Kirkegårdsturen begynder

Hvis overskriften lyder underlig og trist, foirtæller den ikke desto mindre sandheden. Dagen i dag skulle blive indledning til en lang række besøg på forskellige kirkegårde i Jamestown, Washington, Philadelphia, Boston og Providence. De første lå dog langt ude på landet. Under mit besøg i det vestlige North Carolina i efterårsferien 2013, lykkedes det endeligt for mig at lokalisere Tom Dooleys grav, som Tim og jeg netop ikke fandt under vores besøg i 2012 (men vi var meget tæt på, havde det vist sig). Den grav ville Tim gerne se, og selv havde jeg også et par ting i lokalområdet, som jeg gerne ville se nærmere på. Fem kirkegårde endte det med, og det var kun fordi, vi ikke kunne finde den sjette! Det må være gået op for de fleste, at historien om Tom Dooley er en af mine store interesser. Ud over kirkegårde skulle dagen også stå på vin og teater. Men først skulle vi lige til området.

Vi stod ret tidligt op og allerede kl. 8.00 kunne vi forlade hotellet i Catlettsburg og kørte nord på mod motorvejen. Motorvejen var i dette tilfælde Interstate Highway 40, som vi personligt kalder "The Mother Road", vel vidende, at den betegnelses nok får de fleste, i hvert fald de fleste amerikanere, til at tænke på den berømte Route 66. På den tur, jeg kørte med Dorte i 2008, kom vi ikke uden for New England og New York, men på de øvrige road trips, jeg har været på i USA, har jeg hver eneste gang kørt kortere eller længere strækninger på I-40, være sig mod vest, mod øst eller i midten. På denne tur havde vi da også allerede kørt på den, både de 20 miles dagen før, se Lang dags rejse mod mad, men også en kort strækning i Arksansas, da vi var på vej fra Memphis til Saint Louis, se Fem stater på en dag. Denne gang skulle vi dog køre et længere stykke, nemlig ca. 275 miles eller ca. 440 km. På vej til motorvejen tankede vi dels benzin, dels is til køleboksen, men ellers skete der ikke meget på de 6 miles. Motorvejen førte os gennem Appalacherne gennem meget interessante og spændende landskaber, og det er en ret snoet motorvej, der tit går gennem snævre dale og pas. Det kunne vi imidlertid ikke nyde, for hele vejen var det overskyet, diset og mindst småregn, der af og til voksede i styrke, så vi var nødt til at sætte farten ned.

Det første 20 miles gik nu ganske gelinde. Her fører vejen øst på, og kort efter byen Dandridge deler vejen sig i to, hvoraf Interstate Highway 81 går mod nord, mens I-40 svinger brat mod syd gennem bjergene. Det var her regnen og disen ramte os. Kort efter at være svinget sydøst på, passerede vi (på en bro over søen) Douglas Lake, som er et reservoir, der er opstået på grund af en opdæmning af French Broad River. Kort efter søen svinger vejen igen og kører nu stik syd i 10 miles, inden den igen skifter retning til sydøst. Godt gået af en vej, der pr. definition går fra vest mod øst, men også et godt billede på, hvordan amerikanske motorveje trodser nummersystemet og snor sig i alle retninger. Vejen fortsætter i skiftende retninger (syd eller sydøst) indtil den til sidst er igennem bjergene. Det sker omkring byen Lake Junaluska (jo, der er også en sø af samme navn), som vi har kørt gennem flere gange på vej til Cherokee. Ved Asheville, 25 miles efter Lake Junaluska, krydser vejen I-26, som vi var kommet ad i 2012. Efter Asheville fik Tim næsten glædestårer i øjnene, da hele 7 UPS varevogne kørte ud på motorvejen foran os fra en tilkørsel. Desværre lykkedes det ikke for ham at få taget billeder af dem alle sammen, men nogen blev det da til, og han blev enig med sig selv om, at de nok havde et center i byen. 50 miles længere fremme, ved byen Morganton var det så blevet tid til at sige farvel til I-40 for denne gang. Herfra tog vi North Carolina Route 18 mod Lenoir. Vi kunne have taget den hele vejen til dagens mål i Wilkesboro, men det ville så have snydt os for de seværdigheder, vi var kommet for at se.

I stedet kørte vi nord på ud af Lenoir og tog det, som jeg kalder "Tom Dooley Highway", nemlig North Carolina Route 268. Navnet har jeg givet vejen, fordi den fører gennem det område, hvor Tom Dooley-historien udspiller sig, og de fleste af de steder, der har forbindelse med historien, ligger inden for 2 miles af denne hovedvej. Vores første stop var dog ved Fort Defiance, som man kan læse mere om i Huse, grave og mystiske lys fra min 2013 efterårstur. Her fik Tim lov til at se general William Lenoirs gamle hjem, og her så vi den første kirkegård, men dog kun fra bilen, da vi jo skulle nå meget andet denne dag. Et par billeder blev det dog til. Vi fortsatte ad NC 268 forbi Laura Fosters grav, hvor vi ikke gjorde holdt. Til gengæld tog vi Grandin Road mod syd. Ca. 650 meter nede ad vejen ligger et lille kapel på en bakketop. Mariah's Chapel fra 1879 er den ældste religiøse bygning i det, der i dag kaldes Happy Valley. Kirkegården her var det første sted, jeg gerne ville se. Her ligger sagens læge, Dr. George N. Carter, og dennes hustru begravet foruden Ann Meltons svoger, Francis Melton, og flere andre, der havde større eller mindre berøring med sagen. Efter besøget her fortsatte vi yderligere et par kilometer mod syd ad Grandin Road til Grandin Baptist Church. Også denne kirke, der er betydeligt nyere end Mariah's Chapel (ikke opkaldt efter Jomfru Maria men efter Moriah Ernest, som finansierede opførelsen af kapellet), har en kirkegård. Ikke mindst en lille del af denne var interesant for mig. En del som er ældre end både resten af kirkegården og kirken. Her ligger nemlig familien Isbell's gamle familiekirkegård. Her ligger blandt andre Tom Dooleys ihærdige forfølger, James Isbell, og dennes hustru, søster, svoger og et par børn begravede. Vil man vide mere om disse personer, kan man skaffe sig masser af viden ved at læse mine sider om Tom Dooley.

Efter besøget hos Isbell familien, kørte vi til Tom Dooleys grav, som også ligger på en kirkegård, Dooley Family Cemetery. Toms grav er imidlertid den eneste med en sten på, de andre ca. 20 - 25 grave er umarkerede og kirkegården er bare et stykke græs, men her ligger blandt andre Toms onkel, mindst en fætter og måske hans far. Så var det igen blevet tid til at få benzin på bilen, og det klarede vi i Ferguson, som ikke er meget andet en tankstationen og nogle spredte huse. Derfra tog vi Gladys Fork Road i et forsøg på at finde endnu en kirkegård, Allen-Foster Kirkegården, hvor Ann Meltons bror, Pinkney Foster ligger begravet, men det lykkedes ikke. I stedet vendte vi tilbage til NC 268, og besøgte så dagens sidste kirkegård, Dula-Horton Familiy Cemetery, som i dag er optaget i National Register of Historic Places. Det kan man nu ikke se på kirkegården, som ikke er særlig velholdt. Her ligger mange af de velhavende plantageejere fra dalen begravede, blandt andre en del af Toms rige slægtninge, så som hans fars onkel og nogle af hans egne halvfætre. Så var det slut med Tom Dooley for denne gang, så vi fortsatte mod Wilkesboro, kun med et enkelt stop ved et Visitor Center ved W. Kerr Scott Reservori, hvor jeg ville købe en CD, som jeg havde set på nettet, skulle kunne købes der. Imidlertid havde de aldrig hørt om denne CD, så det måtte jeg opgive.

I Wilkesboro havde vi ikke bestilt værelse. Det mente vi ikke var nødvendigt, da det er en lille by, uden mange turister og med en del steder at bo. Men vi skulle blive klogere. Vi prøvede først på Holiday Inn Express, hvor vi har boet tidligere, men her var alt udsolgt. Så kørte vi til Hampton Inn, men her var det samme tilfældet. Vi begyndte at blive lidt nervøse, og undre os over, hvad der mon skete i byen, som kunne lokke så mange mennesker til. (Vi fandt senere ud af, at netop i de dage var Wilkesboro vært for et meget stort "open air" marked, som trak hundredvis af gæster til byen). Overfor Hampton Inn lå et Red Carpet Inn motel, og det blev så tredje forsøg, og tredje gang er som bekendt lykkens gang. Damen i receptionen var meget flink og meget interesseret i, hvor vi kom fra og hvad vi lavede i Wilkesboro. Mens jeg konverserede med hende, sad Tim ude i bilen og ventede på nyt. Det viste sig, at de havde to ledige værelser. Desværre var begge rygerværelser, men jeg blev enig med mig selv om, at det måtte vi leve med en enkelt nat. Det havde vi gjort før, og det kunne vi nok gøre igen, så jeg sagde ja tak. Det ene værelse havde to dobbeltsenge, mens det andet havde en kingsize seng. Nok er vi i familie, men så tæt knyttede er vi heller ikke, så jeg tog det med dobbeltsengene. Da kufferterne var båret ind, drog vi ud på eventyr igen.

Vi kørte øst på ad U.S. 421 ca. 20 miles til Exit 267. Herfra kørte vi til 6726 Old US Highway 421. Hvad skulle vi nu her ude på bøhlandet i North Carolina? Jo, vi skulle såmænd besøge vores eller i hvert fald mit amerikanske yndlings winery, Laurel Gray. Da vi kom ind, var der en del andre. Smagningerne blev passet af en mand, som vi ikke havde mødt før, og vi købte naturligvis en sådan smagning for $ 8, inklusive et glas, som vi dog frabad os. Vinen var som sædvanligt god, og mens vi smagte kom ejerinden, Kim Myers, ind fra et baglokale, så hende fik jeg en sludder med, og senere også med hendes mand, da han også kom ind i "smagegrummet". Af en eller anden grund kunne ingen af dem huske, at jeg havde været der første gang ti år tidligere, så de var nok præsenile :-). Vi var altså ikke de eneste, som ville smage vin, og da de også skulle passe de andre kunder, fik vi ikke talt så meget, men jeg fik da bekræftet at Windy Gap Winery, som Dorte og jeg også besøgte i 2004, ikke længere eksisterede, hvilket var en god forklaring på, hvorfor vi ikke kunne finde det. Ud over vin (seks flasker til mig), fik vi også forsynet os med husets fantastiske barbecue sauce, Crazy 'bout Butts. Desuden købte jeg en enkelt flaske Laurel Gray Artisan Vinaigrette. Vinaigretten og noget af BBQ saucen er brugt op, men jeg har stadig en enkelt flaske af denne, samt er par flasker vin tilbage. Men det holder desværre nok ikke til næste gang, jeg kommer forbi, så måske skal jeg overveje en ekspedition til området uden for nummer? Besøget var som sædvanligt hyggeligt (og dyrt). Alt i alt blev min regning på ca. $ 160 eller 900 kr. Det var den største enkeltinvestering til at tage med hjem. NB! De har for øvrigt også en chokolade-vin-sauce, som er fantastisk med en kiks til at dyppe og så en sød rødvin. Min hjembragte vin var to flasker hvidvin lavet på Viognier fra 2013, foruden fire røde fra 2012 lavet på ren Cabernet Franc, en drue man stort set kun ser som blandingsdrue i Europa. Nå, men til sidst gik det ikke længere, og vi måtte videre.

Vi satte kursen mod vest igen, dog ad mindre veje, i hvert fald et stykke, for at få set lidt af landskabet. Det sidste stykke kørte vi dog på hovedvejen, men vi stoppede ikke ved hotellet, men fortsatte videre mod vest ad US 421. Målet var Fort Hamby Park ca. fem miles vest for byen ved den nordlige bred af W. Kerr Scott Reservoir. Her ligger Forest Edge Amphitheater, hvor jeg have bestilt billet til aftenens opførelse af skuespillet "Tom Dooley, A Wilkes County Legend". Inden jeg skulle derud, ville jeg prøve at finde ud af, hvor jeg skulle hente min billet. Det stod der nemlig intet om på bekræftelsen af min bestilling. En venlig mand ved indkørslen til parken fortalte mig, at jeg kunne hente billetten lige ved siden af hans lille skur, hvor et billetkontor ville åbne ca. kl. 18.00. Forestillingen skulle starte kl. 20.00. Da jeg nu havde fået styr på det, kørte vi tilbage til hotellet og slappede af en times tid, inden vi kørte ud for at få aftensmad. Endnu engang måtte Applebee's stå for skud (deres "2 for 20" tilbud er noget af det billigste vi kan spise - og hurtigt. "2 for 20" går ud på, at man for 20 dollars får en forret til deling - der er rigeligt - og så hver sin hovedret). Efter maden kørte jeg Tim hjem til hotellet - han skulle ikke med i teateret, så han ville hyggge sig med sin iPad, en bog og tv. Selv fortsatte jeg ud til parken, fik min reservationsmail byttet til en billet og kørte ind til selve teateret. Her fik jeg en god plads (de er ikke nummererede), da jeg var en af de første, der kom.

Da forestillingen skulle til at begynde, var det så småt begyndt at blive mørkt, og det lokkede myg og andre insekter frem, men det gik nu uden for mange stik. Der var kommet en del flere tilskuere, men der var stadig masser af plads, og det var da også en af sæsonens sidste opførelser af forestillingen. Denne, der er skrevet af Karen Wheeling Reynolds, som også har skrevet en roman om sagen, har ikke så meget med de virkelige begivenheder at gøre, men er langt hen ad vejen baseret på legenderne. Fx blev Toms to søstre, som i virkeligheden var henholdsvis 8 og 17 år ældre end ham, spillet af to piger på henholdsvis 14 og 9. Men sådan er der så meget; kunstnerisk frihed er jo en vigtig ting. Selv om der ikke var mange realiteter bag historien, var der dog enkelte, men altså også mange, som kun er baseret på folklore. Som skuespil betragtet var det imidlertid udmærket, og jeg fortrød absolut ikke, at jeg havde spenderet såvel $ 15, som ca. 3 timer på oplevelsen.

Efter forestillingen kørte jeg tilbage til hotellet, som jeg nåede lige efter 23, hvor jeg fandt Tim i færd med at se baseball. Jeg skal i øvrigt lige huske at fortælle, at den trøje, jeg havde medbragt til forestillingen viste sig at være overflødig. Godt nok faldt temperaturen i løbet af aftenen, men kun til omkring 22 grader, da jeg var tilbage ved hotellet. Selv om vi nåede at se og opleve en masse på denne fredag, fik vi alligevel kørt næsten 500 km også - endnu et bevis på, at man sagtens kan både køre og se på samme dag.