Blue Ridge Parkway

Vi har ved flere lejligheder kørt kortere eller længere stræk ad Blue Ridge Parkway eller dens forlængelse mod nord, Sheandoah Skyline Drive, hvilket jeg har fortalt om her. Blue Ridge Parkway er en naturskøn vej gennem Blue Ridge Mountains i det østlige USA. Vejen går fra Cherokee, North Carolina i den sydlige ende til Rockfish Gap nær Waynesboro, Virginia i den nordlige. Vejen, der er 755 kilometer lang (469 miles), forbinder de to nationalparker Great Smoky Mountains National Park og Shenandoah National Park. Selve vejen og de allernærmeste omgivelser, er i sig selv en nationalpark, og dette gør den til verdens længste og smalleste nationalpark.

Første gang vi besøgte vejen i 2000, skulle vi køre fra Cherokee til Hendersonville, begge byer i North Carolina. Vi besluttede at køre ad den sydlige del af Blue Ridge Parkway der på denne strækning blandt andet går gennem den sydligste del af Pigash National Forest. Vejen er de fleste steder meget smuk, og i hvert fald langt kønnere end motorvejen. Det meste af vejen kørte vi over de lavthængende skyer i Great Smoky Mountains og udsigten var køn, men ellers skete der ikke meget på turen. Det nærmeste vi kom en oplevelse var, da vi ved en lille butik, hvor vi provianterede, så et håndskrevet skilt, hvor der stod, at der var observeret bjørne i området, men skiltet var det eneste vi så – bjørne så vi ikke noget til. Ved Asheville forlod vi Blue Ridge Parkway og fortsatte ad North Carolina State Route 191 til Hendersonville. Senere på samme tur kom vi tilbage på Skyline Drive i Virginia, men det har jeg allerede fortalt om, så ikke mere om det.

I 2004 var vi igen i Cherokee, men denne gang kom vi fra syd (South Carolina) og skulle videre nord på. Igen ville vi køre ad Blue Ridge Parkway, men da vi jo allerede havde set det sydligste stykke første gang, vi var her, valgte vi at køre ad US Highway 19 og 74 gennem Maggie Valley til Asheville, og så kørte vi på parkvejen her, omkring milepost (milesten) 380. Nr. 1 ligger i vejens nordlige ende. Vejen snor sig over bjergene de første mange miles, og der burde være en fantastisk udsigt. Desværre regnede det, da vi kørte på vejen, og da regnen stilnede af, blev det tåge. Skyerne hænger ofte lavt over Blue Ridge, så man faktisk kører gennem eller over skyerne, men her var det ret tæt tåge, så der var faktisk slet ingen udsigt i begyndelsen, og det er lidt synd, for man kan ikke skynde sig. Der er en hastighedsgrænse på 45 miles (ca. 70 km/t) overalt på vejen – sine steder kan den endda være lavere, fx på grund af risiko for jordskred osv. Efterhånden lettede tågen dog, og vi kunne begynde at nyde udsigten.

Ved Craggy Gardens er bjergsiden dækket af rododendron, men de står også mange andre steder langs vejen, og da der stadig var nogle i blomst, selv om det var på det sidste, måtte vi stoppe et par steder for at fotografere. Disse stop er man nødt til at gøre på såkaldte "overviews". Det er simpelthen de eneste steder uden for de større rastepladser, hvor det er tilladt at stoppe. Vi stoppede også ved mange andre overviews, for at nyde udsigten, blandt andet over Mt. Mitchell, som er det højeste bjerg i det østlige Nordamerika. Faktisk findes det nærmeste bjerg, der er højere end Mt. Mitchells 2,037 meter i South Dakota, og det er jo ikke lige i nabolaget af North Carolina. Senere kørte vi fra parkvejen ved "Little Switzerland" for at se, hvad det var, men det viste sig bare at være et hotel og nogle huse bygget i schweizisk stil, så der blev vi ikke længe. Ved milepost 316 kørte vi fra igen, denne gang for at besøge nogle huler ved navn Linville Caverns. Disse huler er de eneste huler i North Carolina, der er åbne for offentligheden, og da vi havde sat os for, at vi ville se huler på denne tur, var det sidste chance. 

Hulerne ligger ved foden af Humpback Mountain, og vi fandt nemt stedet og fik købt billet. Der lukkes ikke så mange ind i hulerne af gangen, da de som sagt er forholdsvis små, så der var en del ventetid, inden det blev vores tur. Herefter blev vi ført rundt i hulerne af en guide. Hulerne holder en konstant temperatur på ca. 11 grader, så det var et godt sted at blive nedkølet. Overtøj kan anbefales, hvis man er kuldskær. Hulerne blev opdaget i 1822, ved at man opdagede af ørred svømmede ud og ind af bjerget. Under borgerkrigen var hulerne tilholdssted for desertører fra begge sider. En gang havde nogle desertører slået sig ned på en sandbanke i floden, der løber gennem hulerne, men da de tændte bål for at lave mad, tænkte de ikke på, at røgen måtte komme ud et sted. Den sivede ud gennem revner i loftet, og til sidst blev de opdaget og arresteret. Redskaber, der er blevet fundet siden, antyder, at desertørerne lavede sko, og måske solgte dem til de lokale i bytte for mad og andre forsy­ninger. Hulerne indeholder ikke så mange drypsten, som vi har set andre steder, men nogle er der dog. Undervejs gennem hulerne så vi nogle af de blinde ørred, der lever i det totale mørke, og guiden demonstrerede, hvad totalt mørke vil sige, ved at slukke lyset, da vi var ret langt inde i hulen, og det er meget mørkt, skal jeg hilse og sige. Læger har fundet ud af, at hvis man opholder sig herinde i omkring et halvt år, vil man være total blind, fordi øjenmuskulaturen vil være helt degenereret af mangel på brug. Men det behøver man nu ikke at være nervøs for, for længe inden vil man være blevet vanvittig af at befinde sig i det totale mørke og blive dryppet på af det evigt dryppende vand fra loftet. Vi så også en enkelt flagermus, men den art, der lever i hulerne er ret små, så den var svær at fotografere. Om vinteren er der mange flagermus, for da sover de vintersøvn i hulerne. Det gør også en særlig art stankelbensedderkopper (Grand-daddy-long-legs). I floden lever der også krebs foruden ørred, men dem så vi ikke noget til.

Efter besøget i hulerne kørte vi tilbage til Blue Ridge Parkway og fortsatte nordpå, og via Lin Cove Viaduct, kørte vi rundt om Grandfather Mountain. Grandfather Mountain er dels et bjerg (1.818 meter), og dels en natur- og turistpark. Med lidt held kan man se både bjørne, og USAs nationalfugl, den hvidhovede havørn, i området. Vi gjorde nu ikke holdt, da det var ved at være sent, og vi skulle finde et sted at overnatte. Vi kørte derfor fra Blue Ridge Parkway, og satte kursen mod byen Boone, der er amtshovedstad i Watauga County, og et kendt vintersportssted. Der er derfor rigtigt mange hoteller i byen (som i øvrigt er opkaldt efter pelsjægeren Daniel Boone). 

Efter en god nattesøvn, skulle vi så tilbage til Blue Ridge Parkway og videre mod nord. Vi var stadig ikke færdige med denne smukke vej, og der var flere ting, vi gerne ville se. Det første sted, var der nu ikke meget at se. Det var det såkaldte Daniel Boone Trace, og det var bare et sted, hvor Daniel Bone havde gået engang omkring 1770, på sin vej mod vest. Der skal ikke meget til for at "gøre en attraktion" i USA. Umiddelbart efter var vejen så spærret, og vi blev sendt ud på en længere omkørsel, og vi havde kørt omkring 20 miles, da vi kom tilbage til parkvejen. Vi mente derfor, at vi måtte være gået glip af nogle af de ting, vi gerne ville have set, men det viste sig hurtigt, da vi kom forbi den næste milepost, at omkørslen på 20 miles, kun havde ført os ca. 3-4 miles længere nord på. Ved udsigtspunktet "The Lump" stod et skilt, der fortalte om Tom Dooley, der så tragisk blev hængt i naboamtet i 1868, og som der er skrevet indtil mange sange om, den mest berømte med Kingston Trioen er fra omkring 1958. Helt præcist står der på skiltet: 

”…Hang down your head.”

 In 1868 in neighboring Wilkes county, N.C., the newspaper printed the following:

”Thomas C. Dula suffered the extreme penalty of law by hanging… Convicted of murder…”

"During his last days in jail tradition says he composed his tragic and still popular song, in which he confessed stabbing his sweetheart. But the song did not reveal the other woman who may have done the deed.

 ”Poor boy you're bound to die…”

Inden vi så skiltet vidste jeg ikke meget andet om Tom Dooley, end at der var skrevet en sang om ham, og at i sangen blev han hængt, men efter at have set skiltet, blev jeg interesseret, og da vi kom hjem gik jeg på nettet for at få mere viden. I vores rejsedagbog fra denne tur skrev jeg dengang en længere redegørelse for den spændende historie, som desværre er helt forkert på mange punkter, fordi jeg baserede den på de forskellige hjemmesiders historier. Disse har igen deres viden fra hinanden – og fra legenderne og sangene om Tom Dooley, men ingen af dem har tilsyneladende valgt at undersøge sagens fakta. Siden har jeg forsket en hel del i sagen, og nogle af de resultater, jeg er kommet frem til, kan læses her.

Da vi havde set på skiltet og alle sammen på skift var blevet fotograferet ved siden af det, fortsatte vi turen nord på, til det næste stop ved Northwest Trading Post, en blandet landhandel og udsalgssted for mange af de kunsthåndværkere, der holder til i Blue Ridge Mountains. Her så vi lidt på de udstillede varer, og fotograferede nogle af de varianter af træhegn som der er så mange af i de østlige sydstater. Det sidste stop vi gjorde inden vi forlod parkvejen var ved Brinegar Cabin. Det er en lille hytte af træ med kun to rum, som havde været beboet af familien Brinegar helt op til 1933.

Senere mødte vi vejen igen i den nordlige ende, men ved den lejlighed kørte vi ikke langt på den. Men dog langt nok til at få et billede af Bue Ridge Mountains og udsigten fra vejen.