Familiefejden, der gik over i historien

I en tidligere artikel på denne side om en mand ved navn Otto Wood, Den ukendte deperado nævnte jeg en familiefejde, der fandt sted på grænsen mellem West Virginia og Kentucky. Det er denne fejde, jeg her vil fortælle lidt mere om.

Statue af William Anderson "Devil Anse" Hatfield på hans grav på Hatfield Family Cemetery ved West Virginia Route 44 i den sydlige del af Logan County.

Hvis du nævner navnene Hatfield og/eller McCoy for amerikanere, vil de fleste givetvis vide, hvad du mener - hvis du altså mener det, de tænker på. Nemlig den berømte fejde mellem de to familier (eller snarere klaner), Hatfield og McCoy i slutningen af 1800-tallet. Fejden er gået over i historien som den første store familiefejde i USA. Om det er tilfældet, skal jeg ikke kunne sige, da der har været mange andre fejder, men måske ikke så tydeligt mellem to forskellige familier som her. Der skrevet bøger om den, den har været omtalt i aviser og kendte magasiner som Time og Life, der opføres et såkaldt "dinner show" om konflikten i Pidgeon Forge i Tennessse, og der er sågar lavet film og en tv miniserie om den; i en Looney Tunes tegnefilm, hvor familierne dog hedder Martin og Coy, bliver Snurre Snup involveret i konflikten. Figuren Leonard H. "Bones" McCoy fra Star Trek tv serien er en fiktiv efterkommer af familien McCoy, om end født mange generationer og ca. 350 år efter konflikten. Interessant er det, at McCoy ofte skændes med en anden af seriens hovedpersoner, Spock, som stammer fra planeten Vulcan. Byen Vulcan i Mingo County i West Virginia var hjemsted for en del af Hatfield familiens medlemmer, men om det var et tilsigtet element i tv serien, skal jeg ikke kunne sige. I dag er konflikten blevet en turistattraktion i området, hvor den udspillede sig, men mere om det sidst i artiklen.

Historien om fejden har været med til at skabe et generelt indtryk af, at mennesker fra Appalacherne var fattige og ukultiverede "hill billies", hvad nogle af dem sikker også var, men ikke nødvendigvis medlemmerne af de to familier. Familien Hatfield var faktisk forholdsvis velstående, mens familien McCoy tilhørte middelklassen, og det samme gjorde de fleste at de to familiernes "tilhængere".

Familieoverhovederne for de to familier, var på dette tidspunkt Willliam Anderson Hatfield, kaldet "Devil Anse", og Randolph McCoy, kenddt som "Ol' man Rand'l". Hatfield var født i 1839 og døde i 1921, mens McCoy var født i 1825 og døde i 1914. I modsætning til flere af deres slægtning overlevede de to overhoveder konflikten. Begge havde 13 børn, så der var mange efterkommere til at holde konflikten kørende, foruden onkler, tanter, fætre, kusiner og også diverse naboer og andre allierede. Familierne og deres allierede boede på begge sider af floden Tug Fork eller rettere Tug Fork of the Sandy River på grænsen mellem West Virginia og Kentucky. De fleste medlemmer af McCoy klanen boede i Pike County i Kentucky mens hovedparten af Hatfield klanen boede i det, der dengang var Logan County i West Virginia. I 1895 blev en del af Logan County skilt ud og de fleste af familiens medlemmer boede i det, som dengang blev til Mingo County. Fejden nåede sit højdepunkt i årene 1882 til 1891, men havde faktisk været i gang længe på det tidspunkt, dog med begrænsede blodudgydelser, og den fortsatte også efter efter 1891 og ind i det nye århundrede. I dag er der uenighed om, hvad der egentlig var baggrunden for fejden, og der gives flere forklaringer på den. Jeg skal sidst i næste afsnit vende tilbage til en forklaring, som ikke anføres så tit, og som måske ikke var årsag til at fejden opstod, men i hvert fald en medvirkende årsag til at den trak ud. Men lad mig se på nogle af de forklaringer, som er givet på baggrunden for fejden, inden jeg går i gang med at fortælle om denne.

Baggrunden for fejden

Det område, som i dag er kendt som West Virginia var oprindeligt en del af staten Virginia, men løsrev sig fra denne stat i 1863, mens Den Amerikanske Borgerkrig var i gang. Virginia havde tilsluttet sig De Konfødererede Stater, men mange indbyggere i den vestlige del af staten var tilhængere af Unionen, og ønskede ikke at tilslutte sig Sydstaterne og det endte altså med, at West Virginia løsrev sig fra resten af staten og tilsluttede sig Nordstaterne, hvilket gav anledning til nogle indbyrdes stridigheder mellem, indbyggerne i området. Et eksempel er den kendte sydstatsgeneral Thomas "Stonewall" Jackson. Han var født i Clarksburg i Virginia, i den del af staten, der senere blev West Virginia,. Han havde kun en overlevende slægtning, en søster, som han elskede meget højt, hvilket var gensidigt indtil borgerkrigen brød ud. Søsteren, Laura Jackson Arnold, var overbevist unionstilhænger (og det betød, at hun i den sidste ende også mistede forbindelsen med sin mand, som var sydstatstilhænger), mens generalen altså kæmpede på Sydstaternes side, og hun afbrød fuldstændigt kontakten med ham. Da hun fik at vide, at han var blevet dræbt i Slaget ved Chancellorsville i Virginia, var hendes kommentar: "Jeg vil hellere vide, at han er død, end at have ham som leder i oprørshæren." Men det var et sidespring. Forholdene i Kentucky var lidt anderledes under borgerkrigen. Kentucky havde officielt løsrevet sig fra USA i november 1861, og tilsluttet sig Konføderationen, men da de fleste indbyggere var unionstilhængere, var staten i praksis neutral under krigen, hvilket ikke forhindrede, at der foregik mange krigshandlinger i staten, flere i form af såkaldte "raids" udført af forskellige militser, men også mange slag mellem egentlige hærstyrker. Og nu nærmer jeg mig den første forklaring på fejdens opståen. Den går ud på, at McCoys var unionstilhængere, mens Hatfields, på trods af deres stats forhold til Konføderationen, var sydstatstilhængere, og at det vat det, som udløste fejden. At det er korrekt at familien Hatfield var sydstatstilhængere, er en kendsgerning, men  til gengæld er det forkert at McCoy-familien var nordstatstilhængere. Det var de ikke. De var også sydstatstilhængere, så det er simpelthen forkert, at bruge tilhørsforholdet under borgerkrigen som begrundelse.

At forhold under borgerkrigen kan have spillet en rolle, kan imidlertid ikke udelukkes. Som nævnt var begge familier sydstatstilhængere, og de to familieoverhoveder deltog begge i et raid mod nordstatstropper i efteråret 1863, som resulterede i at nordstatsgeneralen Bill France blev dræbt. Sådan fortæller historien i hvert fald, men det nærmeste man kan komme en unionsgeneral af det navn, var Bill French, som ikke blev dræbt under krigen, men først døde i 1881, så det tyder på, at historien er forkert og skabt for at vise, at på dette tidspunkt stod de to familier på samme side. Det kan selvfølgelig også tænkes og er nok mere sandsynligt, at den officer, som måske blev dræbt, havde en lavere rang og tidens fylde har gjort ham til general. Faktisk eksisterede der en mand, som godt nok ikke hed Bill France, men William Francis. Han var godt nok heller ikke general eller i øvrigt officer i hæren, men var leder af et kompagni af frivillige militsfolk fra Pike County i Kentucky (han kan selvfølgelig have haft en selvbestaltet rang), som måske kan være blevet dræbt af militsfolk fra West Virginia. Hvis det er tifældet, kan Devil Anse Hatfield have været med i denne milits, men der er ingen beviser for en sådan teori. Faktum er, at Ol' Man Randl's bror, Asa Harmon MCoy, i modsætning til resten af familien McCoy, havde tilsluttet sig nordstatshæren, og var blevet optaget i 45th Kentucky Mounted Infantry, et regimentet som blev oprettet i oktober 1863. Chefen for dette regiment hed imidlertid ikke France, og var ikke general, men hed John Mason Brown og var oberst.* Resten af historien fortæller, at efter at den ikke-eksisterende general France var blevet dræbt, og Asa McCoy havde opdaget, at Devil Anse havde været med i raidet, ville han have hævn, og opsøgte Devil Anses hjem, som han holdt under opsyn. Det kom imidlertid Anse for øre, og han sendte sin onkel, Jim Vance og en militssoldat fra området ud for at konfrontere Asa, som endte med at blive skudt. Heller ikke denne del af historien lyder imidlertid sandsynlig, eftersom Asa McCoy blev såret og hjemsendt efter et slag i 1864, så han er næppe blevet dræbt af Hatfields allerede i 1863.

* Historien om 45th Kentucky Mounted Infantry, viser i øvrigt en anden side, af Den Amerikanske Borgerkrig, som ikke mange tænker over. Borgerkrigen er den krig, der har dræbt flest amerikanere nogensinde; faktisk flere end i USA's øvrige krige tilsammen, til og med Vietnam-krigen, og det lyder blodigt, hvilket det også var, men faktisk døde flere af sygdomme end af krigshandlinger. Og det er her regimentet fra Kentucky er et godt eksempel. Under hele krigen mistede regimentet 113 mand. Heraf blev 10 menige dræbt under kamphandlinger, mens 102 menige og en officer døde af sygdomme!

Det har så givet anledning til en anden udlægning af årsagen til fejden, nemlig at da Asa McCoy vendte hjem efter at være blevet såret og hjemsendt fra hæren, var Devil Anse Hatfield så rasende over, at han havde tilsluttet sig nordstatshæren, at han lod Jim Vance slå ham ihjel. Godt nok stod McCoy familien også på sydstaternes side, men blod er tykkere end vand, så de besluttede at hævne drabet på Asa ved at overfalde medlemmer af Hatfield-familien. Men mens det er korrekt, at Asa McCoy blev dræbt efter at være blevet hjemesendt fra hæren, blev han dræbt af et selvbestaltet "hjemmeværn" kaldet "Logan Wildcats", der på trods af West Virginias løsrivelse fra Virginia og tilslutning til Unionen, alligevel stod på sydstaternes side. Devil Anses onkel, Jim Vance var medlem af "vildkattene", og kan teoretisk have været den, der skød og dræbte McCoy, og det er muligt, at der har været andre Hatfields i dette hjemmeværn, men Devil Anse Hatfield var ikke med ved drabet, som McCoy familien påstod, for det blev bevist, han lå syg hjemme, da Asa McCoy blev dræbt. Men hvis denne historie er sand, må man sande, at "hævn er en ret, der bedst nydes kold". Der gik nemlig omkring 15 år før McCoys begyndte at overfalde Hatfields.

En tredje forklaring, som måske er mere sandsynlig, og i hvert fald er tættere tidsmæssigt på fejdens virkelige udbrud, er at årsagen til denne, var en gris! I 1878 drev Devil Anse Hatfields fætter, Floyd Hatfield, sine svin til opfedning på Kentucky-siden af ​​Tug Fork River. Svinene strejfede rundt i bakkerne omkring vandløbene Tug Fork og Blackberry Creek gennem hele foråret og sommeren sammen med svin fra andre ejere, blandt andre Randolph McCoys, og for at kunne kende forskel, var hvert svin mærket med sin ejers mærke i øret, på samme måde som man brændemærkede køer og heste. Kort efter at Floyd Hatfield havde indfanget sine svin og ført dem tilbage til sin egen farm i West Virginia, kom "Ol' man Rand'l" McCoy på besøg, og han hævdede, at et af ​​svinene havde hans mærke i øret. McCoy spildte ikke tiden med at lytte til Floyd Hatfields forklaring eller tog den i hvert fald ikke for gode varer, men beskyldte Hatfield for grisetyveri og anlagde sag mod ham for dette. Pastor Anderson "Preacher Anse" Hatfield, Devil Anses grandfætter, som var fredsdommer i området, sammensatte en jury bestående af seks Hatfields og seks McCoys til at dømme i sagen. Mange vidner blev indkaldt, uanset af hvilken grund, men det vigtigste udsagn kom William Staton, kendt som Will eller Bill (kilderne er uenige her, så måske gik han under begge navne, der jo begge kan optræde som kælenavne for William), en grandnevø af McCoy, som også var besvogret med to Hatfieldbrødre. Staton hævdede, at han havde set, at det var Hatfields mærke på svinet. Dette vidneudsagn var nok til at overbevise et af McCoy-familiens jurymedlemmer, en mand ved navn Selkirk McCoy, grandfætter (second cousin once removed) til Ol' Man Rand'l, og han stemte derfor for at frikende Floyd Hatfield, så stemmetallet blev 7 mod 5 i Floyds favør. Will Staton blev kort efter dræbt af Sam og Paris McCoy, nevøer af Randolph McCoy. Omstændighederne ved hans død er forsvundet i legender, men hans lig blev fundet efterladt i skoven, efter at McCoy-brødrene havde skudt ham under en jagt. Brødrene hævdede, at der var tale om selvforsvar, men Sam blev anklaget og retsforfulgt for mord. En jury, valgt af Hatfield-familien, besluttede dog efter at have hørt historien, at Sam faktisk havde handlet i selvforsvar. Her kan man konstatere at historien om fejden ikke kun kan skæres ned til en historie om to familier, som hadede hinanden. Her var det en jury af Hatfields, som frikendte to McCoys for mord på en mand, der var beslægtet med Hatfield-familien gennem ægteskab, og dette drab førte da heller ikke til yderligere blodsudgydelse.

Det bringer mig frem til den årsag, som jeg selv finder væsentlig, selv om de forklaringer, der nævnes ovenfor, selvfølgelig kan have spillet ind i nogen grad. Og vi skal over i noget, som den dag i dag kan give anledning til alvorlige stridigheder mellem mennesker - endog inden for samme familie, nemlig penge. Her skal man se på stedet og tiden. Selv efter at borgerkrigen var slut, var folk i området, blandt andre både Hatfields og McCoys, ikke sikre på, om de skulle holde med den gendannede union, eller med de slagne sydstater, og det samme gjaldt for mange andre områder i Appalacherne - også i andre stater. Det betød at indbyggerne hverken følte sig som del af en nord- eller sydstatskultur, men dyrkede helt deres egen. Her havde der aldrig været store plantager, der dyrkede bomuld, ris eller tobak med slavearbejdskraft før krigen og med daglejere efter; Det var i stedet mindre farrme, typisk med dyrehold og grønsagsavl, ikke mindst til eget brug eller til salg på lokale markeder, som var fremherskende i området. Desuden var den væsentligste anden ressource, man satsede på i  den vestlige del af West Virginia, adgangen masser af tømmer fra bjergsiderne, og så drog man fordel af de mange "vandveje", som fx Tug Fork og andre floder, som kunne bruges til at flåde tømmeret ud til steder, hvor man havde brug for det. Og så havde man kul! Dette blev dog ikke udnyttet i særlig høj grad i årene lige efter borgerkrigen, men efterhånden som økonomien blomstrede op i USA efter nedturen efter borgerkrigen og rekonstruktionstiden efter denne, begyndte man at bygge jernbaner på kryds og tværs af landet, og så havde man pludselig brug for kul. Det betød at man begyndte at udnytte kulforekomsterne i West Virginia (og andre steder), men det var typisk ikke de lokale, som tjente de store penge på minedriften, men derimod investorer fra de store byer på østkysten. Nu lå disse kulforekomster ofte på jord, der ejedes af lokale, og det betød, at kapitalinteresserne måtte købe sig til rettigheder. Ofte blev værdien af de lokale farmeres jord vurderet meget lavt, og hvis de gik til domstolene, tabte de ofte sagerne, da mineselskaberne havde råd til flere og bedre advokater - hvis de lokale da i det hele taget kunne gennemskue, at de blev snydt, og mange blev da også simpelthen franarret deres jord. Det betød at mange lokale farmere mistede hundred- eller tusindvis hektar land uden at blive kompenseret. Konsekvensen var, at der opstod mange gnidninger mellem de lokale indbyrdes; de, som gerne ville beholde deres jord for at dyrke den, som fx McCoy familien, og de, som kunne gennemskue hvad den var værd og derfor var mere åbne for at sælge - til den rigtige pris. De lokale politikere favoriserede ofte mineselskaberne, som kunne skabe job i området, og de vedtog ofte love, der var til selskabernes fordel - af og til mod en passende bestikkelse. Når familier mistede deres jord, måtte mange flytte væk - ofte vest på - mens de, som blev tilbage, var nødt til tage dårligt betalte jobs, fx som daglejere hos de farmere som stadig ejede jord, der kunne dyrkes eller som minearbejdere i kulminerne. Det gjaldt fx for en del af medlemmerne af McCoy klanen. Randolph McCoy ejede en mindre farm på omkring 120 hektar, som skulle brødføde ikke bare ham og hans børn, men også de landarbejdere, som han måtte ansætte, og de øvrige medlemmer af familien Anderson ejede gårde i samme størrelse eller mindre.  Hatfield og hans klan var også farmere, men Hatfield var også involveret i handelen med tømmer, allerede inden mineselskaberne kom til, så Hatfielderne havde nogen flere midler end familien McCoy, da Hatfield kunne tjene penge på at sælge sit tømmer. I første omgang til tømmerindustrien, men senere også også til mineselskaberne, som skulle bruge tømmer, dels til afstivning af minegange, dels til at opføre kontorbygninger og lejre til minearbejderne. At Hatfields handlede med mineselskaberne gjorde ikke familien udelt populær blandt de, der havde mistet deres jord, herunder mange på Kentucky-siden af Tug Fork. Det var dog ikke disse økonomiske forskelle og uretfærdigheder, som kom på forsiderne af aviserne, da historien om fejden mellem de to familier begyndte at brede sig.

Udover landbruget havde de to familier endnu en fælles interesse, og det er den den, som jeg har en ide om, var skyld i at konflikten trak ud, også ud over det tidspunkt, hvor de mange blodsudgydelser stoppede Denne fælles interesse var produktion, smugling og salg af ulovligt produceret spiritus, "moonshine". Nogle, måske endda mange, tror at "moonshine" var noget, der hørte forbudstiden til, altså perioden mellem 1920, hvor spiritusforbudet i USA blev indført med det 18. Forfatningstillæg, og 1933, hvor det igen blev ophævet med 21, Forfatningstillæg. Det er korrekt, at det var her produktionen af ulovlig spiritus toppede og var med til at skabe den amerikanske mafia, men både før og efter forbudstiden blev der produceret "moonshine", som var meget billigere end den legale spiritus, da der ikke skulle betales skat. Det siges da også, selv om ingen selvfølgelig vil indrømme det, at der selv i dag produceres temmelig meget ulovlig spiritus i Appalacherne. Men tilbage til fejden. Begge familier producerede og distribuerede altså ulovlig spiritus, både til private men også til restauranter og barer, og her konkurrerede de ofte om de samme kunder, selv om de selvfølgelig havde nogle faste aftagere. Blandt andet leverede Hatfield familien til flere barer i Vulcan, hvor familien havde en stærk base og også i de omliggende byer. De tjente i øvrigt også en del penge på kortspil, som ikke var ulovligt, med mindre man snød, men det var familien kendt for ikke at gøre. Mange af medlemmerne var derimod dygtige pokerspillere. McCoy familien havde også faste aftagere i byerne på Kentuckysiden af Tug Fork, men ellers konkurrerede de om de mindre trofaste kunder. Det betød at de ofte "pudsede loven på hinanden", men som regel uden held. Hatfields, som blev arresteret i deres hjemamt, Logan County, blev altid løsladt uden retssag eller frikendt, hvis sagen kom så langt som til en dommer, og det samme gjaldt for McCoys, som blev arresteret i Pike County, på deres side af floden. Så stor var opbakningen til de to familier i deres lokalområder, at selv sheriffer og dommere så igennem fingre med spiritusproduktion og -distribution,m hvis det var "deres egne", som gjorde det. Derimod skulle familiemedlemmer ikke blive arresteret i konkurrentens lokalområde på den anden side af statsgrænsen, for så resulterede det ofte i store bøder eller kortere fængselsstraffe.

Fejden tager fart

Tug Fork danner grænsen mellem West Virginia og Kentucky, og det var omkring og på begge sider af denne flod, at fejden udspillede sig. Billedet her er fra Williamson, West Virginia.

Kort før affæren med den påstået stjålne gris, opstod der en strid om jord mellem "Devil Anse" Hatfield og en mand ved navn Perry Cline, som var Randolph McCoys fætter. Anse vandt striden i retten, og fik tilstået hele Clines landområde på 5.000 acres (ca. 2.000 hektar). Dette kom der ikke mere ud af, men sagen medvirkede ikke til at forbedre forholdet mellem de to familier, og det skulle blive værre endnu, i hvert fald set med McCoy øjne. Historien indeholder en rigtig "Romeo og Julie" historie, selv om denne ikke fik helt så sørgeligt udfald som historien om de to elskende i Verona. To måneder efter at Will Staton var blevet dræbt som følge af griseaffæren, mødte "Devil Anses" ældste søn, Johnson, kaldet Johnse, som på det tidspunkt var 18 år gammel, den to år ældre Roseanne McCoy, en datter af "Ol' mand Rand'l", ved et arrangement i forbindelse med præsidentvalget i 1880. De to indledte et forhold, meget mod Randolphs vilje, og Roseanna flyttede ind hos Johnse i hans hjem i West Virginia. Nogen tid efter red en gruppe McCoys og McCoy-allierede ind i West Virginia, hvor de tog Johnse til fange og ville føre ham til Pikeville, amstssædet i Pike County i Kentucky, hvor de ville overgive ham til sheriffen og få ham fængslet på grund af en sigtelse for spiritussmugling med tilhørende efterlysning. Efter at Johnse var blev ført bort, red Roseanna det meste af natten til "Devil Anses" hjem for at fortælle ham, hvad der var sket, og han samlede sin egen styrke og satte efter McCoy styrken for at befri sin søn. Hatfield-styrken omringede McCoy-styrken og befriede Johnse, men da denne kom tilbage til West Virginia vendte Roseanne alligevel hjem til sin familie i Kentucky kort efter. Det er ikke klart, om det var Johnse, som "smed hende ud" eller om det var hende, der valgte at forlade ham. Men noget godt var der altså kommet ud af sagen, i hvert fald set med McCoy øjne. Roseanna, var imidlertid blevet gravid mens hun boede sammen med Johnse, og hun fødte en datter i foråret 1881; en datter som fik navnet Sarah Elizabeth McCoy, ikke Hatfield, da de to ikke jo havde været gift, og børn født uden for ægteskab fik normalt moderens efternavn - også selv om man vidste hvem faderen var. Desværre døde barnet af mæslinger senere samme år, altså da hun kun var nogle måneder gammel. Men hvis Randolph McCoy troede, at han var "sluppet af med" at have Johnse Hatfield i familien, tog han fejl. Johnse mødte nemlig Nancy McCoy, datter af Randolphs afdøde bror, Asa Harmon McCoy (manden, der som den første McCoy blev blev dræbt, muligvis af Jim Vance i 1864). Nancy, var født i 1865 og altså nogle år yngre end Johnse, og de to blev gift i maj 1881, da Johnse var 19 og Nancy var 16 (apropos den megen snak om barnebrude, som pågår i Danmark, mens jeg skriver disse linjer - i februar 2021). Det skulle blive det første af Johnses i alt fire ægteskaber, men de tre senere havde ikke noget med fejden at gøre. Også Nancy blev gift igen efter ægteskabet med Johnse med en Frank Phillipps, som senere skulle få en rolle i fejden.

Den 5. august 1882 var der midtvejsvalg i området, og på et afstemningssted ved Blackberry Creek på Kentuckysiden af floden gik det galt. William Staton, som altså var en McCoy (se ovenfor) havde en søster, Sarah Staton, som var blevet gift med "Devil Anses" yngre bror, Ellison (igen ses den tætte forbindelse mellem de to klaner) På valgstedet hånede Ellison, der var temmmeligt beruset, "Ol' man Rand'ls" søn, Tolbertm for et eller andet som ikke er omtalt yderligere, men det resulterede i at de to kom op at slås. To af Tolberts yngre brødre, Phamer og Randolph Jr, kaldet Bud, blandede sig, og det samme gjorde en af Ellisons brødre. McCoy-brødrene trak deres knive, og den ubevæbnede Ellison blev ramt af 26 knivstik inden Phamer til sidst skød ham., og han blev efterladt på stedet, hårdt såret. Fredsdommeren, den før omtalte "Preacher Anse" Hatfield, beordrede, at de tre brødre skulle anholdes og føres til Pikeville, for at stå til ansvar ved domstolen der. En politistyrke, der primært bestod af medlemmer af Hatfield-klanen anholdt de tre mænd, og begav sig på vej mod Pikesville. De gjorde et ophold hos Randolph's søn, Floyd McCoy (ikke at forveksle med Floyd Hatfield fra svinesagen)  for at få mad, og lidt højere oppe af vandløbet Blackberry Creek slog de lejr for natten. "Devil Anse", der var rasende over overfaldet på sin bror, var ikke sikker på, at retfærdigheden ville ske fyldest i en retssal i McCoy-land, så han organiserede en gruppe af familiemedlemmer og andre tilhængere, og så satte de efter politistyrken, som de mødte om morgenen ved det sted, hvor den havde overnattet. Her "befriede" styrken de tre brødre, og førte dem tilbage til West Virginia. Måske var det det forhold, at mange af politistyrkens 6-8 medlemmer var Hatfields, som var årsag til, at der ikke skete nogen blodsudgydelse i forbindelse med "befrielsen", eller også var det simpelthen fordi styrken var i klart undertal i forhold til de mere end 20 mand, "Devil Anse" havde med. Tilbage i West Virginia fik Hatfield-klanen at vide, at Ellison var død af sine sår, og så skulle drabet hævnes. De tre unge mænd blev ført ned til bredden af Tug River, hvor de blev bundet til nogle buske nogle buske. Derefter blev de skudt gentagne gange. I alt blev der affyret mere end 50 skud, og senere blev ligene beskrevet som "gennemhullede". Selv om Hatfield-klanen og mange andre i området mente, at hævnaktionen var berettiget, blev der rejst tiltale mod alle de, der havde været med ved aktionen, inklusive "Devil Anse". Det lykkedes imidlertid for alle at undgå arrestation i første omgang (lovhåndhævere fra Kentucky havde ikke jurisdiktion i West Virginia), og myndighederne i denne stat droppede anklagerne. Dette vakte naturligvis vrede i McCoy-familien. Randolph McCoy tog sagen op med Perry Cline, manden der havde mistet sin jord til Anse Hatfield, og derfor ikke brød sig meget om ham i forvejen. Cline, som ud over at være Randolphs fætter, også var bror til Martha McCoy, Asa Harmon McCoys enke. Cline havde politiske forbindelser i West Virginia og udnyttede disse til at få anklagerne mod Hatfield-klanen genoptaget, men det kom der tilsyneladende ikke noget ud af ved den lejlighed.

Nogle år senere, i 1886, dræbte Jeff McCoy, en af Asa McCoys sønner (kan du holde rede på alle disse familiemedlemmer, for det kniber efterhånden for mig) et postbud ved navn Fred Wolford. Denne havde ikke noget med Hatfield-familien at gøre (så vidt det kan konstateres i dag), så Jeff må have dræbt ham af andre årsager, men den mand, der blev sat til at opspore Jeff McCoy, var en fungerende politikonstabel ved navn William "Cap" Hatfield, en søn af "Devil Anse". Sammen med en ven, Tom Wallace indhentede han Jeff McCoy ved bredden af Tug Fork og skød ham. Nogen tid senere, i foråret 1887 blev Tom Wallace fundet dræbt af skud, men ingen blev anklaget for dette drab.

Fejden kulminerer

Nytårsaften eller rettere tidligt nytårsmorgen, den 1. januar 1888 kulminerede fejden. Cap Hatfield, som ønskede hævn over sin dræbte ven, samt Jim Vance (manden, som måske havde dræbt Asa McCoy 24 år tidligere) førte en stor gruppe af familiemedlemmer og andre tilhængere til Kentucky, hvor de omringede Randolph McCoys hus, hvor familien lå og sov. De åbnede ild mod bygningen, og for at drive McCoy ud i det åbne, satte de ild til huset, som brændte ned til grunden. Det det lykkedes dog  for McCoy, hans hustru og nogle af de hjemmeværende børn at undslippe, og de søgte tilflugt i skoven, hvor flere af børnene, der ikke var påklædt, blev ramt af forfrysninger. To af Randolphs børn, sønnen Calvin og datteren Alifair (eller Allaphare; kilderne er ikke enige her), blev dræbt under angrebet. Efter dette angreb flyttede de få McCoys, som stadig boede i West Virginia til Pikevillle i Kentucky, for at undslippe de raids, som blev udført mod familien i Logan County.

Nu nåede fejden op på staternes øverste politiske niveau. De to guvernører i henholdsvis Kentucky og West Virginia mobiliserede deres National Guards og truede med at invadere hinandens stater, hvilket kunne have udløst en regulær borgerkrig. Kentuckys guvernør, Simon Bolivar Buckner, var uddannet på West Point, og under borgerkrigen afslog han to gange en udnævnelse til brigadegeneral i unionshæren  og i stedet tog han mod en tilsvarende generalsudnævnelse i sydstatshæren. For at forhindre at de to stater skulle komme i konflikt, sendte han sin adjudant, General Sam Hill, til Pike County for at undersøge, hvad det egentlig var, der foregik. Få dage efter angrebet nytårsdag, som altså kostede to mennesker livet (enkelte kilde omtaler mordene som "massakren", men selv om to blev dræbt, er det nok for meget at kalde det en massakre), red en stor eftersøgningsstyrke under ledelse af vicesheriffen i Pike County, Frank Phillips, som senere skulle blive gift med Johnse Hatfields ekshustru, Nancy McCoy, ind i West Virginia. Med i gruppen var en af "Ol' man Rand'ls" sønner. James McCoy, senere kendt som Uncle Jim og et andet medlem af familien, Asa McCoys søn, Asa Jr., der som den nu dræbte Randolph Jr., også var kendt som "Bud". De opsøgte først Jim Vance, men han nægtede at lade sig anholde og føre til Kentucky, så han flygtede ind i skoven, men blev skudt og dræbt under flugten. Phillipps startede nu en serie af raids mod andre medlemmer af Hatfield-familien og dens tilhængere. Under disse raids blev mange taget til fange, og tre af familiens støtter blev dræbt. Til sidst fik Phillipps og hans styre trængt resten af Hatfield-klanen op i en krog ved et lille vandløb, kendt som Grapevine Creek, en biflod til Tug Fork. Desværre for Phillipps ventede Anse Hatfield på dem, med sin egen bevæbnede gruppe, og der udviklede sig et egentlig slag, som endte med at Hatfield-gruppen blev anholdt. Efter at de havde overgivet sig, blev en vicesherif fra Logan County, Bill Dempsey, der var blevet såret under slaget, henrettet af Frank Phillipps. De overlevende blev ført til fængslet i Pikeville. Her blev der rejst tiltale for mord på Alifair McCoy under massakren nytårsdag samt for drabene på de tre McCoy brødre, mod i alt otte mænd - selv om ni var blevet anholdt. Blandt de otte mænd var "en søn af Devil Anses" yngre bror, Ellison, som tidligere var blevet dræbt. Også sønnen hed Ellison (Mount), og sammen med ham, blev også to af Anses egne sønner, Robert E. Lee og Elliot anklaget for mordet. Desuden nogle Hatfield-tilhængere, French Ellis, Charles Gillerspie og Thomas Chambers samt Valentine Hatfields svigersøn, Pliant Mahon og dennes bror Doc Mahon. Flere andre, blandt andre Anses ældre bror Valentine Hatfield selv, blev anklaget for mindre forbrydelser.

West Virginias guvernør, Emanuel Willis Wilson, anlagde sag mod Kentucky for ulovlig bortførelse, idet staten hævdede, at de anholdte var blevet anholdt ulovligt, at politifolk fra én stat ikke havde ret til at anholde efterlyste i en anden stat, og at man oven i købet havde ført de tilfangetagne illegalt tilbage over statsgrænsen uden udleveringsbegæring fra Kentuckys guvernør og uden underskrevet udleveringsordre fra fra West Virginias guvernør. Den højeste myndighed i juridiske tvister mellem stater er i henhold til forfatningen, USAs kongres, men afgøres typisk i praksis af USAs Højesteret. Også denne sag blev derfor indbragt for USA Højesteret i 1888 (Mahon v. Justice). Højesteret, under ledelse af midlertidig Højesteretspræsident (Chief Justice) Melville Fuller, der var indtrådt i stillingen ved forgængere Morrison Waites død i marts samme år, afgjorde (med dommerstemmerne 7-2) sagen til Kentuckys fordel med denne begrundelse: 

"No mode is provided by the Constitution and laws of the United States by which a person, unlawfully abducted from one state to another and held in the latter state upon process of law for an offense against the state, can be restored to the state from which he was abducted. There is no comity between the states by which a person held upon an indictment for a criminal offense in one state can be turned over to the authorities of another state, although abducted from the latter."

Retssagen kunne altså gennemføres i Pikesville, og den resulterede i at syv af mændene, herunder de to Hatfield-brødre blev idømt livsvarigt fængsel for hævndrabet på de tre brødre, mens Ellison Mount Hatfield blev dødsdømt og senere hængt i Pikesville for mordene på Alifair og Calvin McCoy. Han blev  begravet i en umærket grav tæt på galgen på et sted, der i dag ligger under en af undervisningsbygningerne på University of Pikeville, som blev grundlagt og de første bygninger opført i 1889. Ellison Mount, som havde tilstået, forsøgte senere at trække sin tilståelse tilbage, og påstod sig uskyldig, og at han kun havde tilstået fordi han forventede en mild dom, men desværre for ham, blev dette afvist. Flere tusinde mennesker samlede sig ved hans henrettelse, men selv om skafottet var sat op udendørs, var der rejst et højt hegn rundt om, da offentlige henrettelser var forbudt i Kentucky, så de fik ikke meget at se. Ellisons sidste ord skulle efter sigende have været "Det var Hatfielderne, som fik mig til at gøre det." Udover disse otte blev flere andre Hatfields dømt i sagen. Anses ældre bror, Valentine døde i fængslet af ukendte årsager, Pliant Mahon, Valentines svigersøn, afsonede fjorten år, inden han vendte hjem til sin hustru, som i mellemtiden havde ladet sig skille og giftet sig igen. Nu forlod hun imidlertid sin nye mand og flyttede igen sammen med Pliant, uden at de dog blev gift igen. Også Pliants bror, Doc, afsonede fjorten år og vendte så hjem og boede hos sin søn, Melvin, resten af sit liv.

Retssagerne mod medlemmer af de to klaner fortsatte i flere år, og den sidste var en retssag mod Johnse Hatfield i 1901. Udfaldet af den sag, har jeg ikke kunnet finde, men da han nåede at blive gift i alt fire gange, kan han ikke have siddet længe i fængsel.

Mellem 1880 og 1891 var der blevet dræbt mere end 20 mennesker i fejden (nogle kilder har op til 100, hvis man også tæller "ikke-familiemedlemmer" med). Af de nærmeste familiemedlemmer, havde to fra familien Hatfield, Jim Vance, "Devil Anses" onkel samt Anses bror, Ellison mistet livet under konfliktens kampe. Herudover blev Ellisons søn, Ellison Mount, som omtalt ovenfor, henrettet af myndighederne i forbindelse med fejden. På McCoy-siden så det endnu værre ud. "Ol' man Rand'ls" bror, Asa Harmon McCoy, var den første som blev dræbt. Dræbt blev også Asa's søn Louis Jefferson (Jeff) McCoy, William Staton, der var søn af "Ol' man Rand'ls" kusine, Nancy, og fem af McCoys egne børn, Tolbert, Alifair, Calvin. Phamer og Randolph Jr. Og dertil kom så alle "de allierede" på begge sider, som også mistede livet.

At der ikke var flere blodsudgydelser efter 1891 betød ikke at fejden var overstået. Den blussede op med mellemrum, specielt i 1896 og 1897 og døde først helt ud omkring 1920, og i de senere år, var det især den ulovlige produktion af spiritus, som holdt konflikten i gang, som ved tidligere lejligheder i form af anmeldelser af "modparten" til diverse myndigheder. Som kuriosum kan det nævnes, at mellem 1913 og 1927 var Henry D. Hatfield West Virginias 14. guvernør og mellem 1929 og 1935 repræsenterede han staten i USAs Senat. Henry Drury var nevø af "Devil Anse", søn af dennes yngste bror Elias, som tilsyneladende ikke var involveret i konflikten. Hans navn nævnes i hvert fald ikke i kilderne. Hans hustru (Henrys altså) havde det interessante navn South Carolina Bronson, men blev dog bare kaldt Carrie.

Hatfield-McCoy i dag

Statue af Randolph "Ol' man Randl" McCoy i Hardy, Kentucky, hvor han havde sit hjem. Statuen står ved siden af en brønd, som tilhørte det nu forsvundne hus, ikke langt fra McCoy familiekirkegården, som ligger på den modsatte side af Kentucky Road 319.

I dag er fejden forbi, men af og til kan man opleve reminiscenser af den, som fx i 2002, hvor to fætre, Bo og Ron McCoy, anlagde sag mod en mand ved navn John Vance, en efterkommer af Jim Vance. Han ejede den jord, som McCoy-familiens familiekirkegård lå på, og han havde lukket for adgang til kirkegården. På denne kirkegård lå blandt andre fem af de, der blev dræbt under fejden, begravet. Jeg kender desværre ikke udfaldet af sagen, men i andre stater er det forbudt at forhindre adgang til kirkegårde, også hvis de ligger på privat jord, og hvis det også er tilfældet i Kentucky, har de to McCoys formodentlig vundet sagen. De to fætre var tip tip oldebørn af "Ol' man Rand'l" McCoy. Året efter mødtes de to fætre med en efterkommer af "Devil Anse", Reo Hatfield, som nu boede i Virginia. De mødtes i Pikeville, hvor de  indgik en officiel "våbenstilstandsaftale" mellem de to familier. Mere end 60 efterkommere af de to familier skrev under på aftalen. Allerede i 2000 havde fætrene arrangeret en McCoy-Hatfield familiegenforening, hvor mere end 5.000 efterkommere af de to klaner samledes.

I flere år har der været afholdt "Hatfield-McCoy Festival and Marathon", hvor omkring 200 deltagere løber hel- og halvmarathonløb, og der arrangeres ATV kørsel i Pikeville, Ky samt i Matewan* og Williamson i WV. Faktisk er der anlagt et 800 km langt ATV spor i området, Hatfield-McCoy Trail, med fejden som tema, og dette fører rundt til mange af de steder, hvor tingene foregik. I 2015 hjalp efterkommere af begge familier arkæologer med at udgrave det sted i Hardy, Kentucky, hvor man mener at "Ol' man Rand'ls" nedbrændte hus har stået, og i 2017 blev der rejst en mere en to meter høj træskulptur af ham ved en brønd på grunden, som (brønden altså) stammer tilbage fra husets tid. Her kan man også besøge familiens gamle hjem, hvor McCoy flyttede ind efter at hans oprindelig hjem var brændt ned og konflikten ebbet ud.

* Matewan blev i 1920 skueplads for en konflikt, der ikke som sådan havde noget med den oprindelige fejde at gøre, men alligevel på en måde var forbundet med denne, The Battle of Matewan. Her kom kulminearbejdere, som prøvede at organisere sig, i ildkamp med detektiver fra et detektivbureau, Baldwein-Felts, som var hyret af mineselskaberne for at forhindre etableringen af fagforeninger. Slaget endte med at syv detektiver blev dræbt, foruden to minearbejdere og en tilfældig tilskuer til skyderiet. Byens borgmester og mange andre blev sårede, og borgmesteren døde senere af sine sår.

I dag kan man komme på både guidede og selvguidede ture i området, hvor det hele foregik. Sådanne ture arrangeres af selskaber i både Kentucky og West Virginia. En af disse ture byder på Preacher Anderson Hatfields hytte, hvor griseretssagen fandt sted, Hatfield familiens familiekirkegård, stedet hvor de tre unge McCoybrødere blev bundet til buske og skudt, og man kan besøge Matewan, hvorfra der også arrangeres ture på Tug Fork i airboats, hvor man fremviser de steder, som kan ses fra floden. I Matewan, kan man også finde Hatfield & McCoy Outdoor Theater og i byen finder man også Hatfield's Hideout Camping Ground. I Williamson, West Virginia, ikke langt fra Matewan, fandtes der tidligere et Hatfield-McCoy Country Museum. Dette er nu lukket permanent, men i byen findes en af indkørslerne til det ovennævnte Hatfield-McCoy Trail. I lokalområdet findes der i det hele taget mange steder/ting, der er navngivet efter de to familier; også selv om de fleste af disse steder intet havde med fejden at gøre.

Så i dag er en blodig konflikt altså endt som turistattraktion!