Ad US Highway 65 og 61

I 2004 var vi på vej mod syd fra St. Louis, Missouri til New Orleans, Louisiana. Den næstsidste dag før vi skulle komme til New Orleans og dagen før, vi kørte gennem Cajun Country, skulle vi køre fra Pine Bluff, Arkansas til Opelousas, Louisiana. Det var dengang, vi stadig gjorde os store anstrengelser for at krydse statsgrænserne på Interstate Highways, fordi vi der kunne finde Welcome Centers.

Vi havde altså overnattet i Pine Bluff, Arkansas, hvortil vi ankom under et kraftigt skybrud, og næste morgen, da vi skulle videre regnede det fortsat.  Men vi skulle alligevel videre til Opelousas i Louisiana. Og oh ve oh skræk, der var simpelthen ingen motorveje, der krydsede grænsen mellem Arkansas og Louisiana, og ingen motorveje betyder ingen velkomstcenter. Vi havde så to valg. Vi kunne køre langt mod øst og ind i Tennessee og finde en motorvej der, eller vi kunne køre lige så langt mod sydvest, ind i Texas og derfra videre mod Louisiana, men vi endte med at bide i det sure æble, og bare køre mod syd, og så krydse grænsen på en "almindelig" hovedvej.

Vejen vi kørte mod syd ad, var U.S. 65, og den var et godt eksempel på, at highways ikke altid er motorveje. I starten var vejen 4-spors, og der var en hastighedsgrænse på 60 miles (96 km) i timen, men hurtigt snævrede vejen ind til to spor, og så faldt hastigheden til 50 miles (80 km) i timen. Senere faldt den endnu mere, fx i gennem byer, hvor den ofte var nede på 35 miles  (56 km), så det gik ikke specielt stærkt med at komme syd på. Men til gengæld var vejen – eller rettere dens omgivelser, ganske smukke. Blandt andet så vi en mængde af de rødvingede solsorte som vi også havde set i St. Louis, og i grøfterne langs vejkanten stod masser af hejrer, dels en stor art, Great Egret (Hvid Hejre) og dels en mindre art, Golden Egret (som ikke har  et dansk navn). Som altid lå der masser af "road kill" i vejsiden. Det ses overalt, sammen med store mængder af eksploderede dæk og afrevne slidbaner. Dyrene her var især egern, opossum og vaskebjørne, men efterhånden som vi kom længer mod syd, begyndte der også at komme bæltedyr og vi så faktisk også en enkelt skildpadde. Apropos bæltedyr, så ser de (jeg ved, det ikke er morsomt, men alligevel) ret sjove ud, når de ligger i vejsiden. De ligger typisk på ryggen med deres fire korte ben strittende lige op i vejret. Det minder mest af alt om en sparegris, der er blevet vendt om. Bæltedyr er ikke særligt hurtige, og når de bliver forskrækkede hopper de lige op i luften, hvilket betyder at de ofte bliver ramt af biler. Faktisk dør der så mange bæltedyr i trafikken, at der er opstået en gåde omkring det: "Hvorfor gik opossummen over vejen?" – "For at vise bæltedyret at det kunne lade sig gøre!"

Var vejen smuk, var der imidlertid en ulempe ved den. Ingen rastepladser og dermed ingen toiletter. Efterhånden opstod der et behov for et sådant, men selvfølgelig på et tidspunkt, hvor der heller ikke var tankstationer eller byer. På vores kort var godt nok vist en rasteplads ved en sø kort før grænsen til Louisiana, men det viste sig at være snyd og bedrag. Søen var der godt nok, men der var absolut ingen rasteplads. Vi var derfor ret trængende, da vi nåede byen Lake Providence lidt syd for grænsen til Louisiana, som vi i øvrigt havde krydset stort set uden at opdage det. Her skiltede man med to ting, et "bomuldsmuseum" og et Visitor Center. Vi blev enige om, at begge steder måtte de have de nødvendige faciliteter, og valget fald så på Visitor Centeret, mest fordi, det var det vi kom forbi først.

Stedet blev bestyret af en ældre dame, der enten må have været synsk, været vant til at besøgende kun kom af én årsag – eller også har hun kunnet aflæse vores kropssprog (måske set vandet i vores øjne), da vi kom ind, for de første ord hun overhovedet ytrede var "Do you need to use the restroom?" Og så pegede hun i den retning, hvor denne facilitet befandt sig. Da vi havde fået ordnet hvad vi nu skulle ordne, vendte vi tilbage til damen, som åbenbart syntes at nu, hvor vi var tømt ud, skulle vi fyldes op igen, for hun tilbød os både friskpresset, hjemmelavet limonade, kaffe, og ice tea. Vi valgte limonaden, og mens vi drak saften af friskpressede citroner og lime (hun pressede mens vi så på), blandet med sukker og vand, fik vi en sludder med damen, der som så mange andre ville vide, hvor vi kom fra. I modsætning til de fleste andre som vi havde mødt, kendte hun faktisk Danmark – og vidste oven i købet, hvor det lå! Det viste sig, at hun havde arbejdet i et dansk møbelfirmas afdeling i Puerto Rico. Hvilket firma kom vi imidlertid aldrig frem til. Damen var sin opgave som turistinformationsmedarbejder voksen, og spurgte hvor vi var på vej hen. Da vi svarede at vi var på vej til Opelousas længere mod syd i Louisiana, så hun i første omgang helt uforstående ud, som om hun tænkte "Hvad vil turister dog der?", men hun fattede sig hurtigt, ikke mindst, da vi forklarede, at det kun var et stop på vejen mod New Orleans. Derefter gav hun sig til at hive brochurer ned fra reolerne og forklare os om ting, vi absolut skulle se på vejen, og vi takkede hende varmt for hendes hjælpsomhed, og kørte så senere forbi de fleste af hendes anbefalede attraktioner, da vi havde vores egne planer, som ikke lige sådan kunne fraviges. Inden vi nåede at forlade centeret, nåede hun at fortælle os, at hun oprindelig havde været episkopal, men nu var blevet presbyterianer, eller også var det omvendt. Grunden til hendes omvendelse var den, at hun havde gået til pistolskydning med præsten fra den "konkurrerende" trosretning, og han havde talt så smukt til hende, mens de rensede pistoler efter målskydningen, at hun altså havde ladet sig omvende. Over en halv time kom det toiletbesøg til at vare, men så var vi også blevet velinformerede.

Nu kunne vi selvfølgelig have valgt at fortsætte direkte mod Opelousas, men det ville have været for nemt. Så da US-65 mødte Interstate 20 ved byen Tallulah, fortsatte vi ikke mod syd, som ellers ville have været det naturlige. I stedet kørte vi mod øst ad motorvejen, krydsede Mississippi og kørte ind i staten af samme navn. Ikke for at besøge et velkomstcenter, næh nej, uha uha. Vi skulle skam være kulturelle og se en slagmark! Denne gang Vicksburg National Military park, skueplads for en af de længste belejringer på den vestlige front under borgerkrigen, men også for den første store sejr til nordstaterne. Vi fandt derfor parkens visitor center og købte billet til os og bilen. Vi kørte rundt i parken og stod da også ud et par gange, men mere blev det ikke til. Der var kun et eneste hus tilbage, som havde ligget der siden 1863, hvor slaget fandt sted. Alt andet var væk – selvfølgelig bortset fra senere tilkomne monumenter. Mest interessant i parken var udsigten over Mississippi og så en gammel pansret kanonbåd fra borgerkrigen. Skibet var det første skib i verdenshistorien, som blev sænket af en sømine. Det skete i Yazoo floden i 1862, og Cairo blev genfundet i 1956 og nu var kanonbåden altså hævet og opstillet her i Vicksburg.

Fra Vicksburg valgte vi at blive på Mississippisiden af Mississippifloden. Vi tog derfor  Highway 61 mod syd. Denne vej begynder i en by, der hedder Wyoming, ikke at forveksle med staten af samme navn. Byen, hvor vejen begynder, ligger i Minnesota, og herfra strækker vejen sig helt ned til New Orleans. Vejen kaldes "The Blues Highway", fordi den går gennem det såkaldte Mississippi delta, som ligger i den nordlige del af staten Mississippi, fra omkring grænsen til Tennessee og så ned til ca. omkring Vicksburg, og fra vest til øst mellem floderne Mississippi og Yazoo. I dette område blev bluesmusikken efter sigende født, og mange kendte bluesmusikere kommer da også fra dette område, fx Robert Johnson, B. B. King og Muddy Waters. Bluessangerinden Bessie Smith døde i et biluheld på U.S. 61. Også jazz og rock henter mange rødder i dette område.  Mit kendskab til Highway 61, som vejen jo kaldes, kommer faktisk også fra musikken, nemlig fra Bob Dylans "Highway 61 Revisited". Særligt en indspilning med Johnny Winter holder jeg meget af. Bob Dylan blev i øvrigt også selv født ved Highway 61, om end i den nordlige del i Minnesota. Den 4. april 1968 blev Martin Luther King skudt på Lorraine Motel i Memphis. Motellet lå dengang på Highway 61, og vejen har næsten samme status i USA som Route 66.

Det var i øvrigt på vej ned ad Highway 61, at bilens airconditionanlæg stod af, og det kom aldrig til at virke igen, så den eneste aircondition, vi havde på resten af den tur, var at åbne vinduerne. Men det gav ikke meget, når temperaturen udenfor var omkring 35° eller højere. Vi forlod vejen i Natchez og krydsede Mississippi igen, og fortsatte ad U.S. 84 (som ikke er spor kendt) til byen Alexandria, hvor vi skiftede til I-49 det sidste stykke mod syd til Opelousas.