Ost og vin  i dybe kældre

Mandag stod vi ikke helt så tidligt op, som vi havde gjort søndag, for vi havde ikke planlagt noget særligt. Endnu en dag, hvor vi havde bestilt morgenmad på hotellet, og endnu engang var den OK. Til gengæld var damen, som passede såvel morgenmad som kontor, blevet skiftet ud. Vi blev enige om, at de måske havde vagt en uge ad gangen eller lignende, for det var hende, som var der resten af den tid, vi var på stedet. Hun var bedre til engelsk end de to, som havde været der de første to dage, og hun var ked af,  at vi ikke have bestilt morgenmad til de følgende dage. Hun var i det hele taget meget snaksaglig og hyggelig. Vi havde imidlertid planer om selv at købe ind til morgenmad og så lave det i lejligheden. Morgenmaden på stedet kostede immervæk 7 € per snude per dag, og det mente vi godt, at vi selv kunne gøre billigere.

Lis og Dorte smager vin i Fattoria Pulcino

Efter morgenmaden slappede vi igen af i en times tid, og blev så enige om, at vi ville køre ind til byen for at finde et sted at handle. Eller rettere sagt, vi havde faktisk set et supermarked, da vi var inde i byen dagen før for at spise aftensmad, så her ville vi nu køre ind. Vi fandt da også stedet uden problemer, og det viste sig, at der var en pænt stor parkeringsplads ved siden af, så der stillede vi bilen. Vi besluttede så for, at vi ville gå en tur i den gamle del af Montepulciano (inden for bymuren), inden vi handlede, så varerne ikke skulle ligge i bilen og "smelte", mens vi så på byen.

Som sagt så gjort. Vi gik ind gennem den byport, vi også havde brugt den første aften, og næsten lige inden for porten lå et par restauranter, som vi kiggede på. Det var jo muligt. at nogle af af kunne bruges ved en senere lejlighed. Den ene af dem hang sammen med en butik, og her stod en ung dame i døren og tilbød smagsprøver på lidt af hvert, blandt andet vin og ost. Hverken Per eller jeg havde lyst til at smage, så det var kun Lis og Dorte, som forsøgte sig blandt andet med hvidvin. Damen ville selvfølgelig gerne have, at vi besøgte butikken, men vi havde ikke den store lyst til at slæbe et eller andet med hele vejen gennem byen og tilbage, så Dorte lovede, at vi nok skulle komme igen på tilbagevejen. Mens Dorte og Lis smagte, havde Per og jeg gået omkring og taget et par billeder. Nu fortsatte vi så alle sammen op gennem hovedgaden. Helt fri for at slæbe blev vi nu ikke, for Dorte fandt en butik, hvor de solgte tasker, og de, der kender hende, ved at en sådan går hun nødig forbi. Og det gjorde hun da heller ikke ved denne lejlighed. Tværtimod fik hun anskaffet en ny hånd/skuldertaske, men hun bar den nu selv det meste af resten af turen. Jeg fik den kun overladt for en kortere bemærkning omkring frokosttid.

Montepulciano er en meget spændende, gammel by.  Den er grundlagt af etruskerne helt tilbage i 4. århundrede før vor tidsregning, men den har udviklet sig noget siden. Som jeg tidligere har nævnt, ligger den, som mange andre gamle toskanske byer på en bjergtop og er omgivet af en bymur. I dag er byen selvfølgelig vokset uden for muren, men det er stadig nemt at se for sig, hvordan det har set ud i gamle dage, ikke mindst hvis man ser byen lidt på afstand, hvor husene uden for muren er forholdsvis skjulte. "Desværre" ligger hele byen ikke oppe på bjergets top, så der er mange bakker inde i byen.  Selv om der kører en slags bybus, vil jeg ikke anbefale stedet til gangbesværede. De vil simpelthen ikke have mulighed for opleve de mange spændende gyder, stejle trapper, små haver og så videre, som findes i byen. Det samme kan i øvrigt siges om Perugia, som vi besøgte søndag. Her er hovedgaden stort set den eneste gade, som er nogenlunde vandret.

Dorte og Per ser på vinfade i hulerne under Cantina Gattavecchi. Hulerne har været brugt til oplagring af vin siden år 1200.

Igen spadserede vi omkring og så på de mange interessante huse og andre spændende steder, som byen kunne byde på. Blandt andet gik vi en tur langs bymuren eller rettere på dens top og nød udsigten over det omgivende landskab. Blandt andet kunne vi se "hjem", og nu kunne vi også i dagslys se den "fabrik", som vi altså stadig ikke vidste, hvad var. På den højeste del af bjerget ligger resterne af byens gamle fæstning. Den så vi lidt på udefra - men kun udefra, for ikke så langt derfra lå en cantina, og den så meget interessant ud, så vi entrede butikken. Her var der allerede en del mennesker, så mens de blev betjent, gik vi ned i kældrene eller rettere hulerne i klippen under butikken, hvor deres vinfade stod. Der var temmelig mange af dem og i flere etager, så det tog lidt tid inden vi blev færdige. Da vi kom tilbage op til butikken, var der stadig en del mennesker, så vi så os omkring og blev så enige om. at der ikke var nogen grund til at købe vin her, og så slæbe det hele vejen tilbage til bilen i den anden ende af byen, når der var så mange andre steder, hvor man kunne kunne købe vin.

I stedet fortsatte vi op til torvet ved domkirken og rådhuset, hvor der dagen før havde været koncert. Nu var de ved at tage scene og tilskuerpladser ned, så det var næsten umuligt at få taget et billede af kirken uden stilladser. Til gengæld gik vi indenfor i domkirken, men efter min ikke kirkekyndige mening, var de kirker vi allerede havde set, faktisk flottere. Efter besøgt i kirken var vi blevet småsultne, så vi fandt en fortovsrestaurant lige ved torvet, hvor vi kunne få noget at spise.

Efter maden fortsatte vi vores tur rundt i byen, og jeg fik mulighed for at fotografere nogle af byens huse. Jeg havde håbet at få taget et billede af et typisk italiensk hus med vasketøj uden for vinduet, men de steder, hvor der faktisk hang vasketøj, var det for mørkt til at fotografere, så jeg nøjedes med at tage nogle billeder af husene og de karakteristiske grønmalede skodder, som forekom overalt i byen. Og så af de mange nerier, som voksede overalt i området, også ude hos "os selv" på Sangieneto. Til sidst nåede vi ned til den butik, hvor Lis og Dorte tidligere havde fået smagsprøver. Her havde vi jo lovet at vende tilbage, så det gjorde vi. Butikken viste sig at være meget spændende. Også her stod der vinfade, og desuden solgte de alle mulige delikatesser, fx røgede skinker, diverse salamipølser, mange forskellige oste osv.. Lis og Dorte forelskede sig i nogle af ostene, og købte en pakke med fire forskellige oste. Den ene var rullet i krydderier, en anden i chili og en enkelt var både lagret og rullet i aske. De var alle fremstillet af fåremælk, og efter min mening var de meget tørre og skarpe i smagen, uden på nogen måde at være stærke, bortset fra chiliosten, men det var af andre årsager. Et par af dem smagte da OK, men selv om vi spiste ost hver dag til morgenmad, blev der ikke spist op. Vi blev enige om, at det ville føre for vidt, at hjembringe osteresterne i bilen, så de blev efterladt på stedet.

Udsigt over landskabet fra fællesterrassen på Sangiuneto. I forgrunden vinmarker, i baggrunden anes et kirkespir.

Nå, men tilbage til butikken. De ville meget gerne lade os smage noget vin, og da Lis og Dorte allerede havde smagt hvidvin, slog vi os på rødvinen. Al vinen kom fra den vingård, som ejede "biksen", og der var en del at vælge mellem. Blandt andet fremstillede de den vin, som Montepulciano er berømt for, Vino Nobile de Montepulciano, en vin fremstillet primært på Sangiovese druer blandet med op til 20 % Canaiolo Nero. Vinen er omtalt helt tilbage i 789 efter vor tidsregning, så den har et par dage på bagen, selv om navnet først blev opfundet omkring 1930. Tidligere hed vinen Vino rosso scelto di Montepulciano. Vi smagte tre forskellige årgange af denne vin, 2003, 2002 og en Riserva fra 2001. Denne var klart den bedste, og 2001 skulle da også være et fremragende Vino Nobile år, så den købte vi 3 flasker af til 18 € stykket, svarende til ca. 135 2007 kroner, men den var alle pengene værd. Desuden købte vi tre flasker hvidvin af typen Vernaccia di Sam Gimignano, som er en af Toscanas mest berømte hvidvine. Prisen for en 2006 årgang var 15 €, men også den var det værd. Da vi ikke skulle have mere i butikken, blev vi enige om, at det nok var på tide, at vi fik besøgt det supermarked, som vi egentlig var taget til byen for at handle i, Så Per og jeg slæbte ost og vin ned til bilen, og så mødtes vi alle i supermarkedet. Her fik vi så handlet, så vi kunne lave aftensmad selv og også til morgenmaden de næste dage.  Vi besluttede os for at spise let, så vi købte kun ind til brushetta pomodore og melon med parmaskinke, og det lavede vi faktisk hver gang, vi selv lavede mad, så det var jo nemt og ret hurtigt overstået.

Da vi havde handlet, kørte vi tilbage til lejligheden, hvor vi pakkede ud, både varerne og os selv, og bevæbnede med en bog og en kop kaffe hver, bevægede vi os så ned til swimmingpoolen, hvor vi var helt alene til at begynde med, og kunne slappe af i solen, afvekslende med svømmeture i poolen. Det lykkedes for mig at blive stukket af en hveps mellem to tæer, men bortset fra, at det gjorde ondt, skete der ikke noget ved det. Jeg sad et kvarters tid med fusserne i poolen, og så var det overstået. Da vi havde tilbragt et par timer ved poolen, kom et tysk par med deres børn, og disse - børnene altså - gav sig til at lave "bombespring" i vandet lige ud for os, så vi ikke kunne undgå at blive oversprøjtede, hver gang de hoppede i. Mor og far sagde ikke noget til ungerne, om at de skulle gå lidt væk, så det endte med at vi fortrak. Vi gik op på den fælles terrasse, hvor der var en bedre udsigt end fra den private. Her hyggede vi os så med noget af den indkøbte vin, mens vi nød vejr, bog og udsigt, mens mørket faldt på. Ved 19-tiden indtog vi så noget af den indkøbte aftensmad, stadig på den fælles terrasse. Her var der to borde, og ved bordet ved siden af os, sad et engelsk ægtepar med to voksne sønner, som vi sludrede en smule med. Senere skulle vi komme til at tale meget mere med dem, men mere om det i en senere artikel.