Min teori om mordet på Laura

Men hvem dræbte så Laura Foster? Var det hendes far eller var det James Isbell? Jeg er nok mest tilbøjelig til at mene, at Wilson Foster var den skyldige, og at James Isbell bare udnyttede muligheden for at "få ram på" Tom Dooley, da lejligheden bød sig. Isbell kan endda selv have været overbevist om at Tom rent faktisk VAR den skyldige, i hvert fald til at begynde med.

Uanset hvem, der myrdede Laura Foster, var det Tom Dooley, som blev hængt for forbrydelsen. Billedet til venstre forestiller den "historical marker" som står ved North Carolina Route 268, der hvor vejen krydser Yadkin River i Ferguson.

Wilson Foster overlevede retssagen med flere år. I 1880 boede han som nævnt i en tidligere artikel sammen med sin søn James Thomas og dennes familie i King's Creek. Ud over sønnen og faderen bestod husstanden af Wilsons svigerdatter, Mary og fire børnebørn.

Hvis han faktisk dræbte sin datter, kan jeg se to muligheder. Den ene er, at det skete som et uheld i et forsøg på at få hesten fra hende, da han fandt hende efter at hun var stukket af, den anden at det var med overlæg. Hvis der var tale om et uheld, må han være gået i panik, for ellers var der ingen grund til at skjule det. Selv efter den tids juridiske system ville han formodentlig ikke være blevet straffet specielt hårdt om overhovedet for et uagtsomt manddrab. Var det med overlæg, rejser spørgsmålet om motiv sig. Han kan selvfølgelig have været så vred over tyveriet af hesten, at det har fået ham til at gå amok, det tyder udtalelserne om at han var ligeglad med Laura, hvis han bare fik sin hest tilbage måske på. Har Wilson myrdet Laura med fuldt overlæg, kan der have været en anden grund. Her kunne muligheden for et "misbrug" af datteren som omtalt i artiklen "Var der tale om to forskellige historier?" være en begrundelse. Laura var voksen, så der behøver ikke være tale om misbrug i den forstand, at hun har været presset eller tvunget, hun kan have været en frivillig partner. Under alle omstændigheder kan hun have ønsket at bringe forholdet til ophør, hvad enten det var tvunget eller frivilligt, og det kan have fået hende til at stikke af hjemmefra. Da hun blev indhentet af faderen, kan hun have truet ham med at afsløre forholdet, hvilket har fået ham til at slå hende ihjel.

Hvilken af de to muligheder, der er mest sandsynlig er vanskeligt at sige. Stadig synes jeg ikke, at det enkelte knivstik i brystet tyder på overlæg. Det er i virkeligheden de færreste mennesker, som ved præcist hvor de skal stikke for at ramme hjertet, og selv lægen som undersøgte liget kunne ikke afgøre om kniven havde truffet dette. Udelukkes kan det selvfølgelig ikke, at morderen var så sikker på at have ramt rigtigt, at han nøjedes med et enkelt stik. Uanset overlæg eller uheld, må man spørge sig selv om, hvordan, hvis morderen faktisk var Wilson Foster, Tom Dooley, Ann Melton, Pauline Foster og James Isbell så kom ind i billedet?

I begyndelsen, lige efter Lauras forsvinden, var der ingen, der mistænkte Tom for at have myrdet hende. Nogle få (vi ved i virkeligheden kun at Pauline Foster luftede muligheden), mente at han måske kunne være stukket af med hende, men selv da det viste sig, at han stadig var i området (samme dag som hun forsvandt), mens hun var forsvundet, var der ingen, der mistænkte ham for mord, da man fortsat mente at Laura var stukket af, hvis ikke med Tom, så med en anden. Først nogen tid efter bredte der sig et rygte om, at han havde myrdet hende. Et sådant rygte må være startet et sted. Tom selv havde ingen grund til at starte rygtet, uanset om han var skyldig eller ej. Heller ikke Ann Melton eller Pauline Foster havde umiddelbart grund til at udsætte Tom for mistanke. Wilson Foster kunne muligvis have haft en interesse i at bortlede mistanken fra sig selv, men for ham må det have været en bedre løsning, hvis folk blev ved med at tro på at Laura var stukket af hjemmefra med en elsker. Så var der ingen morder og derfor intet lig at lede efter.

Hvis vi antager at mine spekulationer om Tom og Louisa Isbell har noget på sig, kunne James Isbell derimod have interesse i at få folk til at tro, at Tom Dooley havde noget med Lauras forsvinden at gøre. Han behøvede end ikke at antyde, at Tom skulle have slået hende ihjel, men bare at hendes forsvinden hang sammen med hendes afbrudte forhold til Tom. Derfra skulle sladderen nok selv tilføje rigeligt med detaljer, og rygtet om at Tom havde myrdet Laura kom da også i den sidste ende fra familien Hendricks, selv om vi ikke ved hvilken gren af denne store familie, der stod bag dem. Der boede en del Hendrickser i Wilkes County, men der boede også mange i Caldwell County., så måske har Isbell "talt" med dem om sagen. Tom havde tilsyneladende også en del brudte forhold tiol andre kvinder i området, så måske har endda nogle af disse været med til at sprede sladder om den elsker, som havde forladt dem.

Wilson Foster vil formodentlig have taget mod rygterne om at Tom var den skyldige med stor glæde, for så blev mistanken vendt fra ham selv, hvis nu liget trods alt skulle blive opdaget. Han kan endda selv have været med til at sprede rygterne, da det gik op for ham, at folk nu ikke længere troede på at Laura var stukket af, men at hun var blevet myrdet, og så var det fint, hvis de mistænkte alle andre end ham selv. Han vidste jo at Tom og Laura havde haft en affære, så at Tom skulle være morderen, var ikke helt så usandsynligt, som at det skulle være en fremmed. I retten fortalte Wilson om to besøg, som Tom skulle have haft hos Laura, næsten to måneder efter at deres ellers kortvarige affære var overstået, nemlig søndag den 20. maj og onsdag den 23. maj. Besøget om søndagen blev ikke bekræftet af nogen, og den eneste bekræftelse på besøget om onsdagen var Betsys Scotts påstand om at have set Tom fem kilometer fra familien Fosters hus – ikke det bedste bevis på et besøg, så måske var disse to besøg opdigtede af Wilson for at kaste endnu mere mistanke på Tom, ved at antyde at han var kommet for at overtale Laura til at stikke af hjemmefra, så han kunne slå hende ihjel i ro og mag. Det kan faktisk også være Wilson, der har overtalt sin nabo, Betsy til at fortælle både om sin observation af Tom Dooley og om sin samtale med Laura fredag morgen, hvor der måske kan være tilføjet lidt ekstra krydderi. Det er endda muligt at Laura ikke nævnte noget om, at hun skulle møde Tom - det kan være Betsy Scotts egen opfindelse, måske inspireret af et løfte om en eller anden form for betaling.

Men hvis Laura ikke skulle møde Tom, hvorfor gjorde hun så ophold ved Bates Place, så hendes far kunne nå at indhente hende? Muligvis ville hun bare skjule sig fordi det nu var så sent på dagen, at vejene blev for trafikerede, og hun derfor risikerede at møde for mange, som kunne sladre til hendes far. Det er selvfølgelig også muligt at hun skulle møde en anden end Tom, fx den frigivne slave, John Anderson, som Sharyn McCrumb fortæller i sin roman og som også blev omtalt under retssagen i forbindelse med forhøret af George Washington Andersons yngre søster, Eliza. Ved mit seneste besøg i området fortalte Mrs. Edith Carter mig dog, at det næppe var sandsynligt, at Laura ville løbe bort med John Anderson, da sidstnævnte allerede var gift. For mig kunne det dog være endnu en begrundelse for, at de to vart nødt til at stikke af sammen. Der kunne dog også være tale om mange andre, da Laura jo efter rygterne havde ganske mange elskere at vælge mellem.

Tilbage til Isbell. Han var én af bagmændene bag den fortsatte eftersøgning af Laura, så han må jo have ment at hun var død, selv om det altså på ingen måde var andet end et rygte. Han var også den ene af de to, som var til stede, da graven endeligt blev fundet, og med ham var kun hans svigerfar, David Horton, som kunne have en tilsvarende interesse i, at Tom kom i fedtefadet. Det var jo hans datter, Tom (måske) havde haft en affære med. Var det så tilfældigt, at det netop var de to, som fandt Laura? I følge Isbells vidneudsagn så er svaret, at det var et tilfælde, at det netop var ham og svigerfaderen, der fandt liget, da det var tilfældigt, at netop de to afsøgte det område, hvor graven var. Det var derimod ikke et tilfælde at graven blev fundet. Det skyldtes Pauline Foster. Ifølge hendes vidneudsagn havde Ann vist hende det sted, hvor liget var begravet, eller i hvert fald et nærliggende sted. Da Pauline blev arresteret efter sin tilbagekomst til Elkville efter sit besøg i Watauga County og Tennessee, besluttede hun sig pludseligt for at afsløre alt hvad hun vidste, og det førte i den sidste ende til opdagelsen af graven og liget.

Desværre var der ingen, der bekræftede Paulines udlægning af sagen. Den blev bare taget for gode varer, da liget jo blev fundet i nærheden af det sted, hvor hun havde forklaret, at Ann havde sagt, at Tom havde begravet det! Denne historie behøver imidlertid ikke at være sand. Der er ingen tvivl om, at Pauline havde et noget anstrengt forhold til sin slægtning og arbejdsgiver, ikke mindst i tiden op til liget blev fundet, så lige som Isbell kan have haft en interesse i at involvere Tom i sagen, kan Pauline have set en fordel i at inddrage Ann. Men hvis hverken Tom eller Ann myrdede Laura, begravede de jo heller ikke liget. Og hvis de ikke gjorde det, hvordan vidste Ann så, hvor det var begravet? Igen må jeg vende tilbage til det forhold, at den eneste, der fortalte, at Ann faktisk vidste noget, var Pauline Foster. Ingen andre kendte noget til denne historie. Fra sin arrestation til sin henrettelse nægtede Tom at have noget at gøre med Lauras død, og han nægtede at involvere andre, og det er som regel blevet udlagt som, at han ville beskytte Ann Melton, men det behøver ikke at være grunden, eller i hvert fald ikke hele grunden.

Billedet til venstre forestiller Yadkin River på dens vej gennem Happy Valley mellem Elkville og German's Hill.

Såfremt Tom ikke begik mordet, og ikke vidste, hvem der havde gjort det, ville der ikke være nogen grund for ham til at involvere andre – og formodentlig ingen mulighed. Hvis han faktisk havde tilbragt hele natten mellem torsdag og fredag med at drikke sig meget beruset sammen med Ann og hendes mor, ville han vide med sikkerhed, at Ann ikke kunne have været involveret i at grave nogen grav om natten mellem torsdag og fredag, og adskillige vidner bekræftede jo at hun var hjemme hele fredagen, hvoraf hun endda tilbragte det meste af dagen i sengen. Tom ville derfor ikke have nogen grund til at implicere Ann i noget som helst. Pauline forklarede ved en lejlighed, at Ann om lørdagen havde "pralet med", at hun var gået ud natten mellem fredag og lørdag og havde dræbt Laura, men igen har vi kun dette vidneudsagn fra Pauline, og det blev ikke bekræftet af andre. Jeg vil dog bestemt ikke udelukke at Ann kan have vidst, hvor liget var begravet, men lad mig vende tilbage til dette nedenfor.

Hvis hverken Ann eller Tom var implicerede i at begrave Laura, hvordan kunne Pauline så vide, hvor liget var begravet, så hun kunne vise det til eftersøgningsholdet? Her er der flere muligheder. Graven lå på en bakkeskråning cirka midt mellem Lotty Fosters hus og Tom Dooleys hus men noget fra stien mellem de to huse. Fra familien Meltons hus, hvor Pauline jo boede, til graven, var der kun godt en kilometer i luftlinje. Pauline havde ansvaret for familiens køer, som gik frit omkring. Den gang gik husdyrene frit i terrænet, mens de dyrkede marker var indhegnede, så køerne kunne egentlig gå hvorhen de ville. Normalt kom de selv tilbage, når de skulle malkes og fodres, men det skete af og til at de ikke gjorde. I så fald måtte man ud for at lede efter dem. Det ville have været Paulines opgave i det meltonske hjem, så muligvis er hun faldet over graven ved en sådan lejlighed, hvor hun har ledt efter køer. Denne lejlighed kan have været når som helst mellem Lauras forsvinden og Paulines arrestation og måske har hun i virkeligheden slet ikke forbundet sit fund med Lauras forsvinden i første omgang, men er kommet på det efter sin tilbagekomst fra Watauga. Hvorfor så involvere Ann? Som jeg allerede har været inde på, var forholdet mellem de to ikke godt, og hun kan simpelthen have ønsket at give Ann en forskrækkelse.

Pauline kan også have fået sin information på anden vis. I artiklen Blev der løjet om andet end Toms færden på morddagen? antyder jeg muligheden for at nogen (James Isbell) havde instrueret hende om, hvad hun skulle fortælle, ikke bare i retten, men allerede ved sin arrestation. Det ville imidlertid kræve at James Isbell selv vidste, hvor liget var begravet. I artiklen Endnu en mistænkt  luftede jeg en teori om at Isbell faktisk var morderen, og derfor vidste hvor han havde begravet Laura. Denne teori er imidlertid ikke voldsomt sandsynlig, så hvis Wilson Foster var morderen, hvordan kunne Isbell så vide, hvor liget var begravet, så han kunne instruere Pauline? Wilson kan naturligvis have betroet sig til ham, men hvorfor skulle han det? Sandsynligheden for at Isbell kendte til ligets placering, hvis han ikke selv var involveret i drabet, må siges at være meget lille.

Tilbage er der to muligheder, som jeg ser det. Den ene er at Wilson Foster røbede overfor Pauline at han havde dræbt sin datter og begravet liget. Pauline kendte Laura og besøgte hende i hendes hjem allerede før hun selv flyttede til Elkville, så måske er hun også kommet der efter at Laura forsvandt. De andre Foster-søskende var jo også hendes slægtninge. Ved et sådan besøg kan Wilson, måske i fuldskab, være kommet til at fortælle sandheden, som hun så senere har kunnet udnytte. Hvorfor hun så ikke afslørede sin viden, da Tom blev anholdt, er ikke til at sige, men en grund kunne være jalousi. Tom gik også i seng med hende, og måske var hun forelsket i ham, og var vred på ham fordi han foretrak den gifte Ann Melton i stedet for hende selv, som på det tidspunkt fortsat var ugift. Ligesom hun kan have haft grunde til at ville involvere Ann, kan hun også have haft grunde til at ikke at ville hjælpe Tom. Her er det imidlertid vigtigt at bemærke, at hun intet sted i de eksisterende vidneudsagn faktisk involverede eller anklagede Tom for at være involveret i mordet. Tværtimod kom hun med en del udtalelser, der antydede, at han ikke havde noget med sagen at gøre – så måske har han også bare skulle have en forskrækkelse. Denne mulighed forklarer imidlertid ikke et af de få af Paulines vidneudsagn, der faktisk blev bekræftet af andre, nemlig skænderiet mellem hende og Ann i overværelse af Celia Scott, hvor de begge gensidigt beskyldte hinanden for at enten være skyldig eller i hvert fald for at "vide noget".

Dette kan den sidste mulighed imidlertid forklare. Den går i al sin enkelhed ud på at det var Ann, som Wilson Foster fik afsløret sig overfor. Også Ann var i familie med Laura, så også hun er formodentlig kommet hos familien Foster og Laura besøgte i hvert fald Meltonerne, så måske har Wilson også gjort det. Vi ved i hvert fald fra retssagen, at han var der både morgen og aften den fredag, hvor Laura forsvandt, så det har næppe været den eneste gang, han har været i huset. Men i virkeligheden kan det have været allerede ved denne lejlighed, at han har talt over sig. Vi ved at de tilstedeværende drak en hel del, og der blev tilsyneladende også talt om Laura og hendes forsvinden, eftersom det var ved den lejlighed at Wilson i sin fuldskab erklærede, at han var ligeglad med Laura, bare han fik sin hest tilbage, og ved samme lejlighed at Pauline i sin fuldskab erklærede, at hun kunne skaffe hesten tilbage for en liter spiritus. Det var ved samme lejlighed at Thomas Foster satte ild til Wilson Fosters kindskæg "for sjov", så ædru var man ikke.

Om både Pauline og Ann hørte Wilson tale over sig ved lejlighed, er ikke klart, men det er muligt at det kun var Ann. Hun har muligvis ikke troet på det hun hørte i første omgang, da ingen jo vidste om Laura bare var stukket af, men efterhånden som rygterne begyndte at gå, kan hun være blevet nysgerrig efter at se om historien var rigtig. Hun kan selvfølgelig også i sin fuldskab have glemt det igen, og først være kommet i tanke om det på et senere tidspunkt. Hun kan så have inviteret Pauline med ud for at se om der faktisk var en grav, der hvor Wilson var kommet til at røbe, at den var, og Pauline gik gladelig med, men fik alligevel kolde fødder og stoppede noget før graven, mens Ann fortsatte alene, som Pauline forklarer i sit vidneudsagn. Det ville betyde at den historie, som Pauline fortalte om at det var Ann, der havde vist hende til graven, var i hvert fald delvis sand. Hun fortæller ikke i vidneudsagnet noget om, hvordan Ann vidste at graven lå hvor den gjorde, så hun kan lige så godt have haft det fra Wilson Foster som fra sin egen deltagelse i begravelsen.

Igen kan man så spørge sig selv, hvorfor Ann ikke trådte frem med sin viden, da Tom i første omgang stak af og senere blev arresteret og fængslet? For det første vidste hun ikke med sikkerhed om Wilsons afsløring var korrekt. Det fik hun først at vide, da hun besøgte graven. På det tidspunkt var Tom Dooley allerede fængslet og havde været det et stykke tid. Hun kan derfor have været bange for selv at komme i fedtefadet, hvis nogen ville vide, hvorfor hun ikke var stået frem med sin viden tidligere. Hun ville ikke have haft nogen beviser mod Wilson ud over sit kendskab til graven, men dette kendskab blev faktisk brugt mod Tom, og også det kan hun have været bange for. Hvis de udtalelser som Pauline fremsatte om, hvad de to talte om på vej ud til graven, er sande, nemlig at Ann ville skære liget i stykker og grave det ned i kålbedet eller give det til svinene, kan hun netop have ønsket at skaffe sig af med liget for at redde Tom i håbet om, at hvis intet lig blev fundet, ville sagen "gå over af sig selv" og Tom blive løsladt. Dette forudsætter naturligvis at Ann havde lyst til at frelse Tom.

Det er også muligt at hun ikke havde. Hun var ikke selv et af Guds bedste børn, i hvert fald ikke når det kom til seksuelle forhold, men derfor kan hun jo godt være blevet rasende over, at Tom både havde forhold til Pauline, Caroline Barnes, Laura og måske flere andre, og at han oven i købet havde smittet hende med syfilis, så hun har muligvis benyttet lejligheden til at straffe ham. Hun kan måske have regnet med, at han ville blive nødt til at tilbringe nogen tid i fængsel, men derefter være blevet sat fri, og da det gik op for hende, at det ikke var tilfældet, var det for sent at gøre noget ved det.

Endelig er der den mulighed at hun ikke afslørede, hvad hun vidste, fordi hun var bange for selv at blive anklaget for mordet, hvad hun så endte med at blive alligevel. På det tidspunkt hvor hun var blevet fængslet, kunne hun ikke røbe, at hun havde kendskab til ting omkring mordet, da det så kunne fortolkes som om hun selv havde været medvirkende, og at en påstand om at have hørt om det fra Wilson Foster kun var en dårlig undskyldning. Derfor var hun nødt til at nægte alt. Imidlertid var hun selv mere i knibe end hun havde forestillet sig for hun blev faktisk anklaget for i sammensværgelse med Tom Dooley, at have myrdet Laura, og selv om anklageren frafaldt anklagen om sammensværgelse om at begå mord, var hun stadig anklaget som medskyldig, og havde ikke rigtigt noget forsvar, da hun jo ikke længere kunne forklare sit kendskab til graven. Også en dom som medskyldig i mord ville føre til en dødsdom og henrettelse, og selv om tiderne var anderledes dengang, blev også kvinder dødsdømt, og dommene eksekveret. Den 12. juli 1833 blev Frances Warner som den første kvinde i North Carolina således hængt. Hun blev hængt for mord på sin ægtemand halvandet år tidligere, og denne henrettelse fandt sted i Morganton i Burke County kun 75 km vest for Statesville og kun 50 km fra Elkville, så der er formodentlig blevet talt om denne sag i forbindelse med Anns arrestation og anklagerne mod hende , det var jo ikke mere end 30 år siden, så mange kunne sikkert huske eller havde i hvert fald hørt om sagen.

Hvis det er korrekt, at Ann vidste, hvor graven lå, fordi Wilson eller en anden havde talt over sig, men at hun ikke kunne bruge denne viden til noget på det tidspunkt, hvor hun gerne ville, kan det forklare tre ellers vanskeligt forståelig forhold, hvoraf de to er (mere eller mindre) bekræftede, mens de tredje kun kendes fra legenderne. Først og fremmest kan det forklare skænderiet mellem Pauline og Ann og ikke mindst de udtalelser, der blev fremsat ved den lejlighed. Pauline havde åbenbart ved flere lejligheder i fuldskab påstået at hun og Tom Dooley havde dræbt Laura Foster, hvilket havde ført til at lovens repræsentanter var begyndt at interessere sig for dem. Også efter Toms anholdelse og fængsling havde hun fortsat sin fuldemandssnak og nu var Ann åbenbart træt af det, og påstod derfor at Pauline var ved at sende Tom (og måske også sig selv) i galgen med sin berusede fremfærd. Paulines svar om at Ann var lige så skyldig som hende selv, skal så ses i lyset af, at Pauline jo vidste at Ann kendte sandheden, men ikke var stået frem. Den skyld, som de diskuterede, var altså ikke, som det ellers bliver udlagt, skylden i Lauras død, men derimod skylden i at Tom Dooley sad i fængsel, anklaget for forbrydelsen og nu risikerede dødsdom.

Det andet forhold som kan forklares med Anns viden om sagen er den legendariske udtalelse på dødslejet om at hun vidste noget om sagen, som kunne have frelst Tom fra galgen – eller hvordan den nu faldt. På det tidspunkt, da Ann døde, var der gået flere år siden Tom blev henrettet, så ham kunne hun ikke gøre mere for, ved at fortælle sandheden. Derimod kunne nogen måske finde på at gøre noget ved hende, hvis hun fortalte sandheden og det kan være årsagen til hendes udtalelse om, at hvis hun vidste at hun ikke ville komme sig, ville hun røbe det. De, der kunne være trusler mod hende, var vel først og fremmest Wilson Foster, som på tidspunktet for Anns død, må have været omkring 60 år gammel, men også hans børn kunne tænkes at ville hævne sig, hvis hun fik deres far sat i fængsel eller hængt. Måske kunne også nogle af Toms slægtninge – og han havde mange, eller venner, som han tilsyneladende ikke havde så mange af, være interesserede i at straffe hende. Endelig er der selvfølge den mulighed, at James Isbell ville blive rasende – og han havde magt. Selv hvis han havde været i god tro, og faktisk ment at Tom var den skyldige, ville det ikke se godt ud at en velstående mand fra overklassen, plantageejer, politiker og fredsdommer havde forfulgt en uskyldig mand og været med til at sikre hans henrettelse.

Billedet til venstre forestiller Tom Doolets ånd, der underholder de to afdøde piger, Laura og Ann, som Edith F. Carter forestiller sig situatíonen. Billedet findes på Tom Dooley museet på Whippoorwill Academy and Village i Ferguson, North Carolina og er gengivet her med tilladelse fra kunstneren.

Det sidste forhold som kan forklares, er ikke direkte afledt af spørgsmålet om, hvorvidt Ann kendte til graven fra Wilson Foster eller ej, men har dog en vis sammenhæng. Det er spørgsmålet om Toms tilståelse. Hvis vi et øjeblik ser bort fra muligheden af at hele tilståelsen var et falsum, og bare tror at Tom ikke selv har skrevet den, men i stedet dikteret den til forsvarerens assistent, kan en årsag faktisk begrundes. Tom vidste at han ikke selv var morderen, og han havde ingen anelse om, hvem det var. Han havde derfor ikke impliceret nogen andre under hele sagen. Hvis nu Mr. Allison havde forklaret, at der nu ikke var mere at gøre for Tom selv, hvilket han sikkert godt vidste efter to appeller, og at Ann Melton nu også var i stor risiko for at blive dømt for medskyld, og dermed også blive hængt med mindre han, Tom, påtog sig hele skylden, er der en god chance for, at Tom ville tilstå. Dels var han formodentlig stadig forelsket i Ann, og dels var han lige så overbevist om hendes uskyld, som han var om sin egen. Når hans tilståelse ikke måtte offentliggøres før efter henrettelsen, kan det være fordi han stadig håbede på en benådning, som guvernøren fortsat kunne nå at give, hvis han ønskede det. Det gjorde guvernør Worth imidlertid ikke, og Allison kunne derfor give sedlen til Vance, som kunne bruge den i sit forsvar for Ann Melton, som endte med at blive frikendt. Det kunne altså være en forklaring på tilståelsen. Jeg er imidlertid stadig i tvivl om, hvor vidt den "holder", eller om jeg skal tilbage til konspirationsteorien, da heller ikke denne teori forklarer, hvorfor Allison gav den til en jour-nalist allerede samme dag som henrettelsen havde fundet sted – med mindre det selvfølgelig var for at få pressen på forsvarets side i god tid inden sagen mod Ann.

Til gengæld forklarer teorien ikke umiddelbart, alle de øvrige vidner, der vidnede mod Tom, ikke mindst om hans handlinger og færden i tiden lige omkring Lauras forsvinden. Hvorfor skulle alle disse vidner pludseligt vidne mod Tom? Selv om der var rygter om at han havde myrdet Laura, var der jo ingen grund til at opdigte falske vidnesbyrd mod ham. Det gjorde de i virkeligheden heller ikke. De vidnede stort set kun om helt almindelige ting, som Tom Dooley givetvis gjorde næsten hver dag, ikke kun denne torsdag, fredag og lørdag. De gjorde det, med en enkelt undtagelse, ikke for at mistænkeliggøre Tom, men fordi, de rent faktisk havde observeret det. Det var anklagemyndigheden, som fik disse helt dagligdags begivenheder til at virke mistænkelige, ikke vidnerne, fx at Tom kom for at besøge Ann om morgenen, men det gjorde han jo stort set hver dag. At Tom havde gået i retning af Anns hus, så han passerede vejen, der førte til Bates Place, men det gjorde han hver gang han skulle gå fra sit eget hjem til hendes. At han bestilte spiritus hos sin slægtning, men det var givetvis ikke første gang, han havde gjort det. At han lånte en hakke af Lotty Foster, men vejen blev faktisk udbedret. At han gik ud i laden om eftermiddagen, men det har han formodentlig gjort mange eftermiddage, at han og Ann påstod, at de sad ude og drak spiritus hele natten, men det har de sikkert gjort mange forårs- og sommernætter og så fremdeles. Altså ikke noget specielt, hvis ikke anklagemyndigheden havde gjort det til noget lyssky. Det eneste vidne, som jeg tror løj, var Carl Carlton, og hans løgn bestod i at rykke sit møde med Tom på stien ved hans gård nogle måneder. Og det kan godt være Wilson, som ikke boede langt fra ham, som har fået ham til det.

Hvis min teori holder, udestår spørgsmålet om, hvorfor Zebulon Vance påtog sig sagen, for så var det næppe James Isbell, der overtalte Vance til at gennemføre et dårligt forsvar. Så må jeg tilbage til historien om, at en anden person overtalte Vance til at føre det bedste forsvar, han formåede, og at dette bare ikke var godt nok. Denne person kan selvfølgelig have været oberst James C. Horton, som legenderne vil vide, og som Karen Wheeling Reynolds anfører i sin roman, men det kan lige så godt havde været en anden, som måske kendte eksguvernøren eller havde kendt ham under krigen.