Her foregik historien

Et næsten tilgroet skilt ved North Carolina Highway 268, ikke langt fra det sted, hvor vejen krydser Elk Creek, viser at her ligger bebyggelsen Elkville, der i dag kun består af nogle ganske få huse og en kombineret blandet landhandel og benzintank.

De begivenheder som omtales i på disse sider fandt sted i de amerikanske sydstater lige efter afslutningen af den amerikanske borgerkrig, og som omtalte i diverse artikler, spillede såvel stedet som tiden formodentlig en vis rolle for sagen.

Historien fandt sted i og omkring den lille bebyggelse, Elkville i Wilkes County i North Carolina. Bebyggelsen er i dag en del af landsbyen Ferguson, ca fem km vest for dennes  centrum og et byskilt, med teksten Elkville kan stadigt ses nær floden Elk Creek. Elkville ligger i den vestlige del af staten North Carolina i USA, godt 25 km vest for amtssædet Wilkesboro og næsten 300 km vest for statshovedstaden Raleigh. Godt 25 km sydvest for Elkville finder man Lenoir, der er amtssæde for Caldwell County (alle afstande målt af nutidens veje). I luftlinje ligger Elkville ca. 40 km fra statsgrænsen til Tenneseee, og ad nutidens veje ca. 60 km fra denne. Fra Elkvilles 'centrum'' til Elk Creek, der var amtsgrænse til Caldwell County, var der kun få hundrede meter og til grænsen til Watauga County var der omkring 10 km. Ca. halvanden kilometer øst for Elk Creek løb et andet lille vandløb, Reedy Branch, ud i Yadkin River, og langs dette vandløb lå nogle gårde, blandt andre de, hvor henholdsvis Tom Dooley, Ann Melton og Lotty Foster boede.

På den anden side af grænsen til Caldwell County, lå en række andre små bebyggelser, German's Hill, Grandin og King's Creek m.fl., hvor andre af sagens personer boede, eller senere kom til at bo. I Watauga Conty, ligeledes nær amtsgrænsen, lå bebyggelser som Elk og Stony Fork. Lidt længere væl lå Triplett og Deep Gap og omkring 25 km mod nordvest lå amtssædet Boone.

Områdets geografi

Elkville ligger i de østlige udløbere af den bjergkæde i Appalacherbjergene som kaldes Blue Ridge Mountains. Denne bjergkæde strækker sig fra Georgia i syd til Pennsylvania i nord. Mellem Blue Ridge Mountains og selve "hovedkæden" i Appalacherne ligger en stor dal. På den østlige side af Blue Ridge Moutains strækker sig nogle lave kæder endnu længere mod øst, blandt andre Black Mountains og Brushy Mountains. Længere mod øst finder man det såkaldte "piedmont-område", som er en højslette mellem bjergene og kystsletten ved Atlanterhavet. Ved overgangen mellem bjerge og piedmontområde lå nogle lave bjergkamme, de såkaldte foothills, og det var i disse foothils, at Elkville lå, og sagens personer boede. Wilkes County blev ofte regnet som "lavland" i modsætning til fx Watauga County, som lå længere inde i og højere oppe i bjergene. Gennem bjergkæden strækker sig den 750 km lange naturskønne vej, Blue Ridge Parkway, der blev bygget som beskæftigelsesprojekt under depressionen i 30'erne. Denne vej er i sig selv en tur værd.

Klimaet i området er ofte fugtigt og varmt om sommeren, mens der er koldt og kan falde store mængder sne om vinteren. Der falder i gennemsnit 1500 mm nedbør om årligt, heraf en del som sne (mod ca. 700 i Danmark) og det regner ca. 115 dage om året. Modsætningsvis er der 212 solskinsdage om året og gennemsnitstemperaturen varierer fra ca. -5 grader i januar til ca. 30 grader i juli. Den højeste temperatur der nogensinde er målt i området var 38,9 grader i juli 2012. Dage med temperaturer omkring 35 og en meget høj luftfugtighed er ikke ualmindelige om sommeren, hvilket har stort betydning for flora og fauna i området.

Naturen

Billedet viser udsigten fra Blue Ridge Parkway over Black Mountains. Det ses tydelig at "the foothills" er lavere end selve Blue Ridge Mountains.

Naturen omkring Wilkesboro og Elkville er præget af bjergene og Yadkin River. I dag er floden opdæmmet, men dengang flød den frit mod Atlanterhavet fra sit udspring i Blue Ridge Mountains nær Blowing Rock i Watauga County. Floden bugter sig meget og skifter flere gange retning meget markant. Fra sit udspring løber den stik syd nogle kilometer, hvorefter den svinger skarpt til venstre og løber i nordøstlig retning i mange kilometer inden den igen svinger skarpt, denne gang til højre og igen løber mod syd. Strækningen mellem byen Patterson i Caldwell County og Wilkesboro ligger på den strækning hvor floden løber mod nordøst, og det var her at begivenhederne foregik. Dalen omkring floden er frugtbar, men omkranset af lave bjerge eller bakker, der den dag i dag er tæt bevoksede med skov og krat. På denne strækning er floddalen kendt som "Happy Valley", hvilket den også blev kaldt i 1866. Byen Happy Valley, der har sit navn efter dalens kælenavn, ligger 12-13 km vest for Elkville, lige syd for Patterson. 

Ikke mindst på flodens nordside, hvor de fleste af sagens personer boede, rejser bakkerne sig forholdsvist stejlt fra floddalen. På grund af bjergenes alder og den kraftige erosion, der har fundet sted, består "the foothills" af en mængde bakkekamme (ridges) adskilt at lave dale. Disse bakkekamme og dale går typisk vinkelret på floddalen, hvilket danner basis for an masse mindre floder og bække, som løber fra bakkerne ned i Yadkin River. Blandt disse bække er Elk Creek, som på Tom Dooleys tid var amtsgrænse mellem Wilkes County og Caldwell County. I dag ligger amtsgrænsen ca. 500 meter længere mod vest på den anden side af en bakkekam. En anden af disse små bække er Reedy Branch noget øst for Elk Creek, langs hvilken, der var opstået en spredt bebyggelse.

Ved Elkville, knapt to kilometer nord for floden strækker sig en bakkekam i retning fra vest mod øst, altså nogenlunde parallelt med floden. På nordsiden af denne bakkekam løber Gladys Fork Road og det var nær denne vej, som ikke eksisterede i 1866, at Laura Foster blev myrdet. 

Amter (counties)

I dag er North Carolina opdelt i 100 counties. Et county er en administrativ enhed, nogenlunde svarende til de danske amter, og det er da også den betegnelse, som jeg har brugt i artiklerne bortset ved konkrete amtsnavne, som fx Wilkes County, hvor jeg bruger den engelske betegnelse.

Oprindeligt var der langt færre amter, end der er i dag, men efterhånden, som der blev flere og flere indbyggere og flere og flere byer og andre bebyggelser, blev disse meget store amter splittet op. Nogle blev igen opsplittet, hvorefter de senere blev sammenlagt med dele af andre amter for at danne atter nye amter. I historien om Tom Dooley hører man om fire forskellige amter. Selve mordet blev begået i Wilkes County og ikke i Iredell County, som man ellers kan læse på North Carolina State Archives hjemmeside.  (Wilkes County får et separat afsnit for sig selv nedenfor). Mange af de involverede boede i Caldwell County og nogle få i Watauga County, hvor både Tom og Pauline rejste til efter mordet, og Tom Dooley blev dømt og hængt i Iredell County. Også statens hovedstad, Raleigh, opkaldt efter Sir Walther, blev nævnt, men kun fordi byen var hjemsted for statens Højesteret, som behandlede de appeller, der blev foretaget under sagen mod Tom Dooley.

Iredell County ligger syd-sydøst for Wilkes County og når dette amt overhovedet blev blandet ind i sagen, skyldtes det, at Tom Dooleys forsvarer, Zebulon Vance og hans klienter, mente, at sagen ikke kunne få en fair behandling i selve Wilkes County, og derfor anmodede dommeren om at få den overført til en anden retskreds. Amtssædet i Iredell County var og er byen Statesville, hvor retssagerne mod Tom Dooley foregik, og hvor Tom til sidst blev henrettet. Denne by var North Carolinas hovedstad i ca. en måned mod slutningen af borgerkrigen, da regeringen flygtede fra Raleigh, som var truet af nordstaternes hær.

Caldwell County ligger sydvest for Wilkes County. Amtssædet her er Lenoir, men denne by spillede ingen rolle for sagen. Nogle af sagens meget perifere personer flyttede dog senere hertil. Caldwell County blev oprettet i 1841 da dele af Burke County og Wilkes County blev skilt fra disse amter og slået sammen for at danne det nye amt.  Allerede sekst år efter oprettelsen, 1847 blev dele af amtet slået sammen med dele af Wilkes County og Iredell County for at danne Alexander County og  året efter måtte Caldwell County igen afgive territorium, da dele af amtet, sammen med yderligere dele af Wilkes County, Ashe County og Yancey County blev slået samme for at danne Watauga County. 

Billedet til venstre viser amterne i det nordvestligste hjørne af North Carolina, med de involverede amter markeret med rød tekstfarve. Nord for den brede linje øverst ligger Virginia og vest for den tilsvarende linje til venstre ligger Tennessee. Alle sagens personer boede inden for det område, der er markeret med den blå oval.

Disse ændringer af amtsgrænserne betød at mange af historiens personer, der tidligere alle havde boet i den sydvestlige del af Wilkes County, nu boede i forskellige amter.  Tom Dooley og Ann Melton med familier boede fortsat i Wilkes County, Pauline Foster boede i Watauga County, mens offeret Laura Foster og Toms nemesis, vidnet Elizabeth Foster boede i Caldwell County. James Isbells forældres hjem nær nutidens Grandin, lå oprindeligt i Wilkes County, og gjorde det, da James blev født i 1838, men på tidspunktet for sagen, boede han altså i Caldwell County. Vi ved hvor de fleste af sagens personer boede, nemlig i bebyggelserne Grandin, King's Creek og German's Hill i den østligste del af amtet, meget tæt på grænsen til Wilkes County.

Watauga County ligger vest for Wilkes County og har amtssæde i byen Boone. Som allerede nævnt blev amtet oprettet i 1849, da de fleste af sagens hovedpersoner var små børn. Området hører til Norh Carolinas såkaldte "high-country" og det højeste punkt i amtet, Calloway Peak når således op i over 1.800 meters højde, og amtssædet Boone, som ligger i 1.015 meters højde er den højest beliggende by med mere end 10.000 indbyggere i hele det østlige USA.

Watauga County grænsede op til Tennessee, og det var gennem dette amt, at Tom Dooley rejste, da han forlod Elkville efter mordet. Det var også her, anklagerens hovedvidne, Pauline Foster kom fra. Desværre ved vi ikke i dag præcis hvor, men jeg går ud fra, at hun kom fra et sted i nærheden af grænsen til Wilkes og Caldwell County, måske i det område der kaldtes Elk eller det, som kaldtes Stony Fork. Begge områder havde indtil oprettelsen af Watauga County været en del af Wilkes County. Det ville være den bedste forklaring på, at hun kendte så mange i området på forhånd.

Faktisk var der en langt større grad af forbindelse mellem indbyggerne i dette hjørne af North Carolina, på tværs af amtsgrænserne, end mellem dem og de indbyggerne i andre dele af de amter, de faktisk boede i. Billedet til venstre illustrerer forhåbentligt årsagen.

Wilkes County

Wilkes County har i dag omkring 70.000 indbyggere, men i 1866 var der langt færre, nemlig knap 16.000. Amtssædet er Wilkesboro, og i byen lå dengang som nu amtets fængsel og dets domhus, hvor sagen mod Tom Dooley startede. Amtet blev oprettet i 1777 af dele af Washington Territory (nu Tennessee) og dele af Surry County. Siden blev amtet flere gange decimeret, da dele af det blev afgivet i forbindelse med oprettelsen af andre amter. Første gang var i 1799, hvor de nordvestlige dele af amtet blev udskilt og dannede et nyt amt, Ashe County. Som allerede nævnt mistede amtet flere områder igen i 1841, 1847 og i 1849.

W. Kerr Scott Reservoir uden for Wilkesboro. Billedet er taget fra dæmningen over Yadkin River. I baggrunden anes Blue Ridge Mountains.

Amtssædet Wilkesboro, ligger på et sted, der oprindeligt blev kaldt Keowee på cherokee sproget, hvilket betyder Morbærmarken, og på det sted på sydsiden af Yadkin River, hvor nu Wilkesboro ligger, lå en Cherokee landsby. Byen Wilkesboro blev grundlagt i 1800 af revolutionsgeneralen og statsmanden William Lenoir.  Han ville ikke opkalde byen efter sig selv, så han opkaldte den i stedet efter amtet, der på sin side var opkaldt efter John Wilkes, en englænder, der havde talt koloniernes sag i det engelske parlament. Efter Lenoirs død, blev den næste større by langs Yadkin River opkaldt efter ham i stedet, og det er den, der nu er amtssæde i Caldwell County. Lenoir selv slog sig ned 6-7 km øst for Patterson, nær den nuværende NC 268, hvor han købte et område, der tidligere havde været brugt af engelske kolonister, der her havde et fort som værn mod fjendtlige indianere.

Yadkin River løber lige nord for Wilkesboro, og på den nordlige side af floden ligger byen North Wilkesboro. De to byer er i dag vokset sammen, men har fortsat hver sit bystyre. Lige vest for Wilkesboro og North Wilkesboro er der bygget en dæmning over Yakin River, hvilket har dannet en kunstig sø, W. Kerr Scott Reservoir. Søen bruges især til rekreative formål så som sejlads, lystfiskeri og badning.

Amtet ligger som nævnt ovenfor på de østlige skråninger af Blue Ridge Mountains, i de såkaldte "foothills".  I den vestlige del af amtet, når det op i over 1.200 meters højde i bjergene, mens det kun ligger i 375 meter i den østlige del af amtet. Amtets højeste punkt er Thompkin's Knob, som er 1.243 meter over havets overflade. Den sydlige amtsgrænse løber gennem Brushy Mountains som er en isoleret udløber af Blue Ridge Mountains. Det højeste punkt i Brushy Mountains, Pore's Knob ligger kun ca. 20 km øst for Elkville. Det er her gennem dalen mellem Brushy Mountains og Blue Ridge Mountains, at Yadkin River løber, og det er denne dal, som kaldes Happy Valley. Det er langs Yadkin Rivers bredder og i bjergene eller bakkerne omkring floddalen at de implicerede i sagen boede. På trods af, at området ligger ret højt efter danske forhold, blev Wilkes County betragtet som "lavland" af beboerne i Watauga County, der lå endnu højere i Blue Ridge Mountains.

Langs Yadkin River strakte sig en frugtbar floddal, som før borgerkrigen var hjemsted for store plantager, drevet ved hjælp af slavearbejdskraft. North Carolina havde færre slaver end de fleste andre sydstater, men 1860 udgjorde slaver alligevel over en tredjedel af hele North Carolinas samlede befolkning på omkring 1 million mennesker. I det vestlige amter var der færre slaver end i resten af staten, og Wilkes County var ydermere speciel på dette punkt, idet slaverne  udgjorde under 10 % af den samlede befolkning. Også i dag er dalen kendt for sin frugtbarhed, og hvor der tidligere blev dyrket meget tobak i området, kommer der i dag flere og flere vingårde; og området er da også velegnet til vindyrkning.

Områdets historie

Da de hvide kom til Carolina, havde dette allerede været beboet af oprindelige amerikanere (eller indianere) i mange tusinde år. Da europæerne begyndte at slå sig ned i området, boede der en række stammer, hvoraf de fleste danskere nok kun kan nikke genkendende til få, om overhovedet nogen. Disse stammer tilhørte tre forskellige sproggrupper, hvilket betød at sprogene var indbyrdes beslægtede inden for sproggruppen, mens sprogene på tværs af sproggrupperne intet havde med hinanden at gøre. Det havde stammerne heller ikke, undtagen når de førte krig mod hinanden, allierede sig med hinanden for at føre krig mod andre og så videre. Selv inden for de enkelte stammer, var der fraktioner, som ikke kunne enes - i hvert fald ikke altid.

De oprindelige beboere 

I kystområdet ved Atlanterhavet boede medlemmer af den algonkinske sproggruppe med stammenavne som chowanoke, pamlico, coree og machapunga. I den sydøstlige del af området boede sihouansktalende stammer som sheraw, caponi og catawba og længere inde i landet i højlandet og bjergene boede to irokesisktalende stammer cherokee og tuscarora. Senere (i begyndelsen af 1700-tallet) indvandrede endnu en irokesisk talende stamme, meherrin. Tuscaroraerne var allierede med meherrinerne under den såkaldte Tuscarorakrig i 1711 til 1715, hvor de to stammer sloges mod engelske, hollandske og tyske kolonister i North Carolina. Efter krigen flygtede mange tuscaroraer nord på.

Billedet til venstre er fra Oconaluftee Indian Village, et levende museum i Cherokee, North Carolina. Her viser cherokee'erne hvordan de levede omkring 1750. På vej ind i hytten er nogle turister, mens de to kvinder uden for er cherokees.

Mod vest dominerede den store cherokeestamme. Stammen, der sandsynligvis talte mellem 50.000 og 75.000 medlemmer, da de mødte de første hvide i 1541, kontrollerede et område på 350.000 km² (nogenlunde som det nuværende Tyskland), som omfattede dele af  otte af USA's nuværende stater; Kentucky, West Virginia, Virginia, North Carolina, South Carolina, Georgia, Alabama og Tennessee.  Cherokee'ernes område i North Carolina strakte sig fra Blue Ridge Mountains og Great Smoky Mountains i vest og et godt stykke ind i det såkaldte Piedmontområde længere mod øst og var beboet af de såkaldte Middle Cherokees i modsætning til Lower Cherokees, som boede i det nuværende South Carolina og Upper eller Overhill Cherokees, som boede i de nuværende stater Tennessee og Kentucky. Cherokee'erne og deres historie er i sig selv en bog værd, men det må blive en anden gang.

Når jeg gør så forholdsvis meget ud af cherokeestammen, skyldes det, at det område, hvor historien foregår, tidligere havde været domineret og kontrolleret af netop denne stamme. Den vigtigste af Middle Cherokees byer, Kituwa, lå knap 200 km sydvest for Elkville. I 1838 blev det meste af cherokeestammen fordrevet fra området af USA's militær på det, der senere blev kendt som Trail of Tears. På det tidspunkt talte stammen knap 20.000 medlemmer, og af de 17.000, der blev fordrevet, døde mellem 4.000 og 6.000 på rejsen mod vest. Nogle få blev tilbage i North Carolina, i og omkring det, som i dag er kendt som Qualla Boundary, hjemsted for den nuværende Eastern Band of Cherokee Indians, nær den tidligere "hovedstad", Kituwa. I området omkring Elkville, var der ikke mange indianere tilbage i 1860'erne om overhovedet nogen, men der var omkring 5-600 cherokee'er fordelt i hele amtet. En del af historiens ældre personer, fx hovedpersonernes forældre havde boet i området, mens der stadig var mange cherokee'er, og nogle havde måske endda medvirket, da cherokeestammen blev tvunget bort i 1838. Alle de direkte involverede er dog først født efter Trail of Tears.

De hvide kommer til North Carolina

De første hvide kom til det, der senere blev North Carolina, omkring 1567. Der var tale om spaniere, som byggede et fort nær den nuværende by Morganton i det nuværende Burke County, sydvest for Wilkes County. Fortet og de fem andre forter som lederen af ekspeditionen, Juan Pardo, lod bygge overlevede kun i 18 måneder, så var alle de 120 spaniere, der bemandede de seks forter, blevet dræbt af lokale indfødte.

Dronning Elizabeth I af England tildelte Sir Walther Raleigh rettighed til nogle landområder i det, der nu er den nordlige del af staten. Her anlagde Raleigh nogle kolonier i slutningen af 1580'erne, men ingen af dem overlevede længe. Omkring 1650 flyttede kolonister fra Virginia længere mod nord til det område, der senere skulle blive det østlige North Carolina, og den engelske konge, Charles d. 2. gav tilladelse til at man kunne grundlægge en ny koloni, som fik navnet Province of Carolina. I 1729 blev denne koloni efter længere tids uro, opdelt i to, såkaldt "kongelige kolonier", North Carolina og South Carolina. Disse blev senere til de nuværende sater, som den dag i dag er kendt under fællesbetegnelsen "The Carolinas".  

Robert Cleveland House fra 1779 er et godt eksempel på de huse, som de mere velhavende hvide tilflyttere boede i. Huset har to rum og en øvre etage, hvor familiens 13 børn sov. Mindre velstående familier havde typisk kun et enkelt rum og ingen loftsetage. Huset er i dag en del af Wilkes Heritage Museum i Wilkesboro. Robert Cleveland var bror til Oberst William Cleveland, en af revolutionens helte og han havde selv deltaget som kaptajn i revolutionshæren.

I midten af 1700-tallet voksede antallet af indvandrere i området betragteligt.  Ikke mindst englændere, skotter, irer og tyskere slog sig ned i området, men også folk fra andre nationer. Da den amerikanske frihedskrig brød ud, støttede kolonisterne i North Carolina oprøret, selv om kolonien kun stillede 7.800 mand til oprørshæren under General Washington. Det var den mindste styrke i forhold til indbyggertal af nogen af de 13 oprørske kolonier. Yderligere omkring 10.000 lod sig hverve til forskellige lokale militser.

Da revolutionen var slut flyttede mange fra North Carolina ind i det, som nu kaldes Tennessee, et område, som North Carolina hævdede retten til.  Den 21. november 1789 sluttede North Carolina som den tolvte af de tretten tidligere kolonier sig til Unionen. Samtidigt overdrog kolonien rettighederne til det såkaldte Washington Territory (det nuværende Tennessee) til den fælles regering. Også i det nordvestlige North Carolina, der tidligere havde været en del af Washington Territory slog mange sig ned. Det var i disse år at Dula'erne, Howard'erne, Horton'erne og mange andre kom til Happy Valley. En del var velhavende og ofte tidligere officerer i revolutionshæren, og de købte jord i den frugtbare dal langs floden. Nogle var ikke så heldige, og de valgte i stedet at slå sig ned i bakkerne omkring floddalen.

Den amerikanske borgerkrig og årene efter

I april 1861 begyndte den amerikanske borgerkrig da kanonerne på Fort Johnson nær Charleston i South Carolina åbnede ild mod nordstatstropperne på Fort Sumter i byens havn. Den første stat, der havde meldt sig ud af Unionen, var netop South Carolina, der forlod unionen allerede den 20. december 1860. Senere fulgte flere stater efter, men selv om North Carolina var en af de såkaldte slavestater, viste man ingen iver efter at forlade unionen.  Først den 20. maj, efter at præsident Lincoln havde opfordret North Carolina til at angribe søsterstaten mod syd, valgte man at forlade unionen og som den sidste stat tilslutte sig "Amerikas Konfødererede Stater", kendt som CSA eller Sydstaterne. Beslutningen blev først truffet efter en folkeafstemning, men på trods af "trægheden" endte det med at North Carolina leverede det største antal soldater til sydstats­hæren af alle de konfødererede stater, nemlig 125.000. Over 40.000 af disse vendte aldrig hjem, og de, der ikke døde på slagmarken døde som følge af sult og sygdomme. Blandt de, der ikke vendte hjem til Elkville efter krigen var Tom Dooleys to brødre. Mange af de, der vendte hjem, var mærkede af krigen på samme måde som de, der vendte hjem fra Vietnam. At stemningen ikke kun var for sydstaterne, ses også af at 15.000 mænd fra North Carolina meldte sig til nordstatshæren. 

Billedet til højre forestiller brigadegeneral William W. Kirkland, der var brigadechef  i Hoke's Division under Slaget ved Wyse Fork i marts 1865. Det var i forbindelse med dette slag at Tom Dooley og flere andre blev taget som krigsfanger efter at divisionen selv havde taget et helt nordstatsregiment til fange. Kirkland var den eneste officer fra U. S. Marine Corps, som blev general i sydstatshæren, og han var selv "indfødt" nordcaroliner.

Det var en soldat fra North Carolina som var borgerkrigens første dødsoffer i Slaget ved Bethel. I slagene ved Gettysburg og Chickamauga var det regimenter fra North Carolina, som trængte længst frem mod fjenden, og da krigen sluttede ved Appomattox Court House i april 1865 var det et regiment fra North Carolina, som affyrede de sidste skud. Det har ført til talemåden: "Først ved Bethel, længst ved Gettysburg og Chicka­mauga og sidst ved Appomattox." Det var i øvrigt også et regiment fra North Carolina, som affyrede de absolut sidste skud øst for Mississippi, nemlig Thomas' Legion fra Alfred E. Jackson's Brigade ved White Sulphur Springs den 6. maj 1865. Tre dage senere overgav legionen, der hovedsagligt bestod af cherokee indianere (William Thomas, legionens oberst, er den eneste hvide, der nogensinde har været overhøvding over Eastern Band of Cherokee Indians) sig. Efter at have erobret byen Waynesville fra nordstatstropper, fik de fra byens kommandant at vide, at Lee havde overgivet sig en måned tidligere, og derefter afleverede de selv deres våben. Enkelte regimenter, især mod vest fortsatte kampen, og først den 23. juni 1865 overgav den sidste sydstatsstyrke sig. Det var "The First Indian Brigade of the Army of the Trans-Mississippi" under kommando af cherokeehøvdingen Stand Watie, den eneste indianer som opnåede rang af brigadegeneral under borgerkrigen.

Af de ca. 16.000 indbyggere i Wilkes County var ca. 13.000 hvide, 250 var såkaldt frie sorte, mens 1.300 var slaver. Resten var primært cherokee indianere og tilflyttede asiater. Antallet af slaver var altså langt mindre i forhold til antallet af hvide end i staten som helhed.  Blandt de asiater, der boede i Wilkes County var også de originale siamesiske tvillinger, Chang og Eng, som havde slået sig ned i Wilkesboro i 1839 efter at have turneret rundt i hele USA. De flyttede senere til den noirdlige del af amtet, hvor de boede til deres død 17. januar 1884; men tilbage til borgerkrigen. Ved afstemningen om, hvorvidt North Carolina skulle løsrive sig fra USA i 1861 stemte kun 51 indbyggere i Wilkes County (voksne, hvide mænd – ingen andre havde stemmeret) for løsrivelse, mens 1.891 stemte for forbliven i unionen. Det vestlige North Carolina, herunder Wilkes County blev ofte kaldt "The Old North State", fordi så stort et flertal i områder var for unionen.

Da borgerkrigen så brød ud, og man indkaldte frivillige, var der alligevel 358 fra amtet, der meldte sig i første omgang og senere kom langt flere til. Hvorfor nu det, når man ikke ønskede at forlade unionen? Det skyldtes formodentlig ikke et ønske om at bevare slaveriet. Dels havde de færreste slaver (de 1.300 slaver var fordelt på forholdsvis få slaveejere) og dels kunne mange godt se, at slaveriets dage under alle omstændigheder var talte. Årsagen var i virkeligheden, at de fleste mennesker satte deres loyalitet overfor delstaten langt højere end deres loyalitet overfor unionen, og når delstaten gik i krig, sluttede man op bag denne – selv om også det var mod egne landsmænd. Dette kan belyses med et par citater, ikke fra en mand fra North Carolina, men fra Virginia, nemlig Robert E. Lee, som skulle blive øverstbefalende over sydstatshæren. Da Lee, inden borgerkrigen var brudt ud, af USA's krigsminister blev spurgt om han ville overtage kommandoen over unionshæren, svarede han: "Med al den hengivenhed jeg nærer overfor Unionen og den følelse af ​​loyalitet og pligt jeg har som amerikansk statsborger, har jeg alligevel ikke været i stand til at beslutte mig for at løfte min hånd mod min familie, mine børn, mit hjem. Jeg har derfor opsagt min tjeneste som officer i hæren, og vil slutte mig til forsvaret af min hjemstat, med det oprigtige håb, at mine ringe evner aldrig vil blive nødvendige, og jeg håber, at jeg aldrig vil blive anmodet om at trække mit sværd ...". At Lee var modstander af slaveriet, selv om han faktisk selv havde haft slaver før krigen, fremgår af en udtalelse, som han fremsatte efter at præsident Lincoln, havde udsted den såkaldte emancipationserklæring i 1863, hvor han frigav slaverne i de oprørske sydstater. Her sagde Lee: "Så langt fra at engagere mig i en krig for at gøre slaveriet evigtvarende , er jeg glad for, at slaveriet er blevet afskaffet. Jeg tror, ​​det vil være i Sydens bedste interesse. Så fuldt ud er jeg overbevist om dette, at jeg med glæde i sindet ville have givet alt det, som jeg har mistet på grund af krigen, og have lidt alt, hvad jeg har lidt, bare for at nå dette mål." Begge Robert E. Lee citater stammer fra hjemmesiden About Robert E. Lee.

Selv om Lee var fra Virginia, kom mange af sydstatshærens kendte ledere fra North Carolina. Blandt disse kan nævnes General Braxton Bragg, generalløjtnant og biskop, Leonidas Polk, generalmajorerne Dorsey Pender, D. H. Hill, Robert Hoke, Robert Ranson Jr. og Stephen Ramseur, brigadegeneralerne William Kirkland, James B. Gordon, Lewis A. Armistad, Junius Daniel, J. Johnston Pettigrew og Alfred Scales, foruden mange, mange andre.  Soldaterne fra North Carolina kæmpede modigt i mange slag og fik tilnavnet "The Tar Heel Boys", fordi de stod så fast i mange slag, at det så ud som om deres støvlehæle var klistret fast til jorden med tjære, som i øvrigt var en af North Carolinas vigtigste indtægtskilder. Dette kælenavn har senere givet navn til hele staten, som i dag er kendt som, "The Tar Heel State". Tom Dooley og mange andre fra det område, hvor han boede, var blandt de, som meldte sig frivilligt i krigens første år.

Tiden efter borgerkrigen blev kaldt "rekonstruktionstiden". Denne var egentlig begyndt allerede under borgerkrigen, med de første overvejelser om, hvordan man skulle integrere de stater, som havde løsrevet sig fra Unionen, når krigen var slut. Da præsident Lincoln blev myrdet i april 1865 fik det den konsekvens, at de såkaldt radikale republikanere fik magten i kongressen, og i modsætning til både Lincoln og hans afløser Andrew Johnson, ønskede de radikale at føre en hård kurs overfor syden. De ledende sydstatspolitikere blev frataget deres beføjelser, de fleste, som fx North Carolinas borgerkrigsguvernør og senere forsvarer for Tom Dooley, Zebulon Vance, blev arresteret og sat i fængsel i Washington. For at undgå fuldstændigt anarki, blev syden underlagt militær kontrol. De tidligere konfødererede stater blev inddelt i fem militærdistrikter.  North og South Carolina udgjorde tilsammen 2. Militærdistrikt, som var under ledelse af generalmajor Daniel E. Sickles. Sickles var en særdeles kontroversiel person allerede før borgerkrigen, hvor han som den første i USA's historie blev frikendt for mord på grund af "sindsyge i gerningsøjeblikket". I 1859 havde han skudt sin kones elsker, statsadvokaten for Washington DC, Barton Keys, da han så ham vinke til konen med et lommetørklæde. Under borgerkrigen mistede Sickles et ben i Slaget ved Gettysburg. Han endte med at blive afsat som leder af militærdistriktet, og blev senere USA's ambassadør i Spanien, hvor han efter sigende indledte en affære med den abdicerede dronning, Isabella II. Senere giftede han sig med en af hendes hofdamer, et ægteskab, der heller ikke gik for godt; de var gift i 35 år, men levede adskilt på hvert sit kontinent i 33 af disse, hvor de kun så hinanden to gange!

Billedet forestiller den øverste del af den mindesten, der er rejst i Wilkesboro, over de faldne i Borgerkrigen fra Wilkes County. Den viste del af stenen indeholder den tekst, jeg citerer nedenfor.

Allerede i 1862, da nordstaterne havde erobret dele af North Carolina, blev det erobrede område i den østlige del af staten underlagt en militærguvernør, Edward Stanly, men han sad kun omkring et år, da han blev uenig med præsident Lincoln om emancipationserklæringen og lukkede to skoler for farvede i byen New Bern. Som kuriosum kan nævnes at Stanly, der havde rang af brigadegeneral i nordstaternes hær, var onkel til brigadegeneral i sydstaternes hær Lewis A. Armistead, og de to var født i samme hus. Efter krigen udpegede præsidenten en guvernør over North Carolina, William Holden, som altså ikke var demokratisk valgt, og ligesom den lovgivende forsamling, stod også guvernøren til ansvar for chefen for militærdistriktet. Denne periode var præget af forvirring, svag lovgivning, svage myndigheder og udpræget korruption, og politiske fjendskaber havde ofte stor betydning på de beslutninger, der blev truffet. Det var i denne politisk ustabile periode, at sagen mod Tom Dooley foregik, og det kan bestemt ikke udelukkes, at politik har spillet en rolle for sagens udfald, som jeg har været inde på i tidligere artikler.

At borgerkrigen ikke er glemt i North Carolina og i Wilkes County, ses blandt andet af en mindesten over de faldne fra amtet. Denne er sat op så sent som i 1998, og her hedder det blandt andet:  "Til minde om de soldater fra Wilkes County som deltog i Amerikas Konfødererede Staters hær,  og forsvarede deres hjemland i syden mod nordens aggression. Må deres mod, loyalitet, ære og kristne dyder fortsat  leve i alle Wilkes Countys borgere".

Efter at slaverne var blevet frigivet af præsident Lincoln i 1863, rejste mange tidligere slaver nordpå, selv om der stadig blev kæmpet. Da var borgerkrigen var slut, forlod endnu flere området, men nogle blev tilbage og fik job som daglejere eller andet, hos de samme, som de tidligere havde været slaver hos. Andre forsøgte sig som selvstændige bønder med og uden held, og selv om North Carolina havde været et slavestat - eller måske netop derfor, var der i hvert fald i den vestlige del af staten et forholdsvis venskabeligt forhold mellem hvide og farvede efter krigen. Der var dog ting, som man generelt ikke tolererede, fx blandede ægteskaber, specielt ikke hvis det var manden, der var farvet.

Tom Dooley-turist i dag

Gennem Yadkin floddalen løber i dag North Carolina Route 268, der begynder lige uden for Lenoir og fortsætter gennem Wilkesboro til Mores Spring 138 km længere mod øst. Det var inden for en afstand af 10 km fra denne moderne vej, at de fleste af sagens medvirkende havde deres hjem, så en tur ad NC Highway 268 fra vest mod øst er et godt udgangspunkt for at udforske de steder, hvor Tom Dooley, Laura Foster og Ann Melton slog deres folder før, under og efter den amerikanske borgerkrig.

Kør ad U.S. 321 6-7 km nord på fra Lenoir. Her begynder  N.C. Highway 268. Drej til højre ad denne. Efter ca. 700 meter drejer vejen mod nord, og efter yderligere 700 m, omkring byen Happy Valley svinger vejen igen mod øst. Yadkin River flyder på denne strækning på vejens sydside, det vil sige på højre hånd. Floddalen er her forholdsvis flad og bred, men til venstre for vejen er der flere bakker. Efter knap seks kilometer krydser vejen floden. Ca. 1½ km længere fremme ses et skilt og en vej, der fører til højre til Fort Defiance. Fortet har intet med Tom Dooley historien at gøre, men det var her general William Lenoir, omtalt ovenfor, byggede sit hjem i et område, hvor engelske kolonister tidligere havde haft et fort ved navn Fort Defiance, som beskyttelse mod fjendtlige indianere. 1 km længere fremme passeres landsbyen Yadkin Valley og yderligere fem km længere fremme går en lille vej, German's Hill Place til venstre. Den fører op til det område, hvor offeret Laura Foster og hendes familie samt vidnet Betsy Scott boede. 500 meter længere fremme af N.C. 268 finder man på højre hånd Laura Fosters grav.

Graven er desværre er gemt inde på en mark og nem at overse, men se efter et lille hvidt hegn. 100 meter før selve graven, men på den modsatte side af vejen er opsat en mindetavle, der fortæller kort om Laura. Graven ligger på privat grund, og man kan ikke bare "gå der ind", da der er elektrisk hegn rundt om den mark, hvor den ligger. Undervejs mellem Fort Defiance og Lauras grav har man endnu engang passeret floden, som man igen har på højre hånd. 2 km fra Lauras grav videre mod øst ad 268, møder man Grandin Road, som går fra til højre. Denne vej fører til bebyggelserne Grandin og King's Creek, hvor blandt andre James Isbell og Dr. George Carter boede. Der er ca. 2 km fra N.C. 268 til Grandin og ca. 10 km til King's Creek. Ingen af stederne er der meget at se, men man kan da sige, at man har været der :-). Kør samme vej tilbage. Knap syv km fra King's Creek og lige før Grandin går en lille grusvej i en spids vinkel til højre. Vejen er ikke afmærket, så den kan være nemmere at finde fra dens anden ende. Det er Tom Dula Road (North Carolina Road 1164). Vejen bugter sig langs Yadkin River og bliver efterhånden asfalteret. Efter 6 km kommer man til Tom Dooley's grav på højre hånd. Graven ligger på privat område, og på grund af hærværk er der ikke længere adgang til den, og selve gravstedet kan desværre ikke ses fra vejen. Fra graven kan man fortsætte yderligere to km mod øst, så er man tilbage på N. C. 268, hvor denne igen krydser Yadkin River. Kommer man denne vej, skal man kører til venstre for at komme tilbage til begivenhedernes centrum.

Billedet til venstre viser Ann Meltons grav på Melton-familiens familiegravsted nær Gladys Fork road.

Man kan også springe Tom Dula Road over i første omgang og så fortsætte gennem Grandin tilbage til N.C. 268, hvor man forlod den. Ca. 3 km fra Grandin Road passerer man den nuværende grænse mellem Caldwell County og Wilkes County. 450 meter længere fremme passeres Elk Creek, der var amtsgrænse på Tom Dooleys tid. 100 m længere fremme ligger Eller's Store på næsten samme sted som Cowles' Store lå førhen, og hvor de lokale militsmønstringer fandt sted. Overfor Eller's Store går en vej, Elk Creek Derby Road til venstre. Tag denne. Efter 2 km passeres en kirke og en kirkegård hvor Ann Meltons ældste datter Martha Jane og hendes mand ligger begravede. 500 meter længere fremme skal man fortsætte til højre af Gladys Fork Road. Efter 1½ km går en meget lille vej til venstre. Den har ikke noget navn og fører tilsyneladende kun op til nogle huse på en bakkekam. Det var nedenfor denne bakkekam at Ann Melton og hendes familie boede, men vejen fører ikke helt op til det sted, hvor familiens hjem lå. Ca. 150 meter oppe ad vejen fra Gladys Fork Road ligger på højre hånd Melton familiens familiegravsted. Her kan man finde Ann Meltons gravsten, der først er opstat for få år siden. Der er også en gravsten for James Meltons søster, Sarah Ann Melton Walsh. Der menes at ligge omkring 20 andre medlemmer af familien Melton begravet her, men disse har ingen gravsten. Gravene var dog markerede med flag, da jeg besøgte stedet i 2012. Denne del af Gladys Fork Road er sammenfaldende med den vej, der på Tom Dooleys tid hed Stony Fork Road. Denne svingede dog kort efter længere mod nord end Gladys Fork Road gør i dag, og den førte til Stony Fork ca. 20 km nord for Elkville. Her langs Stony Fork Road boede James Meltons bror Francis med familie og Toms ven, George Washington Anderson med familie, og det var også i nærheden af Stony Fork Road at Bates Place, hvor mordet blev begået lå. Disse steder er dog forholdsvis utilgængelige i dag, da de enten ligger på privat område, eller på områder uden veje og stier, men med tæt bevoksning af træer og krat; "snake country" som John Foster West kalder det i sine bøger.

100 meter fra vejen, der fører op til Ann Meltons grav krydser Gladys Fork Road en lille beskeden bæk. Det er Reedy Branch. Nogenlunde hvor vejen krydser bækken boede Anns mor Lotty Foster. Yderligere 100 meter længere fremme går en grusvej til højre. Det er Bill Horton Road. Vejen følger stort set Reedy Branch's forløb mod Yadkin River. Bækken går på højre side af vejen, og kan være meget vanskelig at se fra denne. Langs bækken gik i tidligere tid den sti, som Tom Dooley udbedrede med den hakke, han havde lånt af Lotty Foster. Stien gik ikke langt fra den nuværende vej og ca. 500 m nede ad denne og oppe ad skråningen blev Lauras lig fundet i en lav grav mellem træer og laurbærkrat. Præcis hvor Tom Dooleys mor havde sin hytte vides ikke i dag, men det menes at være på høje side af Bill horton Road, når man kommer fra Gladys Fork Road, og ca. 1 km fra denne. Bill Horton Road er ikke specielt lang og efter 2 km er man tilbage på N. C. 268.

Kør 2 km mod øst ad 268 til det nuværende Ferguson, der ikke eksisterede på Tom Dooleys tid. Her kan man tage Champion Road til højre og 3 km mod nord møder man igen Gladys Fork Road, ikke langt fra det sted hvor Bates Place lå inde i bakkerne. Man kan også fortsætte 200 m længere mod øst til man krydser Yadkin River. Lige efter floden går en vej til venstre. Det ver Tom Dula Road og i denne ende er der skiltet med både nummer og vejnavn, så har man ikke fundet den fra den anden ende, er det bare at køre 2 km ned af den, så er man ved Toms grav. På N.C. 268 lige over for Tom Dula Road står en såkaldt Historical Marker, et hvidt skilt, der fortæller på tre linjer at Thomas C. Dula blev hængt for mordet på Laura Foster.

Billedet til venstre viser nogle af bygningerne på Whippoorvil Academy and Village i Ferguson.

900 m længere fremme ad N. C. 268 kommer man på venstre hånd til Whippoorvil Academy and Village, et lille frilandsmuseum med diverse gamle bygninger fra området, foruden rekonstruktioner af bygninger. Her finder man blandt andet Tom Dooley Art Museum med en udstilling om Tom, og ikke mindst over 40 malerier af Edith Ferguson Carter, som fortæller "historien", som legenderne kender den. Det er også Edith Carter som driver museet. Et besøg er tilsyneladende gratis selv om der annonceres med en entre på $ 10. Jeg har dog aldrig måttet betaler noget, og selv en donation til museet, havde jeg svært ved at komme af med. Til gengæld har jeg fået et par gode historier fra Edith Carter (i dag 83) og sågar fået lov til at smage hendes syltede bambus :-)-

Fortsæt ca. 25 km til Wilkesboro og besøg det gamle fængsel på N. Bridge Street, hvor Tom sad fra han blev arresteret i juli 1866 til han blev overført til fængslet i Statesville i oktober samme år. Fængslet er nu museum, men er kun åbent efter for guidede ture. Overfor fængsletligger amtets nye fængsel, og det er nok kun åbent for indsatte og betjente. Foran fængslet ligger domhuset, men det var ikke det, hvor Tom kom for retten første gang. Det eksisterer ikke mere, og den nuværende bygning er bygget i 1902. Denne er dog også nedlagt som domhus og rummer nu Wilkes Heritage Museum. Det er herfra turene til fængslet afgår to eller tre gange pr. dag. Prisen var i 2012 5 dollars pr,. snude, og det var bestemt pengene værd.

Fra Wilkesboro kan man køre omkring 55 km mod syd ad North Carolina Route 115 til Statesville, ad den rute som Tom Dooley formodentlig er blevet transporteret ad, da han blev overført fra det ene fængsel til det andet. Der er desværre ikke meget at se i Statesville. Fængslet er for længst revet ned, og heller ikke domhuset, hvor retssagerne mod ham foregik, eksisterer mere. Jernbanestationen, som lå ved siden af marken, hvor Tom blev hængt er også væk, men på den anden side af sporene ligger den "nye" jernbanestation fra 1906, og er man der, er man nogenlunde på rette spor.