Spansk stemning, UFO'er og flagermus

Colorado Springs, dagens udgangspunkt ligger i 1.832 meters højde over havet, og det kan mærkes en anelse på åndedrættet, at luften er lidt tyndere her. Da vi forlod denne by - og staten Colorado - skulle vi imidlertid endnu højre op, nemlig til Santa Fe i New Mexico. Denne by er den højeste beliggende statshovedstad i USA med sine 2.134 meter. Byen er også den ældste by, der er statshovedstad, idet Santa Fe blev grundlagt som by af spanierne i 1607! Byen rummer USA's ældste eksisterende kirkebygning fra 1610. Denne bygning er som mange af byens andre bygninger, bygget af adobe.

Faret vild i labyrinten

Målet for dagens kørsel, Santa Fe kunne nås via motorvej hele vejen, så vi regnede med at nå frem midt på eftermiddagen, så vi havde tid til at se den historiske del af byen inden det blev mørkt. Vi havde prøvet at ringe til Hertz fra hotellet i Colorado Springs, men uden held. Vi ville derfor prøve at finde et Hertz-kontor i byen, hvor vi måske kunne få det rigtige telefonnummer, men på trods af GPS og en forklaring fra et sted, hvor vi spurgte om vej, lykkedes det ikke. Hertzkontorer må være rimelig godt kamuflerede, for selv om vi kørte til den adresse, GPS'en foreslog var der ikke noget, der bare lignede. Selv, da vi havde spurgt om vej, og damen, som vi spurgte (kontordame hos en Chevroletforhandler), havde ringet til Hertz og fået en adresse, hjalp det ikke. Der var simpelthen ikke noget, der lignede et Hertz kontor det opgivne sted. Vi opgav derfor projektet med at ringe, og blev enige med os selv om bare at køre videre. Vi spildte lidt tid med dette projekt, men til gengæld fik vi hældt benzin på tanken og is på køleboksen inden vi kørte ud på motorvejen, og satte kursen syd på.

Herefter kørte vi syd på med god fart, og holdt kun pauser for at skifte chauffør, og hvad der nu følger af det, og en enkelt gang for at smøre lidt mad fra køleboksen. På vej mod Santa Fe tårnede sorte skyer sig op i horisonten, og vi blev enige om, at vi ville få regn, og det gjorde vi så også kort før vi nåede byen, men inden vi var inde i den, var det holdt op igen. Også i Santa Fe havde vi bestilt værelse hjemmefra. Denne gang på et luksushotel lige i centrum af byen. Dels fordi jeg syntes at det så godt ud på nettet, men også fordi vi kun havde nogle få timer i byen, og vi ville gerne se det historiske centrum, og så var det rart at bo der. La Fonda on the Plaza hedder hotellet, som ligger på byens centrale torv og omkring 100 meter fra domkirken. Heldigvis kunne man parkere gratis i det offentlige parkeringshus, som lå ved siden af hotellet, når man havde værelse der, for ellers havde det været umuligt at finde et sted.

Vi ankom til hotellet kl. 15.00 og Tim satte mig af udenfor, men blev selv i bilen, mens jeg gik ind og fik tjekket ind og fik nøglen til vores værelse, som lå på 3. sal (den øverste). Jeg fik en mærkat som skulle sidde i bilen i parkeringshuset som tegn på, at vi boede på hotellet og derfor ikke skulle betale. Vi måtte køre lidt rundt, inden vi fandt en plads, men til sidst gik det. Vi tog bagagen ud af bilen, og så skulle vi bare have den bragt op på værelset. I Seattle kunne vi ikke finde vores hotel, men det var der ikke problemer med her. Til gengæld kunne vi ikke finde vores værelse! Elevatoren fra parkeringshuset gik kun til 2. sal og vi skulle bo på tredje. Ude af elevatoren prøvede vi at finde en trappe, men den eneste vi kunne finde førte kun ned, ikke op, og så var vi på en lang gang på første sal. Her mødte vi et par ansatte på hotellet, men de kunne desværre kun tale spansk, så det hjalp ikke meget. Da vi fandt en trappe, som gik op, førte den kun til 2. sal, hvor vi kom fra, men et andet sted på etagen, og uden forbindelse til den gang, vi oprindeligt var ankommet på. Vi begyndte efterhånden at tvivle på, om 3. sal overhovedet eksisterede. Imidlertid mødte vi en ny medarbejder, som talte gebrokkent engelsk, og han forklarede at vi skulle ned ad gangen, til højre og op igen, men det skulle vi ikke, for der var ingen trappe! Efter nogen flakken omkring på det labyrintiske hotel, hvor vi på et tidspunkt også havde forvildet os helt ned i underetagen, mødte vi nogle gæster, som kunne fortælle os, at vi skulle længere ned ad den gang, vi var på på netop dette tidspunkt, og så dreje til højre, så ville der være en elevator, som kørte til 3. sal. Heldigvis viste det sig at de havde ret, og da vi kom op, skulle vi så bare finde den gang, som vores værelse lå på, men til sidst lykkedes også det.

Værelset var glimrende, men udsigten var til en baggård, men sådan kan det jo gå. Da vi havde fået etableret os med al vores habengut, gik vi ud for at se på byen. Vi fandt elevatoren igen, og kørte ned i stueetagen. Her skulle vi så bare navigere gennem hotellets labyrintgange til lobbyen, så kunne vi endelig komme ud i det fri. Det lykkedes heldigvis uden alt for meget besvær; kun én gang gik vi forkert. Nu havde vi imidlertid styr på grundplanen, så senere fik vi ikke problemer. Hotellet er som sagt et luksushotel, og på vej ud undersøgte vi priserne i hotellets restaurant, og blev enige om, at der ville vi ikke spise! Der har været kro på stedet siden 1608 (La Fonda betyder "Kroen"), og den nuværende adobebygning* er fra 1922, men er renoveret i 2011. Hotellet var fra 1925 et såkaldt Harvey House, ejet et jernbaneselskab, men leaset ud til og senere købt af englænderen Fred Harvey, og det var efter sigende her, at han først indførte sine berømte Harvey Girls, serveringspiger i sorte kjoler og stivede hvide forklæder. Harvey drev allerede andre hoteller, blandt disse El Tovar ved Grand Canyon. Disse Harvey Houses var dengang mest kendt for, at der blev lavet frisk kaffe hver anden time hele dagten, uanset om der var drukket op eller ej. I 1968 solgte Harvey-kæden hotellet, der har været i privat eje siden.

* Adobe er et byggemateriale, som blandet andet består af sand, ler, vand og et organisk materiale, fx gødning eller halm. I dag betegner ordet i USA hele den byggestil, der anvendes mange steder i de sydvestlige stater.

Da vi kom ud af hotellet, gik vi først op til Cathedral Basilica of Saint Francis of Assissi, byens katolske domkirke, som lå kun 100 meter fra hotellet. Vi besøgte kirken og så blandt andet de flotte glasmosaikker og anden udsmykning. Uden for kirken står en del statuer, blandt andet en af Kateri Tekakwitha, en indianerkvinde, som levede fra 1656 til 1680 (ikke så længe). Hun tilhørte mohawk-stammen fra staten New York og var kristen (katolik), og efter hendes død skete der mirakler ved hendes grav i Canada. I 1980 blev hun beatificeret af pave Johannes Paul II og den senere pave, Benedict XVI, helgenkårede hende den 21. oktober 2012 i Peterskirken i Rom. Hun er dermed den første nordamerikanske indianer, som nogensinde er blevet helgenkåret.

Da vi havde set nok til kirken, fortsatte vi rundt i byen og så på nogle af de mange andre adobebygninger, som der er så mange af, blandt andet House of the Governors, hvor de spanske guvernører boede. Her skrev forfatteren Lewis Wallace sin berømte roman, Ben Hur, mens han var guvernør over staten. Denne bygning ligger ved den centrale plaza, og her var der mange mennesker samlet, men senere skulle der komme endnu flere. Vi fik også set operahuset og museet for moderne kunst, begge udefra. Også dette var adobebygninger. Undervejs så vi en restaurant, som vi ville spise aftensmad på, men inden da gik vi tilbage til hotellet for at slappe af. Mens vi gjorde det, regnede det, men da vi gik ud igen for at spise, skinnede solen. Da vi nåede plazaen, var der optræden af et indiansk orkester og senere kom andre til, men dem så vi nu ikke. Til gengæld så vi en mindesten, der viste at her sluttede det berømte Santa Fe Trail.

Restauranten, som vi spiste på, hed Burro Alley Cafe, og den lå sjovt nok i Burro Alley. Her blev vi betjent af en yngre mandlig (hvid) tjener, selv om vi hellere ville have haft den kønne indianerpige, der også serverede, men da vi efter maden skulle betale, fik vi en sludder med dem begge, selvfølgelig med udgangspunkt i et spørgsmål om, hvor vi kom fra. Vi gik tilbage til hotellet, hvor vi læste til det blev mørkt. Så gik jeg uden for igen, for at tage nogle billeder af katedralen med lys på og jeg fik også taget et par andre billeder. 

Fotografering forbudt

Vi skulle blive i New Mexico endnu et par dage. Vi var i øvrigt i tvivl om, hvorvidt vi skulle klassificere denne stat som ny eller ikke. Vi havde begge været her før, jeg to gange, men i ingen af tilfældene varede besøget mere end tre minutter, da besøgene fandt sted i statens absolut nordvestligste hjørne, ved Four Corners Monument, hvor New Mexico er en af de fire stater, der mødes. Jeg besluttede mig for, at den ikke var ny, hvad Tim gjorde ved jeg ikke.

Vi forlod det labyrintiske hotel, som var turens dyreste overnatning, før ni. Hotellet lå i en gade, der var ensrettet i modsat retning af, hvad vi skulle, så vi skulle gennem nogle mindre gader, for at finde den vej, som førte ud af byen igen, men det lykkedes. På vej ud mod den hovedvej, som vi skulle følge mod syd, fyldte vi benzin på bilen til kun $3,10 (4,96 kr. literen) – det billigste vi endnu havde set. Kort efter at vi havde fyldt tanken op, så vi på en anden tank benzin til 2,95! Vi skulle senere selv komme til at tanke for 2,94 (4,70), men det lå lidt ude i fremtiden, og det billigste benzin, vi så, var 2,92. Efter optankningen, hvor vi i øvrigt også købte mere is til boksen, fandt vi US Route 285, som vi skulle køre ad hele vejen til Carlsbad, dagens mål.

Den første del af turen er der ikke ret meget sige om. Vi kørte gennem ensformige landskaber, der lignede dem, vi allerede havde set i det sydlige Colorado og ikke mindst Nebraska. Tør, tør prærie, med afsvedet græs og bjerge i det fjerne. Vi fik senere at vide, at det ikke havde regnet i otte uger og før det i endnu længere tid, og de få dyrkede marker, vi passerede, så da heller ikke for godt ud. Majsmarkerne var afsvedne allerede inden planterne havde fået "ears", de blade som kolberne dannes mellem, og vi hørte i nyhederne i tv, at der var tale om den værste tørke siden "dust bowl" i 1930'erne, og at den kunne få samme katastrofale følger. Forhåbentlig går det ikke så galt, for den gang medførte tørken og de medfølgende støvstorme, at mange måtte flytte fra deres hjem i midtvesten, og folk døde af sult og fejlernæring. John Steinbeck tager udgangspunkt i denne katastrofe i romanen Vredens Druer. Det eneste spændende vi så på turen, var mange, meget lange togstammer med tre eller fire lokomotiver foran og et eller to bagved. Mange var tomme, men der var også en hel del, som var fyldt med kul. Også tog, der transporterede containere, så vi en del af, blandt andet et med en del containere fra Mærsk, og et der stort set kun havde cointainere fra transportfirmaet J. B. Hunt.

Efter ca. tre timers kørsel nåede vi frem til byen Roswell, kendt for sin olieindustri, kunstvandingslandbrug og mejeribrug, men ikke mindst kendt som USA's UFO-hovedstad. Dette skyldes en påstået UFO-nødlanding eller nedstyrtning i 1947, som efter sigende fandt sted 75 miles fra byen. I dag har byen et UFO Museum og adskillige figurer af grønne mænd med store hoveder på gaden og andre steder. Jeg troede, inden vi nåede frem, at der var tale om en ret lille by, men den har faktisk næsten 50.000 indbyggere. Vi stoppede på en tank lige inden for bygrænsen, ikke for at fylde benzin på, men for at smøre noget frokost til os selv. Mens Tim smurte, gik jeg ind på tanken og købte salt og peber, hvilket vi hidtil havde klaret os uden. Desuden købte jeg en kop kaffe og en pose vingummiorm! Disse orm kan der skrives en hel historie om. Ved et af vores besøg i Walmart, havde jeg købt en sådan pose med orm, som jeg havde anbragt i vores afkølede handskerum. Der havde de så ligget nogle dage, uden at vi havde tænkt på dem, men en dag kom vi i tanke om dem, og så spiste vi dem selvfølgelig. Disse Walmart orm, var ret små, så vi fik to ad gangen, men kun et par gange formiddag og eftermiddag, så posen holdt ret længe, men nu var den altså tom. De orm jeg købte på tanken var længere.Vi døbte dem derfor "en-orms orm", fordi vi nu kun måtte få én ad gangen. Senere blev det nærmest en besættelse, at vi hele tiden skulle have orm i handskerummet, og da vi senere nærmede os New York og var udgået for orm, mente vi, at det nu var på tide at komme hjem. Vi nåede dog at købe orm en gang til, og da vi afleverede bilen i JFK lufthavnen, var det eneste, vi glemte at tage med den uåbnede pose orm, som lå i handskerummet.

Nå, men efter at have indtaget vores frokost, fortsatte vi gennem byen, hvor vi fik taget billeder af såvel UFO museum, som grønne marsmænd. Vi stoppede dog ikke mere, men fortsatte mod syd til byen Artesia (10.000 indbyggere) omkring 40 miles syd for Roswell. Her lå der et meget stort olierafinaderi, faktisk det største i New Mexico. Det lå lige ved hovedgaden, så det ville Tim gerne have et billede af. Det var på det tidspunkt mig, der kørte, så jeg trak ind til siden af vejen, hvor vi kunne holde uden at genere nogen. Tim steg ud for at tage et billede, men i det samme kørte en bil fra den lokale sherif op ved siden af os. Jeg troede, at vi holdt ulovligt parkeret og var klar med en søforklaring om, at vi var turister, men han rullede bare vinduet i sin bil ned, og sagde til Tim, at han ikke måtte fotografere. Nu havde Tim allerede taget et billede, men det slettede han så, mens betjenten så på, og så kunne vi køre videre. Hvorfor vi ikke måtte fotografere fandt vi aldrig ud af, for vi har på tidligere ferier taget flere billeder af raffinaderier, og det gjorde vi også senere på ferien, men i Artesia måtte vi altså ikke.

En tordenbyge midt i ørkenen 

Vi kørte de sidste 35 miles til Carlsbad, hvor vi nåede frem midt på eftermiddagen. I den nordlige ende af byen ligger Living Desert Zoo and Gardens State Park, og den ville vi besøge, inden vi fandt vores hotel. Stedet har kun dyr og planter, som findes i Chihuahua Ørkenen, hvor Carlsbad ligger. Carlsbad ligger i den nordlige del af ørkenen, som strækker sig helt ned gennem Texas til Mexico. Stedet lå på en bjergtop 980 m over havet lidt uden for byen, og var meget nemt at finde. Entreen var rimelig, nemlig $ 5 pr. person, så det var til at leve med. Inden vi fik lov til at gå ud og se på dyr og planter, fik vi en længere redegørelse af den dame, som solgte os billetterne om, hvad vi skulle se og hvilke dyr, der var hvor – og så udleverede hun et kort hvor det samme stod på. Derefter fik vi lov til at "slippe ud". Det første sted, vi kom ti,l var deres "fuglehus", og selv Tim, som ellers ikke er meget for fugle, nød synet af ørne og gribbe, men han ville ikke med ind i det område, hvor små fugle fløj frit omkring mellem publikum, så her måtte jeg gå alene. Her fik jeg set og fotograferet en roadrunner (på dansk en jordgøg), som dem, der portrætteres i tegnefilmene med Grimm E. Ulv og Hjulben. Det er dem, der i tegnefilmen hele tiden siger Beep Beep, når de passerer ulven i lyntempo. I virkeligheden siger de faktisk slet ikke Beep Beep, men Coo Coo Coo.

Da jeg kom ud fra fuglehuset, ventede Tim udenfor, og vi fortsatte ned til nogle små vildsvinedyr, der kaldes javelinaer. De er ikke rigtige vildsvin, men ligner. Vi så nu ikke meget til dem, for de lå og gemte sig inde i en hule. Mens vi stod her, begyndte det at regne og lyne og tordne, og der kom en del vand. Heldigvis var der netop her en slags halvtag, hvor vi kunne stå i læ sammen med en spansktalende familie, og undgå det værste uvejr. Efterhånden stilnede det af, så vi kunne gå videre. Jeg håber for de lokale, at det var begyndelsen til enden på tørken; vand kom der i hvert fald. Vi fortsatte rundt og så bjørne, ulve, pumaer, losser, wapitier, præriehunde, bisoner og flere forskellige slanger. Desuden kunne vi se forskellige slags kaktus, yuccapalmer, agaver og andre planter og vi kunne nyde udsigten over byen. Efter regnen var luftfugtigheden meget høj, selv om det havde tordnet, og da det var omkring 35 graders varme, besluttede vi os for at forlade stedet og køre ned til byen igen. Det var på det tidspunkt ikke så behageligt at gå rundt. Inden vi nåede helt til hotellet, stoppede vi ved endnu et Wallmart, hvor vi købte mere pålæg og frugt til den videre tur.

Vi fandt nemt hotellet, der var ret stort i areal, men kun i to etager. Vi fik værelse i stueetagen med adgang direkte udefra. Vi slappede af et par timer, inden vi kørte ud for at spise aftensmad på en Denny's, som vi havde set på vejen fra zoologisk have til hotellet. Den lå i den anden af byen, men den var ikke så stor. Vores servitrice hed Jessica, og hende fik vi en længere snak med. Hun var oprindeligt fra Californien, men var flyttet til Texas med sine forældre, og nu havde hendes far så fået job i Carlsbad. Da jeg spurgte om hun behøvede at flytte med, forklarede hun, at det var hun nødt til, for hun var kun 16 år! Hun så dog noget ældre ud. Vi var egentlig kommet til Carlsbad for at se de berømte huler, men det var først næste dag, så Tim spurgte hende, hvad der skete i byen, bortset fra hulerne, hvortil hun svarede med et rungende "absolutely nothing". Det grinede vi en del af, og vi snakkede videre med hende hver gang, hun kom forbi bordet eller kom med noget til os. Da vi havde betalt gav vi hende gode drikkepenge, faktisk nok lidt i overkanten af, hvad vi havde behøvet, men hun var hyggelig at snakke med.

På dette hotel virkede internettet ikke. Så kort kan det siges. Der havde været andre hoteller, hvor forbindelsen havde været dårlig, men her var den ikke eksisterende, selv om der blev reklameret med high speed wifi på værelserne. Selv da Tim bragte pc'en til receptionen, blev det ikke stort bedre, så vi opgav at komme på nettet den dag. Det skulle faktisk vise sig at blive indledningen til nogle dage, hvor de hoteller, vi boede på, havde rigtigt dårligt internetforbindelse på værelserne.

400.000 flagermus

Denne lørdag, den 7. juli, var det 14 dage siden vi tog hjemmefra, så nu var halvdelen af vores ferie overstået, men vi havde heldigvis mange oplevelser til gode endnu, og en del af dem allerede i dag, hvor vi skulle besøge hulerne i Carlsbad, eller rettere sagt et stykke uden for byen mod sydvest i Carlsbad Caverns National Park. Hvad vi skulle bruge resten af dagen til, ville vi finde ud af senere. Af en eller anden grund ender Tims og mine planer altid med, at vi skal besøge nationalparker i weekender, hvor der er mange andre. Det skete i 2010 både i Grand Canyon og Yellowstone, og det var allerede sket i Glacier på denne tur og nu skete det altså igen. Heldigvis blev det ikke så slemt, som vi havde frygtet.

Vi stod op klokken 7 for at gøre klar til dagens udflugt, og kl. 8.30 forlod vi hotellet for at køre til Carlsbad Caverns National Park, ca. 30 km sydvest for selve byen. Tre kvarter senere kørte vi ind i nationalparken, som undtagelsesvis er gratis. Til gengæld skal man betale for at komme ned i hulerne, men her dækkede vores årskort. Fra indgangen til nationalparken er der stadig nogle miles op til indgangen til hulerne, og undervejs så vi en frakørsel til en scenic route, som vi blev enige om, at vi ville tage på vejen ned. Parken rummer 117 huler, men kun tre er åbne for publikum og de to kræver guidede ture. Den sidste, som netop hedder Carlsbad Caverns har både guidede og selvguidede ture, og det var den, vi ville besøge. Vi fandt en parkeringsplads til bilen – der var allerede mange mennesker – og gik ind i det kombinerede billetkontor, museum, visitor center og souvenirbutik.

Her blev vores årskort "vekslet" til to billetter og så blev vi gelejdet hen til elevatorerne. Det vil sige, inden vi fik udleveret billetterne, blev vi spurgt om, vi havde besøgt huler øst for Mississippi inden for det sidste syv år. Det havde vi ikke, så vi fik vores billetter. Da vi læste om stedet på nettet, var vi blevet advarede om, at der kunne være lang ventetid på at komme ned i hulerne, fordi de store elevatorer var under renovation, og man derfor kørte ned i to små af slagsen. Da vi kom hen til "ventesalen" til elevatorerne, stod der imidlertid ingen, så vi kom først i køen. Efterhånden kom der flere til, men ikke flere end at alle kunne stuves ind i de to elevatorer, der kom op fra dybet, kort efter at vi havde stillet os op. Elevatorerne kører 230 meter ned i bjerget på ikke ret lang tid, og da dørene åbnede, trådte vi ud i en hule, der var indrettet med – gæt selv – endnu en souvenirbutik og en cafe, der også solgte souvenir. Vel nede kan man tage to selvguidede ture, Big Room Tour og Natural Entrance Tour. De guidede havde vi udelukket på forhånd, da man der skulle iføres huleforskerudstyr og skulle kravle gennem snævre passager, og da ingen af os jo hører til de mindste, var det ikke en option. Natural Entrance Tour, som kun er halvanden km lang, anbefales kun til mennesker i en særdeles god kondition, da man skal gå en del op ad bakke. Faktisk så meget op, at det det svarer til, at man har taget trappen op til 80. etage. I brochuren står der, at man skal regne med at bruge 3-4 timer for at gå de 1,5 km op til indgangen. Man kan også gå ned denne vej, men nu var vi jo nede, så det var heller ikke muligt.

Tilbage var altså Big Room Tour, så den tog vi. Turen er ca. 2 kilometer lang og selv om den starter fladt ud (her kan man se hulen fra kørestol), går det senere en del op og ned ad bakke. Turen er et loop, så man ender samme sted, som man begynder, og undervejs ser man så en masse drypsten. Det gjorde vi også, og vi tog billeder af stort set hver eneste formation, vi kom forbi. Når man så kommer op og ser billederne, er de faktisk ret ensformige, mens man dernede tror, at man virkelig har fået taget noget, der er afvekslende, og som med andre klipper, fx i Grand Canyon eller Badlands, giver billederne heller ikke et retfærdigt indtryk, af det man ser. Dertil er de for "flade". Men spændende var det, og stort er Big Room, faktisk over 33.000 m². Der er selvfølgelig også en række siderum, hvoraf man kan komme ind i nogle, men ikke i andre. Vi så alt, hvad vi kunne se og talte om, hvor fredeligt der kunne være, hvis forældre kunne læse – og få deres unger til at lytte. Der stod på skilte at man skulle undgå høj tale og hviske i stedet, men det forhindrede ikke adskillige børn i at råbe og skrige og det tog lidt på fredeligheden.

Da vi ca. syv kvarter senere havde været hele vejen rundt, tog vi elevatoren op igen. Vi så lidt på souvenirshop og museum, og så tog vi af sted igen. Som vi havde besluttet på forhånd, tog vi den sceniske vej, som viste sig at være en grusvej, hvor de havde glemt at lægge gruset på flere steder, så den var noget ujævn. Flere steder var vi næsten bange for at bilen skulle blive rystet i stykker, eller at vi selv skulle blive det, og jeg overvejede, om ikke en advarsel om tvungen brug af nyrebælter ville være på sin plads. Nationalparken er kendt for sine mange fugle. Af de 500 arter, der findes i New Mexico kan man se 300 i parken. Så mange så vi godt nok ikke, men det blev da til en hel del, selv om jeg ikke var i stand til at artsbestemme dem. De eneste, jeg kunne genkende, var en flok kalkungribbe, der kredsede over bilen og formodentlig håbede på, at den skulle bryde sammen, så vi kunne blive aftensmad. Men vi snød dem, og skulle det værste være sket, havde vi masser af vand i køleboksen :-). Til gengæld fik jeg taget et par billeder af dem, selv om de ikke var specielt hjælpsomme. Hver gang jeg havde dem i fokus, flyttede de sig de bæster. Senere stoppede vi ved nogle klippeudhæng, som fortidens indianere havde boet under, og på den modsatte side af kløften, vi kørte i, var der nogle små huler i bjergsiden. Begge dele blev behørigt fotograferet.

Da vi nåede ned, havde turen taget godt en time, og jeg har siden læst på nettet, at det forventes den også at tage. Undervejs synes vi imidlertid, at vi ikke rigtigt kom nogen vegne, så vi tændte GPS'en for at se om vi kørte i den rigtige retning – og det viste sig, at den faktisk kendte vejen! Interessant ved turen var, at der ved indkørslen stod et skilt, der fortalte at vejen var ensrettet fra hulerne mod hovedvejen; altså den vej vi kørte. På hele turen mødte vi kun fire eller fem biler, men de kørte alle mod ensretningen, hvilket virkede lidt underligt.

Vel nede kørte vi tilbage til hovedvejen og Carlsbad med et enkelt stop ved en nedlagt trading post, som jeg ville have et billede af, og det fik jeg så. Da vi kom tilbage til byen, kørte vi op til Living Desert endnu en gang; ikke for at besøge stedet igen, men for at se hvor den vej, det lå på førte hen. Inden vi tog vejen, spiste vi vores medbragte mad på parkens parkeringsplads. Vejen viste sig at gå forbi nogle meget store og ud fra udseendet at dømme, ret dyre "parcelhuse". Vejen gik stejlt ned ad bakke på et tidspunkt, og her mødte vi to unge gutter, der åbenbart ville tage bakken på skateboard, men da de så os, ventede de. Nede for foden af bakken ventede en bil og to unge piger – som fyrene åbenbart skulle vise sig for. Vejen førte til sidst ned til byen, og vi kørte så ud for at se en sø ved navn Salt Lake, som var på vores kort. Den var der imidlertid ikke i virkeligheden (eller også kunne vi bare ikke finde den), men vi fik set en by, der hed Loving inden vi vendte om. Vi kørte tilbage til hotellet og forsøgte os igen med internettet, men uden held.

Ude ved hulerne havde jeg læst mig frem til, at deres flagermuseprogram skulle løbe af stablen klokken 19.45, og det ville jeg gerne opleve. Allerede klokken 17.20 kørte vi derfor ud for at få aftensmad. Dagen før havde vi set, at på den Denny's, hvor vi havde spist, var der gratis internet, så vi medbragte pc'en og valgte at køre tilbage til stedet. Da vi kom ind, var det den samme "på-plads-viser" som dagen før. Han var meget i vildrede om, hvor han skulle placere os, selv om restauranten stort set var tom på dette tidlige tidspunkt. Han måtte faktisk hen og konferere med serveringspersonalet, inden han vendte tilbage og førte os til et bord. Det viste sig at det igen var Jessica, som skulle servere, så vi gættede på, at hun havde sagt dagen før, at hvis vi kom igen, ville hun "have os" og muligvis har det ikke været hendes tur til at have kunder, siden det var nødvendigt med en konference. Da vi var færdige med at spise, kørte jeg Tim tilbage til hotellet. Han mente at det var for varmt til at sidde uden for og se på flagermus.

I stedet kørte jeg selv tilbage til hulerne, parkerede bilen og gik ned til "flagermusehuleindgangen. Her er der indrettet et amfiteater, hvor man kan sidde på stenbænke og nyde flagermusenes flugt. Klokken halv otte kom parkbetjent Ellen, som skulle indlede seancen. Hun var nydelig, men kunne ikke konkurrere med parkbetjenten fra Little Big Horn.Til gengæld kunne hun fortælle meget levende om sine flagermus. Hun startede med nogle praktiske bemærkninger, da selve showet først skulle starte kl. 19.45, Her fortalte hun blandt andet, at der ikke måtte filmes eller fotograferes og telefoner skulle slukkes, når flagermusene begyndte at flyve, da elektronikken kunne forstyrre de små dyrs "ekkolod" eller sonar eller hvad de nu har. Jeg har derfor ingen billeder af de små dyr.

Præcis klokken 19.45 gik Ranger Ellen i gang med det officielle foredrag, hvor hun fortalte om de flagermus, der var i hulen, og om hvorfor de var meget påpasselige med, om man havde været i andre huler for nylig. Mange flagermus øst på er smittet med en dødelig sygdom, hvidnæsesyndrom, og op mod 7 millioner flagermus i øststaterne er døde af sygdommen. Da deres egne "mus" er sygdomsfri, ønsker de selvfølgelig ikke smitten indført af turister. Hvis man derfor svarer ja på spørgsmålet om hulebesøg, bliver man spurgt, om man havde samme tøj og sko på og hvis man svarer ja til det, bliver skoene desinficeret og man får udleveret en overtræksdragt. Ellen havde allerede i sine indledende bemærkninger forudsagt at flagermusene ville vågne omkring kl. 20.15 og komme ud af hulen lidt senere. Mens vi ventede, aflivede hun en del myter om flagermus, fx at de skulle være vampyrer. Der er faktisk kun tre arter flagermus ud af 1.250 forskellige arter, der suger blod, og de lever alle i Mellem- og Sydamerika. En art, der lever i Mexico og Californien spiser små fisk og skaldyr. Resten lever af andre ting. 70 % spiser insekter, mens ca. 30 % spiser frugter og bær. Faktisk suger de blodsugende flagermus slet ikke blodet. De "skærer" et lille hul i huden, der så bløder og så slikker de blodet op med tungen. Flagermusene i Carlsbad er imidlertid insektædere, som primært lever af møl og myg, og Ellen anbefalede faktisk, at hvis man havde mange myg i sin have, skulle man bygge et flagermuserede. Også myten om, at flagermus gav hundegalskab, fik hun aflivet. Kun ½ procent af alle vampyrflagermus er smittet med hundegalskab, og de lever alle i Sydamerika. Til gengæld har disse vampyrflagermus forskellige stoffer i deres spyt, som forhindrer blodet i at størkne, når de har bidt hul, og disse stoffer eksperimenter man i dag med at anvende til forebyggelse af blodpropper.

Nogle mikrofoner i hulen, hvor flagermusene sover, registrerer, når de vågner. Den første, der vågner giver sig til at lave klikkelyde, der vækker andre, som så laver klikkelyde, til alle er vågnet. Når de har sundet sig efter søvnen, flyver de så ud af hulen. Mikrofonerne var tilsluttet højttaleranlægget uden for, og klokken 20.20 begyndte de første klikkelyde. Ellen slukkede for anlægget og oplyste, at nu ville det ikke vare længe, og så sad ca. 1.000 mennesker i andægtig tavshed og brugte deres lørdag aften på at vente på at nogle 5 cm lange (+ 5 cm hale) og 15 gram tunge flagermus, skulle flyve ud af hulen. Klokken 20.25 kom de første dyr ud, og så kom der ellers gang i den. Flagermus i massevis, fløj ud af hulen, cirklede et par gange og fløj så op over klippen i en stadig strøm, for at finde føde. Da det efterhånden blev så mørkt, at jeg ikke kunne se mere, forlod jeg stedet, hvilket mange andre allerede havde gjort, men strømmen af flagermus var endnu ikke forbi. Ca. 400.000 flagermus overnatter i hulen, og de skal alle ud og finde mad. Den art af flagermus, der lever i hulen,

 kaldes Mexican Freetailed Bat, men faktisk bor der 17 forskellige arter af flagermus i nationalparken. Jeg kørte tilbage til byen og på vejen fyldte jeg benzin på bilen, så vi var klar til næste dags tur til Texas, og jeg var tilbage på hotellet klokken ca. 22.00 efter en meget spændende aften.