To gange forlægning og tre af de lange

Anden del af overskriften kunne indikere at vi besøgte en pølsevogn, men det gjorde vi ikke. Det var tre helt andre slags lange, der var tale om.

Vores oprindelige plan sagde, at fra Bowling Green skulle vi køre mod syd til Slidell i Louisiana med en enkelt overnatning i Meridian i Mississippi, og sådan skulle det næsten også komme til at gå. Tirsdag, da vi skulle forlade Bowling Green, var vejret til en afveksling gråt og grimt, og vi havde ikke kørt langt før det igen igen begyndte at regne. I første omgang skulle vi kun køre omkring 70 miles (110 km) til Nashville. Undervejs holdt det op med at regne. og det passede os fint, fordi vi ville vi tage en tur med en af de sightseeingbusser, der kører rundt i byen, og det er bedst i tørvejr. Da vi nåede Nashville, regnede det imidlertid igen kraftigt. Vi havde derfor valget mellem at sidde i regnvejr på toppen af en åben bus og blive meget våde, inden vi skulle fortsætte køreturen, eller sidde nede hvor vi intet ville kunne se. Vi valgte derfor den samme løsning som i Cincinnati og kørte rundt i bilen. Vi nåede at få set og taget billeder (udefra) af Country Music Hall of Fame og Ryman Auditorium. Sidstnævnte var mellem 1943 og 1974 hjemsted for den berømte radioudsendelse Grand Ole Opry, hvor der blev og fortsat bliver spillet countrymusik. I 1974 fik udsendelserne nyt hjemsted i Grand Ole Opry House, hvor de stadig holder til. Siden 1999 har radioshowet dog igen været opført i Ryman Auditoriun i 3 måneder om året, typisk november, december og januar. Det blev også til billeder af flere andre bygninger, blandt andre Nissan Stadium hvor NFL holdet Tennessee Titans spiller hjemmekampe.

Saturn V raket på rasteplads i det nordlige Alabama.

Da vi syntes at vi havde set nok af byen, vendte vi tilbage til motorvejen og fortsatte syd på mod Alabama, fortsat på I-65, som vi havde kørt på siden Louisville i Kentucky. Kort efter at have passeret statsgrænsen, så vi noget, der overraskede os en del. Noget, der lignede en raket, stak op over træerne, og da vi kom nærmere, kunne vi se, at det ikke bare lignede, men faktisk VAR en raket. Helt præcist var det en Saturn V raket, af samme slags som blev brugt i Apolloprogammet, og som altså havde sendt adskillige mennesker til månen. Det viste sig, at den stod ved Alabamas velkomstcenter, så vi måtte selvfølgelig ind for at se nærmere på den. Senere fandt vi ud af, at den fungerede som reklame og vartegn for et rumfartsmuseum i nærheden. Ved Birmingham, som vi ikke besøgte, skiftede vi motorvej til I-59 mod sydvest, mod grænsen til Mississippi. Knap 20 miles efter statsgrænsen nåede vi så til Meridian, men her kunne hverken gps eller internettet lokalisere en boghandel, og heller ikke et Walmart, selv om de givetvis har haft et sådant i byen. Vi blev derfor enige om at fortsætte omkring 90 km til den næste by, Laurel, og se om vi have bedre held der. Det havde vi egentlig ikke, i hvert fald ikke for så vidt angår boghandel (når jeg siger boghandel er det altid Barnes & Noble, jeg tænker på), men vi fandt da et Walmart, hvor vi kunne genforsyne med frugt og vand. Vi fandt også et hotel og et sted at spise aftensmad. Som dagen før blev det en Applebee's og her havde de ikke bare "2 for 20", men også "2 for 25" hvor forretterne var de samme, men med nogle andre hovedretter, så det valgte vi den dag.

På vej tilbage til hotellet blev vi enige om at fylde benzin på bilen, og det blev til turens hidtil laveste pris, $ 1,80 pr. gallon. Det dyreste vi hidtil havde betalt var i Bowling Green, hvor vi havde måtte slippe $ 2,17. De 1,80 svarer til 3,20 kr. pr. liter og de 2,17 til 3,85. Dejlige priser i forhold til 2014, hvor den var over $ 3 de fleste steder og af og til helt oppe nær 4 (mellem 5 og 7 kr. pr. liter). Vi synes, at det er billigt, men amerikanerne synes stadig, at det er for dyrt. Heldigvis er bilerne blevet betydeligt mere økonomiske end de første gange, vi var i USA. Selv vores 6 cylindrede, 250 HK Nissan kørte mellem 13 og 15 km på literen og på lange motorvejsstræk uden for mange stop, kunne man faktisk få den op på 17. Her kommer fartpilot og automatgear ind i billedet. Dagens etape blev på 758 km, turens hidtil længste, og skulle det vise sig hele turens næstlængste.

Vejret havde altså igen været regnfuldt bortset fra nogle korte pauser, blandt andet da vi så på rumraket, men det havde bestemt ikke været koldt. Det var til at mærke at vi nu var i sydstaterne. Temperaturen havde svinget mellem 25 og 29 grader hele dagen, og da solen kom frem, efter at vi havde nået Laurel, kom den helt op på 32 - og fugtigt var det også.

Tre af de lange

Så blev det endelig sommer. For første gang på turen oplevede vi en dag helt uden regn, og solen skinnede endda en stor del af dagen, hvor temperaturen svingede mellem 30 og 36 grader, mens vi kørte syd på. Til gengæld var det ikke så fugtigt, som vi havde forventet, og som man ofte oplever i sydstaterne.

Vi skulle køre fra Laurel til det næste mål i Slidell i Louisana. Slidell ligger i det nordøstlige hjørne af Lake Pontchartrain, 180 km fra Laurel ad I-59, men nu ville vi prøve noget andet end motorvej. Det betød at vi allerede efter omkring 50 km på I-59. forlod denne i byen Hattiesburg for i stedet at skifte til US Highway 49, der i modsætning til I-59's sydvestlige retning, går stik syd til Gulfport ved Den Mexicanske Golf. Det ville betyde en omvej på omkring 90 km, men hvad gør man ikke for oplevelsens skyld? Vejen havde for det meste fire spor, ligesom motorvejen, men der var mere at se på undervejs. Den var afbrudt af stoplys, og gik gennem små bebyggelser. I en af disse, Wiggins, afbrød vi turen for endnu engang at aflægge besøg i et af de evindelige Walmarts. Der var faktisk ikke mange dage, hvor vi ikke var i Walmart. Ofte for at købe frugt, men også for at købe tøj (undervejs på turen fik jeg købt 8 skjorter til en samlet pris af under 500 kr. I Danmark ville tilsvarende skjorter formodentlig have koste 4-500 kr. stykket. Og de holder! Selv om jeg har kasseret nogle skjorter i årenes løb, har jeg stadig nogle stykker tilbage fra turen i 2010, hvor man faktisk ikke kan se, at de er slidt. Dette besøg havde imidlertid et helt andet formål. Nu, hvor det stort set havde regnet i kortere eller længere perioder hver dag, ville vi gardere os. Næste dag skulle vi på sejltur i sumpen, og det er ikke specielt sjovt at sejle rundt under et skybrud, især hvis man kun har shorts og T-shirt på. Vi ville derfor købe noget regntæt. Vi havde faktisk set efter noget et par gange før, men det eneste vi havde fundet var komplette sæt med bukser, jakke og sydvest, men det var jo ikke hvalfangst, vi skulle på. Her lykkedes det os imidlertid at finde en poncho. Vi synes dog at den var lidt tynd, men tog den alligevel. Senere, et andet sted i butikken, fandt vi en, der så mere solid ud, og så købte vi dem begge.  Selv om vi senere fik masser af regn, regnede det på intet tidspunkt, når vi var ude af bilen, så ponchoerne havde faktisk også en forebyggende effekt!

St. Louis katedralen i New Orleans er USA's ældste domkirke. Foran står en statue af Præsident Andrew Jackson, helten fra Slaget om New Orleans i 1815.

Vi fortsatte til Gulfport, hvor vi så nødtvungent tog motorvej igen. Denne gang I-10 mod vest til Slidell. Det var ret tidligt, så vi blev enige om at vente med at finde et hotel til senere, og så i stedet tage dagens planlagte turistoplevelser først - og blandt disse var en muldyrvognstur i New Orleans, som vi senest besøgte i 2012. Det hurtigste og korteste ville have været at blive på I-10, men det var for nemt, så vi valgte en anden løsning. Vi kørte nord om Lake Pontchartrain ad I-12 godt 70 km til vi mødte I-55. Denne tog vi så mod syd mellem søerne Lake Pontchartrain og Lake Maurepas (jo, vi er i gammelt fransk område). Undervejs mod syd kørte vi gennem et sumpområde, der blandt andet omfatter Manchac Swamp og henover denne sump fører en 36,7 km lang bro, Manchac Swamp Bridge, nummer tre på listen over USA's længste broer. Det er en oplevelse at køre over den, selv om man ikke ser så meget lige nedenfor broen, når man kører på motorvejen, men området er spændende alligevel. På grund af omgivelserne, som består af såvel vand som træer, oplever man det nok ikke på samme måde som en bro, hvor der ikke er bevoksning i omgivelserne. De lokale påstår at det er verdens længste bro, som det er gratis at køre over. Vel på den anden side mødte vi igen I-10, som vi nu tog mod øst til New Orleans.

Og minsandten om ikke vi mødte endnu en lang bro så snart vi havde skiftet motorvej. Denne gang nummer 5 på listen. Bonnet Carre Spillway Bridge, som "kun" er 18 km lang. Vi fortsatte dog ufortrødent ind til New Orleans centrum, hvor vi parkerede på den samme parkeringsplads, som vi havde parkeret på flere gange før, helt nede ved floden i French Quarter. Temperaturen var stadig omkring 36-37 grader, men nu var luftfugtigheden steget en hel del siden om formiddagen. Vi spadserede op til Jackson Square, hvor de muldyrforspændte vogne holder. Der holdt da også tre, men ingen af dem var klar til at køre. Loven foreskriver, at når temperaturen er så høj, som den var, skal muldyrene have en pause på 30 minutter mellem hver tur, de kører, og de tre vogne var alle lige kommet tilbage. Vi opgav nu ikke så let, men slog os ned på en mur rundt om pladsen og ventede. 25 minutter senere kom vi så af sted i en vogn med plads til seks. Vi endte med at være otte, men de to var mindre børn, som sad på skødet af deres forældre. Turen var ikke den samme, som jeg tidligere havde prøvet. Vi kom blandt andet ikke i Bourbon Street, men til gengæld kom vi helt ned til Esplanade Avenue, som udgør den nordøstlige grænse for The Quarter eller Vieux Carre, som det hedder på fransk. Ad Royal Street kørte vi så ned til den modsatte grænse, Canal Street, inden vi returnerede til udgangspunktet. Hele vejen fortalte kusken historier, også nogle, jeg ikke have hørt før.

Da vi stod af vognen og havde betalt, ville vi gå over til St. Louis Katedralen, som vi aldrig tidligere havde været inde i, men inden vi kom så langt, blev vi stoppet af et par danskere, som havde hørt os tale dansk. Dem sludrede vi så lidt med, inden vi gik videre. Undervejs fik jeg taget billeder af de to Pontalbabygninger, som er nogle beboelsesejendomme fra 1840'erne med nogle meget smukke smedejernsaltangitre. På trods af pænt høje huslejer, mellem 20.000 og 33.000 om måneden, er der lange ventelister for at få en lejlighed. For nogle lejligheders vedkommende op til 30 år. Besøget i katedralen tog ikke lang tid, da der kun er et stort rum, som vi begge fik taget billeder af. To statuer var interessante, en af St. Louis, (kong Louix IX af Frankrig, som regerede i 1200-tallet), som har givet navn til kirken, og en af Jeanne d'Arc (kendt som Jomfruen fra Orleans), som er byens skytshelgen. Tidligere havde vi fået taget billeder af en anden statue af hende, til hest foran French Market. Efter besøget i katedralen søgte vi tilbage mod bilen i et ikke for højt tempo. Temperaturen havde nu passeret 40 og luftfugtigheden var ikke blevet mindre. Heldigvis havde vi vand i køleboksen i bilen, og det hjalp med en iskold vand.

På vej over Lake Pontchartrain Causeway. Vi er ca. halvvejs og den modsatte bred anes i det fjerne.

Vi kunne nu sætte kursen hjemad, men igen valgte vi at tage en omvej. Den korteste og hurtigste vej ad I-10 ville have været 55 km. Vi have imidlertid planlagt, at vi ville forlade byen via Lake Pontchartrain Causeway, hvilket forlængede turen til det dobbelte. Lake Pontchartrain Causeway er verdens længste bro, der kun går over vand uden at ramme land undervejs, og den er da også nummer 1 på listen over USA's længste broer. Godt 38 km er den, og det var så den sidste af dagens tre lange! Vi kunne have sparet noget tid ved at køre over den på vej til New Orleans, men vi ville hellere køre over den på hjemvejen. Det skyldes at broen er en betalingsbro. Ikke at det er dyrt, det koster kun $ 6 at køre over den, men igen kan man ikke betale med penge, men skal have den lokale variant af en brobizz, og det havde vi ikke. Til gengæld betaler man kun, når man kører fra nord mod syd ikke omvendt, så ved at tage broen hjem i stedet for ud undgik vi betalingsproblemer. Broen fører fra New Orleans-forstaden Metairie til Lewisburg på den anden side af søen. Fra Lewisburg kørte vi tilbage til I-12, som vi tog mod øst til Slidell. Her fandt vi et Comfort Inn & Suites, hvor vi fik et udmærket værelse.

Allerede hjemmefra havde jeg fundet en lokal restaurant ved navn Nola, som jeg havde set mig lun på. De havde en nydelig hjemmeside, og et interessant spisekort. På menuen var der fx "alligator bites" som forret, og det ville vi prøve. Indretningen var lidt cafeteriaagtig med meget plastic, men servitricen var sød, og maden var OK. Alligator bliver ikke min livret, men nu er det prøvet. Det er dog ikke noget, jeg vil køre langt for at få en anden gang. Det var nogenlunde som en mellemting mellem kogt kylling og blæksprutteringe i konsistens og med en svag fiskesmag. Til hovedret valgte vi begge fisk, og den var til gengæld fremragende. Tim fik en catfish platter og jeg fik dagens fish'n chips med malteddike. Chhips'en var nok de samme hver dag, men fisken skiftede :-).Efter maden kørte vi tilbage til hotellet for at hvile ud inden morgendagens to sumpture, en om morgenen og en om aftenen. Hvad vi skulle bruge tiden mellem de to ture til, vidste vi endnu ikke, men det fandt vi ud af.