Vest på mod Porten til Vesten

Efter at have oplevet vandfald og vin, var det på tide at forlade Jens og Annette - i hvert fald for en stund. Vi skulle jo heller ike misbruge deres gæstfrihed for meget. Vores plan var at aflægge besøg i Saint Louis, en by vi aldrig tidligere havde gæstet, og så derfra sætte kursen syd på til endnu et besøg i New Orleans. Det skulle blive en ca. 2 uger lang rundtur, som tog sin begyndelse. Jeg allerede tidligere fortalt om vore problemer med at få betalt vejafgift på Dulles Toll Road (se artiklen Road Trip - USA), så ikke mere om det her. Nok er det at sige, at da vi forlod familien Simonsens hus, ville vi prøve en anden vej, end den, vi tog vest på to år tidligere. Den gang tog vi en nordlig rute gennem Pennsylvania og Maryland og derfra til West Virginia, hvor vi så kørte med syd. Denne gang tog vi en en sydligere rute. Som Jens havde anbefalet tog vi Dulles Toll Road mod vest, næsten til lufthavnen. Her skiftede vi til Virginia Road 28, som vi tog mod syd til Interstate Highway 66. På den måde undgik vi den værste morgenmyldretid ud af Washington. Efter Front Royal, hvor vi havde været to år tidligere, mødes I-66 og I-81. Sidstnævnte går syd på gennem Shenandoah Valley , og er ganske køn af en motorvej at være. Vi kunne blive på I-81 ned til Lexington, Virginia, men det gjorde vi nu ikke.

Dorte ved Meems Bottom Covered Bridge

Faktisk forlod vi motorvejen efter kun 40 km. Her kørte vi over på den gamle hovedvej, U.S. 11. 5 km længere mod syd nåede vi årsagen til at vi havde forladt motorvejen. Meems Bottom Covered Bridge, en af de få overdækkede broer, der er tilbage i Virginia. Jens og Annette samt svigerforældrene (mine) havde allerede besøgt stedet, og vi ville ikke stå tilbage for dem. Jens havde kaldt overdækkede broer for "kyssebroer", så vi parkerede bilen og steg us for at beundre såvel broen som den nordlige gren af Shenandoah River, som broen krydsede. Broen er opkaldt efter en familie ved navn Meem, som ejede jorden vest for Shenandoah River, da broen blev bygget før den amerikanske borgerkrig. Den nuværende bro er den tredje på stedet, og den er opført i 1894. Den er 60 meter lang og 5 meter bred og altså overdækket. Den første bro blev brændt af General Stonewall Jacksons hær i 1862 for at gøre det vanskeligere for nordstatstropper i at krydse floden. Den næste bro blev skyllet væk under en oversvømmelse i 1872. Også den nuværende bro har været udsat for lidt af hvert.  I 1976 blev der sat ild til broen ved en påsat brand, men det lykkedes at redde så meget, at man stadig kun betragter det som den tredje bro på stedet. Da vi havde set på broen udefra, krydsede vi den et par gange. Vi skulle jo se, om det med kysseriet var rigtigt! Da vi ikke orkede mere kysseri, kørte vi tilbage US 11, og fortsatte mod syd ad denne indtil vi igen kunne komme på motorvejen, som vi så fortsatte ad til Lexington uden flere viderværdigheder.

Ved Staunton møder I-81 så I-64, som vi stort set skulle blive på resten af vejen til St. Louis. Fra Staunton sydpå til Lexington deler de to motorveje vejbane, med ved Lexington svinger I-64 mod vest - og det gjorde vi også. Efter 120 km i stort set vestlig retning, når man byen Beckley i West Virginia. Her svinger motorvejen mod nord til West Virginias hovedstad, Charleston. På denne strækning var vejen betalingsvej, men i modsætning til Dulles Toll Road gav det ingen problemer, selv om vi skulle betale to gange. Ved Charleston svinger vejen igen mod vest, og uden for byen passerede vi det hotel, vi havde boet på i 2002, men denne gang fortsatte vi ufortrødent. Kort efter byen Huntington ved Ohioflodens bred, kørte vi ind i Kentucky, dagens tredje stat. På vejen fulgte vi faktisk Ohiofloden ret tæt. Det var egentlig vores plan at stoppe for natten kort efter statsgrænsen, men da klokken ikke var så mange, blev vi enige om at fortsætte så langt vi nu gad. Det blev til overnatning i byen Winchester, ikke langt fra Lexington - denne gang byen af dette navn i Kentucky, ikke i Virginia. Fra grænsen havde vi kørt yderligere 100 miles (160km), så alt i alt blev dette turens længste stræk med omkring 900 km.

Cantuckee Diner i Winchester, Kentucky

Undervejs havde vi, som vi havde for vane den gang, besøgt et velkomstcenter og fået en hoteloversigt. Ud fra denne fandt vi et hotel, som senere skulle vise sig at være turens billigste, men absolut ikke ringeste. Da vi kom ind i receptionen og havde fået et værelse, spurgte receptionisten os om vi havde spist, hvilket vi ikke havde. Han anbefalede så en restaurant ca. 3 km fra hotellet ad motorvejen, og gav os sit visitkort. Hvis vi viste det, sagde han, ville vi få 10 % rabat. Vi gik ud fra, at han nok fik lidt provision for at anvise gæster, men besluttede os alligevel for at prøve stedet. Før vi forlod hotellet for at spise, ringede vi til Jens for at fortælle om vores uheldige oplevelser med betalingen på Dulles Toll Road (bilen var indregistreret i hans navn), men han beroligede os med, at han også havde kørt igennem betalingsanlæg uden at betale, og aldrig havde hørt noget for det. Vi havde da også kun snydt for 10 cent!

Vi havde lidt problemer med at finde restauranten, men da det endelig lykkedes viste det sig at være et nydeligt hus, bygget helt af træ, og stedets navn var Cantuckee Diner. Cantuckee er, som man nok kan gætte, en ældre stavemåde for Kentucky. Det viste sig, at restauranten, der var ejet af to søstre, primært blev besøgt af lokalbefolkningen, hvilket som regel er en god anbefaling. Hvis de lokale spiser et sted, er maden som regel god - ellers holder de sig væk. Maden viste sig da også at være glimrende. Dorte fik bøf og coleslaw, grøntsager og kartoffelmos, mens jeg spiste hickoryrøget skinke med grøn salat, grøntsager og mos. Det hele smagte fremragende og prisen var særdeles overkommelig. Men sundt var det næppe. Som mange andre steder i det landlige USA, bliver grøntsagerne dampet i smør, og sovsen er tyk og klisteret, men godt smager det - som regel. 

Stedet var en typisk diner som så mange andre i USA, hvor man får regningen "serveret" ved bordet, og så går man op til en kasse for at betale - efter at have efterladt en passende sum på bordet til den tjenende ånd. Da vi var færdig med at spise gik vi derfor op til kassen for at betale. Det var en af søstrene som passede kassen, og forevist visitkortet fik vi ganske rigtigt 10 % rabat. Mens vi ventede på at kreditkortbetalingen blev valideret i Danmark - det tog en rum tid - faldt Dorte i snak med en pige på omkring 10 år, der også sad ved kassen. Vi gik ud fra at det nok var en barnebarn eller lignende. Hun ville vide, hvor vi kom fra, så det fortalte Dorte hende. Pigen spurgte så, om Dorte ville have en teethpick? Dorte mente, at det hed en toothpick og det fik de så en fin og venlig diskussion ud af. Da jeg var færdig med at betale, og vi skulle til at gå, indrømmede pigen, at det faktisk nok hed toothpick, så den diskussion vandt Dorte.

En ny tidszone

Næste dag forlod vi så Winchester og fortsatte vest på ad I-64. Ved Frankfort, hovedstaden i Kentucky, forlod vi motorvejen for en kort stund for at finde et sted, hvor vi dels kunne købe is tilden  isboks, vi havde købt i Vienna inden afgang, og dels at købe vand og pålæg til at placere i isboksen. Ved Loisville krydsede vi så endnu en statsgrænse, denne gang til Indiana. Selv om Louisville er ret stor, er den ikke særligt kendt i Danmark, men hestesportsinteresserede kender den måske, fordi det er her, man afholder det årlige Kentucky Derby. Byen er så stor, at dele af den, blandt andet forstaden Clarksville, faktisk ligger i Indiana. Oprindelig var Clarksville en selvstændig by, og den blev grundlagt i 1783. Dermed er det en af områdets ældste byer. Grundlæggeren var George Rogers Clark, general fra frihedskrigen, og bror til den senere berømte opdagelsesrejsende William Clark. På general Clarks foranledning blev Kentucky, der ellers ingen status havde, gjort til et amt i Virginia, og senere blev området altså en selvstændig stat. Clark der endte sine dage fattig og forarmet, er ikke specielt kendt, heller ikke i USA, men faktisk er fire amter og tre byer opkaldt efter ham, fx Clarksburg i West Virginia, som vi besøgte i 2002.

Var generalen ikke så kendt, gjaldt det modsatte for hans lillebror, William. 2004 var 200-året for starten på det, der er kendt som Lewis & Clark ekspeditionen, der i to år udforskede det nordvestlige USA for at se om de kunne finde en vandvej fra Mississippi-floden til Stillehavet. Det kunne de ikke, men de "opdagede" store dele af det nuværende nordvestlige USA. At det var 200-året for ekspeditionen, fik vi ikke lov til at glemme et øjeblik. Alle steder, hvor Lewis & Clark bare havde den mindste tilknytning. var der plakater i lygtepæle og udstillinger om ekspeditionen mm. Således også i Clarksville, selv om den eneste tilknytning var, at William Clark havde boet et par uger hos sin bror, efter at ekspeditionen var overstået. Efter ekspeditionen blev Clark i øvrigt udnævnt til brigadegeneral af præsident Jefferson (han var løjtnant under ekspeditionen), han bllev også indianeragent og senere guvernør over Missouri-territoriet. Clark døde, og ligger begravet i St. Louis, byen vi havde kurs mod.

Udsigt fra hotelværelset i St. Louis. Forrest Gateway Arch og i baggrunden Eads Bridge, den ældste jernbro over Mississippi.

Lige efter statsgrænsen besøgte vi så Indianas velkomstcenter. Her valgte vi at placeres os ved et af de opstillede picnicborde og spise noget af det pålæg (med brød), som vi havde købt i Frankfort. Mens vi spiste, betragtede vi et arbejdshold fra Indiana Department of Corrections (dvs. straffefanger), som gik og vedligeholdt rastepladsen og dens omgivelser under opsyn af nogle uniformerede gutter, formodentlig fængselsbetjente. Da vi havde spist, gik vi en tur og så lidt på omgivelserne, blandt andet på et såkaldt "kalkstenshul", et hul der dannes fordi kalkstenen under overfalden synker ´sammen, altså svarende til vores jordfaldshuller. Derefter fortsatte vi gennem Indiana uden stop, og det eneste spændende vi oplevede, var da vi på motorvejen passerede et skilt, der fortalte at vi nu kørte frs Eastern Standard Time til Central Time, og derfor skulle stille vores ure en time tilbage. Det interessante var, at skiltet stod mellem to huse langs motorvejen, og vi blev enige om, at det ville kræve lidt koordination at invitere naboen til kaffe. "Kommer I kl. 3?", "Ja, men jeres tid eller vores?" Da Tim og jeg kørte samme strækning i 2014 var skiltet væk, men tidszonen skifter nu alligevel der.

Da vi passerede statsgrænsen mellem Indiana og Illinois, var der - oh skræk - ikke noget velkomstcenter,  men på den næste rasteplads stod et stativ med kort over staten, så sådan et snuppede vi. Derefter fortsatte vi  - kun med et enkelt stop for at fylde bilen op og få en kop kaffe. Illinois er kendt som "Land of Lincoln", fordi det var i denne stat at Abraham Lincoln boede, da han blev valgt som USA's præsident i 1860. De to andre stater vi besøgte den dag, kan imidlertid også gøre krav på Lincoln, da han blev født i Kentucky og voksede op i Indiana. Faktisk er kun en præsident følt i Illinois, nemlig Ronald Reagan, men han betragtes af mange danskere som californiere, fordi det var her, han var guvernør, da han stillede op som præsident. Vi fortsatte gennem Illinois i retning mod St. Louis, og da vi krydsede Mississippifloden via Dr. Martin Luther King Jr. Memorial Bridge, krydsede vi også statsgrænsen til Missouri, som her går midt i floden. Dermed nåede vi den fjerde stat den dag. Vi fandt forholdsvis nemt det hotel, vi havde bestilt hjemmefra. Her fik vi et værelse på 11. sal med udsigt til byens skyskrabere til den ene side, og til det, som vi var kommet til byen for at, The Gateway Arch til den anden.