Aftentur til flods!

Dagen bød på endnu en forlægningstur gennem spændende og ikke mindst meget afvekslende landskaber. Fra Salt Lake City og på vej mod det sydøstlige Utah skifter landskabet faktisk radikalt karakter, endda flere gange, som også beskrevet i artiklen Landskaber i Utah.

Vi startede dagen i sydlig retning på motorvej (I-5), men efter ca. 90 km kørsel skiftede vi til U.S. Highway 6, som fører mod sydøst gennem Uintah Mountains, den eneste større bjergkæde i USA, der går i øst-vestlig retning. 6'eren fører i sidste ende ud til Interstate 70 nær byen Green River, men selv om vi skulle der forbi, blev vi nu ikke på Route 6 så langt. Sekseren fører på denne strækning gennem Utahs vigtigste kulmineområde, og i modsætning til sidst, hvor vi ikke så et eneste, mødte vi faktisk en række meget lange tog, med både tomme og fyldte kulvogne, da vejen stort set går parallelt med jernbanen gennem bjergene. Ved Price, ca. 80 km fra motorvejen skiftede vi til Utah Road 10, som går mod syd, men i en mere vestlig retning end U.S. 6. 10'eren går gennem byer som Huntington, Clawson, Castledale og Ferron og i sidstnævnte gjorde vi holdt, for at skifte chauffør.

Noget syd for byen Emery nåede vi så frem til I-70, omkring 100 km vest for det sted, vi ville være kommet, hvis vi havde fulgt 6'eren hele vejen. Grunden til denne gedigne omvej var, at jeg gerne ville køre gennem San Raphael Swell, en ret speciel klippeformation, på motorvejen. For tre år siden gjorde vi det samme, men den anden vej, og nu ville jeg så gerne prøve igen. Denne motorvejsstrækning kaldes af nogle for USA's smukkeste, og den er da også ganske spændende. Vi stoppede undervejs på en rasteplads, for at at nyde udsigten. Her havde en del navajoer slået sig ned med borde  eller bare med tæpper på jorden, hvorfra de solgte kunsthåndværk, ikke mindst smykker. Disse navajosmykker af sølv og turkis er ganske nydelige – men de ved også, hvad de skal have for dem, så vi købte ingenting, men fortsatte mod øst ad motorvejen, indtil vi mødte US Highway 191, som fører mod syd til Moab (og videre). Da vi nåede Moab, var klokken ikke så mange, så vi kørte først til hovedkvarteret for Moab Adventure Center for at bekræfte vores deltagelse i den Hummer-tur, som vi havde bestilt hjemmefra, og som vi skulle på næste dag. Undervejs var vi også blevet opmærksomme på en aftentur på Coloradofloden med indlagt mad og lysshow, så det købte vi billet til til samme aften. Så havde vi noget at lave begge aftener i Moab.

Efter at have besøgt kontoret kørte vi ud til Arches National Park, som ligger ca. 5 km nord for Moab. Tim og jeg havde været her før, og det samme havde Dorte og jeg i 2006, så Tina fik lov til at bestemme, hvad hun ville se. Parken er kendt for sine over 2.200 buer (arches), som har givet den navn, men der er også mange andre klippeformationer, man kan beundre. De sidste var Tina ikke specielt interesseret i, da vi allerede havde set diverse klippeformationer flere andre steder, og skulle se flere de næste dage, så vi koncentrerede os om buerne, men gjorde dog et kort fotostop ved klippeformationen, der kaldes "de tre sladretasker". En bue skal have en åbning på mindst 90 cm, og der skal være "luft" på begge sider af åbningen, for den kan regnes med til buerne. Parken har altså over 2.200 af disse, med åbninger fra omkring de 90 cm til over 90 meter. Så mange så vi nu ikke. Vi kørte i første omgang til det såkaldte "windows-område", hvor man kan se North Window, South Window, Turret Arch, Double Arch m.fl. Her gik Tina og jeg en kort tur, mens Tim tog en noget længere op til "vinduerne".

Herfra kørte vi til enden af hovedvejen, og undervejs kunne vi nyde Broken Arch og Skyline Arch foruden det labyrintiske område, der kaldes Fiery Furnace, og hvor der kun er adgang med guide. På tilbagevejen tog vi en afstikker til parkens mest berømte bue, Delicate Arch, som er blevet symbol for Utah og som er afbildet på statens nummerplader. Hvis man ikke orker at gå de to-tre timer hver vej op til Archen, er der to udsigtspunkter, hvorfra man se den. Da klokken var tæt på 16, og temperaturen var over 35 i solen, og der ikke var skygge på vej derop, valgte vi at se og fotografere den fra det nederste af de to udsigtspunkter, hvorfra udsigten faktisk er bedst. Efter Delicate Arch kørte vi igen ud af parken og tilbage mod byen. Lige før man kører ind i Moab, går Utah Road 28 fra hovedvejen og slynger sig mod øst langs Coloradofloden, og 14 miles (22 km) ude af denne ligger det hotel, hvor vi skulle bo.

Vi kørte derud og fik vores værelse, en "suite" med en enkelt king size bed, som Tim og jeg delte mens Tina skulle sove på en sovesofa i det tilstødende kombinerede stue og køkken. Værelset havde egen terrasse lige ud til floden, og som vi vidste fra sidste gang, var der en formidabel udsigt til grøn flod og røde klipper. Ved indtjekningen havde Tina også fået bekræftet næste dags ridetur, så nu slappede vi af på værelset et par timer.

Vi skulle være ved aftentursbådens afgangssted lige uden for byen kl. 19.00 og selv med vejarbejde på Route 28, var vi der i fin tid. I det kombinerede billetkontor/souvenirshop fik vi byttet vores reservation til tre billetter, og der var også tid nok til at se på de forskellige souvenirs, men vi købte nu ikke noget ved den lejlighed. Klokken 19.30 blev der serveret en cowboy-middag i stedets store spisesal. Det var forskellige retter, fx oksekød, kylling, kalkun, svinekød, grøntsager, majs og kartofler, alt tilberedt i hver sin såkaldte "dutch oven", en slags gryde med et meget tætsluttende låg (som en cocotte), hvor maden typisk simrer i timevis (i hvert fald kødet). Ved hver "gryde" stod en "cowboy/cowgirl" og øste op. Det var en "spis-alt-hvad-du-kan", men jeg nåede kun at gå en gang. Tim gik vist to, og Tina tog to gange af salatbaren, som også var stillet op. Desuden var der drikkevarer i form af sodavand, danskvand og postevand ad libitum, mens man måtte betale, hvis man ville have øl, vin eller spiritus. Inden og mens vi spiste, fortalte en ældre "cowboy" om maden og senere om turen.

Der var mange mennesker, der spiste, men det lykkes alle at få plads på båden. Vi havde ellers talt om, at vi nok skulle i to både, men det blev altså ikke nødvendigt. Cowboyen, som havde fortalt om turen, skulle også være vores guide, og fire af de cowboys der havde øst mad op, skulle passe lysshowet, som vi skulle se. Da mørket var ved at falde på sejlede vi ud på floden og op mod strømmen (ud mod vores hotel). Vi passerede et par broer i skumringen og dem hørte vi lidt om, og vi hørte også historien om "svævebanen til intetsteds", en svævebane lige ved floden som begynder ved foden af en klippe og fører op ad denne, til absolut ingenting. Oprindeligt skulle den have ført op til en restaurant, men manden, der ville bygge den, fik ikke lov og så blev han sur, så han nægtede at fjerne svævebanen. Den står nu som et minde om stædighed, og den har aldrig været i brug. Efterhånden som vi kom længere op ad floden, blev det helt mørkt og så startede lysshowet. To lastbiler med store projektører kørte på vejen langs floden og oplyste klipperne, så der dannes lys og skygge billeder, og samtidigt fik vi fortalt historier om området, både rent faktuelle geologiske og andre historier, men også myter fra de indianere, som tidligere havde boet i området, og om de første hvide, der kom dertil. Alt i alt meget amerikansk, men ikke så slemt, som jeg havde frygtet trods underlægningsmusikken, og historierne fejlede ikke noget.

Showet varede til omkring 22.15 og et kvarter senere var vi tilbage ved anløbspladsen, hvor vi steg i land igen og afleverede de obligatoriske drikkepenge. Vi fandt vores bil, og kl. 23.00 var vi tilbage på hotellet, hvor vi gik i seng med det samme. Tina skulle ride næste dag og være ved hestene kl. 8.