En (næsten) helt igennem møgdag!

Dagen, som egentligt startede udmærket, endte med at efterlade et skidt, skidt indtryk. For at udtrykke min ærlige mening om dagen, er jeg nødt til at bruge grove eder, og det vil jeg trods alt ikke. Men tro mig på mit ord, den var rigtig dum! Hjemmefra, eller rettere på hotellet i Philadelphia, havde vi gjort vores forarbejde og studeret vores trofaste RandMcNally kort. Dagens tur skulle føre os til Boston, en strækning på knap 300 miles, som ville kunne køres på godt 7 timer. Dette indebar imidlertid, at vi tog den hurtigste vej, som var motorvej hele vejen, og det var her RandMcNally kom ind i billedet. Kortet viser nemlig, hvor der er betalingsveje, og der var ret mange strækninger med betaling på motorvejen mellem Philadelphia og grænsen til Connecticut, hvorefter det sluttede. Disse betalingsveje ville vi gerne undgå. Ikke fordi vi har noget mod at betale, for det har vi ikke. Priserne er som regel særdeles rimelige. Nej, modviljen skyldtes vores erfaring fra det seneste par ferier, hvor det havde vist sig, at man på mange betalingsveje ikke længere kan betale med hverken kontanter eller kreditkort, men kun med amerikanernes svar på brobizzen. Det gælder fx hvis man skal krydse Golden Gate Bridge, ringmotorvejen uden om Denver og mange andre steder.

Det kunne så endda gå, hvis der i USA faktisk var ét svar på brobizzen, men det er der ikke. Der er mange! Golden Gate bruger FastTrak, andre steder, fx i New York bruger man E-Z Pass, og andre steder C-pass, D-Pass eller helt andre systemer. Et sådant system havde vi ikke - det har udlejningsbiler sjældent. Og da vi jo havde kørt på tværs af USA, ville vi have haft brug for flere forskellige systemer. Vi vidste ikke med sikkerhed, om der var mulighed for kontant betaling på alle de strækninger, vi i givet fald skulle køre, men vi ville ikke tage chancen. Vi besluttede derfor at tage tidligt af sted, og så indstille vores GPS til at undgå betalingsveje. Det havde vi faktisk også gjort to dage tidligere, på vej til Philly, men der havde det ikke været nødvendigt, da vores rute alligevel ledte os uden om betalingsveje. Faktisk endte det med, at den tur vi kom til at køre, kun var få miles længere end den hurtigste.

Klokken 7.30 forlod vi hotellet efter at have indstillet GPS'en, som havde beregnet en ankomsttid til hotellet i Boston til kl. 15.18, hvilket faktisk ikke var meget senere end via den hurtigste rute, så det var ikke så galt, og det gav os lidt dagslystid til at se noget af Boston. Vi forlod "The City of Brotherly Love", som Philadelphia kaldes, uden de store trafikale problemer på trods af at myldretiden var i gang, og kørte faktisk på motorvej (I-95) det første stykke, men så ledte gps'en os væk fra motorvejen og noget længere mod nord ad mindre veje. Ved et sted, som jeg senere opdagede, blev kaldt Washington Crossing, krydsede vi Delaware River og kørte ind i New Jersey, en stat vi allerede havde besøgt dagen før ved at krydse samme flod nede i Philadelphia. Stedets navn stammer sjovt nok fra, at George Washington krydsede floden på dette sted natten mellem den 25. og 26. december 1776, på vej til et overraskelsesangreb på engelske styrker nær Trenton i New Jersey. Selv kørte vi imidlertid ikke til statshovedstaden, men holdt os nordvest for denne. På dette tidspunkt vidste vi ikke helt, hvor vi var på vej hen, men pludselig var vi i Princeton, New Jersey, en forholdsvis lille by med kun omkring 28.000 indbyggere, men berømt for sit universitet. Ivy League universitetet er fra 1746 og det fjerde universitet, der blev grundlagt i de engelske kolonier i Amerika. Universitetet har 8.000 studerende, og de er med til at øge befolkningstallet i byen. Det samme er de ca. 2.000 ansatte, hvoraf ca. 1.200 er akademiske medarbejdere. En af disse var Albert Einstein, som var ansat på et uafhængigt institut, der samarbejdede med universitetet, fra 1933 til sin død i 1955. To præsidenter, James Madison og Woodrow Wilson, en vicepræsident, Aron Burr, en præsidenthustru (First Lady), Michelle Obama og mange andre kendisser er udgået fra universitetet, herunder skuespillerne James Stewart, David Duchovny og Brooke Shields.

Vi besøgte nu ikke universitetet, som vi kun så i det fjerne. Vi ville stadig hellere holde tidsplanen, så vi kunne komme ud i Boston, når vi nåede frem. Fra Princeton førte gps'en os nærmest stik nord på ad ganske små og også ganske hyggelige og kønne veje. Ikke ret længe efter at være kørt fra Princeton, måske 10-12 minutter, mødte vi en politibil med teksten Raritan Police, hvilket overraskede os en del. I 2012 fandt vi efter næsten 1.000 km kørsel et hotel, som senere viste sig et ligge i byen Raritan. Den historie kan du læse mere om i artiklen Hvor er Ohio under Rejser, 2012. Da vi endelig fandt et hotel med et ledigt værelse, anede vi faktisk ikke hvor vi var, eller hvordan vi var kommet der, men nu måtte vi jo være i nærheden igen, siden politiet reklamerede med at være fra denne by. Det var ved den lejlighed, altså i 2012, at vi gjorde en stakkels pige på en restaurant helt nervøs, da vi spurgte hende hvor vi var, og hun forklarede at vi var i Bridgewater, New Jersey, og jeg chokeret spurgte hende: "Er vi da ikke i Ohio? Så må vi være kørt forkert". NB! Restauranten i Bridgewater var stort set nabo til hotellet i Raritan. Byerne ligger tæt i det område! Ikke længe efter mødet med politibilen kom vi da også ind i bebygget område, og vi kunne blandt andet genkende en kirke og en tankstation, et indkøbscenter og så fik Tim da også øje på det hotel, vi havde boet på to år tidligere. Det havde et karakteristisk tårn uden for. Det havde vi aldrig troet at vi skulle gense, ikke mindst fordi vi faktisk ikke anede, hvor det lå, men nu fik vi det altså set igen.

Fra Raritan fortsatte i vi nord på, fortsat ad mindre veje, men ind imellem afbrudt af korte stræk på motorvej, der ikke opkrævede betaling. Omkring 70 miles længere mod nordøst, og ca. 10 miles syd for West Point militærakademiet, krydsede vi Hudson River efter at vi ca. 25 miles tidligere var kørt ind i staten New York. Her brød vores princip om at undgå betalinger sammen, for broen, som førte over floden, var en betalingsbro, og den kunne vi kun undgå, ved at køre flere hundrede miles nord på. Heldigvis tog de mod kontanter, og prisen var den formidable sum af $ 1,25. Vel ovre floden ville vores gps have os syd på igen, så det gjorde vi. Her kørte vi langs med floden ad en vej der førte op i bjergene omkring denne. På det højeste punkt var der en rasteplads, hvor vi kørte ind og nød udsigten over floden, og øen Iona Island lige neden for udsigtspunktet. Over floden svævede 2-3 hvidhovede havørne, men de bæster ville ikke "hænge" stille, så alle de billeder jeg tog, var lige til at kassere. Eller billederne var egentlig ok, men mens jeg fokuserede, bevægede ørnene sig, så jeg fik glimrende billeder af blå himmel - helt uden fugle. Efter stoppet her kørte vi videre over bjerget, hvor vi fandt en tankstation hvor bilen blev tanket op, og jeg fik en kop kaffe. Herfra førte gps'en os videre syd på mod White Plains, New York, hvor det amerikanske hovedkvarter for Heineken Bryggeriet ligger, og hvor også hovedsædet for IBM's marketings- og serviceorganisation i USA lå i 30 år, blandt andet mens jeg var ansat. I dag har IBM kun ganske få ansatte på adressen, som deles med mange andre virksomheder. Her gjorde vi ingen stop, men fortsatte sydøst på mod Port Chester, hvor vi mødte I-95, som ikke længere var betalingsvej, så derfor kunne vi blive på denne resten af vejen til Boston.

Lige efter Port Chester kørte vi ind i dagens fjerde stat, Connecticut, og efter ca. 2 miles begyndte det så at gå galt. Trafikken gik langsommere og langsommere, og til sidst gik den helt i stå. Vi troede, at det måske var et trafikuheld længere fremme, men det var det ikke! På dette tidspunkt havde vi faktisk kørt hurtigere end beregnet på trods af diverse stop, så gps'en nu estimerede ankomsttidspunktet til 15.10. Dette skulle imidlertid hurtigt ændre sig. Når vi ikke holdt helt stille, sneglede vi os frem. Eller rettere vi så snegle overhale os i rabatten, og gps'ens forudsigelser blev mere og mere pessimistiske. 15.30, 15.45, 16.10 og det fortsatte bare. Området langs I-95 gennem Connecticut er en del af den megalopolis, som i dag kaldes BosWash, og som er et stort set sammenhængende byområde, der går fra Washington DC og helt op til Boston. Også her i Connecticut ligger byerne tæt, og mens der kom mange flere biler på motorvejen ved stort set alle tilkørsler, var der til gengæld ikke ret mange, der kørte fra ved afkørslerne. Alligevel var der faktisk perioder, hvor det gik noget hurtigere, men så gik det i stå igen. Da vi efter knap 50 miles på denne måde, nåede til New Haven, var Tim ved at have et desperat behov for et toilet. Jeg har i andre artikler beskrevet, hvordan der typisk ligger tankstationer, spisesteder osv. ved motorvejsfrakørsler, men det gælder desværre ikke i bymæssige områder. Og desuden har tankstationer i disse områder også kun sjældent toiletfaciliteter til kunderne.

Til sidst blev desperationen så stor, så vi (jeg var chauffør her) simpelthen tog den første, den bedste frakørsel, og så søgte Tim efter tankstationer på gps'en. Der lå ingen i nærheden af motorvejen, så vi måtte køre et godt stykke for at finde en, og den havde selvfølgelig ikke toilet, og det havde den næste heller ikke. På vejen fra motorvejen havde vi passeret en McDonalds, og den blev vi nu enige om at køre tilbage til. Da vi fandt den, ilede Tim af sted, mens jeg blev i bilen og så trist på gps'en, som nu havde udsat ankomsttidspunktet til 17.15, men det skulle blive værre endnu. Da Tim kom tilbage var myldretiden så småt sat ind, så det kostede nogen tid at nå tilbage til motorvejen, hvor trafikken ikke var blevet mindre, men vi fortsatte ufortrødent omend voldsomt irriterede. Omkring New London ebbede trafikken endeligt ud, men da havde vi også kørt i kø i mere end 150 km (95 miles), og det havde taget næsten 7 timer (inkl. vores pause)! Vi havde mødt køen lidt før 11, og nu var klokken blevet lidt over 18. Og vi havde stadig over 100 miles (160 km) og et næsten to timers kørsel foran os. Gps'en sagde nu, at ankomsten ville ske omkring kl. 19.48, og det kom næsten til at holde. Da vejen blev fri, holdt vi nok ikke helt hastighedsgrænsen som her var 65, men det var der heller ikke andre, der gjorde. Vi fortsatte nord på gennem Rhode Island (som vi næsten ikke så, før vi var ude af den) og videre gennem Massachusetts til Boston og klokken 20.10 holdt vi uden for vores hotel efter en køredag på næsten 12 timer, kun med tre korte og et længere stop (inklusiv endnu et kort stop for at købe vand og frugt i et Walmart), og alligevel havde vi kun kørt præcis 300 miles (knap 500 km), alt inklusive. Så sightseeing på dag ét i byen, blev der altså ikke noget af.

Vi standsede uden for hotellet, og i modsætning til i Philadelphia var parkering her inkluderet i værelsesprisen - oven i købet med "valet parking", så da vi havde tømt bilen, fik vi udleveret en parkeringsbillet, og så blev bilen kørt væk, mens vi gik ind på hotellet for at få vores værelse. Her fortalte jeg om vores køkørsel, og receptionisten forklarede, at det var bare almindelig fredagstrafik på motorvejen. Sådan var det gennem Connecticut hver fredag, hvor mange newyorkere forlader byen for at holde weekend. Vi fik bragt bagagen op, og så var det blevet spisetid! Vi havde hverken fået morgenmad eller frokost, så alt, hvad jeg havde indtaget var en sandwich på en tank, og et æble fra køleboksen og Tims menu havde bestået af nogenlunde det samme. Alligevel var vi mere trætte end sultne, så da vi på vejen mod hotellet havde passeret en Subway ikke mange skridt borte, blev vi enige om, at udnytte en sådan endnu engang. Mens vi spiste, kunne vi sidde og gøre status over dagen, som havde budt på seks stater, en tangering af vores rekord fra 2012. Tre af disse stater havde vi begge besøgt før, Pennsylvania, New Jersey og New York, og mens jeg også havde besøgt Connecticut, Rhode Island og Massachusetts tidligere, var disse nye for Tim. Vi blev også enig om, at vi aldrig skulle køre gennem Connecticut på en motorvej på en fredag i fremtiden. Da vi havde indtaget vores sandwich, var klokken efterhånden blevet 21.30, og vi gik tilbage til hotellet. Vi var ret trætte, for det er faktisk trættende at køre i kø så længe, for selv om det ikke går stærkt skal man jo hele tiden være koncentreret - og faktisk mere end når man bare kører "derudad". Næste dag stod igen på sightseeing, og så var det jo om at være friske, så vi gik forholdsvis tidligt i seng.