Skiftende landskaber

Efter at have besøgt Moab (se Klipper) i 2006 skulle vi forlægge mod nordvest til Salt Lake City (se Profetens by). Vi skulle sige farvel til ørkenen, og i stedet så småt sige goddag til de første udløbere af Rocky Mountains. Men det første stykke vej, var der nu stadig ørken. Vi kørte fra Moab mod nord ad U.S. Highway 163  forbi indgangen til Arches nationalparken, og forbi indkørslen til en anden nationalpark, Canyonlands National Park. Den havde vi ikke tid til at se, men jeg kan da fortælle, at det er her Thelma og Louise kører deres bil ud over en klippeskrænt i filmen af samme navn. Vi gjorde altså ikke stop her, men fortsatte mod nord til vi ramte Interstate 70, som vi ville følge mod vest omkring 25 miles, inden vi igen drejede fra og kørte mod nord. Planen var, at vi samtidigt ville besøge den rasteplads, der lå efter ca. 5 miles kørsel ad I-70, for her at tage en biologisk pause. Men sådan skulle det ikke komme til at gå, for da vi nåede motorvejen var der vejarbejde, og et skilt meddelte at dette ville vare omkring 20 miles. Og på grund af vejarbejdet, var den pågældende rasteplads lukket. Der var heller ingen frakørsler fra motorvejen før vi selv skulle dreje fra, så der var ikke andet at gøre end at vi måtte holde os til vi kunne finde et sted. I øvrigt skulle dette vejarbejde blive indledningen til en lang periode med utallige vejarbejder, som fulgte os på resten af denne tur og ikke kun på de større veje, også på de små.

Da vi nåede US-191 forlod vi igen motorvejen og kørte nord på. Her oplevede vi at landskabet skiftede karakter. Det var stadig ørken lige som nede omkring Moab, men ikke længere med de røde klipper og det røde sand, som det havde været hele vejen op til I-70. Nu var klipper og sand mere gulgrå eller hvidgrå, og der begyndte at komme noget buskagtig bevoksning. Undervejs ad 191, fandt vi et sted, hvor vi kunne køre ind til siden, og få strakt benene og taget et par billeder.

Efterhånden som vi kom længere og længere nord på, begyndte terrænet igen at skifte. Ørkenen blev efterhånden afløst af græsklædte bjergskråninger, som blev højere og højere og der begyndte at komme spredte nåletræer, og pludseligt var det hele grønt, og man skulle ikke tro at vi få timer tidligere havde kørt rundt i ørkensand. Fra byen Price kørte vi for alvor op i bjergene, og flere gange undervejs, blev vi ramt af vejarbejde. Selv om både U.S. 191 og U.S. 6 som vi senere skiftede til, er hovedveje, er de ikke specielt brede. Så når den ene vejbane var spærret, kunne der kun køre trafik i den ene retning ad gangen. Her oplever man for alvor, at lønningerne i USA er lavere end i Danmark. I Danmark ville vi formodentlig have placeret et trafikreguleringsstoplys, der kunne ville have tilladt trafik i en retning af gangen. I USA placerer man en mand eller kvinde med et skilt i hver ende, og ved lange vejarbejder tillige på midten. På skiltet står på den ene side SLOW og på den anden side STOP. De to (tre) mennesker står i forbindelse med hinanden via walkie-talkier, og på den måde reguleres trafikken, og det hele går som regel forholdsvis glidende. De tre menneskers løn, er altså billigere end prisen ved at opsætte et stoplys. Til gengæld er der beskæftigelse til nogle, som måske ikke ellers kan få job. Så kan man jo selv afgøre, hvad der er bedst.

På vej fra Price til Helper, og videre op i bjergene mod passet ved Soldier Summit går vejen mange steder langs med jernbanelinjen. Det er primært en godslinie, men også passagertog mellem Chicago og Emeryville i Californien kører ad denne banestrækning. Da vi kørte nede i Arizona, specielt på Route 66, så vi en masse godstog, der kørte på jernbanen langs vejen. De fleste havde tre eller fire lokomotiver foran, og trak mellem 80 og 100 vogne. Den rekord blev dog slået på vej gennem bjergene her, hvor vi så et godstog, stadig med fire lokomotiver foran. Hvor mange vogne der var, ved jeg ikke, for da jeg havde talt til 120, kørte vi ind i en tunnel, og så kunne jeg ikke længere tælle, men da vi kom ud af tunnellen igen, kørte toget stadig ved siden af vejen – selv om det kørte i den modsatte retning af os. Et gæt er, at der har været mindst 150 vogne på toget og det afsluttedes med et lokomotiv bagest også. Et sådant lokomotiv bag togstammen, bruges ofte (og især i gamle dage, da tog blev trukket af damplokomotiver) når tog skal over høje bjergpas, og det kaldes en "Helper". Disse "Hjælpere", blev i gamle dage kørt i venteposition, når de ikke var i brug. Der, hvor "hjælperne", der hjalp togene over Wasatch Plateauet, som bjergområdet her kaldes, stod parkeret, opstod byen Helper, som altså har sit navn fra hjælpelokomotiverne. Senere mødte vi mange flere tog, men med noget færre vogne – omkring 60-70 stykker. Det var til gengæld alle tomme kultransportvogne, som vi gættede på, skulle til de mange kulminer omkring Helper og Price, som simpelthen ligger i Carbon County. Lige efter Helper drejede vi mod nordvest og skiftede til US-6. Var vi blevet på US-191 var vi kørt ind i Uintah og Ouray indianerreservatet, som er det største indianerreservat i Utah, og det næststørste i hele USA. Kun navajo reservatet, som vi tidligere havde besøgt er større. Til gengæld er det ikke nær så tæt befolket som navajo reservatet. Her bor der omkring 300.000 navajoer på de 70.000 km² (11 pr. km²) som reservatet dækker. I Uintah reservatet, som er på 18.000 km² bor der kun 19.000 mennesker (ca. 1 pr km²). Det er i øvrigt Ute stammen som bor i reservatet. Vi kørte altså uden om reservatet, og det samme gjorde sig gældende næste dag, da vi fortsatte mod nordøst. Uintah er også navnet på en bjergkæde, den eneste større bjergkæde i USA, der løber øst-vest, og det var i udkanten af denne bjergkæde, vi befandt os.

Ved en rasteplads ved Soldier Summit gjorde vi holdt. Her var der toiletter, så den benyttede vi os af. Desværre lå de ret langt fra det sted, hvor vi kunne stille bilen, for da vi kom derhen, var plænen omkring toiletterne fyldt med nogle små festlige dyr, der hele tiden rejste sig på bagbenene for at kigge på omverdenen, desværre, fordi vores kameraer lå i bilen, og vi orkede ikke at gå tilbage for at hente dem. Så det blev ikke til nogen fotos af de små jordegern (uintah-jordegern fandt jeg senere ud af at de hedder). Soldier Summit er i øvrigt dels et bjergpas, dels en by, men uden mennesker. Da jernbanen mellem Denver og Salt Lake City flyttede sit depot til Helper "døde" Soldier Summit, men nogle af husene står der endnu, så her er der tale om en "rigtig" spøgelsesby, men efterhånden er de fleste huse ved at forsvinde. Efter at vi havde passeret bjergpasset i 2.200 meters højde, gik det igen nedad mod byen Provo. Her mødte vi I-15, som vi tidligere havde kørt på nede i Californien og Nevada, og den tog vi så videre mod Salt Lake City, som var dagens mål.