Vandfald med vand og uden

Marmorefaldene (det nederste af de tre fald) med masser af vand.

Torsdag var en dag, hvor vi ikke havde planlagt noget på forhånd, men hvor det endte med, at vi fik set en masse. Vi besøgte ikke ret mange byer, man kørte bare forbi dem. Oprindeligt var planen for dagen, at vi ville slappe af ved poolen hele dagen, men da vi stod op om morgenen, så det for første gang på ferien ud til regn, så vi blev enige om at køre en tur, og så kunne vi tage afslapningen næste dag. Da vi jo ikke have planlagt noget, vidste vi heller ikke, hvor vi ville køre hen. så vi gav os til at studere de medbragte guidebøger, og til sidst blev vi enige om, at vandfaldene ved Marmore måtte være sagen.

Disse vandfald ligger i nærheden af byen Terni, noget syd for vores lejlighed, så efter at have spist morgenmad, kastede vi os ud i det. I første omgang kørte vi nu nord på, rundt om Trasimenosøen og forbi Perugia, som vi havde besøgt  om søndagen; denne gang dog uden at gøre ophold. Herfra gik det så syd på til Terni. Her fandt vi skilte mod vandfaldene, men trods disse lykkedes det for os at køre forkert. Skiltene stod nemlig ikke specielt tæt, så vi måtte spørge om vej. Det hjalp, så vi fandt faldene med tilhørende parkeringsplads uden yderligere problemer.

Og så blev der lukket for vandet

Klokken var 12.15, da vi nåede frem til vandfaldene, og det betød, at vi fik dem at se for fuld kraft. Disse vandfald er nemlig specielle på flere måder. Først og fremmest er de kunstige. De er også ret gamle da de blev etableret i år 271 før vor tidsregning. Romerne havde behov for at få afvandet et sumpet marskområde ved byen Rieti, så de gravede en kanal fra Velinofloden til randen af en kløft. Herfra løb vandet så ud over klippen og faldt ned til Nerafloden i kløften under bjerget. På den måde opstod Marmorefaldet, eller faldene, for der er tre, og tilsammen er de 165 meter høje, og dermed det højeste menneskeskabte vandfald i verden. Vandfaldene er i øvrigt også specielle derved, at der omkring 1930 blev opført et vandkraftværk på stedet, og så var det faktisk slut med vandfald, da vandet blev ledet gennem værkets turbiner, men for turisterne skyld, herunder os, leder man med mellemrum vandet uden om kraftværket, og så kan man se faldene i al deres "magt og vælde". En sådan "åbningsperiode" er der netop på hverdage i juni, juli og august mellem 12 og 13. Jeg kunne fortælle en længere historie om Marmorefaldene, men det skal jeg nok lade være med.

Da vi havde parkeret bilen gik vi over til indgangen og betalte den obligatoriske entre. Derefter kunne vi komme helt tæt på vandfaldene. Der gik en sti helt op til faldenes top, og vi begyndte at gå op ad bjerget alle fire, men jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke kunne nå at være nede igen, når de "lukkede for vandet", og det ville jeg gerne overvære og fotografere, så jeg gik ned til bunden af faldene, mens Dorte, Lis og Per fortsatte til toppen. Jeg fik da også set, hvordan vandet stoppede, men det skete ikke helt så pludseligt, som jeg havde forestillet mig. Da de andre kom ned igen, havde jeg trods alt fået taget nogle billeder, hvor man kunne se, hvordan der langsomt løb mindre og mindste vand gennem faldene. Da alle var nede igen, gik vi tilbage til parkeringspladsen, hvor bilen stod. Her lå der en lille café, og her spiste vi en sandwich, som skulle gøre det ud for dagens frokost.

Fæstningen i Spoleto

Vi var nu færdige med dagens program, men blev enige om, at vi på vejen hjem ville køre forbi byen Spoleto, hvor der skulle være dels en imponerende fæstning og dels en akvædukt. Vi kørte derfor nord på igen, men ikke samme vej, som vi kørte mod syd. Og ganske rigtigt. Da vi nærmede os byen., kunne vi i første omgang se fæstningen og senere også akvædukten, som strakte sig hen over en en kløft. Oprindeligt blev akvædukten bygget  af romerne, men da de ikke længere havde brug for den, fik den lov til at forfalde. I 1300-tallet fik man behov for at føre vand fra bjergene til byen, og så byggede man videre på de gamle ruiner og konstruerede den akvædukt, der ses i dag. Samtidigt blev fæstningen også opført og udover sit egentlige formål, kunne akvædukten også bruges som flugtvej for fæstningens personale. Senere kom fæstningen til ar fungere som fængsel, og det gjorde den frem til 1982. Her sad blandt andre medlemmer af Italiens Røde Brigader fængslet.

Akvædukten uden for Spoleto

Vi kørte ikke ind til byen, men stoppede på en rasteplads uden for denne, hvor der var god udsigt til og gode muligheder for at fotografere såvel by og fæstning som akvædukt. Herfra fortsatte vi nord på mod Assisi. Vi havde egentlig ingen planer om at besøge byen, men mellem Assisi og Perugia skulle ligge en etruskisk grav, som jeg gerne ville se. Det lykkedes os nu aldrig at finde den, men til gengæld fik vi set Assisi - i hvert fald på afstand, og jeg på tilstå, at jeg var ret imponeret af fransciscanerklosteret. Det var godt nok stort, og det vil jeg gerne besøge en anden gang.

Vi fortsatte tilbage forbi Perugia og nord om Trasimenosøen endnu en gang. I den lille by, Tuoro, fandt vi en café, hvor vi drak en kop kaffe, og spiste en is. Mens vi sad og nød kaffen, kom en dansk indregistreret jeep kørende ind på pladsen. Per faldt i snak med manden i jeepen, og han fortalte, at der lå en rigtig god isbar i en nærliggende by, hvor der også var en flot udsigt over søen. Vi skulle ikke have mere is, men besluttede alligevel at køre tilbage mod vest til Passignano, som byen hedder. Og der var da også både udsigt og ishus (flere endda). Inden vi kørte fra Tuoro, besøgte vi et lokalt supermarked, hvor vi købte flere tomater. Vi skulle jo nødigt udgå, så vi ikke kunne spise bruchetta til aftensmad. Her faldt jeg også over en Asti Spumante Dolce, som jeg ikke kunne stå for. Den kostede 0,95 Euro, så vi blev ikke ruinerede.

Da vi kom til Aquaviva, blev vi enige om, at vi ville se hospitalet tæt på, så vi kørte en lidt anden vej tilbage til lejligheden, og "fabrikken" viste sig at være et pænt stort, og helt moderne hospital. Da vi havde besigtiget stedet, kørte vi tilbage til Sanguineto, og endnu engang hyggede vi os på fællesterrasen med lidt vin og senere lidt mad. Vi sludrede også med Anne og Dale indtil det begyndte at lyne, tordne og øsregne. Så fortrak vi til vores egen terrasse, da den fælles havde et tag af fletværk, som absolut ikke var tæt. Da lynene og tordenen tog til, besluttede vi os for at gå i seng.