Et besøg i Zoo

Da vi jo havde ændret planer dagen før, og derfor allerede befandt os i eller rettere nær Memphis, Tennessee, havde vi nu en hel dag at spendere i byen. Vi skulle ellers først være ankommet samme eftermiddag, og vi skulle videre næste dag. Dagen før på hotellet havde vi studeret internettet for at finde ud af, hvad vi skulle underholde os med. Vi fik hurtigt lagt os fast på, at byens zoologiske have, som har ry for at være USA's bedste, skulle være et af programpunkterne. Derudover ville så se, hvad tiden kunne strække til.

Vi startede fra hotellet forholdsvist sent (8.30), da zoo først åbnede kl. 10. Vores første mål blev Mulberry Street i det centrale Memphis. Her ligger Lorraine Motel, eller rettere her lå Lorraine Motel. Det var her på motellets svalegang, at Dr. Martin Luther King blev skudt den 4. april 1968, og det ville vi gerne se. I dag er der et borgerrettighedsmuseum på stedet, men de havde ikke åbent, da vi kom lidt i ni. Vi nøjedes derfor med at se på det tidligere motel udefra, og tage de "nødvendige" billeder, og læse historien om Martin Luther King på de skilte, der stod uden for motellet. Jeg kunne fortælle en længere historie om dette mord, og de konspirationsteorier, der er opstået omkring det, men det skal jeg forskåne de ærede læsere for.

Efter besøget her satte vi kursen mod zoologisk have. Vi kørte gennem den berømte forlystelsesgade, Beale Street, som er fyldt med barer, restauranter, cafeer og ikke mindst blues klubber. Gaden har fostret mange store kunstnere som fx B. B. King, Muddy Waters, Albert King og Roscoe Gordon. Også mange kendte jazznavne har spillet i gadens etablissementer, fx Louis Armstrong. Adskillige sange er skrevet om gaden, fx Beale Street Blues (W. C. Handy), Beale Street Mama (Cab Calloway) og Furry Sings the Blues (Joni Mitchell). Gaden minder en hel del om Bourbon Street i New Orleans, og gaden er den eneste i Tennessee, hvor det er tilladt at drikke alkohol på gaden. Flere andre gader og byer i USA har i dag samme tilladelse, men i en periode var det kun på Beale Street og netop Bourbon Street, at det var tilladt. Der var nu ikke meget gang i gaden, da vi kørte gennem den kl. 9.30 om formiddagen.

Da vi nåede zoologisk have, var klokken lidt i 10, og da vi steg ud af bilen var temperaturen 25 grader, så det var til at holde ud, men det skulle ændre sig hen ad vejen. Ved indgangen betalte vi de $ 35, som det kostede for os begge to tilsammen. Det er ikke meget mere, end det koster for én i Københavns Zoo. Og der er rigtigt meget at se i Memphis, som også rummer et lille akvarium - lige noget for Tim, som har en akvariefetich. Haven er på 31 hektar og har 3.500 dyr fordelt på 500 arter mod Københavns 11 hektar, 3.000 dyr og 264 arter - men den er nu ikke meget bedre end København. Udstillingen i parken var tematisk opbygget med områder som "Den Afrikanske Savanne", "Kina", "Rocky Mountains", "Det Nordvestlige Amerika", "Arktis", "Indonesien" og så videre, men det første sted vi besøgte, var ikke et geografisk område, men et "katteland", Cat Country, hvor der var eksemplarer af stort set alle større og en hel del mindre kattedyr: Løver, tigre, leoparder, pantere, jaguarer, pumaer, geparder, ozelotter, sneleoparder og flere andre., herunder Rød Panda. Efter besøget her, gik vi rundt i alle havens områder, men undlod dog (af hensyn til Tim), huset med fritflyvende fugle.

Akvariet var ikke meget at råbe hurra for; det var lille og ikke med mange fisk, men det rådede vi bod på senere på turen. Isbjørnene så ganske kølige ud i deres bassin, odderne svømmede rundt i deres, og det samme gjorde pingvinerne (i deres eget, ikke i oddernes). "Man kan altid tåle at se en pingvin til", som Tim sagde - og det er helt rigtigt. De er fantastiske og jeg kan nyde dem i længere tid. Efterhånden, som vi bevægede os rundt i haven, steg temperaturen, men den kom aldrig over 29 grader. Til gengæld steg luftfugtigheden ret højt (faktisk højere end nede i sumpen i Louisiana), og det var efterhånden en noget klistret fornemmelse at gå omkring. Skjorten klistrede til kroppen, og den halve liter vand, vi hver havde medbragt fra bilen, fik hurtigt ben at gå på. Alligevel nåede vi hele vejen forbi såvel "Nordvestpassagen", "Den afrikanske Savanne" og alle de andre områder. I "Indonesien" så vi blandt andet verdens største øgle, komodovaranen, men begge eksemplarer så meget sløve ud.. De samme gjorde havens to kæmpepandaer i "Kina". Faktisk er pandaerne ikke havens, men venligst udlånt af den kinesiske stat.

Til sidst nåede vi tilbage til indgangen, der i øvrigt var bygget som et ægyptisk tempel - nok en reference til bynavnet Memphis, der jo oprindeligt var navnet på en ægyptisk by syd for Kairo. Da vi kom tilbage til bilen efter en spadseretur på 4-5 km og næsten 4 timer, var den ophedet til rigtigt mange grader, men heldigvis blev den hurtigt kølet ned, da vi fik tændt for airconditionanlægget. Næste stop var så Mississippi-floden, som jeg gerne ville se, men på grund af byggeri og vejarbejde, fandt vi ikke et sted, hvor vi kunne komme helt ned til den. På vej derned passerede vi en pyramide! Da vi kom tilbage til hotellet fandt vi (ved hjælp af Google) ud af, at pyramiden, der var bygget af glas og stål, oprindelig var en sportsarena med plads til 20.000 tilskuere. Med sine 98 m i højden og en sidelængde på 180 meter, er den verdens sjettestørste pyramideformede bygningsværk. Fire af de fem pyramider, der er større, findes i Ægypten, mens den sidste er Luxor Hotel i Las Vegas. I dag er pyramiden ved at blive ombygget til en såkaldt "megastore" med butikker, hotel, restauranter mm.

Fra pyramiden kørte vi tilbage mod vores hotel og passerede undervejs Elvis Presley Boulevard og Graceland, som vi allerede havde besluttet ikke at besøge, så vi nøjedes med at se det udefra. Til gengæld prøvede vi ad flere omgange at finde en tidligere indianerlandsby, nu arkæologisk udgravning, Chucalissa Indian Village, som lå lidt uden for byen, nær floden. Vi kørte længe rundt i det skovområde, hvor stedet skulle ligge sammen med et museum, men hver gang vi kom forbi en vej, som vi mente måtte føre til stedet, var der en bom for, så vi ikke kunne komme ind. Det eneste, vi fandt, var et campingområde for mobile homes, og der var der ikke mange rester af indiansk bosættelse. Da vi kom tilbage til hotellet og internettet, kunne vi konstatere, at vi faktisk havde været på rette spor. Imidlertid var museet lukket om mandagen, og da det netop var mandag... Området har været beboet i 3.000 år, og den udgravede landsby har været bebygget af flere omgange, omkring 1000, omkring 1200, omkring 1400 og omkring 1500. Det er denne sidste bebyggelse, der i dag er udgravet. Tilsyneladende har der været tale om udflytterlandsbyer fra en større landsby, der lå der, hvor downtown Memphis nu ligger. Museum og udgravning administreres af Memphis State University - men alt det opdagede vi altså først, da vi havde opgivet at finde landsbyen og var kommet tilbage. På vejen kunne vi til gengæld nyde nogle af Memphis forstæder, både i Tennessee og i Mississippi

Efter at have slappet af på hotellet en times tid kørte vi ud for at få mad, og denne gang skulle det IKKE være på hverken Denny's eller Applebee's så vi fandt et Texas Road House i naboforstaden Horn Lake, ca. 4 km fra hotellet. Det skulle vise sig at være turens indtil da bedste måltid. Selv om det var den eneste gang, vi prøvede denne kæde på turen, bliver det nok et sted, vi vil hjemsøge igen en anden gang. Måske ikke i Horn Lake, men så en af kædens 400 andre restauranter.