Syd for grænsen

Så skulle vi ud på den sidste forlægning. Denne gang mod øst til Sønderborg, hvor vi altså ikke længere ville være i Jylland, men på Als. Vi ville dog ikke tage den nærmeste vej, så fra Varde satte vi kursen mod syd. Denne gang holdt vi os dog til de noget større veje indtil vi kom syd for Ribe. Så satte vi kursen videre mod syd (og senere vest), men nu ad mindre veje. Da vi i påsken 2014 var på de samme kanter, besøgte vi Rømø, og nu ville Tim gerne køre over Rømø dæmningen igen. Så det gjorde vi. Undervejs kunne vi se de mange får, der græssede langs vejen (før den går ud i havet naturligvis). Dæmningen er ca. 9 km lang og fører over Vadehavet. Undervejs kunne vi beundre resterne af de såkaldte "slikgårde" (områder indhegnet med risknipper), som tidligere lå langs vejen, men som ikke længere bliver vedligeholdt. De blev oprindeligt lavet, for at få landet til at vokse hurtigere, fordi havets aflejringer blev tilbageholdt.

Da vi kom over på den anden side, skulle vi træffe en beslutning om, hvad vi skulle gøre. Sidst vi besøgte øen fortsatte vi på tværs til badebyen Lakolk på øens vestlige side. Denne gang valgte vi at køre mod nord til Juvre. Her beundrede vi de gamle gårde, ikke mindst Kommandørgården, som oprindeligt var hjem for en hvalfangerkaptajn, men som i dag tilhører Nationalmuseet, og som fungerer som museum. Vi valgte kun at se bygningerne ude fra, da vi havde meget mere at gøre den dag. Efter besøget her satte vi kursen syd på, til den sydligste by på øen, Havneby. Herfra sejler der færge til List på Sild (eller Sylt, som tyskerne kalder den), syd for den danske grænse. Det var her i Havneby, at Tim fik øje på (og fik taget et billede af) et Fisketeria. Det viste sig at være et spisested, som formodentlig serverede fisk. Havnen havde også et isværk, som bar navnet Klaas Puul, hvilket vi af en eller anden grund fandt morsomt.

Efter en kort, biologisk pause kørte vi tilbage til fastlandet. Her holdt vi os til vejen langs kysten på den videre færd mod syd. På den tur står der Ballum på plakaten - eller i hvert fald på byskiltene. Vi passerede Vesterende Ballum, Østerende Ballum, Rejsby-Ballum, Buntje-Ballum, Bådbøl-Ballum, Husum-Ballum, Mølby-Ballum og Nørrehus-Ballum. Sådan! Og desuden Ballum Sluse og Ballum Slusekro. Efterhånden slap vi fri af Ballummerne og kom til Hjerpsted, der har en interessant kirke, som vi tog billeder af i 2014, så den sprang vi over i denne omgang. I stedet fortsatte vi til Højer, hvor vi så lidt på slusen der, og på Vidåen, som slusen spærrer for. Det var nu ikke derfor, vi var kommet til byen, men for at købe pølser. Byen har to pølsebutikker. Dels Højer Pølser, men også Marsk Pølser, som vi sprang over i denne omgang. Vi besøgte derimod Højer Pølser, men købte kun noget salt, som man selv skulle rive. Ikke fordi jeg ikke ville have pølser, men damen i butikken var ikke sikker på, at de kunne holde i bilen til vi kom hjem til Brøndby. Vi kørte derfor videre - pølseløse.

Næste stop var Rudbøl, hvor vi tog billeder af grænsekroen og et marmeladeudsalg inden vi krydsede Vidåen og grænsen. Efter at have krydset grænsen kørte vi godt 40 km syd på til Bordelum i Tyskland. Her var vi også i 2014, og dengang ledte vi efter og mente også at have fundet en hellig kilde - eller i hvert fald en kilde, som blev betragtet som hellig i gamle dage. Jeg var imidlertid kommet i tvivl om, hvorvidt det var den rigtige kilde - og det ville jeg nu gerne be- eller afkræfte. Det viste sig at være den rigtige, så vi gjorde ikke noget langt ophold på stedet. Denne lille landsby har i tidernes morgen rummet hele to hellige vier, og i hvert fald nogle mener, at den har været hovedby i et af de mange lande, som det senere Danmark bestod af i jernalderen. Hvilket land, det var, er der til gengæld ikke enighed om. Da vi havde forvisset os om, at kilden var den rigtige, satte vi kursen tilbage mod Danmark, men ad en anden rute. Vi krydsede grænsen ved den meget lille by Pebersmark. Her er der stort set kun det hus, hvor grænsevagten i sin tid holdt til.

Vi kørte gennem Lille og Store Jyndevad, som kan betyde "jydernes vadested", altså et vadested over Sønderå. "Jyderne" var et af de folk, der boede lige nord for den nuværende grænse. Mange andre folkestammer beboede Jylland længere mod nord i jernalderen, men det var altså jyderne, der kom til at give navn til halvøen. Nå, men videre med turen. Fra Jyndevad satte vi kursen mod øst i retning mod Kruså. Herfra tog vi kystvejen langs Flensborg Fjord gennem Kollund, Sønderhav og Rønshoved til Rinkenæs og Alnor. Det var flot vejr, og vi nød synet af de mange sejlbåde på fjorden. Vi krydsede Egernsund og via halvøen Broager Land kørte vi gennem Dybbøl og krydsede Alssund til Sønderborg. Da vi var i god tid, besluttede vi at tage en rundtur på Als, inden vi kørte til hotellet.

Vores første mål var Kegnæs Fyr, som jeg husker fra gamle dages farvandsefterretninger, som jeg og fruen trofast aflyttede næsten hver dag. Nok mest fordi de blev bragt i radioen samtidigt med, at vi indtog vores aftensmåltid. Vi havde i hvert fald ikke båd, og dermed ikke meget at bruge efterretningerne til. Kegnæs Fyr ligger på halvøen Kegnæs, der kun er forbundet med resten af Als via en smal tange. Før vi besøgte fyret, kørte vi  længere ud på halvøen, men uden at stoppe. Tilbage ved fyret fik vi taget et par billeder. Man kunne komme op i Fyret, men vi gider ikke betale for at gå op ad trapper :-). Vi passerede tangen igen og fortsatte til Mommark. Mommark besøger jeg af og til i embeds medfør, fordi Business College Syd her har en afdeling, som min arbejdsplads, København Nord, samarbejder med. Næste tjenstlige besøg er her i efteråret. Bortset fra skolen og en lille havn, er der ikke meget at se i Mommark. Tidligere afgik herfra færge til Søby på Ærø og til Fåborg på Fyn, men begge ruter er nu nedlagt. Der har også i sin tid været en jernbane mellem Sønderborg og Mommark, men også den er for længst forsvundet.

Vi fortsatte lidt mod nord til byen Fynshav, hvorfra der stadig sejler færge til Bøjden på Fyn. Heller ikke her er der meget at se, men vi så dog en færge på vej mod havnen. På vej mod nord passerer man Nørreskoven, som er Danmarks største bøgeskov. Her skulle der efter sigende være mange fortidsminder, men dem opsøgte vi ikke, Til gengæld stoppede vi, da vi så et vejskilt til Helvede. Nej, det er faktisk løgn. Det var kun til Helved, men vi kunne nu få en del ud af, at afgøre hvad vejen til landsbyen var brolagt med. Vi fortsatte nord på til Oksbøl - nej ikke det i Vestjylland  - og Nordborg, hvor alt tilsyneladende ejes af Danfoss, som da også er øens største arbejdsgiver. Vi kørte forbi Universe eller Danfoss Universe, som er en slags eksperimentarium, hvor man kan lære om naturvidenskab og teknologi gennem leg. Bygningen var dog så grim, at vi nægtede at besøge den.

Fra Nordborg satte vi kursen tilbage mod Sønderborg, langs Augustenborg Fjord og ud på Kær Halvø, hvor vi skulle bo. Vi fandt ret nemt Rønhave, som er en tidligere herregård, der stammer tilbage fra 1315 (ikke bygningerne). På halvøen ligger Sønderborg Lufthavn, som vi kørte forbi, og ligeledes passerede vi Arnkil, som er et natur- og historisk område. På Kær Halvø skete der en masse i forbindelse med krigen i 1864, men det vil jeg lade ligge i denne omgang. Hovedbygningen til Rønhave blev ødelagt under krigen i '64, og den nuværende bygning fra 1865 er nu indrettet med værelser. I udbygningerne er der såvel et lille museum som et par butikker, hvoraf en er en slagterforretning. Der var ingen til at tage imod os, men i døren hang en del breve til ankommende gæster - også til os - hvor der stod en masse interessant, blandt andet at vi skulle bo på værelse 8 på første sal. Det viste sig at være et rigtigt dejligt værelse - med køleskab, hvilket skulle få betydning for næste dags program.

Da vi var blevet indkvarteret og havde slappet af en times tid, kørte vi ind til Sønderborg for at få lidt mad. På nettet havde Tim set, at byen kunne prale med en indisk restaurant, og da han holder meget af indisk mad, blev vi enige om at spise der, og det skulle vi ikke fortryde. Vi blev taget særdeles godt imod, og da vi havde besluttet os for at prøve stedets buffet, blev vi præsenteret for alle retterne her, af hvad jeg tror var stedets ejerinde. Vi fik at vide, hvad de enkelte retter indeholdt, hvilket var fint, da Tim skal undgå mælkeprodukter. Damen fortalte også, hvad der var stærkt, mindre stærkt og mellemstærkt, hvilke retter der passede sammen og så videre. Maden smagte fremragende, betjeningen var i top, og prisen var rimelig, så det var alt i alt en fin oplevelse. Efter maden gik vi en tur langs havnen inden vi kørte tilbage til Rønhave.