Noget i øjet

Så var det blevet dagen, hvor vi skulle køre tur fra Varde. Og det gjorde vi så. Første mål var Blåvand - eller rettere Blåvand Fyr. Efter at have parkeret bilen gik vi op til, men ikke op i fyret. Vi vil ikke betale for at gå op ad trapper! Men også neden for fyret var der en fin udsigt, både over Vesterhavet og over klit- og hedeområderne mod øst. Selve fyret har stået der siden 1900, hvor det afløste et ældre fyr, og det er fortsat i drift. Efter besøget gik vi forbi nogle af de tyske bunkere til første klitrække, hvor vi besteg en forholdsvis høj klit med en god udsigt over den næsten mennesketomme strand og ikke mindst "knækket", Blåvands Huk, der er Jyllands vestligste punkt. Et stykke ude i havet (ca. 20 km) kunne vi ane vindmøllerne og platformene på Horns Rev II Havvindmøllepark.

Fra Blåvand forsatte vi turen mod nord over Kallemærsk Hede, hvor der ligger et militært skydeterræn, men der var ingen skydninger den dag, så det var såvel tilladt, som ufarligt. Vi fortsatte til Henne Strand, som er en ferieby i lighed med Søndervig, som vi havde besøgt dagen før. Sommerturister og butikker, der betjener dem, er de vigtigste elementer i byen, så her gjorde vi ikke noget stop. Vi kørte videre mod nord til Nørre Nebel og via byer som Lunde og Kvong mod øst til vi nåede hovedvejen mellem Ringkøbing og Ribe. Her satte vi kursen mod syd mod netop Ribe. Ved Esbjerg gjorde vi en afstikker ind til Esbjerg Havn, hvor vi tog et par billeder af blandt andet Vestkraft, men ellers brugte vi ikke tid i byen. Efter Esbjerg gik det igen mod øst til Bramming.  Her havde jeg håbet at gense den berømte eller berygtede skulptur, Hysselumfisme, udført af byens smed, Viggo Sørensen engang i begyndelsen af 1960'erne (jeg så den i 1963), da han ville vise, at han kunne lave en skulptur, der var lige så god, som de metalskulpturer som kunstneren Robert Jacobsen lavede. Desværre var skulpturen væk, men jeg fik da taget billede af byens kirke.

Fra Bramming kørte vi direkte til Ribe, hvor vi efter lidt køren omkring, fandt en parkeringsplads i udkanten af den gamle bydel. Her stillede vi så bilen, og så tog vi ellers en spadseretur i byen. Ribe regnes for Danmarks ældste by med en historie, der går næsten 1.400 år tilbage i tiden til omkring år 700. Selve navnet Ribe kommer af oldnordisk ripa, der betyder strimler og byen var oprindeligt opdelt i nogle smalle jordlodder, der strakte sig ud fra åen. Formodentlig for at alle de, der boede der, havde adgang til åløbet fra egen grund. Der er gjort adskillige arkæologiske fund fra vikingetiden, og byen har både et vikingemuseum og et vikingecenter. Men der er også mange reminiscenser fra senere i middelalderen og Renæssancen. Især kvarteret omkring domkirken er præget af gamle huse. Først besøgte vi domkirken, hvor Tim gerne ville bruge lidt mere tid, end sidst vi var på de kanter, så det gjorde vi. Efter min mening er selve kirkerummet ikke nær så interessant som Viborg, men den har dobbelt så mange kongegrave. Hvor Viborg kun kan prale af Erik Klipping, kan Ribe tælle både Erik Emune og Christoffer I, og det var også i Ribe at Dronning Dagmar døde i henhold til folkevisen. Hun var syg efter at være nedkommet med Valdemar den Unge, og hendes mand, Kong Valdemar Sejr var i Skanderborg. Da han hørte om dronningens tilstand, red han straks af sted mod Ribe med et følge på 100 mand, men da han nåde byen havde han redet fra dem alle og var alene. Dronningen var stadig i live, men kun med nød og næppe. Hun nåede dog, inden hun døde, at advare ham mod at gifte sig med Bengerd ("hun er så besk en blomme", hedder det i visen). To år senere giftede Valdemar sig alligevel med Bengerd, som i øvrigt også døde i barselsseng. Efter Dagmars død blev hun ført til Ringsted, og her ligger såvel hun som Bengerd begravet på hver sin side af kongen i Sct. Bendts Kirke. Folkeviserne gør Bengerd til en skurk, men det kan ikke bekræftes af historisk forskning.

Både Hans Tavsen, Danmarks reformator og salmedigteren H. A. Brorson var biskopper i Ribe og jeg fik taget et billede af Brorsons bispekåbe, som er udstillet i kirken. Vi brugte en del tid i kirken, men kravlede ikke de 248 trin op i tårnet. Vi vil ikke betale for at gå op ad trapper! Efter besøget i domkirken gik vi rundt i det gamle kvarter og så på de mange hyggelige huse, det gamle rådhus, den gamle arrest, som i dag er hotel og det gamle vandværk. Da der ikke var mere vi havde lyst til at se (vi blev enige om at springe vikingecenteret over), gik vi tilbage til bilen, og kørte ud til Kammerslusen, som er en sluse ved udmundingen af Ribe Å i Vadehavet. Normalt fører en gangbro over åen, men broen var i færd med en større renovering, og var derfor nedtaget, så vi måtte holde os på sydsiden af åen. Efter besøget ved åen satte vi kursen østpå uden egentlig at have noget mål, så vi kørte rundt lidt på må og få - og efter hvad vi synes så interessant ud på kortet. På dette tidspunkt var Tims ene øje begyndt at svie, og han troede i første omgang, at det skyldtes træk fra bilens aircondition. Da det ikke hjalp at slukke den, blev vi enige om, at han nok havde fået noget i øjet, og det viste sig helt konkret at være solcreme. På grund solen havde han om morgenen smurt sig ind i creme, og han mente nu, at han havde fået gnedet noget af det i øjet, og det lyder ret sandsynligt, for svien var forsvundet igen næste dag. Men det betød, at der var grænser for, hvad han havde lyst til at se af seværdigheder.

Vi kørte altså rundt lidt på må og få og kom igennem forskellige landsbyer så som Rødding med Danmarks ældste højskole og Askov med sin højskole, men også mindre kendte landsbyer med navne som Fole, Brændstrup, Langetved, Skodborg, Københoved og Malt. Mellem Københoved og Askov passerede vi Kongeåen, den gamle grænse via den såkaldte Frihedsbro på Frihedsvej. Herfra kørte vi til Skibelund Krat nord for Kongeåen, men vi orkede ikke alle mindestenene, opsat efter nederlaget i 1864, så vi vendte snuden vest på igen. Jeg skal måske lige tilføje, at i mange år var Skibelund Krat et nationalt samlingssted for sønderjyderne. Fra området kunne man se over Kongeåen, til det, der engang var dansk, men nu var preussisk område. Fra Skibelund Krat kørte vi altså til Malt, og herfra satte vi kursen mod Egtved, men stoppede da vi nåede Bække. Ved Bække Kirke kan man se en runesten, der kaldes Bække-1, men det gjorde vi nu ikke. I stedet kørte vi til området Klebæk Høje. Her findes to gravhøje fra bronzealderen, og resterne af en skibssætning. I stævnen på skibssætningen står en anden runesten, som kaldes Bække-2. Begge disse sten samt Læborgstenen ikke langt derfra er rejst af Ravnunge-Thue (eller Thue, Ravns Ætling). Bække-2 har han rejst efter sin mor, og teksten er "Ravnunge-Tue gjorde disse kumler efter sin moder Vibrog."  Derimod omtaler både Bække-1 og Læborgstenen Thyra Danebod´(Bække-1: "Ravnunge-Tue og Fundin og Gnyple, de tre gjorde Thyras høj" og Læborg: "Ravnunge-Tue huggede disse runer efter Thyra, hans dronning".) I dag mener man at Ravnunge-Thue må have været en stormand, der tilhørte inderkredsen omkring Gorm den Gamle og Thyra. Jeg skal måske tilføje at andre runeforskere oversætter teksten anderledes, men den her viste er den mest anerkendte i dag.

På dette tidspunkt kørte vi rundt på små grusveje i et plantageområde, og også vejen ud til Klebæk Høje var en lille grusvej, men absolut til at køre på. Selve skibssætningen er der ikke meget tilbage af. Seks eller syv sten, og så er der opsat metalplader, der hvor de øvrige sten har stået, så man får et indtryk af formen. Monumentet ligger ved Hærvejen, som vi havde gået på nogle dage før længere mod nord, og som vi altså kørte kort på i dag, og som vi skulle komme tilbage et par dage senere. Højene er fra omkring 1700 fvt, mens skibssætningen menes at være fra mellem 800 og 1000 evt. Et af Hærvejens mange spor fører tværs gennem skibssætningen, men der kørte vi nu ikke :-).  Tim mente, at metalpladerne ødelægger helhedsindtrykket, og jeg vil gerne give ham ret. Tidligere var de manglende bautasten da også markeret med mindre marksten, men det har man altså lavet om.

Fra Klebæk Høje fortsatte vi mod nord og senere mod vest mod den lille landsby Hodde. Her skulle der være et skolemuseum, og det ville være et lige så godt mål som alt muligt andet. Undervejs tog vi en lille omvej gennem Vorbasse, så vi kunne se landsbyens berømte krigshavn, udødeliggjort af Professor Labri, der var gøgler på forskellige markeder i begyndelsen af 1900-tallet. Mens jeg ventede i bilen, fik Tim taget et par billeder af byens gadekær, hvor der i dag er opankret en model af et krigsskib. For god ordens og for folkeoplysningens skyld, må jeg tilføje at Vorbasse ligger 30 km fra det nærmeste hav, i dette tilfælde Vejle Fjord. Af en eller anden grund kom vi ikke ud af Vorbasse ad den vej, vi oprindeligt havde planlagt, men ad en sydligere vej. Da vi jo ikke havde nogen faste planer, gjorde det ikke så meget, så vi fortsatte bare. Denne vej førte os gennem den lille landsby Tofterup, som er sammenvokset med en anden landsby, Starup. På vej ind i landsbyen passerede vi en ubevogtet jernbaneoverskæring. Det var der egentlig ikke noget specielt i, for det havde vi gjort flere gange på turen. Forskellen var bare, at det her så ud som om, der ikke havde kørt tog på banen i årevis - og det har der heller ikke. Det viste sig senere, at banen var en del af den såkaldte "Jyske Diagonalbane" mellem Randers og Esbjerg, og på denne strækning kendt som "Bramming-Grindsted Banen". Passagertrafikken var ophørt allerede i 1971, og i 2012 kørte det sidste godstog mellem Bramming og Grindsted. Der var altså god grund til at banelegemet var overgroet og så meget forladt ud. Vi fik taget et par billeder, og så fortsatte vi mod Hodde.

Her fandt vi nemt det meget lille skolemuseum, men der var lukket. Eller rettere det var der ikke, men døren var låst. Der stod så et telefonnummer, man kunne ringe til og få koden til låsen, og så kunne man selv gå rundt på museet. men det gjorde vi ikke. I stedet tog vi nogle billeder af bygningen og af landsbyens kirke, som lå lige ved siden af. Vi havde tidligere talt om at afslutte dagens tur i Bork ved Ringkøbing Fjord, hvor der er et vikingecenter, men da Tims øje stadig drillede, kørte vi stedet bare tilbage til Varde, og slappede af et par timer inden aftensmaden. Vi kørte igen ind til centrum og gik en tur ved åen, inden vi indtog dagens måltid på en italiensk restaurant ved navn To-Rino.  Her spiste Tim tortellini, og han påstår fortsat, at det var turens for hans vedkommende bedste måltid. Jeg fik bøf med tomatsauce, og den den var heller ikke så ringe,