|
Davy Crockett Birthplace Park
Når vi alligevel ikke gjorde holdt i Bristol, var det fordi vi ville se det sted, hvor Davy Crockett blev født på grænsen mellem Green County og Washington County i det nuværende Tennesse. På vej mod byen Johnson City begyndte det at regne, og det gik hurtigt fra slemt til værre. Da vi var på vej ud af byen igen, blev det så slemt, at vi ikke kunne se bilerne hverken foran os eller bag os, kun skæret af deres for- og baglygter. På dette tidspunkt kørte vi forrest og svigerfamilien bagest, så det gjaldt om hele tiden at holde øje bagud, så vi kunne se deres forlygter. Hver gang vi kom til et stoplys kontrollerede vi ekstra godt, for at se, om det nu stadig var dem, der var bag os. Regnen blev imidlertid stadigt værre, og på et tidspunkt kom vi til et stoplys, hvor vi måtte standse. Men selv om begge unger blev sat til at se bagud, kunne de faktisk ikke se, om det var mormor og morfar, der lå bag os. Da der blev grønt og vi kørte over, kunne vi se at bilen bag os drejede til højre, så vi kørte ind til siden for at vente på at familien nåede op. Men det gjorde de bare ikke. Der var flere biler, der passerede os, men ingen af dem, var den vi ventede på. Vi blev derfor enige om, at det måske var dem, der var drejet til højre ved en fejltagelse, så vi besluttede at vende om, og køre den vej. Vejen viste sig imidlertid at være en blind vej, der førte ind i et boligkvarter med blokbebyggelse, og da regnen stilnede af, kunne vi se, at Else og Carl Jørn i hvert fald ikke var der i området. Vi mente så, at de måske tidligere, da vejen vi kørte på, havde delt sig i to, var kommet til at tage den forkerte gren, så vi kørte tilbage, og tog denne gren. Denne førte ud i et skovbevokset område i bjergene omkring byen, men da vi havde kørt en halv times tid, blev vi enige om, at det nok ikke ville føre til noget. Vi besluttede derfor, at vi ville køre ud til Davy Crockett Birthplace State Park, og se om de også fandt der ud. Alternativt regnede vi med, at de ville køre direkte til hotellet i Knoxville. Vi vendte derfor igen om, og kørte vest på ud af byen. Davy Crockett Birthplace State Park ligger ikke så langt fra den lille by Chuckey. Et stykke inde i parken ligger så Davy Crocketts fødehjem, eller rettere en kopi af dette, da originalen blev skyllet bort ved en oversvømmelse i 1920'erne. Her var der også en parkeringsplads, men desværre ingen biler, heller ikke Else og Carl Jørns. I mellemtiden var det imidlertid begyndt at regne stærkt igen, så vi blev siddende i bilen, og da vi havde siddet der en rum tid, og regnen i øvrigt igen, stilnede af, kom "svigerne" trillende ind på pladsen, hvor de selvfølgelig blev modtaget med glæde. Hvor de egentlig havde været henne, og hvad de havde brugt alt den tid til, som vi havde ventet rundt omkring, blev aldrig opklaret. I mellemtiden var det blevet så meget tørvejr, at vi besluttede at stige ud for at se på stedet. De fleste kender sikkert – eller har i hvert fald hørt om Davy Crockett. Ellers kan man læse lidt om ham her. Han var blandt andet hovedperson i en flok drengebøger af Tom Hill (pseudonym for den danske forfatter Karen Brunes). Der kom også tegneseriehæfter med ham, og desuden var han hovedperson i en række Disney tv-film i slutningen af 50'erne. Det er nok den Davy Crockett-skikkelse, som blev vist i disse film, som de fleste forbinder med navnet. Det var blandt andet i denne filmserie, at han "fik" sin berømte vaskebjørnshue. Der findes ingen billeder af den ægte Davy med en sådan hue, og han omtaler aldrig en sådan i sin selvbiografi. Sangen om Davy Crockett (Born on a Mountain Top, eller Præriens bedste mand, som den blev til på dansk), stammer også fra Disney filmene. Den blev først indspillet af Bill Hayes, men blev senere et hit for Tennessee Ernie Ford. Også Fess Parker, som spillede rollen som Davy i filmene, har indspillet den. Sangen er i øvrigt fyldt med fejl. Bare i de to første linjer kan der påvises adskillige. De to linjer lyder: Born on a mountain top in Tennessee Greenest state in the land of the free
Vi så lidt på den lille hytte, hvor Davy ikke kom til verden! Da kopien blev opført i 20'erne flyttede man hytten lidt længere væk fra flodbredden, for at undgå, at den skulle blive skyllet bort igen. Men der, hvor den har ligget, er opsat en mindesten. Der er i øvrigt masser af mindeparker for Davy i Tennessee, da han flyttede meget rundt, også som voksen, og stort set alle de steder, hvor han har boet, er der oprettet mindeparker eller noget, der ligner. |