Besøg i St. Louis

Vi besøgte St. Louis i 2004, og tilbragte en enkelt dag i byen. Vi havde besøgt Dortes bror og svigerinde i Vienna i Virginia uden for Washington DC, og skulle nu på en mindre rundtur. St. Louis skulle være første rigtige stop, men vi tog en overnatning på vej dertil. Fra Vienna havde vi lidt problemer med at komme ud af "byen", men om det en anden gang. Da det lykkedes, tog vi I-66 ind i Shenandoah Valley og her skiftede vi så til I-81 mod syd, afbrud af lidt sightseeing af og til. Ved Lexington, som vi tidligere havde besøgt et par gange skiftede vi igen motorvej, denne gang til I-64. Denne skulle vi så blive på helt til St. Louis. Vi kørte ind i West Virginia, og nord på mod Charleston, statens hovedstad, hvorfra vi svingede mod vest. Vi krydsede Ohio-floden ved Huntington, og så var vi i Kentucky. Ved byen Winchester, lidt før Lexington i Kentucky, besluttede vi at stoppe for natten. På det tidspunkt havde vi kørt næsten 900 km, og det var ved at være tid til aftensmad.

Næste dag fortsatte vi vest på gennem Kentucky, og ved Louisville passerede vi endnu en statsgrænse, og kørte ind i Indiana. Her gjorde vi holdt for at spise frokost, og ellers så vi ikke noget til den stat. Undervejs gennem Indiana passerede vi grænsen mellem Eastern Standard Time og Central Standard Time. "Grænsen" var annonceret på skilt, der stod midt mellem to huse. Det var faktisk tæt på, at det ene hus havde forskellig tidszone i forhaven og baghaven. Vi blev enige om, at der ville kræve nogen koordination at invitere naboen til kaffe! Nogle timer efter at være kørt ind i Indiana krydsede vi endnu en statsgrænse, og så var vi i Illinois. Også her gjorde vi kun et enkelt stop, for at få brændstof på bilen og en kop kaffe på os selv. Derefter fortsatte vi mod Mississippi - floden altså, som danner grænse mellem Illinois og Missouri. Grænsen mellem de to stater ligger midt i Mississippi floden, og på den østlige bred ligger East St. Louis, mens selve St. Louis ligger på den vestlige bred. Da vi kom til East St. Louis kørte vi fra I-64, og krydsede floden via Dr. Martin Luther King Junior Memorial Bridge. Vi fandt hurtigt hotellet, som vi for en gangs skyld havde bestilt hjemmefra: Hampton Inn at the Arch, stort set lige i centrum af byen. Vi fik vores værelse på hotellet, og det viste sig at ligge på 11. sal, med en pragtfuld udsigt til St. Louis’ skyskrabere til den ene side, og The Gateway Arch Arch til den anden.  

Efter en times tid med afslapning på værelset, gik vi en tur i byen, eller rettere i den ældste del af byen, som ikke lå særligt langt fra hotellet. Her blev byen grundlagt i 1764 af den franske pelshandler Pierre Laclede, og stedet kaldes da også den dag i dag for Lacledes Landing. I dag er kvarteret blevet mondænt, og der ligger mange restauranter, natklubber m.v. Faktisk var vores plan at spise på en af restauranterne og så gå tilbage til hotellet. Men inden vi nåede så langt, fik vi øje på en hestevogn, eller rettere flere, som holdt klar, så man kunne få en tur rundt i byen, og det kan vi, som omtalt flere steder, slet ikke stå for. Vi indledte forhandlinger med en kvindelig kusk, som viste sig at hedde Sue (hendes hest hed Napoleon, men der var nu ikke meget kejserligt over den). Vi valgte en tur på en time til $45, og det fortrød vi som sædvanligt ikke. Vi er ellers ikke specielt gode "turister", set med de lokales øjne, for det er sjældent vi lader os lokke af deres tilbud, men hestevogne er nu noget helt specielt. Vi hørte en del om byens historie, og så nogle af de gamle bygninger, og som sædvanligt var det meget interessant. Da vi kom tilbage til udgangspunktet, hilste vi lige på Sues datter, som også var turistkusk, og som holdt med sin hestevogn lige foran Napoleon, da vi kom tilbage. Normalt udtaler vi danskere, og i øvrigt også de fleste amerikanere statens navn MiSUri, altså med tryk på anden stavelse, men da vi entrede vognen, bød Sue os velkommen til St. Louis, MIsory, altså med tryk på første stavelse, og resten udtalt, så det lød som "misery" – elendighed.

Efter turen gik vi rundt i Lacledes Landing og så på de gamle restaurerede huse inden vi til sidst besluttede os for at spise middag på en irsk restaurant ved navn Hanigan's.  Da vi var færdige med at spise gik vi ned til floden og gik en romantisk tur langs floden i måneskinnet. Jeg er ikke helt sikker på at det faktisk var måneskin, men det var i hvert fald blevet mørkt.  

Næste dag havde vi afsat til at "se byen". Det vil sige besøge The Gateway Arch, sejle en  tur på Mississipi, og besøge indkøbscenteret Union Station. Vi besluttede os for at starte med The Arch, hvis der nu skulle være kø. Og det var der, om end ikke så lang som frygtet.  

”The Arch” eller The Gateway Arch som den rettelig hedder, er USA’s højeste offentlige monument. Buen er 630 fod, ca 192 m høj, og bygget af ståldragere, der udvendigt er beklædt med rustfrit stål, men i solskin ser den nærmere hvid ud. Archen blev opført i årene 1961 til 1968 efter tegninger af den finsk-amerikanske arkitekt og kunstner, Eero Saarinen, som havde tegnet den allerede i 1947. Saarinen døde i 1961, så han kom aldrig selv til at se monumentet færdigt. Prisen for opførelsen var $30 millioner og buen står som et symbol på USA’s udvidelse mod vest. St. Louis kaldes ”Porten til Vesten”, og dette skal den enorme bue symbolisere. Selve buen står i Jefferson National Expansion Memorial Park på det sted, hvor Pierre Laclede oprindeligt grundlagde sin pelshandel. Under The Arch findes blandt andet et Museum of Westward Expansion, og her var der udstillet en mængde ting fra og om Lewis og Clark ekspeditionen, som jo var udgået fra St. Louis 200 år tidligere. William Clark ligger begravet i St. Louis, men vi nåede nu ikke ud og se hans grav. Nede ved museet er der også souvenirshop og billetkontor, og det viste sig, at man kunne købe en dobbeltbillet, der dels gjaldt til en tur op i Archen med en lille "sporvogn", og dels til en sejltur på floden med en flodbåd. Vi valgte en sådan dobbeltbillet, og så gik vi hen til køen ved "sporvognen". Egentlig er der to "sporvogne", én i hvert af buens ben, men den dag var det kun den ene, der var i brug. Køen var ikke specielt lang, og mens vi stod i den, kunne vi studere nogle plakater, der fortalte om byens historie og udvikling, samt om bygningen af The Arch. Da vi kom frem til "sporvognen" viste det sig, at denne består af 8 små kabiner, hver med plads til 5 mennesker. Disse kabiner er så koblet sammen og trækkes op i monumentet af kabler. Selve turen op til toppen tager fire minutter og nedturen tager 3 minutter, så det går ikke som lyn og torden. Oppe i toppen af monumentet er der etableret nogle små udkigsvinduer,  som man skal læne sig frem, for at se ud af, og det kan give et indtryk af, at man falder. Det eneste virkeligt farlige er dog ind- og udstigningen af "sporvognen", hvor dørene kun er 125 cm høje og karmene af metal. Det lykkedes da også for mig, at "gokke" hovedet ind i metalkanten, men uden at ende med kraniebrud.

Oppe fra toppen er en fantastisk udsigt. Vi kunne se over floden mod øst (man skal lige vænne sig til, at man er vest for Mississippi og at floden ligger mod øst), og når vi så den anden vej kunne vi se ud over byen. Desværre var det ret diset på grund af varmen, som allerede var høj her ved halv ti tiden, over 30°. Men noget fik vi da set, blandt andet Edwin Jones Dome, som er det overdækkede stadion med plads til 66.000 tilskuere, hvor fodboldholdet (altså American Football) St. Louis Rams spiller deres hjemmekampe. Også baseballholdet St. Louis Cardinals har et imponerende stadion som kan ses oppe fra archen, ligesom vi kunne se ud til Union Station hvor vi senere skulle ud, og havde vejret været lidt mere klart, kunne vi have set hovedsædet for USAs største bryggerivirksomhed, Anheuser-Busch, hvor de blandt andet brygger den amerikanske Bud(weiser).  

Da vi syntes at vi havde nydt udsigten længe nok, kørte vi med sporvognen ned igen, og i souvenirbutikken købte vi nogle kaffekrus, og nogle postkort, så vi kunne få skrevet hjem til familien og vennerne. Fra archen gik vi så ned til floden og fandt vores flodbåd - eller i hvert fald den, vi havde købt billet til. Der var faktisk to, der sejlede fra samme kajanlæg, og de hed henholdsvis Tom Sawyer og Becky Thatcher efter to af Mark Twains kendte personer. Mark Twain er selv født omkring 100 kilometer oppe ad floden i forhold St. Louis, og han fik sin uddannelse som flodlods i byen. Mens vi sad og ventede på, at båden skulle sejle, kunne vi sidde og beundre nogle meget smukke sorte fugle med markante røde pletter på vingerne. Dem skulle vi senere se mange flere af efterhånden som vi kom syd på. På dette tidspunkt anede vi ikke, hvad de hed, men vi var meget imponerede af den røde farve, som var helt speciel. Senere skulle det vise sig, at der var tale om Rødvinget Solsort. Undervejs på turen var der en park ranger, der fortalte om de ting, vi sejlede forbi, men også kaptajnen gav af og til sit besyv med. Blandt andet så vi et elværk, bygget i 1902. Det blev bygget til at levere strøm til verdensudstillingen i 1904 (husker du Judy Garland med sangen "Meet me in St. Louis, Louis, Meet me at the fair"?), og denne var den første verdensudstilling, som brugte elektrisk lys, og hvor der derfor kunne være aktiviteter om aftenen. I dag er værket nedlagt som elværk (og der er opført et meget større værk ved siden af), men om vinteren leverer værket damp til opvarmning af hele ”downtown” St. Louis. Desuden så vi den største flodbåd, der nogensinde har sejlet på Mississippi. Den blev lagt op i 1978 og lå ubenyttet til 1995, hvor et konsortium købte skibet og indrettede det til kasino. Da skibet sejlede, kunne det rumme 4.500 passagerer, hvilket gjorde det til et af verdens allerstørste passagerskibe, og det var i hvert fald det, med det største dansegulv. 2.300 mennesker kunne være på dansegulvet samtidigt!

Da turen var færdig, manglede vi så bare ét af dagens besøg. Vi besluttede derfor at tage et metrotog ud til Union Station. Det er gratis indtil klokken 13 at køre metro mellem Lacledes Landing og Union Station, men desværre var klokken for mange, så vi måtte betale en hel dollar. Inden vi nåede så langt gik vi over for at se Edward Jones Dome og tage et par billeder. På det tidspunkt var vores søn, Tim dedikeret Rams fan (og han er det fortsat). Derefter var det metrotid, og turen ud til Union Station tog vel omkring 7-8 minutter. Union Station er som navnet antyder en station – eller rettere, det har været en station. I dag er hele stationen ombygget til indkøbscenter, restauranter, hotel mm. Hele den ene etage er et food court, hvor vi fandt et sted, hvor de så ud til at have noget god salat, og her slog vi os så ned. Og det viste sig at salaten ikke bare så godt ud, den smagte også godt. Så var det shoppingtid, og vi fandt blandt andet en hattebutik. Her havde de hatte og kasketter af alle mulige slags, og vi fandt også en St. Louis Rams kasket, som vi købte til Tim.

Målet med besøgt ved Union Station var faktisk at skaffe en Rams spillertrøje til Tim. Tina havde vi allerede købt gave til, så det behøvede vi ikke at spekulere på. Det lykkedes os også at finde en sportsforretning som solgte Rams ting. Desværre var der indtil flere forskellige modeller af spillertrøjer, hver med mange forskellige navne, så selv om klokken var mange i Danmark, vel omkring 24, måtte vi til sidst ty til at ringe hjem til Tim, og spørge ham, hvilken type han foretrak, og hvilket navn, der skulle stå på. Han nævnte en 4-5 navne, og det lykkedes os faktisk at finde en trøje med et af disse navne, så den købte vi også.

Fra Union Station besluttede vi at spadsere tilbage til hotellet. Da vi kom ud, så vi at det havde regnet temmelig meget, mens vi var derinde, men det var allerede holdt op. På vej tilbage til hotellet kom vi forbi en række af de gamle bygninger i byen, fx operahuset, det gamle og det nye rådhus, tre forskellige domhuse, hvoraf det ene ikke længere var i brug, et springvand og nogle meget flotte sandslotte, som man var ved at ”opføre” i anledning af 4. juli festlighederne, som hele byen var ved at gøre sig klar til. Blandt andet så vi St. Louis gamle domkirke, Basilica of St. Louis de France som er den første domkirke, der blev bygget vest for Mississippi floden, men vi var ikke inde i kirken. Lige ved siden af denne ligger byens gamle domhus, hvor mindst to berømte, historiske retssager er begyndt, nemlig sagen Dred Scott versus Sanford, om en slaves ret til frihed – en af de sager, der i den sidste ende var med til at udløse dem amerikanske borgerkrig. Sagen gik hele vejen til højesteret, hvor den blev afvist, fordi højesteretsdommerne fandt, at forfatningen ikke gjaldt slaver, og at de derfor ikke havde nogen rettigheder, heller ikke til at anlægge sag. Den anden sag, Minor versus Happersett handlede om kvinders ret til at stemme. Også denne sag endte i højesteret, og igen fik klageren ikke ret, da retten afviste at Virginia Minor skulle have en forfatningsmæssig ret til at stemme. Ifølge forfatningen var mænd og kvinder godt nok ligestillede, men de enkelte delstater kunne selv bestemme hvilke rettigheder, de to køn skulle have, og disse behøvede ikke at være ens. I øvrigt var det Minors mand, der anlagde sagen, for gifte kvinder måtte slet ikke anlægge sag selvstændigt.  Når flaget er på halv på de offentlige bygninger på mange af vore billeder fra turen i 2004, skyldes det at vi besøgte landet i løbet af den 90 dages sørgeperiode, der blev dekreteret efter Ronald Reagans død.

På vej tilbage til hotellet, blev det varmt og trykkende, og vi både så og hørte lyn og torden i det fjerne, men heldigvis blev det ikke til mere, så vi kom hjem uden at være blevet gennemblødt.