Hjemtur med dårligt nyt hjemmefra
Så var det blevet "hjemad tid" så vi stod tidligt op og spiste de sidste rester af pålæg, ost, tomater osv. som morgenmad. Vi ryddede op i lejligheden og pakkede vores tasker i bilen, og så tog vi afsted.
Udsigt til Zugspitze
Vi kørte mod motorvejen, men tog igen en mindre omvej, så vi igen passerede Trasimenosøen, så vi også kunne få sagt farvel til den. Da vi nåede motorvejen, gik det pænt hurtigt nord på til vi kom op i nærheden af Verona. Der gik det så mere eller mindre i stå, og vi kom kun langsomt fremad. Ved Bolzano/Bozen forlod vi derfor motorvejen og kørte i stedet mod nordvest til Merano. Undervejs spiste vi frokost på en motorvejscafé. Omkring St. Leonhard drejede vi så yderligere mod nordvest for at køre ind i Østrig over Timmelsjoch passet (Passo Rombo på italiensk). Passet ligger i 2.509 meters højde over havet, og vejen derop er en rigtig bjergvej med hårnålesving, masser af hårnålesving. Det var ikke lige Dortes kop te, men jeg syntes af det var fint, og der var i hvert fald mange steder en forrygende udsigt. Når man skal ned på den østrigske side af passet, går det noget nemmere, da der er knap så mange hårnålesving.
Det var på vej op mod passet at Michael (Tinas daværende kæreste) ringede og spurgte, hvad han skulle gøre, for der var 15 cm vand i kælderen. Det var jo ikke så godt, specielt ikke fordi vi aldrig tidligere havde haft oversvømmelse, men det viste sig senere, at der var faldet 79 mm regn på en halv time, og det var mere end kloakkerne kunne klar. Vi gav ham vores nummer til Falck og bad ham kontakte dem, og så ringe tilbage. Da Lis og Per hørte om vandet, ringede det til Stine og Ann-Lo, som de bad om at køre over for at tjekke, hvordan deres kælder så ud. Kort efter ringede Michael tilbage og forklarede, at han ikke kunne komme igennem til Falck, så nu ville han køre ud på sin arbejdsplads og hente en pumpe der. Så var det Ann-Los tur til at ringe og fortælle Lis og Per, at de havde mellem 30 og 40 cm vand i deres kælder. Så hun og Stine var gået i gang med at bjærge, hvad de kunne. Senere fik de hjælp af Michael og hans pumpe. Vi fik dem til at tage billede af begge kældre, så vi havde noget dokumentation til vores respektive forsikringsselskaber. Det viser bare, at man aldrig skal jinxe, som fortalt i artiklen Gademarked og Hyggesnak.
Overnatningshotel i Tyskland på vej hjem
Vi kunne jo ikke gøre meget fra Østrig, men vi blev enige om, at i stedet for at gøre holdt for natten et sted i Østrig, fx Sölden, som vi havde talt om, ville vi køre så langt nord på, som vi orkede, så vi kunne forkorte søndagens etape og være hurtigere hjemme. I Langenfeld i Østrig gjorde vi holdt ved et supermarked, hvor vi købte lidt mad og drikke, så vi kunne holde den gående nogle timer endnu. Men ellers fortsatte vi videre mod nord. Vi gjorde dog et enkelt stop for at kunne nyde udsigten over Zugspitze, Tysklands højeste bjerg, men ellers fortdatte vi ind i Tyskland, og ved Füssen kørte vi så på motorvejen, og så satte vi tempoet op. Vi gjorde endnu et stop ved 19-tiden for sat spise aftensmad på endnu en motorvejscafé, og så gik det igen nord over. Omkring kl. 22.00 mente vi, at det nu måtte være tid til at gøre holdt for natten. Vi var på det tidspunkt omkring Würzburg, og kort efter så vi et skilt med et hotel, så vi forlod motorvejen. Da vi kørte fra, kunne vi se et hotel, og det tog vi så, selv om det ikke var det, vi havde set på skiltet. Det viste sig et være et lille familiehotel, Hotel am Wiesenweg, og da det så nysseligt ud, og der var ledige værelser, blev vi der.
Søndag den 12. august - Würzburg til Brøndby
Næste dag stod vi tildigt op, så vi kunne være klar til morgenmad, når hotelllets restaurant åbnede. Efter en glimrende morgenmad gik det så igen nord på. Vi kørte igennem med kun nogle mindre stop af naturlige årsager. Ellers gjorde vi det første stop syd for Hamburg, hvor vi spiste en pølse/sandwich, men uden at sætte os ned. Så var der ellers kø rundt om Hamburg, men efterhånden kom vi igennem, og så kunne vi fortsætte uden yderligere afbrydelser op til Puttgarten.
Ved 18-tiden var vi tilbage efter en fin ferie, bortset altså lige fra afslutningen. Vi blev enige om, at vi gerne ville tilbage til Toscana, men det er altså ikke sket endnu, da rejser til USA har domineret lige siden. Vel hjemme skulle vi så forhandle erstatning med forsikringen, men det er en anden historie, som ikke hører hjemme her.