestolsassistanceassistent" mig gennem security og ud til gaten, hvor der var et stort venteområde. Her anbragte jeg mig på en stol, som jeg kun forlod for at gå på toilettet og til at besøgte en kiosk, hvor jeg købte noget at drikke. Turen over Atlanten var som sædvanlig kedelig. Det eneste problem, jeg havde, var at mit lay-flat sæde ikke kunne lægges helt ned, hvilket betød, at jeg havde temmelig ondt i ryggen, da vi landede i Kastrup, men jeg overlevede. Jeg tog en taxa hjem fra lufthavnen, og så var den tur overstået. Nu kan jeg se frem til årets (2026) roadtrip med Tim fra Seattle til  Miami ad adskillige omveje.