Moler, Kaj, kirker og vindmøller (Onsdag)

Endnu en dag med et indlagt besøg. Denne gang var det Kaj, Dortes fætter, jeg havde aftalt besøg hos. Kaj bor i Vestervig, hvor man også finder kirken med graven, der efter legenden rummer det tragisk-romantiske par, Liden Kirsten og Prins Buris, som var ofre for en ond konge. En god og altså tragisk kærlighedshistorie - men desværre helt forkert. Faktisk bor Kaj på Liden Kirstensvej, så mere romantisk bliver det næsten ikke. I modsætning til mit møde Ole den foregående dag, havde jeg ikke aftalt noget fast tidspunkt med Kaj; bare at jeg ville komme i løbet af eftermiddagen. Jeg besluttede mig derfor til, at ville besøge Mors undervejs; en ø, hvor jeg ikke tidligere har sat mine ben, bortset fra en gang, hvor jeg passerede den fra nord til syd uden at stoppe. Jeg kontaktede derfor Per, en anden tidligere kollega fra Søværnet, som har slået sine folder på de kanter, som kommunaldirektør i Morsø Kommune, så han kunne fortælle mig, hvad jeg skulle se på øen. Han sendte mig en liste så lang, at jeg kunne se, at der var til flere ugers ophold, så jeg måtte beherske mig. Men først skulle jeg jo af sted.

Jeg var ret alene på Tranum Strand denne onsdag morgen, da klokken var omkring 8.30.

Jeg startede som dagen før med et godt morgenmåltid på hotellet, glimrende buffet, ikke mindst når man tænker på, at det faktisk er et vandrehjem. Fra hotellet kørte jeg mod sydvest ad en ringvej rundt om Brønderslev, som jeg skulle komme til at kende godt. Jeg havde allerede kørt på den om mandagen, men nu skulle jeg altså på den igen. Endnu en gang tog jeg turen gennem Store Vildmose, men denne gang dog uden at stoppe. Fra Åbybro skulle jeg vest på, og da jeg alligevel kom i nærheden af Tranum, tog jeg en afstikker ud til Tranum Strand, hvor jeg var på feriekoloni tilbage i 1968. Bygningerne lå der endnu, men var nu et kursuscenter eller noget i samme stil, og helt ude ved stranden var der bygget såvel kulturcenter som hotel og flere sommerhuse. Man kan da heller ikke vende ryggen til et eneste øjeblik, før de laver alt om. Men jeg gik alligevel en kort tur ved stranden, hvor der ikke var mange andre mennesker her lidt over otte en blæsende onsdag morgen. Fra stranden kørte jeg ad kystvejen, som går langs den ås, der strækker sig parallelt med kysten på de kanter, og hvor jeg og nogle af kammeraterne plukkede blåbær i spandevis, da vi var på den omtalte feriekoloni. Fra parkeringspladsen ved Fosdalshus og Lerup Kirke gik jeg en tur ad stien gennem Fosdalen, som er et meget smukt område, hvis man altså kan lide den slags natur. Jeg kan! I dalen er der en hellig kilde, Vor Frue Kilde (som der godt nok ikke er meget vand i mere), og i tidligere tider blev der holdt kildemarkeder her, på samme måde som ved Kirsten Piils kilde i Klampenborg Dyrehave, men her udviklede det sig ikke til et forlystelsessted som Bakken. Det skyldes formodentlig en hedengangen lokal præst. Markedet udviklede sig efterhånden, som man har set andre steder, Bakken ikke undtaget, til et frygteligt uvæsen med druk, slagsmål og - oh hvilken grusommelighed - dans, og hvad deraf kan følge, når unge mennesker danser med medlemmer af det modsatte køn - eller måske samme, hvad ved jeg? Sognepræsten følte sig foranlediget til at klage sin nød over det, han kaldte "grov uskikkelighed" til biskoppen i Børglum, som derfor lukkede markedet. Øv! Det var i 1585, to år efter at Bakken blev etableret med sit kildemarked, så havde præsten været lidt mindre hellig, og havde biskoppen ikke blandet sig, kunne Vendsyssel måske have pralet af at have verdens ældste forlystelsespark i stedet for Klampenborg, da kildemarkedet jo allerede havde fungeret i en del år inden præst og biskop satte en stopper for løjerne. 

Fra Fosdalen satte jeg nu kursen mod Fjerritslev og Gøttrup, og på denne måde forlod jeg Vendsyssel (Wændle Sysæl, som det hed i Kong Valdemars Jordebog), og kørte ind i Thy, som engang var en ø, men som senere voksede sammen med Vendyssel som også var sin egen ø. For at blive ved Valdemar Sejr, hvis far jeg vender tilbage til senere, kaldte hans jordebog området for Thiuthæ Sysæl. Fra Gøttrup fortsatte jeg over dæmningen mellem Limfjorden og naturområdet Vejlerne. Her gjorde jeg et enkelt stop, for at se lidt på naturen og optage en kort video til min YouTube kanal, The Glocal Explorer, som jeg også omtalte i den første video fra årets tur. Ikke at der var meget at se lige ved parkeringspladsen, men et udsigtstårn var der da, hvorfra jeg kunne se nogle vandfugle i det fjerne, og nogle svaler tæt på, idet de havde bygget reder inde i tårnet og fløj ind og ud omkring hovederne på gæsterne. Godt Tim ikke var med! Herfra fortsatte jeg til Arup, eller rettere til pynten nær denne landsby, hvor der findes et færgeleje. Herfra ville jeg kaste mig ud i en færgesejlads, noget jeg jo ellers ikke holder meget af, men overfarten med Feggesundfærgen, varer kun fem minutter, så det var til at leve med, og så var det hurtigere end at køre 40 km længere og så tage broen over Vilsund; ikke mindst fordi jeg så skulle have været nordpå igen på Mors, da mit første mål lå ikke så langt fra færgelejet i Feggesund.

Da jeg kom til færgen, lå den på den anden side, men ti minutter senere satte den dampen op, og 15 minutter efter det, var de fem ombordværende biler kørt i land, og de otte der ventede (jeg var nummer tre) kunne køre ombord. Betalingen på 70 kr. blev opkrævet undervejs og fem minutter senere var vi ovre og kunne køre i land. Lige ved siden af færgelejet ligger Feggesund Færgekro, og dagen før havde Ole fortalt mig, at de serverede fremragende stegte ål, men dels var klokken kun omkring 10, og dels er ål (bortset fra i røget tilstand) en af de få fisk, jeg ikke bryder mig om, så jeg sprang over. I stedet fortsatte jeg til det første sted, jeg havde valgt at besøge, Moler Museet med tilhørende molersgrav. Her betalte jeg entre, som på grund af coronoakrisen var nedsat til det halve, og så gik jeg indenfor for at se på de fossiler af planter og dyr, som er fundet i moleren. Her skal altså tryk på både o'et og e'et; det har ikke noget med moler at gøre - altså de, der typisk omgiver en havn. Det var ganske interessant med såvel en forstenet skildpadde, fisk og andre uhyrer foruden hajtænder i massevis og også nogle forstenede træer. Moleret er aflejringer, da blev afsat over en periode på ca. 2 millioner år, da området var dækket af hav for mellem 53 og 55 millioner af år siden - så det er ikke fra i forgårs. Selve moleret er rester af alger, og i dette lag er andre dyr så landet, når de døde, og dækket af mere moler er de så forstenede. Geologi for begyndere! Man kan læse meget mere om moleret og fundene i bøger og på nettet. Da jeg var færdig med at besigtige det lille museum, hvor de i øvrigt også solgte mjød, gik jeg over til selve graven. Man kan leje en geologhammer og så selv lede efter fossiler, og det var der rigtigt mange, der gjorde, men jeg undlod og gik bare omkring og beundrede området og de mange mennesker, der hamrede løs. Jeg blev dog ikke længe, for det begyndte at regne, og jeg havde ikke overtøj på, så jeg gik tilbage til bilen.

Udsigt over molersgraven ved Molersmuseet. De fleste menesker stod på samme side, som jeg selv, så dem så jeg først, da jeg kom ned i graven.

Næste mål var Ejerslev Havn, hvorfor ved jeg egentlig ikke, men navnet lød sjovt. Da jeg nåede frem, regnede det ikke længere, men var stadig meget overskyet og mørkt. Jeg besluttede dog at vove pelsen og forlade bilen og gå en tur rundt om Ejerslev Lagun (jo, det hedder søen), en tur på ca. 1,5 km. Jeg nåede dog kun knap en tredjedel af vejen, så begyndte det at regne igen, og jeg gik tilbage til bilen, hvor jeg undlod at ringe hjem. Jeg havde nemlig tidligere set et skilt, hvor der stod at den bedste mobildækning, var på toppen af en lille bakke, hvor jeg så var kravlet op, kun for at opdage at min telefon absolut ikke havde nogen form for dækning overhovedet. I stedet satte jeg kursen mod Nykøbing Mors.

I Nykøbing fandt jeg et sted at parkere bilen nede ved havnen, og så gik jeg en tur på gågaden og fik taget nogle billeder af kirken og gaden. Kirken er ret ny, nemlig fra 1884, da den gamle kirke ikke kunne mere, og det ville være umuligt at restaurere den, men trods dette er den ganske interessant. Kirken er opkaldt efter helgenen Sankt Clement, og det var den tidligere kirke også. Denne tidligere kirke lignede en noget stor landsbykirke, som vi kender dem andre steder fra, men den nye er en korskirke med tårnet i den nordlige ende. Jeg var ikke inde i kirken, men gik en kort tur på kirkepladsen, hvor der var marked og på gågaden, inden jeg vendte tilbage til bilen. På vejen tilbage passerede jeg en byens biograf, en biograf af den gamle slags med en søjleomkranset portal ved indgangen. Sådan! Det ser man ikke meget i København mere. Under hele mit ophold i Nykøbing skinnede solen, og det blev den ved med resten af dagen. Fra Nykøbing satte jeg kursen øst på, nok ikke ad den nærmeste vej, da jeg gerne ville se Morsø Traktormuseum, men da jeg nåede frem, kunne jeg se at klokken nærmede sig 13.15, så jeg fortsatte i stedet til Næssund og endnu en omgang færgetur. Denne færge drives af en forening og færgens betjenes af frivllige, men prisen var den samme som Feggesundfærgen, og turen varede da også de samme fem minutter. Vel ovre på den anden side satte jeg kursen mod Vestervig. Her fulgte jeg instrukserne fra Google Maps på min telefon, og den valgte den hurtigste, men ikke den korteste rute, så jeg kom ikke gennem Hurup, men uden om denne by, og jeg kom derfor til Vestervig nord fra og ikke øst fra, som den korteste rute ville have været. Maskinen førte mig uden problemer frem til Kaj - eller i hvert fald hans hus.

Som tilfældet var med mit besøg hos Ole dagen før, er der ikke meget at skrive om besøget hos Kaj; vi sludrede og drak kaffe og spiste kage og havde det bare hyggeligt, men til sidst måtte jeg tage afsked; jeg skulle jo tilbage til Vrå, en tur på omkring 140 km og ca. 2 timer, hvis jeg havde taget den hurtigste vej, men selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Først kørte jeg op til den berømte kirke, Danmarks største landsbykirke, der tidligere har været kloster- og domkirke, før klosteret og bispesædet flyttede fra Vestervig til Børglum. Da Tim og jeg besøgte stedet i 2015, var kirken lukket på grund af ombygning, men nu rådede jeg bod på det og gik indenfor, og så den indefra. Også en tur på kirkegården med den berømte "fod mod fod" grav blev det til. Så lad os lige tage historien en gang til for en sikkerheds skyld: "Legenden siger, at graven er sidste hvilested for kong Valdemar den Stores søster Liden Kirsten og hendes elsker, dronningens bror, prins Buris (som kongen betragtede som en forræder). De to faldt for hinanden og blev elskende, mens kongen var i krig i udlandet, og Liden Kirsten fødte en datter. Da kongen opdagede, hvad der var sket i hans fravær, blev han så rasende, at han beordrede sin søster til at danse og blive ved med at danse til hun til sidst faldt død om. Hun blev begravet på kirkegården i Vestervig, hvor der på det tidspunkt var et kloster. Han fik Prins Buris blindet og kastede ham i fængsel. Efterhånden aftog kongens vrede, og han fik prinsen overført til Vestervig, hvor han blev fængslet i et tårn, bundet til væggen med en jernkæde omkring taljen. Kæden var lige lang nok til, at han kunne nå Liden Kirstens grav, og han besøgte den dagligt. Da han døde 12 år senere, blev han begravet hos hende, men kongen ville ikke have dem til at ligge side om side, så der blev begravet fødder mod fødder. Valdemars dronning, Sofie, hadede Liden Kirsten, som hun mente var skyld i broderens død, så en gang red hun over graven på en hest, og aftrykket af hestens hov kan kan stadig ses på gravstenen." En dejlig legende, men selvfølgelig ikke i nærheden af ​​sandheden. Prins Buris var ikke en bror til dronningen, men var søn af Valdemars fjende, Henrik Skadelaar (han havde spillet en vigtig rolle i mordet på Valdemars far, Knud Lavard), og han var barnebarn af kong Erik Ejegod, der også var Valdemars bedstefar. Den rigtige Buris sad fængslet i Søborg Slot på Sjælland og døde i 1167, 37 år gammel, mens han stadig sad i dette fængsel. Valdemar havde godt nok en ældre ældre halvsøster, der hed Kirsten. Hun var, som Valdemar, datter af Knud Lavard men var nok mindst 10-15 år ældre end Valdemar, men hun er ikke identisk med Liden Kirsten. Prins Buris var født omkring 1130, og allerede i 1133 blev Valdemars søster gift med Magnus den Blinde af Norge (han var ikke blind, da de blev gift, men blev blindet af sin halvbror i 1135 - jo det var barske tider den gang). Det vil sige at Prins Buris var tre år gammel, da Kirsten blev gift (måske som 16-17 årig), så mon ikke det ville have været så som så med kærligheden mellem dem? Kirsten Knudsdatter var i halvtredserne, da hun døde, og ingen ved, hvor hun er begravet. I 1962 blev graven i Vestervig åbnet, og den indeholdt faktisk resterne af to lig, en mand og en kvinde, men undersøgelser viste, at de to afdøde var søster og bror, og manden var mellem 50 og 60 år gammel, mens kvinden var mellem 30 og 35 - så vi vil sandsynligvis aldrig få at vide, hvem der faktisk er begravet i graven, men det er bestemt ikke Liden Kirsten og Prins Buris. Beklager, hvis jeg hermed har pillet al romantikken ud af graven ved Vestervig Kirke.

Det National Testcenter for Store Vindmøller i Østerild Klitplantage. drives af DTU  Der var stor ballade, da det blev etableret, og kønne er de da ikke, men så er de heller ikke værre, når man sammenligner med andre vindmølleparker langs vestkysten.

Fra Danmarks største landsbykirke, fortsatte jeg til den mindste, Lodbjerg Kirke. Også her fik jeg set kirken både inde og ude, selv om den ikke har lige så spændende grave som den i Vestervig. Efter besøget her fortsatte jeg ud til fyret, altså Lodbjerg Fyr, hvilket mange andre mennesker også havde gjort, faktisk forbløffende mange, når man tænker på at klokken nu var hen ved fem om eftermiddagen. Her gjorde jeg noget, jeg ellers har forsvoret at ville gøre, nemlig betale for at få lov til at gå op ad trapper. Men udsigten fra fyret var nydelig, så det var de tyve kroner værd. Vel nede igen gik jeg omkring 1 km til min bil, som jeg havde parkeret på den første parkeringsplads, jeg kom til, selv om det senere, da jeg gik op mod fyret, viste sig at der var flere af slagsen, der lå tættere på. Da jeg var der senest i 1970, var der slet ingen parkeringspladser. Efter besøget ved fyret, brugte jeg lidt tid på nettet til at se efter restauranter i Brønderslev, og fandt også et par stykker, som kunne bruges til aftensmad, men først skulle jeg dertil, og det kom jeg så ikke alligevel!

Fætter Kaj havde anbefalet at jeg skulle tage kystvejen til Hanstholm, så det gjorde jeg. Han havde godt nok ment fra Vestervig, ikke fra Lodbjerg men pyt. Turen gennem klitlandskaberne var nydelig, og undervejs kom jeg forbi kendte steder som Klitmøller og Vorupør, men havet kunne jeg først nyde på den sidste strækning op til Hanstholm - resten af vejen var der for mange klitter i vejen. Hvorfor mon de har anlagt dem der, så udsigten til havet bliver helt spoleret? Jeg ville egentlig have besøgt Hanstholm Havn, men udsatte det til næste dag, da klokken var ved at være mange, og torsdagen var alligevel afsat til almindeligt sightseeing. I stedet fik jeg den sære idé at jeg ville besøge Østerild Klitplantage for at se Det Nationale Testcenter for Store Vindmøller, som der blev skrevet mange negative læserbreve om i forskellige aviser og på mange sociale medier, da det blev etableret. Og ja, der er nogle store vindmøller, og nej, de er ikke kønne, men så var det heller ikke værre efter min mening. Der var et besøgscenter, men det var ikke åbent, men nu var klokken også over 18, godt og vel endda. Jeg satte så kursen mod Brønderslev, men da jeg nåede Brovst, var klokken 19.30 og jeg manglede stadig mindst en halv times kørsel til byen, og så skulle jeg finde et sted at parkere, finde en restaurant og vente på maden, så jeg opgav tanken. I stedet besøgte jeg en tankstation i netop Brovst og købte et par franske hotdog og en sodavand, som altså blev min aftensmad. Og så købte jeg et par af chefens hjemmelavede romkugler, som jeg tog med hjem til hotellet til aftenkaffen. Efter at have spist pølserne i bilen uden for tanken vendte jeg så snuden hjem mod Vrå, dog med endnu en omvej, denne gang for at komme gennem Pandrup, så jeg kunne se om jeg kunne spotte Fru Thomsen og hendes butik, Garnøglen, men en sådan butik findes simpelthen ikke. Det samme gælder Homokøbmanden, og jeg mødte heller ikke landbetjent Svendsen og hans hund Rollo (læsere af Politikens ATS vil vide, hvad jeg taler om her).

Vel hjemme efter endnu nogle gode og givtige kilometer, 313 i alt, drak jeg (gratis) kaffe i spisesalen og spiste mine romkugler, inden jeg gik op på værelset efter en rimeligt lang dag. Jeg forlod hotellet før kl. 8 og den var omkring 21, da jeg endelig var hjemme, så resten af aftenen stod på afslapning på værelset. Inden jeg lukkede ned for natten, bestilte jeg bord på Bones i Hjørring til torsdag aften, for nu havde jeg sat mig for, at jeg ville spise der.