Oregons sydkyst

En junidag i 2006 skulle vi se Stillehavet for første gang. Eller rettere for første gang for mit vedkommende. Dorte har tidligere set det, om end fra den anden side (både i Kina og Japan).

Vi havde overnattet i en lille by, Cottage Grove i Oregon, og nu skulle vi syd på til Californien. Vi ville dog ikke tage motorvejen men hellere følge U.S. Highway 101, der gik ude langs Stillehavets kyst. Vi tog nu motorvejen nogle få miles mod syd. Her mødte den Oregon Road 138, som vi ville følge mod vest til Stillehavet. Det viste sig at være en lille, snoet vej, der førte op gennem bjergkæden Coast Range, gennem små bevoksninger, og et langt stykke langs med Umpqua floden, der er opkaldt efter indianerstammen af samme navn, eller også er det omvendt. Vi havde efterhånden kørt et par timer og trængte til at strække benene, så vi kørte ind på en lille rasteplads ved floden. Det viste sig at være ud for en række sandbanker, og der stod et skilt, som fortalte at dette var Brandy Bar – cognacsbanken. Grunden til dette, lidt underlige navn var, at da det første skib med hvide mænd, sejlede op ad floden i 1850, gik skibet på grund her, og søfolkene morede sig så med at tømme skibets last af cognac. Ikke i floden!

Efter vores korte ophold her, kørte vi videre ud mod Stillehavet, og efterhånden kom vi ud af bjergene og ud på en slette. Her så vi en masse dyr ligge inde i det høje græs ved siden af vejen, og kort efter var der en rasteplads, og et skilt, som fortalte at her var der et "Elk-watchpoint". Altså et udsigtspunkt, hvor man kunne se wapitihjorte. Der var også en ranger (de er overalt), som fortalte om dyrene – som vi i øvrigt ikke kunne se fra udsigtspunktet. De eneste dyr vi så, var nogle ret aggressive svaler, som fodrede unger i reder under taget på udsigtshuset. Da vi havde lyttet til rangeren i et stykke tid, kom der nogle mennesker gående, som oplyste, at de havde set nogle wapitityre et stykke nede ad vejen, og da vi jo alligevel skulle videre, besluttede vi at se lidt på dem. Desværre var de gået inden vi nåede derned, så det fik vi ikke meget ud af. I stedet fortsatte vi ud ad vejen indtil den mødte US-101 ved byen Reedsport. Her skiftede vi til 101, og kort efter kørte vi ind på en rasteplads hvor vi for første gang fik set Stillehavet. Faktisk havde vi et fremragende overblik over Umpqua flodens udmunding, som er uden delta af nogen art. Floden løber simpelthen mellem to dæmninger ud i oceanet. Efter at have set og fotograferet Stillehavet, fortsatte vi mod syd ad US-101.

Vejen gik gennem skove, der så ud til at være meget tørre, og der blev da også advaret om brandfare, men samtidigt blev der på skilte advaret om, at vi var i Tsunamiområde, og at vejen var en Tsunami evakueringsvej. Vi mødte dog ikke nogen Tsunamier, så vi ved ikke om det passer. Brande så vi heldigvis heller ikke noget til. Vejen gik langs med det område, der kaldes Oregon Dunes, der sjovt nok (dune betyder klit), er et område med nogle meget store sandklitter. Der var flere muligheder for at køre ind i klitområdet, men hver gang vi så en indkørsel, så vi også en masse små dune buggies, som racede af sted gennem klitterne, så vi mente ikke, at det var et passende sted at færdes til fods. Klitterne er i øvrigt de største i USA. Et over 70 km langt område med klitter, hvoraf nogle rager op i over 150 meters højde. Det var egentlig først meningen, at vi ville være kørt ud til US 101 noget længere mod syd, men Dorte havde på kortet set, at der ved vejen lå en by, der hed Denmark, og den ville hun ikke gå glip af. Men det gjorde hun alligevel. På dette tidspunkt var det hende, der var chauffør, og da vi nåede byen, var hun ikke opmærksom – og så var vi ude af den! Men den bestod tilsyneladende også kun at et eneste hus ved hovedvejen, og så en sidevej, der hed Denmark Road, men hvor der, så vidt jeg kunne se, ikke lå nogen huse. Da vi altså måtte opgive Denmark, fortsatte vi mod syd til den lille by Bandon, hvor vi fandt en butik, hvor vi kunne genforsyne med is til køleboksen. Her købte vi også en flaske vin med hindbærsmag. Vin med frugtsmag er en Oregon specialitet, men efter at have prøvet hindbærvinen samme aften, blev vi enige om, at den smagte mest af alt som en omgang lidt for tynd hindbærsaftevand, så frugtvin på den måde er ikke vores stil. Bandon er i øvrigt center for den lokale produktion af tranebær. Jo en sådan har man her. Mere end 650 hektar rundt om byen er tilplantet med disse bær, og her høstes over 5 % af USA's samlede produktion af bærrene. Ok, jeg indrømmer, at dette ikke er den mest nødvendige paratviden at sidde inde med, men nu ved I det altså. I Bandon fyldte vi også benzin på, og her oplevede vi en af de underlige love, som findes i nogle amerikanske stater. I dette tilfælde er det i Oregon forbudt selv at fylde benzin på sin bil, så alle tankstationer er med betjening.  Det skulle man lige vænne sig til, men det var selvfølgelig meget rart at blive betjent.

Vi fortsatte mod syd til vi så et skilt, der viste til Cape Blanco fyrtårn. Her blev vi enige om, at det ville vi køre ud til. Så ville vi se, om vi ikke kunne finde et sted at spise mere af vores medbragte mad fra køleboksen. Da vi kom derud var der også meget smukt. En vild klippekyst, og et nydeligt fyrtårn. Desværre stormede det derude, så vi var ved at blæse væk, og Dorte syntes, at der var meget koldt, selv om der to kilometer længere inde i landet, var alt for varmt J. Så vi besluttede at finde et andet sted at spise. Da vi havde set nok på kyst og fyrtårn, kørte vi derfor tilbage til hovedvejen og fortsatte mod syd nogle få miles. Her fandt vi så en rasteplads med udsigt over Stillehavet og stranden. Her var der borde, og her var der varmere, så her spiste vi frokost, mens vi nød udsigten. Efter maden fortsatte vi mod syd af US 101, der fra byen Port Orford følger kysten ret tæt, så det er en meget køn tur. Vi krydsede grænsen til Californien, og gjorde holdt kort efter i en lille by, hvor der var en café. Her fik vi en kop eftermiddagskaffe, og så gik det ellers videre mod syd gennem Redwood National Park. Her så vi for første gang nogle af de pænt store, for at sige det mildt, coastal redwoods (på dansk bare rødtræ, på latin sequoiah sempervirens), som vokser langs den nordlige del af Californiens stillehavskyst. Vi gjorde holdt så vi kunne tage et par billeder af træer, bil og os. Og selv om Dorte var noget utilfreds med træerne – hun mente at barken var "sjusket", havde hun dog ikke noget imod at blive afbildet sammen med et sjusket træ.